close

Вход

Забыли?

вход по аккаунту

?

True Crime January 2019

код для вставкиСкачать
Grufulde
e
fra morderbilleder
nes hjem
Såd
Sådan
planlagde
e og
udførte seriemor
rderne
deres frygtelig
ge
ugerninger
136
SIDER KRIMI FRA
FR
VIRKELIGHEDEN
MORDERE
r
Begivenheder, derne og
oe
ab
na
chokerede
kalsamfund
ødelagde lok
Se, hvordan opvæksten skabte de værste mord ere
• PEDRO LÓPEZ
• AILEEN WUORNOS
• DAVID BERKOWITZ
• MICHEL FOURNIRET
• IAN BRADY & MYRA HINDLEY
• JEFFREY DAHMER
• RICHARD RAMIREZ
• ALEXANDER PICHUSHKIN
• DENNIS RADER
• STEVE WRIG T
• DENNIS NILSEN
• PETER SUTCLIFFE
• PETER TOBIN
• ANDREI CHIKATILO
• FRED & ROSE WEST
• GARY RIDGWAY
• TED BUNDY
• GUY GEORGES
• HAROLD SHIPMAN
• GERALD GALLEGO
Retssagerne
mod nogle af
de værste
forbrydere
99 KR.
UBD
13.12.18 - 13.02.19
Detalj
kort erede
illu og
oner,
der v
forbr
omfang elsernes
Grufulde billeder
fra mordernes hjem
Opvæksten, der
skabte forbryderne
Sådan udførte de
deres ugerninger
Charles
Manson
narko, manipulation
og dommedagsprofetier
www.aller.dk
SERIEMORDERE
Ansvarlig udgiver:
Aller Media AS
Havneholmen 33, 1561 København V
info@aller.dk
Redaktion
Redaktør: Inger Marit Hansen
Grafiker: Bens Aarø
Oversættelse: Maria Præst
2018 © Aller Media AS ejer alle rettigheder til indholdet af denne bog. Kopiering
eller digital gengivelse er ikke tilladt uden forudgående aftale. Det er ikke tilladt
at offentliggøre hele eller dele af bogen på internettet eller ved anden elektronisk
gengivelse. Tilladelser kan udstedes efter aftale med redaktørerne hos Aller Media AS.
Produceret af
Orage AS
Jarlsøveien 50
3124 Tønsberg
Norge
+47 47 46 60 00
post@orage.no
www.orage.no
Trykt af
Artko AS
Alle Orages
g
p svanemærkede
på
trykkerier.
Udgivet på licens af Future Plc.
This bookazine is published under licence from Future Publishing Limited. All rights in the
licensed material belong to Future Publishing Limited and it may not be reproduced, whether in
whole or in part, without the prior written consent of Future Publishing Limited. ©2014 Future
Publishing Limited.
Future Plc.
Richmond House, 33 Richmond Hill
Bournemouth, Dorset BH2 6EZ
Web: www.futureplc.com
Original tittel
Real Crime Serial Killers
lers © 2015 IImagine Publishing Ltd
Selv om det handler om perversiteter og fordærv, har seriemordernes
historie fascineret os i århundreder. Det skyldes nok, at det er umuligt at
forstå, hvad der får vores medmennesker til at udføre så grusomme handlinger – ofte mod tilfældige og helt uskyldige ofre. Hvorfor gør de det?
Skyldes det psykiske sygdomme eller en elendig opvækst? Hvilken tilfredsstillelse opnår de? Og hvordan kan de slå så mange mennesker ihjel
uden at blive afsløret undervejs? I dette magasin prøver vi at give svaret på
disse spørgsmål, og du må indstille dig på grusomme detaljer om de chokerende forbrydelser. Magasinet er spækket med interviews med nogle af
morderne, og du får illustrationer og beskrivelser af de mest opsigtsvækkende sager i kriminalhistorien. Læs om amerikanske psykopater som Ted
Bundy og Dennis Rader og britiske massemordere som Peter Sutcliffe,
Fred West og ”Doktor død”, Harold Shipman.
Læs videre og tag et kig ind i sindet hos disse bestialske seriemordere.
INDHOLD
6
16
20
32
36
I HOVEDET PÅ VERDENS FARLIGSTE
seriemordere
Dennis Nilsen
Han elsker dig ihjel.
40
Aileen Wuornos
Mandejægeren.
50
David Berkowitz
Son of Sam terroriserede New York.
54
Michel Fourniret
62
Uhyret fra Ardennes.
66
16
20
116
Ian Brady og Myra Hindley
Keith Bennett – deres sidste offer.
Jeffrey Dahmer
Jagten på en kannibal.
Richard Ramirez
I hovedet på den onde.
AleKSander PiTJUSJkin
Ruslands værste massemorder?
Dennis Rader
Massemorder i 30 år.
78
78
86
90
96
100
108
112
Steve Wright
Jagten på en kvæler.
Peter Sutcliffe
Sådan blev han the Ripper.
Peter Tobin
Et liv med nedgravede hemmeligheder.
Andrej Tjikatilo
Mavesprætteren fra Rostov.
Fred og Rose West
Rædslernes hus og have.
Gary Ridgway
USAs værste massemorder.
Ted Bundy
Studenter-morderen.
Guy Georges
Udyret fra Bastillen.
116
120
128
Gerald og Charlene Gallego
Gift med en sexslave-morder.
Charles Manson
Narko, manipulation og dommedagsprofetier.
Harold Shipman
Doktor Død slog over 200 ihjel.
90
© Alamy, Rex Features, Press Association, Topfoto
74
RDERE
VENSTRE Ted Bundy i 1978. Bundys
muntre og manipulerende opførsel, selv
i retssalen, var en del af den skræmmende
men
de mys
myy tik, der omgav ham.
FARL
TED BUNDY, JOHN WAYNE GACY, JEFFREY DAHMER, EDMUND KEMPER, PEDRO ALONSO
LOPÉZ SAMT FRED OG ROSE VIL HUSKES I EVIG SKÆNDSEL. VI VED, HVAD DISSE
MONSTRE GJORDE, MEN HVAD FOREGIK DER I HOVEDET PÅ DEM?
TED BUNDY
DREVET TIL AT DRÆBE… AF PORNO
ADSKILLELSE OG MANIPULATION: HVORDAN TED BUNDY KLANDREDE ALT OG ALLE – UNDTAGEN SIG SELV.
FØDT 24. NOVEMBER 1946 FØRSTE FORBRYDELSE 4. JANUAR 1974 OFRE 26-35 SKÆBNE HENRETTET 24. JANUAR 1989
T
ed Bundy manglede
fik mig til at gå ud og gøre
BIO
ikke tilbud, da han
bestemte ting. Jeg tager det
GRAFI TED BUNDY
skulle give sit sidste
hele og fulde ansvar for alt
Bundys chokerende forbrydelser
interview. Han var trods
det, jeg har gjort. Det er ikke
var spredt ud over hele USA – fra
Seattle
til
Florida.
Den
charmerende
alt en mand, som havde
spørgsmålet her. Spørgsmålet er,
psykologistuderende kan have begået
voldtaget og dræbt mere
hvordan den form for litteratur
sit første drab allerede i slutningen af
end 36 kvinder og stukket
er med til at forme voldelige
60’erne, men hans første dokumenterede
forbrydelse var angrebet på Karen Sparks,
af fra varetægt to gange.
adfærdstyper.
der
studerede
på
University
of
Wisconsin.
Hans sidste drabsorgie var
Da Dobson spurgte til
Hun overlevede, men senere skulle en
et rendyrket mareridt fra
Bundys begær og kaldte det
mængde andre være mindre heldige.
virkeligheden, der begyndte
anfald af seksuel galskab,
Bundy blev fanget 15. februar 1978 og
fik en tredobbelt dødsdom. Han kom i den
med et voldsomt angreb
svarede drabsmanden sådan:
elektriske
stol
24.
januar
1989.
på en bolig for kvindelige
- Det er én måde at beskrive
studerende og endte med,
det på. En tvangshandling, en
at en tolv år gammel pige mistede livet. I sin
opbygning af den her destruktive energi. Og
dødscelle var han storskrydende og forsøgte
alkoholforbrug er noget andet, jeg ikke har
altid at skabe overskrifter og håbede at slippe
nævnt. Når det blev kombineret med pornografi,
uden om den elektriske stol ved at tilbyde
reducerede alkoholen alle hæmninger, som blev
at hjælpe politiet med andre seriemordsager
yderligere nedbrudt af pornografien.
– selv hans egne drab. Efterhånden som
- Det er et eksempel på påstanden om, at
henrettelsesdatoen nærmede sig, prøvede han
’Det er ikke min skyld. Det udspringer af de
få udsættelse ved at hævde, at han huskede,
forhold, samfundet har udsat mig for’,» forklarer
hvor flere ofre befandt sig. Det virkede ikke,
professor Elizabeth Yardley, direktør for Centre
og Bundy begyndte at løbe tør for tid til at
for Applied Criminology på Birmingham City
fortælle sine historier. Dagen før henrettelsen
University. Det styrer opmærksomheden væk fra
satte den dømte drabs- og voldtægtsmand
dem selv og deres egne valg, for vold af denne
sig ned sammen med den evangeliske
størrelsesordenen er altid et valg. Det, de gør, når
prædikant doktor James Dobson. Og temaet
de hævder, at ’det skyldtes pornografien’ eller ’det
for samtalen? Hvordan voldelig porno havde
kom af dit’ eller ’det kom af dat’, er at forsøge at
formet hans fantasier og ført til den uhyrlige
aflede os fra dem selv.
adfærd.
Ifølge professor Yardley er seriemordere
- Den mest skadelige form for pornografi
som Bundy altid opmærksom på, hvordan de
– og her taler jeg af konkret og ægte personlig
kan skyde skylden fra sig enten ved hjælp af
erfaring – er den, der handler om vold og
kontroversielle temaer i tiden eller ved hjælp
seksuel vold, forklarede Bundy til en lydhør
af medicinsk eller psykologisk forskning. - De
Dobson. Jeg ved kun alt for godt, at når de to
er utrolig gode til at bemærke bestemte trends
kræfter forenes, lokker de en adfærd frem, som
i samfundets måde at tænke på, forklarer hun.
er ubeskrivelig grusom.
Så hvis der foregår en massiv problematisering
Dobson gik hårdt til Bundy i forhold til
af pornografi eller en kampagne mod bestemte
ansvar og fortrydelse, og drabsmanden gav
rusmidler eller alkohol, er de lynhurtige til at se
et ganske overbevisende indtryk af dårlig
det. ’Ja,’ siger de. ’Det er noget af grunden’.
samvittighed. - Jeg giver ikke pornografien
Efterhånden som interviewet med Bundy
skylden. Jeg hævder ikke, at det var den, der
skred frem, snakkede han og Dobson om en
række forskellige ting – lige fra alkohol til
skrækfilm om gale voldsmænd. - Det, som
skræmmer mig, doktor Dobson, er når jeg ser,
hvad der er på kabel-tv, nogle af filmene der ...
Ja, den vold i filmene, som folk får ind i stuerne
i dag, ville ikke være blevet vist i biografen for
personer under 18 år for 30 år siden ...»
Det, der er værd at bemærke ved Bundyinterviewet er, at han indser, at Dobson
kommer med en antipornografisk agenda,
hvilken passer ham udmærket, og så uformer
han sin historie efter det.
- Det vigtige for seriemordere er egentlig
magt, siger professor Yardley. Når de bliver
fanget, tænker de, at spillet er ude. Men de
vil stadig gerne øve lidt magt og kontrol over
folk omkring sig. Derfor tilbageholder de
oplysninger eller serverer bestemte forklaringer
på bestemte tidspunkter for at sikre sig mere
opmærksomhed – eller for at forsøge at sikre
sig bedre forhold i fængslet. Sådanne magtspil
spiller de altid og desuden udnytter de deres
forståelse af andres følelser. De ved præcis,
hvilke strenge, de skal spille på.»
- Der er massevis af andre unge, som leger
i gaderne i dag, men som kommer til at være
døde i morgen eller i overmorgen eller om en
måned, fortsætter Bundy: - Fordi andre unge
læser sådanne ting og ser det, som findes i
medierne i dag.
“ NÅR SERIEMORDERE
BLIVER FANGET,
ØNSKER DE STADIG AT
UDØVE EN VIS MAGT
OVER MENNESKERNE
OMKRING SIG. ”
SERIEMORDERE
XXXXX
FRED OG ROSE WEST
MASSEMORDERE
UNDER AFHØRINGERNE SMULDREDE
ÆGTEPARRETS FORSVAR OG DERES NØJE
KONSTRUEREDE MARERIDTSVERDEN.
FRED WEST FØDT 29. SEPTEMBER 1941 DEBUT 1961
OFRE 26-35 SKÆBNE DØDE 1. JANUAR 1995
ROSE WEST FØDT 29. NOVEMBER 1953 DEBUT 1961
OFRE 26-35 SKÆBNE INDSAT VED HMP LOW NEWTON
D
et virkelige omfang af Fred og Rosemary Wests
forbrydelser var ikke afklaret i første omgang. Politiet,
der efterforskede voldtægt og anden mishandling aaf
West-børnene, mærkede straks, at noget var helt galt på
Cromwell Street 25, men de så kun toppen af isbjerget,
før de begyndte at kigge nærmere på datteren Heathers
forsvinden. En ståede vits i familien var røget ud af et aff
børnene, mens de sociale myndigheder tog sig af dem:
Hvis de ikke opførte sig ordentligt, ville de ende under
terrassen lige som Heather. Politiet havde bevismaterialee
nok til at få en ransagningskendelse, og de opdagede
hurtigt, at Fred og Roses forsvundne datter ikke var
den eneste pige dernede. Mens Fred stod i haven og
hævdede, at Heather var det eneste af hans ofre, skal
kriminalbetjent Hazel Savage have mindet ham om, at
>>Heather ikke havde tre ben<<. Han kunne ikke tale
sig ud af det.
- I begyndelsen var det kun Fred, der blev
varetægtsfængslet, forklarer professor Yardley. Rosemary
blev også arresteret, men hun blev løsladt mod kaution.
Og det skabte en interessant dynamik, for disse to
mennesker havde været sammen i 20 år og sammen
etableret den her ufatteligt tragiske familiesituation,
men nu var omstændighederne ændret. Fysisk var de
ikke sammen længere, så de tidligere forhold ændrede
sig, da de begyndte at tænke på sig selv. Fred var
hurtigt til at vedgå det hele.
- Ja, sagde han, det var kun mig, min kone ved ikke
noget om det. Og hun fastholdt, at hun var uskyldig.
Det tror jeg, hun gør den dag i dag, hvis jeg skal være
helt ærlig. Det var det store gennembrud.
Pludselig tilstod Fred alt. Han fortalte, at lig lå
begravet i kælderen, mens Rosemary benægtede
alt. De reagerede forbløffende forskelligt under
politiafhøringerne, selv om de havde været sammen så
længe.
- På mange måder er han ikke den skarpeste kniv
8
BIO
GRAFI FRED WEST
Historien om Fred og Rosemary er
chokerende, uhyggelig og direkte utrolig.
Fred var 13 år, da han første gang blev
arresteret for vold; han var sadistisk og
voldelig allerede før, han mødte Rose.
Sammen torturerede, voldtog og dræbte
de en lang række kvinder, deriblandt
medlemmer af deres egen familie. 1.
januar 1995 tog Fred sit eget liv i cellen,
før sagen kom for retten.
FAR
“ LIVET, DE LEVEDE, VAR EKSTREMT DYSFUNKTIONELT OG
AFVIGENDE, SÅ DE SKABTE DERES EGNE AFSPÆRRINGER
FOR AT FORHINDRE RESTEN AF VERDEN I AT SE DET. ”
i skuffen, siger professor Yardley. Han havde en IQ
på 84, så han var ikke særlig intelligent - under
afh
høringerne måtte han have en bisidder til stede.
Han var altså ikke i stand til at gennemtænke
konsekvenserne af det, han sagde. Han gav nærmest
refleksreaktioner på situationen, han befandt sig i.
Det handlede i høj om selvopholdelse for dem begge,
efter de var arresteret og sigtet. Vi har et princip som
kaldes foile à deux, det betyder galskab, der deles af to
personer, og sådan skabte de denne uhyre usunde
og meget mærkelige virkelighed, som
var normal for dem, men klart
kriminel og langt uden for alle
kr
normale rammer. De etablerede
egne værdier og
normer. De
levede en
tilværelse, som på sin vis var god for deem, den var i
praksis deres normaltilstand. Og da de havde levet
inden for deres eget værdisystem så læn
nge, var det
let for dem at godtage det som normalt. Men de var
alligevel fuldt bevidst om, at livet de levvede var uhyre
dysfunktionelt og uhyre afvigende, så d
de skabte deres
egne afspærringer for at forhindre resteen af verden i at
opdage det.
Da murene omkring deres groteske private verden
blev brudt ned, tog Fred ansvarett for allt. Han sagde
til politiet, at det hele var hans væ
ærk, ogg at Rosemary
ikke havde noget med det at gøree. Proffessor Yardley
tror dog ikke, at han sagde det m
med baggtanke om at
kunne fortsætte samlivet med Roose, når alt en skønne
dag var overstået.
-Jeg tvivler ærlig talt på, at han
n tænkkte så langt
frem. Han tænkte på sit eget bed
dste fraa øjeblik til
øjeblik: ‘Jeg gør det, der virker bedst for mig lige
præcis nu.’ Der var ingen langsigttet tan
nkegang fra
hans side. Da Fred tog livet af sigg selv i sin celle, blev
Rosemary stillet for retten alene. - Jeg tror, det var
ret godt for hende, for det elimin
nerede eventuelle
nye oplysninger, han kunne være komm
met til at give
om hendes rolle i sagen, siger proofessorr Yardley.
Dermed kunne hun opbygge en historiie på egen hånd
uden at være bange for, at Fred skkulle komme
k
med
oplysninger, der væltede den. Rettten syyntes dog ikke,
at historien virkede særlig overbevisend
de.
Fred og Rose midt 1980’erne.
Parret skulle blive berygtet det
næste årti.
EFTER PÅGRIBELSEN BEGYNDTE FRED OG
ROSES HISTORIER AT KRAKELERE.
24. FEBRUAR 1994
Politiet får ransagningstilladelse til Wests hus, og udgravningerne begynder. Rosemary hævder, at Heather stak af.
25. FEBRUAR
Fred West arresteres, og politiet finder knogler i haven. På
politistationen tilstår Fred drabet på Heather, men understreger, at Rosemary ikke var indblandet. Senere tilstår han,
efter samtaler med sin værge Janet Leach, at der også er lig i
kælderen. Rosemary benægter ethver kendskab til dette.
26. FEBRUAR
Heathers lig bliver fundet. Rosemary løslades mod kaution
dagen efter.
28. FEBRUAR
Fred bliver sigtet for drabet på Heather, og to nye lig
bliver fundet. Yderligere seks lig dukker op i dagene 5.-7.
marts, mens Roses advokat siger, at hun benægter enhver
medvirken.
29. MARTS
Udgravingen begynder på Letterbox Field. Catherine Wests lig
bliver fundet den 10. april.
13. APRIL
Eftersøgningen begynder på Fingerpost Field,
hvor Anne McFalls lig og et foster bliver fundet
den 7. juni.
20. APRIL
Rosemary West arresteres igen. Hun optræder første
gang i retten den 25. april.
25. APRIL
Midland Road 25 gennemsøges. Charmaine Wests lig
bliver fundet den 4. maj.
5. MAJ
Fred sigtes f or 10 drab. Rosemary tiltales for medvirken
til fem af dem dagen efter, og for drabet på Heather den
26. maj.
BIO
GRAFI ROSEMARY WEST
Rosemary Letts blev misbrugt af sin
far og fandt trøst hos Fred West – en
mand der skulle vise sig at være
mindst lige så grusom. Da ligene
dukkede op, hævdede Rose, at hun var
et offer, men hun blev senere arresteret
og tiltalt. Rose blev kendt skyldig i
10 drab og dømt til minimum 25 års
fængsel, hvilket den justitsminister
Jack Straw senere ændrede til livstid.
30. JUNI
For f ørste gang optræder ægteparret West
sammen i retten.
3. JULI
Fred t iltales for drabet på Anne McFall. Han fyrer sin advokat og
hyrer nye forsvarere i august.
1. JANUAR 1995
Fred hænger sig i cellen i Winson
Green-fængslet.
22. NOVEMBER 1995
Rosemary West idømmes livsstid, da juryen ikke fæstner sin
lid til afhøringer, hvor Fred påtager sig hele ansvaret.
RDERE
ED KEMPER
INTERVIEW MED EN MORDER
STUDENTERSLAGTEREN BEHOLDT TOTAL KONTROL OVER SITUATIONEN, SELV FRA CELLEN.
FØDT 18. DECEMBER 1948 KRIMINEL DEBUT 27. AUGUST 1964 OFRE 10 SKÆBNE LIVSTIDSDOM UDEN
MULIGHED FOR PRØVELØSLADELSE, CALIFORNIA MEDICAL FACILITY, VACAVILLE, CALIFORNIEN
K
emper er intellektuelt på højde med Jeffrey Dahmer.
Han dominerer samtalen med studerende, og havde
i sin tid kontrol over de kvindelige studerende, de tre
familiemedlemmer og naboen, han dræbte. Han kaldtes Big
Ed på grund af sin størrelse, og han brugte sin ekstreme
intelligens til at indrette sig, som han ønskede både i fængsel
og på fri fod. Og han sikrer sig stadig opmærksomhed, når
han vil have det. I tv-dokumentaren Murder: No Apparent
Motive blev Kemper interviewet om sin baggrund og sine
forbrydelser.
Der fremstår han som en mand med en tankefuld finger på
kinden, et dræbende blik og påfaldende kort lunte.
1
2
4
5
I Murder: No Apparent Motive taler Kemper
om drabet på moren. Men det forvoksede
uhyre nyder ikke voldsberetningen. I stedet
løfter han knytnæven mod intervieweren på
en måde, der ligger midt imellem en trussel og
en understregning af en politisk pointe, og han
undertrykker gråd.
Stemmen brister - han drejer hovedet væk og
lægger hånden over munden i forfærdelse, og
så fortsætter han med at beskrive den sidste
samtale med moren. Det virker faktisk som om,
at han ville ønske, at det var endt anderledes, og
han taler om, at han ville have ønsket sig kone
og børn, hvis det ikke var sket.
Foragteligt blik: Ed beskriver et drab
for intervieweren.
Han tåler ikke folk, han regner for dumme,
og afbryder intervieweren ved at tilføje sin
egen akademiske præcision til vedkommendes
kommentarer. Han retter interviewerens
påstand om, at han undgik at blive fanget
for sine senere drab, fordi han virkede som et
normalt menneske. I stedet udtaler han, at han
levede som et normalt menneske.
Et skalkeskjul? Kemper gør sig klar
til at tale om, hvad han følte under sit
sidste drab.
Hævede øjenbryn: Han retter på
interviewerens formuleringer.
Den irritable reaktion viser, at det at føre en
almindelig tilværelse i visse aspekter forhindrede
ham i at virke unormal. Derfor undgik han
mistanke. I interviewene blander han refleksion
over sine forbrydelser med beskrivelser af de
metoder, han brugte. Det er som om, at han
mener, at de skal fungere som læremidler, ikke
bare hjælpe ham til at acceptere sin egen situation.
Følelsesmæssig lavmål: Ed gestikulerer
og hænderne fremstiller den sidste
samtale med moren.
BIO
GRAFI ED KEMPER
Efter en barndom præget af
mishandling dræbte Kemper først sin
bedstemor, så bedstefaren. Derefter
blev han sendt til en psykiatrisk
institution, men da han blev erklæret
mental tilregnelig, slap han ud og
boede hos sin mor. Han myrdede seks
kvindelige studerende, sin mor og
hendes nabo, før han meldte sig selv.
Kemper kaldes ”Studenterslagteren”
og sidder i dag på en lukket medicinsk
institution i Californien, hvor han
deltager i interviews.
3
Kemper illustrerer sine raserianfald.
Det virker som om, Kemper vil have dem
til at forstå psykiatrisk teori gennem ham selv.
Han er trods alt manden, der fik psykiatere til
at redde ham fra en drabsdom ved at efterligne
vurderingskriterierne for mental tilregnelighed
- dette blev beskrevet i Ed Kemper: The
Co-Ed Butcher. Han er imidlertid ikke blottet
for følelser, og sindsbevægelsen lokker hans
voldelighed frem.
6
Gråd: Studenterslagteren sørger over
drabene.
Seriemorderens psykiske helbredelsesproces var
at slippe sine følelser løs. Siden han er så god
til at styre sin egen adfærd, er det mærkeligt, at
han ikke indser, hvor ubehøvlet han reagerer i
psykiaterens stol under interviewene. Kemper
holder stadig hof i fængslet den dag i dag.
FARLIGE SERIEMORDERE
X X XX
PEDRO ALONSO LÓPEZ
BIO
PEDRO ALONSO LÓPEZ
GRAFI
Colombianeren Pedro Alonso López
kaldes også Uhyret fra Andes. Han
sagde, at antallet af ofre lå på cirka
300, hvis han ikke talte de mennesker,
han dræbte i fængslet, med. Da
han blev pågrebet i 1980, førte han
politiet til 57 grave. I 1994 blev han
løsladt på grund af god opførsel,
men pågrebet igen for en tidligere
forbrydelse. Denne gang blev han
erklæret mentalt utilregnelig, men i
1998 blev vurderingen omstødt, og
han blev løsladt. Hvor han befinder sig
i dag er uvist.
UD AF HANS ØJNE
EN AF DE FÅ, SOM MØDTE HAM, BESKREV UHYRET FRA ANDES
UHYGGELIGE NÆRVÆR I DETALJER.
FØDT 8. OKTOBER 1948 KRIMINEL DEBUT OMKRING 1969 OFRE CA. 300
“ LÓPEZ NÆGTEDE AT FORTSÆTTE INTERVIEWET,
HVIS HAN IKKE MÅTTE RØRE HENDE – HAN LOD
FINGRENE GLIDE OVER KVINDENS ARM. ”
virker han gennemsnitlig. Ikke specielt flot at se
på, heller ikke speciel hærget og ikke vild i blikket.
Men han er i virkeligheden den rene legemliggørelse
af vores konventionelle forestillinger om ondskab.
López dræbte små piger. Og ikke nok med det.
Ifølge Laytner gjorde han det efter et mønster fra det
overgreb, han selv blev udsat for som barn.
- Dengang, siger han selv, bestemte jeg mig for
at gøre det samme mod så mange unge piger som
muligt. I stedet for bare at prale med sine forfærdelige
handlinger, valgte han at påføre uskyldige mennesker
lidelser som en slags hævn – og for at udøve en
frygtindgydende ekspertise, har det været hævdet.
Han håbede, at det ville gøre ham til ”århundredets
mand - en person ingen nogensinde ville glemme”,
og som ofre valgte han fattige børn. López betragtede
drabene som socialarbejde, ikke som en synd, han ville
blive berømt for. Praleri er meget almindelige blandt
selvoptagede seriemordere. Der findes store mængder
af filmede interviews, der kan dokumentere dette.
Laytner fik syn for, hvordan López iværksætte disse
planer. Da de skulle mødes, var fængselsdirektørens
datter med som tolk. López nægtede at fortsætte
in
nterviewet, hvis han ikke fik lov til at røre hende,
ogg Laytner beskrev, hvordan López lod fingrede
glide over hendes arm. Først derefter indrømmede
L
López
henslængt, at han overhovedet ikke følte sig
tiiltrukket af hende. Den 26-årige direktørdatter var
fo
or gammel til ham. López havde bevidst forsøgt
at gøre datteren oprørt ved at bryde de gældende
a
adfærdsregler,
alene fordi han havde muligheden. At
in
ngen af de tilstedeværende greb ind og forhindrede
d perverse mand i at røre hende viser bare, hvor
den
laammende det kan virke at stå over for et menneske
så ondskabsfuldt, at ingen normale sociale regler
længere gælder.
I dag er Jeffrey Dahmer død, og Edmind Kemper
ssidder i fængsel, men ingen ved, hvor Pedro López er.
H
Han blev løsladt efter at have afsonet sin dom – og
fforsvandt. Han er måske blevet dræbt af pårørende,
ssom ville hævne sine kære, eller måske har han ladet
ssig opsluge af en storby og forsyner sig med de
u
uheldige, der kommer inden for rækkevidde.
Ron Laytners
López i 1980
internationalt
López løsladt
ved, hvor han
dag.
interview med
gav morderen et
ry. Alligevel blev
i 1998, og ingen
befinder sig i
©Scanpix
D
et uhyggelige ved virkelig ondskab er, at den
ikke har nogle bestemte kendetegn. Den er
ubestemmelig. Den kan findes hos folk, som
vi regner som en af os, og det er ikke sikkert, at
vi opdager den, når vi møder den. Et eksempel er
den mørkhårede mand uden skæg på et sort-hvidt
foto, Ron Laytner har taget. Der er ikke noget
påfaldende ved personen, bortset fra den lidt skæve
næse og det sammenknebne blik, der strækker sig
mod kameraet fra den anden side af fængselsgitteret.
Han holder hovedet på skrå med skarp belysning
på det vagtsomme ansigt, og bag den lille spalte
i celledøren virker han glemt og betydningsløs.
Desværre er Pedro Alonso López ingen af delene.
Efter at have interviewet ham udtalte Laytner, at
López er enorm og med et knusende greb, der kunne
brække fingrene på en mand, men på dette billede
SKÆBNE UKENDT
11
RDERE
JOHN WAYNE GACY
SAMFUNDSSTØTTEN SOM OVERBEVISTE CHICAGO OM, AT HAN VAR EN HÆDERLIG BORGER.
FØDT 17. MARTS 1942 KRIMINEL DEBUT 3. JANUAR 1972
OFRE 33–34 SKÆBNE HENRETTET 10. MAJ 1993
J
ohn Wayne Gacy havde to ansigter. For
de fleste var han en samfundsstøtte. Han
var politisk aktiv, han arbejdede hårdt for
lokalsamfundet i forstaden til Chicago, hvor han
boede, han fandt arbejde til mange i byggeri- og
anlægsvirksomheder, og han underholdte børn
ved at optræde som klovnen Pogo til fester og
andre arrangementer. Han blev endda fotograferet
sammen med præsidentfruen, Rosalynn Carter,
i 1978. Men privat voldtog og myrdede han
teenagedrenge og begravede dem i krybekælderen
under huset, hvor han boede. Manden, der kaldes
Morderklovnen blev en del af det amerikanske
mareridt. Men hvordan kan det lykkes nogen at
tage over 30 liv uden at blive stoppet?
BIO
GRAFI JOHN WAYNE GACY
John Wayne Gacy var en
samfundsstøtte, der optrådte som
klovnen Pogo til fester. Han var en
familiefar, der blev gift to gange og
fik flere børn. I 1978 knyttede politiet
den 15-årige Robert Priests forsvinden
til Gacy. Da han endelig blev
pågrebet, hævdede han, at drabene
var blevet begået af en anden kendt
personlighed. Han blev kendt skyldig i
drab på 33 mennesker, og fik til sidst
12 dødsdomme og 21 livstidsstraffe.
John Wayne Gacy og hans
anden kone, Carole Hoff, ved
deres bryllup i 1972. Parret
blev skilt i 1976.
12
FARLIGE SERIEMORDERE
X XX
ANSIGTET UDADTIL: BEDSTEBORGEREN
NABOEN, ÆGTEMANDEN, FAMILIEFAREN, SAMFUNDSSTØTTEN.
J
eg tror, det lykkedes
Gacy at formgive denne
offentlige personlighed,
som var socialt acceptabel
og blev opfattet som en
helt almindelig fyr, forklarer
professor Yardley. Det handler
om, hvordan man sørger for
at fremstå over for verden. Hvis man fremstiller
sig som en helt almindelig fyr, kan man foretage
sig mange afvigende ting bag lukkede døre, uden
at nogen aner uråd. Det var hans omdømme, der
gjorde det muligt for Gacy at lokke teenagere og
vikarer hjem til sig under påskud af, at han havde
brug for hjælp med noget. Der gik chokerende
lang tid, før politiet lagde to og to sammen. Gacy
overbeviste dem hele tiden om, at drengene havde
forladt hans hus i live, mens de i virkeligheden lå
begravet i krybekælderen.
“
Gacys forbrydelser blev efterhånden dristigere
og mere outrerede, men hans ofre var og blev den
samme type. Teenagedrengene, han lokkede eller
tvang hjem til sig, havde næppe nogen anelse om,
hvilken person de stod overfor.
- Seriemordere har en overfladisk charme,
forklarer professor Yardley. De har en utrolig god
forståelse for andres følelser, og de er hurtige til at
opdage eventuelle svagheder eller sårbare punkter.
- Så selv om de ikke har så kompleks en
psyke selv, er de meget klar over andres psykiske
kompleksitet, og de forstår, hvordan de kan
manipulere dem og få dem til at gøre ting, de ellers
ikke ville have gjort. Den overfladiske charme er
en vigtig del af helhedsbilledet. De viser en dyb og
ubetinget tro på den historie, de finder på, og de
ser, hvilken reaktion de får af personen, de fortæller
historien til. De er opmærksomme på andres
følelser, og de er nogle utrolig klamme typer.
“ GACY OVERBEVISTE POLITIET OM, AT DRENGENE
HAVDE FORLADT HANS HUS I LIVE, MENS DE
FAKTISK LÅ BEGRAVET I KRYBEKÆLDEREN.”
PRIVAT
AN
DA NORMALITETENS MASKE GLED AF, VISTE GACY SIT SANDE ANSIGT.
N
Gacy dækker ansigtet, mens han
blive ført ind i retssalen den
22. december 1978.
EKSPERTBIOGRAFI ELIZABETH YARDLEY
Professor Elizabeth Yardley er
direktør for Centre for Applied
Criminology på Birmingham
City University, og sammen
med Professor David Wilson
forfatter til Female Serial Killers
In Social Context – Criminological
Institutionalism And The Case
Of Mary Ann Cotton, Policy Press,
2015.
år Gacys ofre kom hjem
til ham, serverede han
alkohol, stoffer eller begge
dele, før han tog fat på sine
uhyggelige gerninger. Når de
indså, hvad der foregik, var det
for sent.
- Det handler om adgang
og chance, forklarer professor Yardley, og ved at
bede folk om at komme og udføre arbejde hjemme
hos dig, skaffer du dig adgang til dem. Samtidig
skaber du chancer til at angribe dem. Han er altså en
organiseret seriemorder, hvis jeg skal bruge den gamle
skelnen mellem organiseret og uorganiseret. Han var
en af de mere intelligente seriemordere. Dem, der er
mere organiserede, er også kriminalteknisk bevidste.
De forsøger at skjule deres spor, for de kan godt lide
at begå mord, så de vil gerne fortsætte så længe som
muligt.
Hvad der er næsten lige så chokerende som det
store antal ofre, er hvor mange gange Gacy blev
knyttet til deres forsvinden Politiet kom hjem til
ham, men han sagde, at ofrene var taget videre. Da
han blev angrebet uden for sit eget hus at en ung fyr,
han havde voldtaget, forklarede han, at det drejede
sig om chikane, fordi han havde måtte fyre drengen.
Gacy havde altid et eller andet, som fik politiet til at
lede andre steder, og det fungerede for ham i seks år.
- Fornægtelse er noget, vi ofte støder på i arbejdet
som kriminologer,, siger professor Yardley. Selv når
der foreligger en mængde momenter, der tilsiger
en bestemt sammenhæng eller et bestemt udfald,
har folk en tendens til at tolke dem sådan, at de
slipper for at tage dem til efterretning. For at se i
øjnene at noget virkelig er galt fat, er at forstyrre
tingenes tilstand. Jeg tror det samme gælder for alle
de tidligere påstande om seksuelt misbrug, der er
kommet frem i lyset i de senere år. Det er lettere at
undlade at se i øjnene, at alt dette foregår. Især hvis
ofrene er længere fra det, vi kan kalde ideelle ofre.
Hvis man føler, at en person fortjener offerstatussen,
løfter man knap et øjenbryn. Så når vi har at gøre
med udskud, som nogen kalder dem, bliver der
ikke lagt mærke til, at de forsvinder. Det er derfor,
at mange seriemordere udser sig de personer, som
samfundet tillægger mindre værdi.
13
RDERE
JEFFREY DAHMER
MILWAUKEE-MONSTERETS SIDSTE TV-INTERVIEW VAR ET MESTERVÆRK I FØLELSESMÆSSIG MANIPULATION.
FØDT 21. MAJ 1960 KRIMINEL DEBUT 18. JUNI 1978 OFRE 16+ SKÆBNE DRÆBT I FÆNGSEL 28. NOVEMBER 1994
T
orsdag 25. juli 1991
er stadig velfriseret. Udseendet
BIO
JEFFREY
DAHMER
GRAFI
trådte en kæk ung
er mindre markant, han
Dahmers barndom blev ødelagt af
mand med lyst hår,
virker mere resigneret end
forældrenes
bitre
skilsmisse,
hans
skarpe ansigtstræk og en
velbehersket. Indledningen
egne morbide fikseringer og hans
pæn, gråstribet skjorte ind
er direkte sensationslysten
tidlige alkoholisme. Kannibalen fra
i en retssal i Milwaukee i
med et klip, hvor Jeffrey
Milwaukee, som han senere blev kaldt,
fandt sine ofre på klubber, på pubs
Wisconsin. Manden hed
beskriver, hvordan han
og
i
pornobutikker.
Han
blev
arresteret
Jeffrey Dahmer og stod tiltalt
mistede kontrollen efter det
i 1991 og kendt skyldig i 15 drab.
for 15 drab på unge mænd.
første drab, og hvor Phillips
Senere blev han dømt for ét til og
Billedet, som blev taget af
spørger til de seksuelle og
mistænkt for endnu flere. I fængslet
blev han dræbt af en medfange.
ham den dag, prydede senere
kannibalistiske aspekter ved
forsiden af People og blev
forbrydelserne. Så dukker en
kendt for sin skildring af
titel med ordene ”Nekrofili,
drabsmandens fuldstændig normale udseende
lemlæstelse og kannibalisme” op i en tåge af
og sindige væremåde. Men han stod tiltalt for
grøn røg. Alt dette var totalt misvisende for
forbrydelser, der var alt andet end normale og
interviewet med den stilfærdige mand, der
sindige.
fulgte.
Under medieinteressen for dommen skrev
Når kameraet følger Jeffrey, som kommer
hans far, Lionel Dahmer, en bog for at få en
ind i rummet og hilser på faren, er det tydeligt,
klarere forståelse af, hvad der var sket. Han
hvordan han kunne myrde så længe, som han
beskrev også sin egen bitre skilsmisse og
gjorde, uden af blive afsløret. Han går frem
Jeffreys urovækkende barndom. Bogen førte
og omfavner faren, og hans hænder er stive
til Jeffreys første – og sidste – interview på
på ryggen, mens Lionel Dahmer klapper
landsdækkende tv, Confessions of a Serial
ham faderligt. Derefter giver han Phillips et
Killer, med Stone Phillips som journalist. Den
løst håndtryk, men både før og efter hilsenen
unge mand, der fremstilles i interviewet er
hænger armene kejtet ud fra kroppen. Den
meget forskellig fra den tiltalte i retssalen.
kraftige karl på over 1,80 ligner en forvirret
Ansigtet er fyldigere og skjuler sig bag store hundehvalp.
pilotbriller, og han har ladet håret gro, men det
Dette hørte til hans charme. Ifølge
© Corbis; PA Images; Rex Features; Topfoto
KLODSET – MEN LIVSFARLIG
efterforsker Pat Kennedy i The Jeffrey
Dahmer Files blev Dahmer betragtet som en
”guldklump” i Milwaukee-miljøet, hvor han
fandt sine ofre. Mænd på barene, hvor han
færdes, ville tage sig af ham, sagde Kennedy.
Efter at Jeffrey har givet Phillips hånden, gør
han ganske rigtigt et lidt klodset forsøg på at
småsnakke om vejret for at få alle til at slappe
af. Ofrene stolede på ham på grund af denne
tilsyneladende hjælpeløshed og behovet for
at gøre alle tilpas, men han skjulte en ganske
anden side af sin personlighed.
Jeffrey kunne også bruge sin charme til at
manipulere folk gennem komplimenter eller
ren fornuft. I The Jeffrey Dahmer Files husker
Kennedy, at Jeffrey sagde, at sagen ville gøre
dem berømte. Han smigrede efterforskeren ved
at sige, at hans afhøringsteknik ville høste stor
anerkendelse. Det er en blanding af logik og
psykisk stimulans, der hjalp ham med at stifte
et venskab med politimanden.
Jeffrey er kendt for at have gjort noget
tilsvarende med sin far. I den periode, han
begik drabene, lagde han et hoved i et skrin,
der havde tilhørt faren. Da Lionel fandt
skrinet, forlangte han at få det tilbage, men
Jeffrey påpegede, at han havde ret til privatliv
og burde få lov til at fjerne indholdet først.
Den rimelige argumentation virkede, og Jeffrey
JEFFREY DAHMERS FASCINERENDE KROPSSPROG
OMFAVNER FAREN
HILSER PÅ STONE PHILLIPS
STÅLSAT
EN MASKE AF HJÆLPELØSHED
Dahmer omfavner faren. Skyggen af Lionel Dahmers
hånd tyder på, at han klapper sønnen, mens Jeffrey
står helt stiv.
Efter et løst håndtryk med intervieweren, Stone
Phillips, holder Dahmer armene ud fra kroppen, mens
han prøver at smalltalke.
Dahmer ser i gulvet, mens han forbereder sig på nye
spørgsmål. Han tager sig sammen, synker og lukker
øjnene et lille øjeblik.
Klodset charmetrold, pligtopfyldende søn: Dahmer
holder kroppen væk, mens han omfavner faren og
undskylder det ubehag, han har skabt. Kannibalmorderen foregiver at have høj moral.
FARLI
undgik at blive afsløret. Mens han fortæller
dette under Stone Phillips-interviewet, ser
vi en tiltalende blanding af følelser: Dahmer
sænker hovedet og ser ned i gulvet. Læberne
skælver lidt, og han bider i dem, mens der kan
anes et tilløb til tårer i øjnene – selv på disse
gamle optagelser. Ved at tale direkte om sagen,
for så at vise følelser, giver han indtryk af at
være hjælpeløs, angrende og skamfuld.
Dette har betydning, for det giver ham en
vis kontrol over interviewet. Han svarer godt
nok, når Phillips beder om flere uhyggelige
detaljer fra de gange, han undgik at blive
fanget, men lidt senere nægter han at tilføje
mere. Det virker endda helt rimeligt.
Han har allerede illustreret sagen og givet
det unikke materiale, som Phillips interview
(og farens bogsalg) behøver, men på måde som
næsten genspejler almindelige anstændighed.
Nærmere oplysninger om forbrydelsen ville
have været en overdrivelse og kunne have
“ HAN SMIGREDE EFTERFORSKEREN VED AT
SIGE, AT HANS AFHØRINGSTEKNIK VILLE
HØSTE STOR ANERKENDELSE. ”
fortonet sig som unødvendig voldsdyrkelse.
Og siden faren har forlangt, at han skulle
tale indgående om sine egne forbrydelser
på tv for at kunne høste fortjeneste, selv om
han åbenbart føler, at temaet er oprivende,
har Dahmer på sin vis ret til at tie efter at
have sagt det mest nødvendige, da sagen er
så følelsesladet. Et vigtigt element i kritikken
af Jeffrey var faktisk manglen på følelser i de
undskyldninger, han havde rettet mod ofrenes
pårørende under retssagen mange år tidligere.
Mange opfattede det som falske ord fra en
drabsmand, der blot spillede et halvhjertet
teater. Men her hos Phillips virker han
mærkelig nok mere korrekt i sin optræden end
den højt respekterede journalist, og fremstår
som en drabsmand, der har lært medfølelse.
Ikke fordi Jeffreys optræden altid var falsk.
Da han var blevet dømt på alle punkter, vendte
han tilbage til barndommens kristendom
og blev døbt i fænglset. Han var med i et
arbejdsfællesskab, der vaskede fængslet,
da han blev overfaldet af en medfange,
Christopher Scarver. Jeffrey forsvarede sig
ikke. Den komplicerede mand, der både
var manipulerende og sårbar, døde på vej
til sygehuset den 28. november 1994. Den
reaktion, han udviste, da han forstod, at det
lakkede mod enden, tydede på, at han endelig
havde fundet fred.
Han blev kremeret, og asken blev fordelt
mellem forældrene, som stadig lå i åben strid.
OVER Efterforsker Pat Kennedy,
manden som pågreb Dahmer,
mindes sagen i dokumentaren The
Jeffrey Dahmer Files fra 2012.
UNDER Dahmers forældre lytter
med stoisk ro, mens retssagen
udspiller sig.
Dahmer lytter koncentreret i retssalen
i Milwaukee, Wisconsin, i 1991 med et
vagt smil om læberne.
X
SERIEMORDERE
HAN ELSKER
DENNIS NILSENS DESPERATE ANGST
FOR AT BLIVE ALENE, FØRTE HAM
IND PÅ EN FARLIG VEJ
VEJ.
ennis Nilsen, som også kaldes Den Ven
nlige
Drabsmand, er en tungsindig, norsk-skkotsk fyr, som
altid har haft sans for det makabre. Forrældrene blev
tidligt skilt, og drengen boede hos moren og hendes
forældre. I de tidlige barneår havde en dårlig kontakt med
moren, men forgudede sin bedstefar, som vaar fisker. Alt
gik galt, da bedstefaren døde af et hjerteanffald til søs.
Liget blev bragt hjem til familien, hvor Deennis fik lov
til at komme ind og se bedstefaren i åben kkisten. På det
tidspunkt var han seks år gammel.
Efter denne episode brød hans morbidittet for alvor løs
i en kombination af skræk for døden og kærrlighed til den
gamle mand. Puberteten føjede en alvorlige usikkerhed til
blandingen, for her indså Dennis, at han var homoseksuel. Han
boede et sted, hvor den slags var meget ilde set. Derfor søgte
han tilflugt i forsvaret, hvor han blev besat af forestillinger om
døden. Han tog billeder af sig selv med sminke, der forestillede
skudsår og bad diverse drengekærester om at possere og spille
døde. Efter sin militære karriere begyndte han i p
politiet, men
stoppede igen efter et år. Det lykkedes ham at bo ssammen med
kæresten David Gallichan i to år. De havde endda en hund, der
hed Bleep.Til sidst gik forholdet i stykker, og Gallichan flyttede ud.
Stephen Dean Holmes
Nilsen havde en
patologisk frygt for
at blive forladt.
Derfor dræbte han
sine elskere, så de
skulle blive hos
ham.
16
homoseksuelle,
Nilsen hang ud på Londons pubs og klubber for h
og på den hyggelige pub Cricklewood Arms mød
dte han sit første
offer. Stedet lå i et roligere område i den nordlige del af byen, og
her fandt han Stephen. Trods pubbens aldersgræn
nse var drengen
blot 14 år gammel. De drak et par øl sammen, førr de tog hjem til
Nielsen på Melrose Avenue og nød hinanden af h
hjertens lyst.
Ved daggry blev Nilsen bange. Den nydelige un
nge mand skulle
til at gå, og så slog det klik. Derfor kvalte han Stephen med
et slips. Da han vurderede, at teenageren endnu ikkke var død,
hentede han en spand vand og holdt hans hoved under,
u
indtil de
sidste desperate gisp havde boblet op.
Drabsmanden vidste ikke, hvad Stephen hed, og anede ikke,
hvem han var, for han havde ingen andre holdepunkter en nøglen
til drengens hjem. Stephens familie anede ikke, hvvor han var,
og moren ledte efter sin forsvundne søn, til hun gik i graven.
Hans forsvinden blev først opklaret flere år seneree, hvor Nilsen
sad i varetægt og genkendte Stephen på et billede, politiet viste
ham. Drengen havde været glemt i mange lange åår, men som alle
Nilsens andre ofre, stod han printet på drabsmand
dens nethinde.
Alligevel er en del af Nilsens ofre endnu ikke fund
det. De risikere
at være anonyme for altid.
DENNIS NILSEN
Makaber skønhed
For Nilsen handlede døden ikke om at forlade livet.
Tværtimod. Med sin kære bedstefar i tankerne var han
panisk angst for at miste dem, han holdte af eller kunne
komme til at holde af. For ham blev drabene et middel til
at beholde dem hos sig for altid, og han tog sig godt af
elskernes lig. Han var den bedste kæreste, de kunne ønske
sig. Han badede dem, spiste sammen med dem, delte seng
med dem og elskede med dem.
Ved at beholde dem hjemme hos sig på den måde følte
Nilsen, at han knyttede sig til de døde på et åndeligt plan.
- Jeg skabte en anden verden, siger han selv, og når
mænd fra virkeligheden kom ind i den, led de ingen overlast
under drømmens livagtige, uvirkelige kærlighed.
Den anden verden, som Nilsen beskrev, foregik bogstavelig
talt i hans egne øjne. Når nogen får et dødeligt sår i den virkelige
verden, er livet slut. I Nilsens fantasiverden blev selve døden en
skabende kraft. Når han påførte ofrene en fysisk forvandling ved
at dræbe dem, ændrede han både sig selv og dem. Drengene,
han dræbte, blev en slags kunst i hans øjne, noget mere end
bare mennesker. De var fremstillinger af idealiseret skønhed. De
var fuldkomne mænd at kaste sin kærlighed på. De var Nilsens
urørlige muser, mens han byggede billeder op i sit hoved. Derfor
opfattede han slet ikke døden som slutningen. Tværtimod var den
begyndelsen på et eventyr, hvor han fik magt over menneskers
eksistens ved at overføre dem til sin fantasiverden. Han dræbte
dem, som besøgte ham i lejligheden, for at lære dem at kende og
skabe denne kunstneriske alliance.
Nilsens egne udtalelser om sin rolle i alliancen er vigtige:
- Trangen til at vende tilbage til min herlige, lune, uvirkelige
verden var så stærk, at jeg var hooked, selv om jeg forstod, at den
krævede menneskeliv ... den primitive, rene mand i drømmen
dræbte disse mænd, siger han. Han brugte denne retorik til at
undskylde sin udåd.
Den primitive, rene mand, som han beskrev sig selv som, var et
produkt af denne fantasiverden. Her kunne selv naturen forvandle
sig.
Mennesker er trods alt et underligt fænomen, hvor knoglevæv
og muskelmasse gøres levende af en usynlig kraft, som nogen
kalder sjæl. Vi forvandles fysisk, når den kraft, eller sjæl,
forsvinder, idet døden indtræder og vi begynder at rådne bort. I
den forstand er vi produkter af noget uvirkeligt, og derfor kan
det på sin vis virke rimeligt, at Nilsen beskrev sig selv i lyriske
vendinger. Han betragtede sig som ren og fri for synd, på sin vis
skabt som et spejlbillede af Gud. Men samtidig regnede Nilsen
sig som primitiv, det vil sige dyrisk og underudviklet. Han kunne
trods alt ikke virkeliggøre de visioner af mændene, han havde i sit
hoved.
En typisk kriminel:
Trods sin poetiske
selvhøjtidelighed tvinges
Nilsen nu til at leve i
fængsel. Her i 1993.
Drabssted: Huset på Melrose
Avenue, hvor Nilsen dræbte
Stephen Holmes.
17
SERIEMORDERE
Lig i toilettet
Det var netop dette, der var Nilsens problem. Han så
skønhed i døden, men den var ikke som han havde
forventet. I stedet for at se drabene udvikle sig til en
vidunderlig drømmeverden, måtte han finde sig i, at
naturlovene rådede. Dødstallet steg efterhånden som
han mødte flere og flere mænd. De kom fra alle lande
lige fra Irland til Thailand – det troede Nilsen i hvert
fald selv – og var gerne hjemløse, sexarbejdere eller
bare folk, det gik dårligt for. Én var hippie, en anden
var en fyr i dametøj, som det lykkedes at slippe væk,
men det gjorde de færreste.
Når kroppene begyndte at rådne, gemte Nilsen de
døde under gulvplankerne. Og når stanken truede med
at bryde gennem dagdrømmene, brændte han ligene
på et bål i haven, hvor han maskerede den sygelige
stank ved at brænde et bildæk samtidig. Det fungerede
fint, indtil han flyttede til en etagelejlighed i Cranley
Gardens i 1981. Da han ikke længere havde en have,
måtte han skære ligene i småstykker og skylle dem ud i
toilettet i stedet.
Planen var yderst uromantisk i sin udførelse, og den
bevarede heller ikke helt hans renhed i virkelighedens
verden. Dennis Nilsen havde dræbt så mange elskere,
at kropsdele stoppede kloakken, hvor han boede. De
tilkaldte blikkenslagere opdagede til deres forskrækkelse,
Det beskidte og rodede
køkken, hvor Dennis Nilse
systematisk lemlæstede og
skilte sig af med nogen
af sine ofre.
Ensomhedens våben: En gryde, en kniv og et slips,
som Nilsen bragte sine ofre til tavshed med.
18
DENNIS NILSEN
a det var rester af hans 12-15 ofre, der stoppede afløbet,
at
sså de meldte ham til politiet.
Smukke drenge: Carl Stottor
kom levende fra mødet med
Nilsen. Han er et godt
eksempel på det tvekønnede
look, som tiltrak Nilsen.
I fængsel på livstid
S om Dennis Nilsen er fuld af lyriske ord, har han
Selv
aaldrig været noget sympatisk type. Han skal være arrogant,
h
har ofte opildnet politiske diskussioner med folk, og der
fi
findes videooptagelser, hvor han skælder en tidligere
kkæreste ud. Han sidste retssag var et forgæves forsøg på at
ffå lov til at udgive sine erindringer. Han har stjålet sønner
ffra mødre, og ved at blive fængslet har han frataget verden
een mand, som havde ordet i sin magt. Nilsen blev pågrebet
ffor sine gerninger, mens han var på arbejde som en
rrespekteret funktionær på et kontor, og nu kommer han til
aat sidde i Full Sutton-fænglset resten af sine dage.
Hans tidligere bolig i Cranley Garden i London figurerer
stadig i nyhedsbilledet. Den har været sat til salg gentagne
gange, men hidtil har den ikke tiltrukket nogle investorer,
selvom den er i god stand og står til en forholdsvis
rimelig pris. Som der står i ejendomsmæglerens prospekt:
Interesserede bedes venligst orientere sig om ejendommens
historie. Købers ansvar, med andre ord.
Retfærdighedens helt: Efterforskningsleder
Norman Briers. håndterte Nilsen-saken.
DEN VENLIGE
MORDERS
FORBRYDELSER
Dennis Nilsen blev dømt for drab og drabsforsøg på unge drenge
og mænd. Man antager, at han dræbte 12-15 mennesker, men det
reelle antal er stadig ukendt. Han mødte mændene på barer i eller
omkring London og tog dem med hjem. Når de havde haft sex,
kvalte og druknede han dem. Senere parterede han ligene med de
slagterfærdigheder, han havde tilegnet sig som kok i forsvaret.
Hans forbrydelser blev opdaget, da han flyttede i lejlighed og
begyndte at skylle kropsdele ud i toilettet. Som i den amerikanske
seriemorder Jeffrey Dahmers tilfælde begyndte hans lejlighed at
stinke. Naboerne klagede, og blikkenslagere blev tilkaldt for at
undersøge ejendommens tilstoppede kloak. Der fandt de noget, de
frygtede kunne være dele af menneskelig. Da Nilsen opdagede, han
var ved at blive afsløret, forsøgte han spille chokeret, første gang
politiet bankede på døren. Men der blev gjort kort proces, og lige før
pågribelsen udtalte han:
- Det er en lang historie, der begyndte for længe siden. Jeg skal
fortælle jer alt. Jeg vil lette mit hjerte. Ikke her, men på politistationen.
Han viste politiet affaldsposerne, hvor han havde gemt kropsdelene
fra flere lig, og resten er historie.
Han ble opprinnelig fengslet på med minimum 25 års
soningstid, men dette ble omgjort til en fullverdig livstidsdom da man
kom til at han hadde liten mulighet til å bli rehabilitert. Han soner for
tiden i Full Sutton-fengselet i York.
© Alamy, Rex Features
TILKALDTE
TIL
BLIKKENSLAGERE OPDAGEDE TIL
DERES FORSKRÆKKELSE,
AT DET VAR
RESTER AF
NILSENS 1215 OFRE, SOM
STOPPEDE
AFLØBET, SÅ
DE MELDTE
HAM TIL
POLITIET.
19
SERIEMORDERE
20
AILEEN UORNOS
MANDEJÆGEREN
AILEEN WUORNOS RETFÆRDIGE VREDE
HUN VAR DØMT SEKS GANGE FOR KOLDBLODIGE DRAB PÅ USKYLDIGE MÆND, MEN
FORTJENTE USAS MEST BERYGTEDE KVINDELIGE SERIEMORDER VIRKELIG AT DØ?
211
SERIEMORDERE
OVER Wuornos var modvillig – lige fra det
øjeblik, hun blev arresteret til den dag, hun
blev henrettet.
MIDT Wournos nød sin sidste drink på
The Last Resort Bar, som i dag tiltrækker
mange nysgerrige og byder på ”iskolde øl og
morderiske kvinder”.
HØJRE Wuornos viste mange forskellige
følelser, men hun skildres oftest afmagret
og vred.
22
H
vordan kan en drømmer dø som 14-årig? Det kunne du
måske spørge Aileen Wuornos om, selvom hun først døde
mange år senere. Aileens liv var i bund og grund slut, da hun
som helt lille pige suttede på mænds ædle dele for cigaretter i en
skov ved huset, hvor hun boede. Men det virkelige spørgsmål er,
hvad der foregik i hendes hoved, og hvorfor det førte til, at hun
dræbte syv af de mænd, hun kom i kontakt med som prostitueret.
Aileen havde drømme. Hun så sit liv gennem film, skabte
en facade og spillede de roller, som hun troede var forventet af
hende. Det triste var, at livet placerede hende i nogle ganske
usædvanlige roller. Intrigerne omfattede også andre personer
som enken til et af ofrene, Shirley Humphreys, der udtalte i et
tv-interview, at hun glædede sig til at se den sprudlende blondine
i ‘gamle gnist’, som den elektriske stol blev kaldt dengang.
Aileen blev født i Michigan i 1956. Moren hed Diane og gav
hende fra sig, da hun var bare seks måneder gammel. Faren hed
Leo og sad i fængsel for pædofili. Aileen blev derfor sendt hen for
at bo hos bedsteforældrene sammen med sin søster Laurie og bror
Keith. Dette plagede i første omgang ikke den opvakte lille pige
med det skæve smil, men rygterne gik på, at hun i virkeligheden
var sin bedstefars kødelige datter. Han skulle efter sigende have
misbrugt både moren og Aileen. I dokumentaren Aileen Wuornos:
Life and Death of a Serial Killer fortalte veninden Dawn Botkins,
at hun havde set bedstefaren banke Aileen, velvidende at andre så
det.
Da Aileen var 14 år, stadig kun et barn, fødte hun selv et barn,
som blev taget fra hende og bortadopteret. Kort efter blev hun
smidt ud hjemmefra og boede nu i skoven. I senere interviews
med Aileen giver hendes afslappede tone ikke rigtig indtryk af de
hårde banrdomsvintre, hvor hun overnattede i en tilsneet bil. Senere
hævdede moren over for dokumentaristen Nick Broomsfield, at
hun ikke havde vidst noget om datterens fortvivlede situation.
Mange hævder, at det afslørede, hvor lidt hun egentlig engagerede
sig i sin datters liv.
Ni år gammel prostituerede Aileen sig, tydeligvis for at få lidt
selskab. De andre unge i miljøet mente, at hun ikke havde nogen
skam i livet, og hånende fyre lod hende lide for det. Jerry Moss
fortalte under en retssag, at han tog imod hendes gaver, mens han
kastede sten og skældsord efter hende for at ingen skulle tro, der
var noget imellem dem. Splittet mellem to personligheder – en
uskyldig drømmer og et hjemløst vrag – var Aileen som Les
Miserables: En fortabt småpige. Aileen begyndte at blive syg.
Hun blev blå af både social og meterologisk kulde, mens hun
boede ude i så ung en alder. Hun tænkte, at hun måtte redde sig
selv, så hun søgte mod Floridas smilende sol.
Kom igen, Aileen
Festpigen forfulgte sin drøm og troppede op på Daytona
Beach på jagt efter skyfri himmel. Første giftede hun sig med
sejlklubformanden Lewis Gratz Fell, men de blev skilt efter kort
tid. Så viede hun sig helhjertet til den nærmeste og hårdeste
bar, The Last Resort Bar. Hun blev bedstevenner med den
menneskelige kanonkugle, selv om ingen af fyrene ville røre
AILEEN WUORNOS
I ROLIGE ØJEBLIKKE ANER MAN, AT HUN HAVDE EVNEN TIL AT VÆRE TIDSLINJE OVER
EN GANSKE ”NORMAL” PERSON, SOM HAVDE LIDT UNDER DE MEST TABT USKYLD
1956
EKSTRAORDINÆRE OG GRUSOMME OMSTÆNDIGHEDER.
Aileen bliver født. Moren og faren
skilles to år senere.
en lesbisk. Til sidst blev hun kærester med Tyria Moore, en
kvinde hun mødte på en homobar i nærheden. Hun påstod,
at hun var forelsket i denne kvinde, selv om Tyria skal have
forlangt, at hun fortsatte sin prostitution for at skaffe penge
til deres nydelsesorienterede livsstil. Aileen skabte en illusion
om, at hendes tilværelse var fuld af kærlighed, sjov og venner.
Samtidig betjente hun sexkunder hele tiden, men som alle gode
tryllekunstnere ved, er korrekt risikoanalyse nøglen til de bedste
dramatiske effekter. Aileens rekvisit var en pistol. Hun havde den
til selvforsvar, hed det sig, men dette var ingen legetøjspistol. Hvis
hun først brugte den, ville konsekvenserne være uoprettelige.
Dette er bare løse oplysninger baseret på, hvad hendes
bekendte husker. Det stemmer ikke altid overens med det billede
vi har af Aileen Wournos fra medierne, som gjorde hende
berømt. Vi kender Aileen fra flere film: De to dokumentarfilm
af Nick Broomfield – Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer
og Aileen: The Life and Death of a Serial Killer – og siden blev
hun spillet af en hæsliggjort Charlize Theron i filmen Monster.
Derudover findes der en række mindre kendte film som Overkill,
The Aileen Wournos Story og andre. Wournos blev fremstillet
som en overentusiastisk dramaqueen, der blev bedraget, eller en
misbrugt pitbull, der bjæffede efter den mindste uønskede hånd,
der prøvede at klappe den.
En sådan hånd kom i form af Richard Mallory, en typisk
sexkunde, som samlede hende op på vejen. Som alle andre
sexarbejdere, der vil holde sig trygge og tjene penge, måtte Aileen
gøre folk tilpasse på jobbet. I Aileen Wuornos: The Selling of a
Serial Killer beskrev hun, hvordan hun kun tale om både politik og
religion med sine kunder.
Dette er antageligt en overdrivelse af den tematiske dybde i de
samtaler, hun førte, men fremgangsmåden fungerede som regel.
Med Mallory faldt konversationsforsøgene dog til jorden, og
han begyndte at mishandle hende både verbalt og seksuelt. Han
kaldte hende en tøjte og voldtog hende analt, godt hjulpet på vej
af desinficerende salve. Da hun senere stod på anklagebænken og
beskrev sine tanker under angrebet, var det ikke bare en umiddelbar
reaktion, hun huskede. Det virker som om, at hun indså, at hun
måtte dræbe, ellers risikerede hun selv at blive dræbt. Det var som
om, hun projicerede angrebet over på en anden, og Aileen græd, da
hun afgav sin forklaring.
Hun mobiliserede alt, hvad hun ejede af handlekraft, spyttede
ham i ansigtet for at vinde tid, greb sit håndvåben og skød ham.
Diane, Aileens mor, overlader hende
til bedsteforældrene.
Kun elleve år gammel begynder
Aileen at bytte seksuelle tjenester
for cigaretter.
Aileen bliver voldtaget af
bedstefarens ven. Hun bliver gravid,
og bortadopterer barnet.
Bedstefaren smider hende ud af
huset. Aileen bor i skoven.
Efter en tid som prostitueret bliver
Aileen gift – og skilt.
Efter mange konfrontationer med
loven flytter Aileen sammen med
Tyria Moore.
Aileen skyder sit første offer,
voldtægtsdømte Richard Mallory.
1960
1967
1970
1971
1976
1987
1989
23
12.
2 SEPTEMBER 1990
CHARLES
H
HUMPHREYS, 56
19 NO
NOVE
VEM
VE
MBER 199
MBER
MB
9900
WALTER ANTONIO, 62
STED: Dixie County
En mand fra sikkerhedsbranchen blev
fundet død på en øde vej. Han var blevet
skudt fire gange, og bilen blev fundet
fem dage senere i Brevard County.
Sted: Marion County
Shirrley, enken til denne tidligere politichef,
stodd frem på tv for at snakke om Aileens
mødde med den elektriske stol. Humphreys
vaar blevet skudt seks gange, og hans bil
bllev fundet i Suwanee County.
4. AUGUST 1990
TR
ROY BURRESS, 50
Sted: Marion County
Dette lig blev aldrig fundet
Et bbud blev meldt savnet den 31. juli.
Denne gang blev liget fundet fuldt
påklædt i et skovområde langs State
Road 19. Han var blevet skudt to gange.
4. JULI 1990
PEETER SIEMS, 65
Ste
ed: Marion County
6. JUNI 1990
CHHARLES CARSKADDON, 40
Missionærens lig blev aldrig fundet,
selvv om man fandt hans efterladte bil.
Wuoornos afslørende håndaftryk blev
fuunddet på indersiden af dørhåndtaget.
Ste
ed: Pasco County
Delttidsarbejder ved rodeoer. Nok en
gang
n blev liget fundet nøgent i skoven.
Han var blevet skudt ikke frærre end ni
gange
n med en pistol.
HUN VAR DET MODSATTE AF, HVORDAN
AMERIKANSKE MEDIER MENER, AT EN KVINDE
SKAL VÆRE – MILD OG SMUK.
Det handler bare om at overleve, og som Jennifer fra I Spit On
Your Grave forsøgte hun at passe på sig selv.
Hvis det havde været slutningen på Aileens historie, ville hun
måske stadig være iblandt os. Broomsfield har påpeget, at hun
under retssagen blev medicinsk beskrevet som «for umoden til
fuldt ud at forstå dødens uoprettelighed.
I stedet fortsatte hun simpelthen. Det er umuligt at vide, hvad
man skal tro om tiden, der fulgte. Det, vi ved med sikkerhed, er,
at drabene skete i kølvandet på revolutionen for homoseksuelles
rettigheder. Sammen med den kom Judith Butlers teori om, at køn
er noget, der udøves, og tanken om at vi indtager sociale roller for
at gøre os forstået. Da Aileen havde avanceret fra at yde fnisende
tjenester for røg og mad til at begå drab, ændrede hun adfærd, fordi
hun fandt et helt nyt publikum, ikke mindst sig selv.
I en version af hændelserne ramlede det simpelthen for hende.
24
Det første angreb blev for tungt at bære på, og hun dræbte
yderligere seks mænd for at skabe sin personlige hævn for
tidligere oplevelser, om og om igen. I en anden version blev hun
krigerdronningen Aileen - en Jeanne d’Arc-lignende skikkelse,
som trakterede mænd for at tjene de penge, hun og Tyria havde
brug for til at skabe en ny tilværelse. Samtidig hævnede hun hele
kvindekønnet ved at overhale de mænd indenom, der forsøgte
at gå over stregen, især hvis de brugte voldtægt som et våben i
krigen mod kvinder.
Patty Jenkins’ Oscar-vinnende film Monster giver en
fremstilling af Aileen, som måske er den, der kommer tættest på
den Aileen, vi ser i retssalen og i Nick Broomfields dokumentarer.
HØJRE Huset til Dawn Botkins, en af Aileens nære barndomsvenner. Hun arvede alle Aileens
ejendele.
AILEEN WUORNOS
HUN STJAL DERES BILER, EFTERLOD DEM OFTE NØGNE, OG
ØRGEDE FOR AT FYLDE DEM MED NOK BLY TIL AT DRÆBE DEM.
THE LAST RESORT BAR
TH
Sted: Port Orange
Aileen fik sin sidste drink her som en fri
kvinde, før hun blev arresteret. Baren er
siden blevet en uhyggelig turisattraktion
med et vist internationalt omdømme.
Baren blev også omtalt i Monster,
filmen om Aileens liv.
133. DECEMBER 1989
RICHARD MALLORY, 51
Ste
ed: Volusia County
Fundet fuldt påklædt, skudt to gange.
Wuoornos første drab blev hævdet at
værre selvforsvar under voldtægt. En
plaauusibel forklaring, da Mallory var
døm
mt for voldtægt.
1. JUNI 1990
DAAVID SPEARS, 43
Sted:
e Citrus County
En bygningsarbejder, som blev
fuundet nøgen kun iført kasket, ved
Floridas Highway 19. Et nyt tilfælde
af overdreven vold, da han var blevet
skkudt seks gange.
Denne
Aileen har
humor,
men ser
med retskafne
øjne på det, hun gjorde. At
vi sidder tilbage med et lidt forvirrende billede
af hende, skyldes nok i høj grad de forskellige
opmærksomhedskrævende statister i historien, ikke
mindst
Arlene Pralle, kvinden som adopterede Arlene efter, at sagen
kom frem i aviserne, og som spillede en vigtig rolle i den sydende
heksekedel af handlinger, hun senere foretog sig.
Aileen og virkeligheden
På samme måde som Aileens egne forklaringer ændrer sig,
alt efter hvem hun snakker med (og hvordan hun ønsker, de
skal reagere), er det vigtigt at huske, at dokumentarer som
Broomfields ikke nødvendigvis giver et mere sandt billede af
hendes mentale tilstand end biograffilmen Monster. Broomfield
bruger den refleksive filmform, hvor historien fortælles gennem
processen med at skabe filmen og gennem alt, der kan gå
galt i produktionen. Dette betragtes af og til som en ærligere
fremgangsmåde end at vise dokumentarfilm som finpudsede
produkter i stedet for den uhyggelige virkelighed, men det
fremhæver også forstillelsen, der ligger centralt i hans skildring
af Aileen. Bortset fra en enkelt optagelse, hvor vi ikke kan se
hendes ansigt, styrer hun hele tiden sin egen fremstilling; hun
ser direkte ind i kameraet og viser, at hun ved, at publikum ser
hende og bedømmer hende. Hun viser ikke sit naturlige jeg, så vi
kan ikke betragte filmene som sande repræsentationer for Aileens
personlighed, tilregnelighed eller utilregnelighed.
Derudover klipper Broomfield optagelser sådan, at Aileen
fremstilles forskelligt i de to forskellige dokumentarer; separate
produkter, han skal sælge, fordi det hører til hans job. En af dem
har ligget på Netflix, mere end 10år efter den blev lanceret. I
en vigtig sekvens interviewer han Aileen om hendes adoptivmor
Arlene og hendes advokat Steve. Sekvensen koncentrerer sig om
tidspunktet, hvor Aileen hidser sig op og med opspærrede øjne
og fægtende arme gentager sig selv i forhold til den juridiske
vægtlægning på antallet af dræbte personer kontra selvforsvarsaspektet. Hun virker mentalt ustabil, hvilket lægger perfekt op til
Broomfields sidste kommentar om, at retfærdigheden ikke sker
fyldest, hvis man henretter nogen, som ikke er i stand til at forstå,
hvad de har gjort.
I Broomfields anden film vises en udvidet version af det
samme interview. Her er de samme fagter og udtryk med, men
Aileen snakker også om, at hendes to nærmeste forbundsfæller
bruger hende som en præmieko. Vi ser kun det, som Broomfield
vil have, at vi skal se – ikke det, der virkelig sker. Et moment,
der også blev fremlagt som bevismateriale i retten. Med tanke
på Arlenes og Steves groteske handlinger ville det have været
fuldt forståeligt, hvis Aileen havde været endnu mere vred, end
hun virker. Broomfields filmmateriale viser nemlig, at de bevidst
har udnyttet følelserne hos et dødsdømt voldtægtsoffer for at
tjene penge på at give interviews. Fremstillingen af hende er ikke
sandheden, men en redigeret skildring, som stemmer overens
med det billede, Broomfield ønsker at give, hvilket er normen for
enhver dokumentar, uanset hvor ærlig den forsøger at være.
Retfærdig vrede?
I rolige øjeblikke aner man, at hun havde evnen til at være
en ganske normal person, som havde lidt under de mest
ekstraordinære og grusomme omstændigheder.
- Aileen Wuornos var et klassisk eksempel på en person,
der lider af en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse med
store humørsvingninger og dyssociale træk, siger doktor Stephen
Holmes, forfatter til Serial Murder. Med disse lidelser og en
barndom, hvor hun blev misbrugt både fysisk og psykisk, er det
ikke mærkeligt, at hun havnede i den situation, hun gjorde.
En emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse med store
humørsvingninger og dyssociale træk lyder skummelt, men
faktisk var denne lidelse diagnosticeret hos 2,6 procent af USAs
befolkning i 2007 ifølge en undersøgelse publiceret i Biological
Psychiatry Journal. At leve med et dårligt mentalt helbred er et
25
SERIEMORDERE
GUD HAR TILGIVET HENDE FOR DET,
HUN HAR GJORT, SÅ HVORFOR IKKE TAGE
SPRINGET? JA, HUN KAN JO VÆRE HJEMME
HOS JESUS OM BARE NOGLE FÅ ÅR!
ARLENE PRALLE
SAGENS MANGE APSEKTER
MÆNDENE OG KVINDERNE OMKRING WUORNOS TEGNEDE BILLEDET AF
EN SERIEMORDER LIGE FRA DET ØJEBLIK, HUN BLEV PÅGREBET.
AILEEN WUORNOS
(UHYRET)
Aileen, foragtet lebbe, glædespige, drabskvinde
med mange liv på samvittigheden og kristen
adoptivdatter, er overbevist om, at politiet har
brugt hende til at rense ud i gaderne ved at
dræbe sexkunder. Hun spiller gerne den rolle,
andre har tildelt hende, men den virkelige
Aileen bliver sværere og sværere at danne sig
et indtryk af.
26
RICHARD, DAVID, CHARLES C.,
PETER, TROY, CHARLES H. OG
WALTER (OFRENE)
Aileen møder dem på motorvejen i løbet af et
år. Det er helt almindelige mænd. De møder en
dame ude på vejen og ender nogle gange nøgne
og røvede, men altid døde. Uskyldige ofre, som
var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt
– eller voldsfikserede sexkunder, der endelig
fik som fortjent? Det kommer an på, hvilken
fremstilling man holder sig til.
ARLENE PRALLE
(ADOPTIVMOREN)
NICK BROOMFIELD
(FILMSKABEREN)
Den mørke, forkrøblede og nyfrelste Arlene
kontakter Aileen – på henstilling fra Jesus –
efter at have set historien på tv. De udveksler
breve, og Arlene adopterer drabskvinden som
sin datter. Arlene er overbevist om, at Aileen
bør bekende sine synder og “vende tilbage til
Jesus”via henrettelse. I Aileen Wuornos: The
Selling of a Serial Killer siger hun dette direkte
til kameraet med et bredt, strålende smil. Aileen
lader til at være enig, og hun vises smilende på
et billede, som angiveligt er taget efter, at hun
udtalte i retten, at hun gladeligt vil bøde med
livet for at have begået koldblodige drab, hvis
det er det, retten ønsker.
Nick, en retsskaffen englænder med brunt,
pjusket hår, er om nogen billedet på en ærlig
dokumentarjournalist, der gerne vil sælge sin
etisk undersøgende film. Han spørger Aileen,
som sidder fængslet og afventer sin henrettelse,
om hun ved, at Arlene har forlangt penge for
at tale om datterens kommende død. Aileen
vifter roligt med hånden for at få ham til at tie.
Hendes næste bemærkninger viser, at hun
ved det. Arlene og hendes advokat Steve skal
have bedt hende om at tage livet af sig, fordi
Arlene ikke orker at blive sat i forbindelse med
adoptivdatterens retssager.
AILEEN WUORNOS
GUVERNØR JEB BUSH
TYRIA MOORE
(AILEENS EKSKÆRESTE)
Nick hævder, at Bush bruger Aileens henrettelse
som en billet til genvalg. Broomfield siger,
at fængselspsykiaterne over for Bush kun
brugte et kvarter på at erklære den råbende,
skrigende og klart paranoide fange mentalt
tilregnelig, hvilket gør hendes protestløse
drabstilståelse acceptabel. Aileen er bange for,
at fængselsledelsen forsøger at drive hende fra
forstanden, så ingen vil tro på det, hun hævder
om, at korrupte politifolk sælger hendes historie
til Hollywood.
De boede sammen på et motel i flere år. Aileen
udtaler, at “Ty” bad hende om at fortsætte med
prostitutionen for at sikre dem flere penge.
Optagelser af Tys telefonsamtale med Aileen
var tilståelsen, som blev brugt til at pågribe
hende og påvirke Moore til at indgå sin egen
filmaftale.
POLITIKAPTAJN BENEGAR,
POLITISERGANT MUNSTER OG
POLITIMAJOR DAN HENRY
(EFTERFORSKERNE)
Mens Aileen beskylder visse politifolk for at
have udspioneret henne i årevis, er chefen for
disse mænd gået ud i tv med en erklæring om,
at de er kendt skyldige i at have solgt sen del af
Aileens historie til højstbydende.
DET STORE
FLERTAL AF
FLORIDAS
BEFOLKNING
ØNSKER, AT DERES
GUVERNØR SKAL
GØRE DETTE.
JEB BUSH
27
SERIEMORDERE
OVER Efter sin første dødsdom føres
Aileen væk.
HUN VALGTE MÅSKE AT TRO PÅ,
SÅ AT SIGE ALT, SOM STADIG LÅ
INDEN FOR HENDES STÆRKT MEDTAGEDE SINDS RÆKKEVIDDE.
28
AILEEN WUORNOS
almindeligt problem. Og med alt det, hun blev udsat for, kunne det have
ramlet for selv den mest sindige.
Men det ville ikke have skabt den samme skandale. I stedet får vi
Wournos at se som en sjusket gammel heks med skæve tænder, mens hun
løfter sine lænkede hænder op til halsen (for at rette på håret) og skærer
groteske grimasser (fordi hun er træt).
Vi kan ikke vide, hvem hun i virkeligheden var, for alt ved retssagen
mod Aileen og fremstillingen af hende var i bund og grund motiveret
af politik – både fra myndighedernes og mediernes side. Hun var det
modsatte af, hvordan amerikanske medier mener, at en kvinde bør
være – mild og smuk, og helst velsignet med langt, blondt hår. Det var
som om medierne reagerede negativt på hendes udseende alene. I en
tegneseriestribe blev hun vist som en smuk, veldrejet og halvnøgen ung
prostitueret før drabene, og som en aggressiv og tvekønnet straffefange
i næste rude. Som Broofields Selling of a Serial Killer påpeger, satte
nyhedsformidlerne alvoren bag forbrydelserne i direkte relation til
hendes køn. Hun og Tyria blev øjeblikkeligt kaldt “dødsengle” fordi
de tilførte drabene et endnu uhyggeligere aspekt ved at myrde med
et kvindelig twist på de ellers ganske normale, skydevåbenbaserede
forbrydelser.
Aileen blev dæmoniseret, fordi hun var for “unaturlig”. Det kan
muligvis forklare hendes adfærd i det sidste filmede interview med Nick
Broomfield. Da hun troede, at kameraerne ikke længere var tændte,
bemærkede hun, at hun havde begået de fleste drab i selvforsvar, men
at hun erklærede sig skyldig, fordi hun ikke orkede at sidde i fængsel
længere. Da Broomfield gik hårdt til hende i det sidste interview, ville
hun ikke give nogen kommentarer. I stedet forlangte hun at få lov til at
snakke om politiet og fangevogterne. Hun blandede reelle oplysninger
om deres korruption med forvirrede påstande om overvågning og
forgiftning. Måske troede hun selv på det og ville have retfærdighed,
måske sagde hun det bare for at få publikum til at hade hende endnu
mere, så fængselsopholdet ikke skulle blive forlænget.
Aileens sidste ord afspejler livet, hun ikke lov til at leve. Hun snakker
om at møde Jesus og aom at rejse med rumskib lige som hendes
filmhelte. Hun udtalte også, at hun ville vende tilbage til livet. Hun
valgte måske at tro på så at sige alt, der stadig var inden for hendes
medtagede sinds rækkevidde – en religion for de virkelig fortabte.
Hendes historie kan minde om en billig paperbackfantasi, men den
er grusom ægte. Aileen efterlader sig dokumentarer, avisudklip, breve
og fascinerende billeder, hvor hun sammenlignes med den smukke
Hollywood-stjerne, som blev gjort grimmere for at spille hende.
Aileen Wuornos var en drabskvinde, som tog mange liv; hun røvede
ofrene og skød dem flere gange, end hun behøvede for at slippe væk.
Men vi får aldrig at vide, hvordan situationerne udspillede sig, og vi
kommer aldrig til at forstå, hvordan den lille pige med de kvikke øjne
og silkehåret blev til en kvapset kvinde, som vaskede sig på offentlige
toiletter og var glad for ethvert lille tilløb til menneskelig kontakt. Vi
ved, hvordan hendes dødsdom til sidste blev fuldbragt; det skete i lige
så høj grad gennem stemmeurner og meningsmålinger som gennem
giftsprøjten. Hun blev dræbt kl. 9.47 den 9. oktober 2002.
- Jeg skal sejle min vej med Klippen. Jeg skal være hos Jesus Kristus
på uafhængighedsdagen. Præcis som i filmen på det store moderskib.
Jeg kommer tilbage. Jeg kommer tilbage.
29
SERIEMORDERE
AILEENS MANGE UDSAGN
WUORNOS VAR IKKE BLEG FOR AT SERVERE BELEJLI
GE LYDBIDDER TIL GLÆDE FOR PRESSEN OG
ANKLAGEREN, SOM HVER ISÆR TILFØJEDE DERES
EGNE LAG AF SANDHED OG OPDIGTNING.
»Du, bare gør det, du må ... jeg lader dig ikke
komme i fængsel ... du, hvis jeg bliver nødt til at
tilstå, så gør jeg det.«
RETSMØDET I 1992
En optagelse af en telefonsamtale mellem Aileen og ekskæresten Tyria bliver afspillet i retten. Det var en fælde, og Ty overtaler Aileen til at påtage sig
al skylden for forbrydelserne alene. Det gør hun også - og hun giver en skønmalende beskrivelse af Tyria som en uskyldig person og det eneste glimt af
venlighed i Aileens onde verden. Dette er en helt anden Aileen, end vi forventer at møde, men dette tilløb til forsonende træk – kærlighed og uselviskhed –
fordrejes i stedet og bruges til at støtte en anden fortælling, den om en lesbisk hundjævel, der hader mænd.
drig kunne
»Jeg orker det ikke. Jeg ville al
or, jeg
rf
de
er
t
de
...
om
sd
id
st
liv
en
udholde
nogen
på
r
va
rs
fo
lv
se
om
d
or
et
e
g
si
aldrig kan
ke sige
ik
an
k
g
je
...
et
og
n
n
da
så
r
le
el
optagelser
det til nogen. Aldrig.«
UDTALT NOGLE SEKUNDER SENERE UNDER SAMME
INTERVIEW, DA HUN TROEDE KAMERAERNE VAR SLUKKET
Aileen lader til at indrømme, at hun har erklæret sig skyldig for at slippe for en livstidsdom. Men denne tilsyneladende
oprigtighed bør muligvis tages med et gran salt: I forhold til erklæringen om, at hun ikke vil “sige et ord om selvforsvar
på nogen optagelser”, har hun talt ret meget om det.
AILEEN WUORNOS
»Jeg vil ind i det fandens kammer i
morgen og
komme væk ... min henrettelse er sa
t på hold ...
og de udfordrer mig slet og ret til at
dræbe igen
... hvis de kludrer mere med henret
telsen nu, de
skiderikker, så skal blodet flyde!«
SAGT DIREKTE TIL NICK BROOMFIELDS KAMERA EFTER
TI ÅR I DØDSCELLEN
En betroelse og en aggressiv optræden for at provokere fængselsdirektøren til at underskrive henrettelsesordren. Wournos er stadig
det knurrende uhyre, hun skildres som i nyhedsindslag og avisoverskrifter. Hun råber og skriger som verden forventer af hende, og
hun antyder, at et hvilket som helst dødsfald vil tilfredsstille hende. Sandheden var meget sørgeligere ...
t om
d
e
b
g
o
n
e
r
r
e
H
d
e
m
»Jeg har sluttet fred
svarsr
fo
lv
e
s
e
in
m
t
a
f,
a
d
tilgivelse. Jeg er ke
måde,
e
n
n
e
d
å
p
n
e
tt
e
r
i
t
d
handlinger er en
r for det,
a
v
s
n
a
e
ld
fu
t
e
d
ig
m
men jeg påtager
ked
r
e
g
e
J
.
ig
m
r
e
ll
e
m
de
jeg har gjort. Det var andlinger har ført til.
h
af alt det onde, mine
det er
r,
e
n
e
m
I
is
v
h
,
ø
d
t
a
Jeg er indstillet på
nødvendigt.«
Den nyfrelste adoptivmor Arlene havde overtalt Aileen til at erklære sig skyldig, hvilket angiveligt skulle vise religiøs
fromhed. Mange tvivler på, at denne nye tro var oprigtig, men den passer naturligt ind. Wournos verden er præget af
plageånder og frelsere, og ved at formulere sin tilståelse i beklagende vendinger, klarer hun på en raffineret måde at
fremstå som helgen i stedet for synder.
© TopFoto; REX Features; Getty Images
EFTER DEN FØRSTE RETSSAG – FØR HUN DØMMES FOR
DRABENE PÅ HUMPHREYS, SPEARS OG BURRESS
SERIEMORDERE
“SON OF SAM” TERRORISEREDE
NEW YORK I MANGE MÅNEDER
DAVID BERKOWITZ SKRÆMTE NEW YORK CITY MED SINE FORBRYDELSER OG
HÅNEDE POLITIET I BREVENE, SOM HAN EFTERLOD PÅ GERNINGSSTEDERNE.
D
avid Berkowitz stod helt stille på lur med et fast greb
rundt om kniven. Det var juleaften 1975, og han var
fast besluttet på at dræbe. Han fik øje på en ung pige på
skøjter ude på skøjtebanen, hun grinede sammen med
sine venner og tænkte sikkert på, hvad hun mon ville få til jul.
Berkowitz ænsede ikke den 14-åriges uskyld – han så kun et
potentielt offer. Han havde holdt sit raseri tilbage i flere årtier, og
det var lige før, det brød igennem den stilfærdige facade og viste
sig for verden.
Da pigen var færdig på isen, vinkede hun farvel til sine venner
og begyndte at gå hjemad. Morderens øjeblik var endelig kommet.
Berkowitz sprang hurtigt ud af skyggen, greb pigen og huggede
kniven brutalt ind i siden på hende. Hun skreg og kæmpede for at
komme fri fra angriberens klør. Berkowitz kæmpede for at holde
på hende og forsøgte at stikke hende igen for at få hende til at
tie. Men han fik det ikke, som han ville – den tykke vinterjakke
modstod det skarpe knivblad, og hun fik sig til sidst vristet løs og
løb i sikkerhed. Angriberen blev stående stille i mørket, fuld af
vrede og fortrydelse. Dette angreb havde været alt for fysisk til hans
smag; næste gang skulle det være mere simpelt. Han ville bruge en
pistol. Selv om den unge pige var sluppet væk, var en seriemorder
født.
David Berkowitz havde en sørgelig barndom på alle måder.
Hans første minde var, at forældrene fortalte, at han var adopteret,
og at hans virkelige mor var død under fødslen. Selv som helt
ung huskede han, at han følte sig anderledes end alle
andre. Der var noget i ham, som ikke ville tage imod
kærlighed eller omsorg, og han skubbede alle
væk, der engagerede sig. Han blev mobbet
Berkowitz modsatte sig
ikke anholdelse og
erklærede roligt, at
de havde fanget ”Son
of Sam”.
32
DAVID BERKOWITZ
Stacy Moskowitz
var det eneste af
Berkowitz ofre, der
var blondine.
aff
og
h
til at føle, at han ikke var en virkelig person. Han var plaget af
skyldfølelse, fordi hans biologiske mor døde, og han frygtede at
hans biologiske far ville komme om natten og dræbe ham som
hævn. David sad oppe sent hver aften og så gyserfilm. Han var
plaget af livagtige mareridt, der fik ham til at gemme sig i et
klædeskab i timevis. Han begyndte at opføre sig agressivt over
for adoptivforældrene og råbte - Jeg hader dig, jeg hader dig, jeg
håber, du dør efter moren, da hun skulle ud til middag en aften.
Lidet vidste han, at ønsket skulle blive opfyldt - samme nat faldt
hun sammen og havnede på sygehuset. Hun havde brystkræft og
døde kort efter.
Det lykkedes Berkowitz at gennemføre skolen og han blev
hvervet af hæren, hvor han kvalificerede sig som skarpskytte. Han
indså dog hurtigt, at hæren ikke var det rigtige sted for ham og
tog tilbage til New York i 1974. På det tidspunkt var adoptivfaren
flyttet til Florida og havde giftet sig igen, så David var helt
alene i storbyen. Ensomheden fik ham til at opdage en skjult
hemmelighed: hans biologiske mor var ikke død under fødslen,
men levede i bedste velgående. Adoptivforældrene var blevet rådet
til at lyve af adoptionsbureauet, som ikke ønskede at han skulle
lede efter sine biologiske forældre senere. Han blev fyldt med håb
og fik arrangeret et møde med hende. Desværre blev han skuffet
endnu en gang. Hun var en normal, men angstfuld kvinde, som
ikk var klar
k til at give Berkowitz den kærlighed og omsorg, han
ikke
havde brug for. Nu vidste han, hvem han var,
og hvor han kom fra, men det kunne ikke
redde ham fra sig selv. I stedet drev det ham
ud i gaderne, på jagt efter blod.
Stacy Moskowitz transporteres til
hospitalet etter angrebet 31. juli 1977.
Hun døde senere af skaderne.
Et pasbillede af
Berkowitz, taget
mens han var i
hæren.
SON OF SAM
Efter det mislykkede forsøg på at dræbe
juleaften 1975 bestemte Berkowitz sig for
at sige op som nattevagt og flyttede til en
lejlighed ved Hudson River. Han havde
håbet på fred og ro, men blev i stedet
holdt vågen om natten af naboens gøende
hunde. Dette var bare en svag irritation til
at starte med, men den voksede og voksede
inden i ham. Til sidst blev hundens gøen
uudholdelig.
Fra 1976 til 1977 kørte han taxa,
arbejdede på et postkontor og forsøgte
at holde sine onde drifter i skak. En dag
bestemte han sig for at dræbe en kvinde
for at tage hævn over al den lidelse, som
kvinder havde påført ham i livet.
33
SERIEMORDERE
Berkowitz sendte politiet en virkelig
skræmmende besked i det første
brev, som han efterlod efter drabet på
Valentina Suriani og Alexander Esau.
Dette digt er skrevet af
Berkowitz og viser hans bizarre
poesistil og det usædvanlige
symbol, han ofte tegnede.
SOMMEREN
1977 BLEV
KALDT ’THE
SUMMER OF
SAM’ OG NEW
YORK BLEV
GREBET AF
HYSTERI.
34
Han tog på besøg hos en gammel ven fra hæren, som hjalp
ham med at købe en gammel Bulldog-revolver. Dette våben blev
Davids endelige løsning. Naboens gøende hunde havde plaget
ham længe og blev mere og mere højlydt inde i hans hoved. Det
var kun et spørgsmål om tid, før han gav dem klar besked.
Han begynde at gennemsøge gaderne i New York på jagt efter
et offer. I juli 1976 begyndte hans drabsorgie, da han faldt over
to piger, Jody Valenti og Donna Lauria, som sad i en parkeret
bil. Han parkerede sin egen bil to gader væk og cirklede rundt
om pigerne. Så gik han direkte mod dem, tog våbenet ud af en
papirpose og skød. I stilheden som fulgte, stivnede han. Jodys
skrig hev ham ud af hans trance, og han gik tilbage til bilen og
stak af fra gerningsstedet. På turen tilbage til lejligheden sang han
for sig selv og følte endelig en slags indre fred. Selv om han ikke
fik nogen fysisk orgasme, fik han bestemt en mental én. Da han
læste The New York Post næste dag fandt han ud af, at han havde
dræbt den ene pige og såret den anden.
Efter den skæbnesvangre nat blev Berkowitz nådeløs.
Angrebene kom oftere og oftere, og hele tiden steg hundenes
gøen i hans hoved. Efter det femte angreb var politiet overbevist
om, at de havde at gøre med en seriemorder. Sommeren 1977
blev kaldt ”The summer of Sam”, og New York blev grebet af
hysteri - ingen havde nogen anelse om, hvem morderen var.
BREV TIL POLITIET
17. april 1977 skød og dræbte Berkowitz både Alexander Esau og
Valentina Suriani kun nogle få gader fra den første skudepisode.
Dette gav politiet det første konkrete spor, da Berkowitz efterlod
et brev adresseret til en afdelingschef i New Yorks politi, Joseph
Borrelli. Brevet var usammenhængende og forvirrende, men
formidlede Davids beslutning om at blive ved med at dræbe. Han
gjorde også nar af politiet for deres resultatløse forsøg på at fange
ham.
DAVID BERKOWITZ
Indtil nu havde aviserne refereret til Berkowitz som ”Kaliber
44-morderen” på grund af den ammunition, han brugte. I brevet
kaldte Berkowitz sig ”Son of Sam” for første gang og lækkede til
pressen, at det erstattede hans virkelige navn.
Hundene fortsatte med at holde ham vågen om natten og
fyldte ham med vrede og had. De tilhørte Sam Carr, som han
skrev til mange gange for at få hundene til at holde sig i ro. Carr
svarede aldrig, og en uge senere skød og sårede Berkowitz en af
hans hunde. Man antager, at ”Sam” i Berkowitz berygtede alias
henviser til naboen, da David mente, at de bjæffende hunde var
djævelen selv, der forsøgte at kommunikere med ham.
Politiet tænkte, at de måtte reagere hurtigt og nedsatte en
specialgruppe, der deltog i den største forbryderjagt i New Yorks
historie. Nu var hele byen angrebet af massehysteri. Én mand
terroriserede 16 millioner mennesker, og både mænd og kvinder
var bange for at gå ud om aftenen. Kvinderne begyndte at klippe
håret kort og farve det lysere, da mange af ofrene havde haft
langt, mørkt hår, da de blev overfaldet. Aviserne skrev om ”Son
of Sam” og bønfaldt ham om at stoppe med volden og melde
sig. Berkowitz svarede med et mørkt, skræmmende digt, hvor
han sagde, at han ikke kunne stoppe drabene. - Jeg er her. Som
en ånd strejfer jeg i natten. Tørstig, sulten, stopper sjældent for
at hvil, ivrig efter at behage Sam. Jeg elsker det, jeg gør. Politiet
var desperat nu. De gjorde alt for at finde manden, de vidste
så lidt om. En politimand lagde mærke til, at morderens faste
fremgangsmåde mindede om den, en rolle i tv-serien Starksy &
Hutch brugte. I håb om en antydning til et gennembrud, kiggede
efterforskerne alle episoderne igennem.
Berkowitz holdt ord. 26. juni 1977 sårede han endnu to
uskyldige mennesker, Sal Lupo og Judy Placido. To dage efter
årsdagen for Donna Laurias død slog han til igen og skød fire
kugler i siden på Robert Violantes bil. Violante blev næsten blind,
og kæresten, Stacy Moskowitz, blev livsfarligt såret. Berkowitz
vidste ikke, at dette skulle blive hans sidste overfald. Han fik en
parkeringsbøde for at have parkeret ved en brandhane den aften,
og da han valgte at betale den ugen efter, var politiet endelig på
sporet af ham.
SÅDAN BLEV HAN FANGET
Son of Sam
bliver ført ind
på politistationen
i distrikt 84.
UNDER Som nyfrelst har
Berkowitz bedt om ikke at blive vurderet til
prøveløsladelse.
David Berkowitz sendt til Attica Correctional Facility, et
højsikkerhedsfængsel i det nordlige af delstaten New
York. Mens Berkowitz sad i Attica, blev han overfaldet
og næsten dræbt af en anden fange med kniv. Det
smalle knivsblad skar et voldsomt sår, som der skulle
56 sting til at lukke.
Han sad i Attica i 10 år, før han blev overført
til Sullivan Correctional Facility. Der har han været
siden, og nu er han angivelig nyfrelst. Han har
gentagne gange bedt om ikke at blive vurderet til
prøveløsladelse. - Jeg synes ærlig talt, jeg fortjener
at være fængslet resten af livet, har han udtalt. Med
Guds hjælp har jeg forsonet mig med situationen og
accepteret straffen, jeg har fået.
© Corbis, Getty
I løbet af 70’erne dræbte David Berkowitz seks
mennesker og sårede syv. Da det ikke lykkedes at
dræbe en teenagepige med kniv, valgte han en
grovkalibret Bulldog-revolver. Den nat, han dræbte
sit sidste offer, Stacy Moskowitz, gav politiet ham
en parkeringsbøde for at havde stillet bilet ved en
brandhane. Han var pligtopfyldende og betalte bøden
ugen efter. Da politiet fandt ud af, at han havde sendt
chikanerende breve til naboen Sam Carr, kom de på
sporet af ham. 10 august 1977 omringede politiet
hans lejlighed og anholdt ham, da han var på vej ud.
Så snart han var i deres varetægt, var han hurtig til at
tilstå og beskrev, hvordan han udførte hvert overfald
så detaljeret, som kun en kynisk morder ville kunne.
Under retssagen gav dommeren ham besked om,
at han aldrig ville blive løsladt og idømte ham seks
livstidsdomme.
Efter et kort ophold på psykiatrisk afdeling blev
Gerningsstedet
uden for Virginia
Voskerichians hus,
hvor hendes lig
blev fundet.
35
SERIEMORDERE
UHYRET FRA
MICHEL FOURNIRET JAGEDE
JOMFRUER OG TILSTOD NI DRAB, MEN
VAR DER FLERE?
N
æsten 20 år efter hans sidste forbrydelse er den franske
seriemorder Michel Fourniret stadig omgivet af mystik.
Medierne kaldte ham ”Uhyret fra Ardennes”, men
hvor rammende var navnet? Hvorfor tilstod han?
Arbejdede han alene? Præcis hvor mange liv tog han egentlig?
Politiet har kun hans egne ord at holde sig til. Hans flere årtier
lange kriminelle løbebane startede allerede i 1966, hvor han blev
anholdt og dømt for børnemishandling. Ægteskabet med hans
første kone gik i opløsning lige efter på grund af dette. Det gik
kun lidt bedre med det næste ægteskab. Han fik tre børn med
sin anden kone, men det endte lige så brat som det første, da han
igen blev arresteret, denne gang for voldtægt og seksuelle overgreb
på mindreårige. Anklagerne mod Fourniret tårnede sig op lige så
hurtigt som konerne bad om skilsmisse. Han forbrydelser blev
værre med tiden og endte snart som den værste forbrydelse af
alle – mord
KONEN
HAN VILLE
HAVE UNGE,
UBERØRTE
PIGER,
HAN KUNNE
VOLDTAGE
OG DRÆBE
Mens Fourniret sad varetægtsfænglet og ventede på at komme
i retten for et voldtægtsforsøg i Paris i 1987, indrykkede han en
annonce i et katolsk magasin, hvor han søgte efter en penneven.
Utroligt nok var der én, der svarede, en sygeplejerske og mor til
tre ved navn Monique Olivier. De udvekslede breve i en periode,
før de endelig mødtes i Fournirets retssag, hvor han blev dømt.
Lige som Fourniret havde Olivier en mørk fortid. Hun havde
imidlertid været ofret. Olivier havde gennemlevet årevis af
mishandling fra sin ægtemand. Fourniret viste medfølelse med
hende, og sammen indgik de en pagt som i Hitchcock-filmen
Farligt møde: Han skulle dræbe hendes plageånd, og hun skulle
hjælpe ham med de fremtidige forbrydelser, han planlagde at
begå.
Mange drabsmænd har triggere, en motivation for at dræbe,
og for Fourniret var det jomfruer. Det er uklart, hvordan denne
fiksering egentlig startede, men at han havde et problem med
for tidlig sædafgang kan være grunden. Ifølge et offer, som slap
levende fra Fournirets overfald, var han jomfru, da han giftede sig
med sin første kone, men på bryllupsnatten opdagede han, at hun
ikke var det. Og det var måske det, der udløste hans behov for at
jagte renhed. Eller måske var han bare misfornøjet med sine egen
seksuelle præstationer? Uanset hvad fik han efterhånden
et behov for at lade blodet flyde, men han havde
brug for hjælp, og det var her Olivier
kom ind i billedet.
Et billede af
Michel Fourniret fra
1992. De grusomme
forbrydelser gav ham
navnet Uhyret fra
Ardennes.
MICHEL FOURNIRET
Det lykkedes ikke Fourniret at indfri den pagt, de havde
indgået. Men det forhindrede ikke Olivier i at hjælpe sin nye
ægtemand med at iværksætte en ny serie af forbrydelser. Hun blev
Fournirets jomfrujæger. Hendes opgave var at sørge for, at han
havde et udvalg af ”stramme åbninger”, som han kaldte dem. Han
ville have unge, uberørte piger, som han kunne voldtage og dræbe,
og Olivier skulle være den, som gav ham dem.
I slutningen af 1987, efter tre og et halvt år i fængsel, blev
Fourniret endelig løsladt. Han flyttede ind hos Olivier lige efter,
og parret bestemte sig for at flytte til Saint-Cyr-les-Colons,
hvor de kunne slå sig ned og skabe sig lidt privatliv. Dette var
politiets første fejl. Parret blev ikke overvåget og havde dermed
frie hænder til at gøre, hvad det ville. Næsten 16 år senere tilstod
Fourniret kidnapning, voldtægt og drab på ni piger, efter han
slap ud af fængslet. Både han og Olivier blev anholdt og dømt.
Anklageren kaldte dem ”èn djævel med to ansigter”.
DRABENE
Deres første offer skulle blive en ung pige, der hed Isabelle
Laville. Hun var 17 år gammel, boede i Bourgogne og forsvandt
i Auxerre 11. december 1987 på vej hjem fra skole. Hun var et
uheldigt første offer i en række af jomfruer udvalgt af Olivier og
tilbudt til Fourniret som offergaver. Laville havde langt, brunt
hår, hvilket delvist var årsagen til, at Olivier havde valgt hende
- hun afslørede senere, at ægtemanden ville have jomfruer, der
repræsenterede hans kone. De tog sig god tid med hende, tog
hende op som blaffer og lokkede en betydelig mængde ropyhnol
i hende. Resterne af pigen blev fundet på bunden af en brønd i
Auxerre i juli 2006.
Det andet offer var den eneste
pige, som åbenbart blev valgt af en
speciel grund, selv om hun ikke var
jomfru. Farida Hellegouarch var
kæreste til en af Fournirets tidligere
cellekammerater (en bankrøver),
og hun blev dræbt for at Fourniret
skulle få adgang til pengene fra
røveriet. Han købte herregården
Sautou for pengene.
Det næste offer var 20 år
gamle Fabienne Leroy, en
belgisk studerende. Hun blev
bortført af Fourniret og Olivier
på parkeringspladsen ved et
supermarked den 3. august 1988.
De kørte Leroy til et roligt sted
i en nærliggende skov, før de
voldtog og dræbte hende. Liget
blev fundet i nærheden af den
franske militærlejr MourmelonMonique Olivier hjalp
le-Grand.
Fourniret med hans onde
lyster og lokkede ofrene
22 år gamle Jeanne-Marie
i fælden.
Desramault blev den fjerde. Hun
forsvandt fra jernbanestationen i
Charleville-Mézières 18. marts 1989. På samme måde
som de to første blev hun voldtaget og dræbt, men mens
Fourniret overfaldt hende, holdt hun desperat fast på, at
Et luftfoto af Fournirets herregård, hvor politiet
ledte efter ligene af hans ofre.
INDENI Efter at have gennemsøgt
ejendommen fandt efterforskerne til sidst
stedet, hvor de uheldige ofre var begravet.
37
SERIEMORDERE
hun ikke var jomfru. Desværre var det ikke nok til at redde hende.
Fourniret opbevarede liget i en fryser i to dage, før han gravede
det ned på sin ejendom. Desramaults lig blev ikke fundet, men
blev afdækket af politiet, da Fourniret havde tilstået drabet og
afsløret hvor resterne var gemt.
Elisabeth Brichet, en 12 år gammel belgisk pige, blev parrets
femte offer. Hun forsvandt fra Namur i 1989, og liget blev til sidst
fundet i sen grav på Fournirets ejendom i 2004. Natacha Danais,
13 år gammel, forsvandt fra Nantes i november 1990, mens hun
var ude at handle med sin mor. Hun blev fundet død på en strand
fem dage senere. Céline Saison, som var 18 år gammel, blev
bortført fra Charleville-Mézières 16. maj 2000. Hendes lig blev
fundet i Belgien. 13 år gamle Manyana Thumpong forsvandt fra
Sedan, men i 2001 blev hun også fundet død i Belgien.
Den sidste pige var en 16-årig, der arbejdede som praktikant
for Fournieret og Olivier. Olivier afslørede under retssagen, at
ægtemanden havde dræbt hende i 1993, men liget blev aldrig
fundet og beskyldningen blev aldrig bekræftet. Pigens identitet –
hvis hun overhovedet har eksisteret – er stadig et mysterium.
I betragtning af den hengivenhed og forpligtelse hun udviste
over for ægtemanden under deres drabsorgier, reagerede Olivier
meget mærkeligt, da han blev anholdt. Fournirets tilståelser blev
for meget for hende, så hun afslørede alt. Hun fastholdt, at hun
ikke havde spillet så stor en rolle i forbrydelserne, som man fik
indtryk af. I virkeligheden var hun bare bange for at havne i
fængsel efter at have hørt om Marc Dutroux-sagen. Dutroux
og konen Michelle Martin blev stillet for retten samme år.
Dutroux var en seriemorder, voldtægtsmand, børnemishandler og
kidnapper, som havde tortureret og misbrugt seks piger seksuelt,
og han dræbte fire af dem selv. Selv om Martin ikke havde været
direkte involveret i nogen af de groveste aktiviteter, blev hun tiltalt
som medskyldig og dømt til 30 års fængsel. Fourniret blev til
sidst anholdt den 26. juni 2003 efter et sjusket kidnapningsforsøg,
og han tilstod ni tilfælde af kidnapning, voldtægt og drab det
følgende år. Han blev idømt livstid. Olivier blev efterhånden
tiltalt for ét drab og for at have hjulpet Fourniret med at begå
seks andre.
TVIVL OM FAKTA I
SAGEN
Michel Fourniret fra Sedan i Frankrig skabte overskrifter, da han i 2004
tilstod voldtægt, kidnapning og drab på ni piger i løbet af 14 år. Han
blev anklaget, fundet skyldig og dømt til livstidsfængsel, men siden da
er der kommet nye oplysninger og disse tyder på, at tilståelserne ikke var
helt korrekte.
Uden flere fakta er det umuligt at vide præcis, hvad Fourniret er
skyldig i, og han har bestemt ikke til hensigt at fortælle noget. Kun én
person kan kaste lys over sagen: hans kone Monique Olivier, som hjalp
ham med at jage jomfruer, som han kunne voldtage og dræbe.
Vi kender dog detaljer om de ni drab, han tilstod, hvordan ofrene blev
fundet i hele Frankrig og Belgien, i brønde, i skovområder, på strande og
nedgravet på hans ejendom.
Både Fourniret og Olivier havde et grusomt tankesæt, men ingen af
dem viste det mindste tegn på anger.
38
Monique Olivier under retssagen i
Charleville-Mézières i Ardennes i
Frankrig.
Samlingen af drabsvåben, som blev brugt som
bevis i Michel Fourniret-sagen.
MICHEL FOURNIRET
Man mener, at Fourniret
er en af Frankrigs mest
groteske seriemordere.
DET GIVER
SLET OG
RET IKKE
MENING, AT
FOURNIRET
TILSTÅR
NOGLE
LOVBRUD OG
IKKE ANDRE,
HVIS HAN
GJORDE ALT,
HAN BLEV
BESKYLDT
FOR
Fournirets tilståelse kunne virke
soom slutningen på denne historie,
m der er flere ting, der ikke
men
sttemmer. For det første stod han
urrokkeligt fast på, at han ikke begik
fo
orbrydelser mellem 1990 og 2000,
m politiet i Frankrig, Belgien,
men
D
Danmark og Holland har senere
samlet bevis for det modsatte. De
h blandt andet fantombilleder,
har
s
som
blev tegnet under
v
voldtægtsefterforskninger,
der ligner
F
Fourniret
på en prik. DNA-test i
f
forbindelse
med disse anklager har
imidlertid ikke givet afgørende
bevis. Man kan også undre sig
over, hvorfor han ikke har tilstået
disse forbrydelser sammen med de
andre, hvis han virkelig var skyldig.
Ud over det, han faktisk tilstod,
var Fourniret mistænkt for ti andre
drab, ni i Frankrig og ét i Belgien.
Han blev kendt skyldig i syv af
dem, men der er usikkerhed dom
tre andre. Der svirrer også rygter
om, at han var den virkelige
drabsmand til den otte gamle
Maria-Dolorès Rambla, en pige
der blev kidnappet og stukket
ihjel 3. juni 1974. Manden, der
blev dømt for drabet, Christian
Ranucci, blev halshugget for det i 1976, men flere
årtier senere stiller folk stadig spørgsmålstegn ved,
om han var den rette mand. Ranucci tilstod, han
vidste hvor drabsvåbenet var gemt, og der blev fundet
bukser tilsølet med blod af Ramblas blodtype i hans
bil. Senere er der kommet beviser frem, der slår fast,
at Fourniret var på ferie i Marseille (hvor drabet
fandt sted) den samme sommer. Han havde desuden
en bil i samme farve som Ranucci, var lige så gammel
og havde i modsætning til Ranucci sexforbrydelser
på sin straffeattest. Hvad der er endnu mere
mærkeligt er, at ingen af vidnerne til kidnapningen
identificerede Ranucci som den faktiske
overfaldsmand, men vi vil sandsynligvis aldrig få at
vide, om det var et tilfælde af identitetsforveksling.
Alt stemmer, alligevel er der ingenting som
stemmer. Det giver slet og ret ikke mening, at
Fourniret tilstår nogle forbrydelser og ikke andre,
hvis han gjorde alt, hvad han blev beskyldt for. Det
er også mærkeligt, at alle beviserne, uanset hvor få
det er, peger på ham, - hvis han ikke gjorde det.
Fourniret er et mysterium, som vi sandsynligvis aldrig
vil komme til bunds i.
© Corbis, Getty,
DDE LØSE TRÅDE
39
SERIEMORDERE
MYRA HINDLEY & IAN BRADYS
SIDSTE OFFER
40
IAN BRADY & MYRA HINDLEY
I FÆLLESSKAB VAR DE SERIEMORDERE OG BEGRAVEDE
OFRENE I EN “DØDENS PARK”. MEN HVOR ER 12-ÅRIGE
KEITH BENNETT BEGRAVET? DER LEDES STADIG EFTER
LIGET.
Keith Bennett, her
fotograferet i 1964, var tolv
år, da han blev dræbt.
41
SERIEMORDERE
F
emten år efter bortførelsen, voldtægten og drabet, som Ian
Brady og Myra Hindley begik, er det stadig ikke lykkedes
at finde de jordiske rester af den 12-årige Keith Bennett fra
hans sidste uværdige hvilested på Saddleworth Moor uden for
Manchester. Drengen fra Longsight forsvandt sporløst den 16.
juni 1964, bare fire dage efter sin fødselsdag. Han var gået hen
til sin bedstemor, hvor han ofte overnattede sammen med sine
søskende. Hindley og Brady var ude på jagt i en Mini stationcar,
da de opdagede drengen, der var helt alene. De kørte op til ham
og spurgte, om han kunne hjælpe med at flytte nogle kasser fra en
vinhandel.
Politiet i Manchester sørgede for, at det sort-hvide billede
af Keith blev blæst stort op i pressen. Det viser en lille dreng
med briller og store fortænder, som smiler varmt til kameraet. I
enhver anden sammenhæng ville billedet ikke have betydning for
andre end familien Bennett. Alligevel har det fået en tvivlsom
berømmelse på grund af vores kendskab til drengens grusomme
skæbne. Det er blevet et symbol på en seriemorders uhyrlige
gerninger. Som alle billeder, og især billeder af drabsofre, fanger
det et præcist øjeblik i tiden. Dermed fortæller det en ofte overset
og ganske uhyggelig sandhed: Denne person er allerede død eller
kommer til at dø.
Verden kender Keith Bennett som et fotografi, men hans
familie har mistet en søn, en bror, en fætter og et barnebarn.
Venner har mistet deres kammerat. Det er også værd at huske,
at det tog morderne mere end 20 år bare at tilstå deres skyld. 20
år med ubesvarede spørgsmål, mistanker og lidelse. Keiths mor,
Winnie Johnson, som døde i 2012, 78 år gammel, blev lige som
resten af familien revet ud af en helt almindelig tilværelse for at
blive en skikkelse præget af heltemod og værdighed.
En politimand og hans sporhund
gennemsøger Saddleworth Moor.
Liget af den tolv år gamle Keith
Bennett er endnu ikke fundet.
42
MYRA VAR EN ALMINDELIG OG NATURLIG
PIGE, OG DET VAR DISSE EGENSKABER, SOM
GJORDE DET MULIGT FOR HENDE AT KOMME I
KONTAKT MED BØRN.
Det var først i 1987, at de tidligere kærester Brady og Hindley,
der nu havde total antipati over for hinanden, endelig tilstod at
have bortført og dræbt både Keith og en pige ved navn Paulin
Reade (deres første offer). På grund af oplysninger fra parret fa t
kriminalteknikerne den 16 år gamle Reade om eftermiddagen
1. juli samme år. Hendes jordiske rester blev begravet 1. august
på Gorton Cemetery. Med Keith var man ikke så heldig.
Eftersøgningen blev afblæst den 24. august 1987 og genoptaget så
sent som i 2003 under Operation Maida. Seks år senere, i 2009,
afsluttede politiet eftersøgningen uden resultater.
Ved forskellige anledninger kom Brady og Hindley med små
ledetråde til Bennetts skjulested, men deres hukommelse var ikke
præcis nok. Shiny Brook, som blev et vigtigt eftersøgningsområde,
er omstridt, fordi det ikke er samme sted, politiet fandt de
andre lig. Er Keith begravet i nærheden af stedet, hvor John
Kilbride blev fundet, på den modsatte side af vejen fra Lesley
Ann Downeys og Pauline Reades findesteder? Det tror Chris
Crowther, et medlem af familien, som ejer landområdet, hvor
drabene fandt sted. Han begrunder sit argument til forfatter Carol
Ann Lee i den skumle, men alligevel upartiske biografi One of
Your Own: The Life and Death of Myra Hindley (2011):
- Vi har altid følt, at Keith var nær John. Brady var jo en
dovenpels, han holdt dem nok i nærheden af hinanden. Piger på
den ene side af vejen, drenge på den anden. Johns grav var præcis
Et eftersøgningsmandskab
finkæmmer Saddleworth Moor
for tegn på gravsteder i 1965. De
opdagede to lig det år og et tredje
i 1987.
Dette billede fra 1999 viser
Bennetts mor, Winnie Johnson,
i sit hjem i Manchester.
IAN BRADY
XXX&
under den rasteplads, vi anlagde, ikke så langt fra vejen.
Det er sandt, at Brady brugte begge sider af vejen til at
begrave sine ofre. Det var lige ved Hollin Brown Knoll, måske
kun nogle hundrede meter væk. Lesley Ann Downey (10
år) og Pauline Reade (16 år) blev lagt på nordsiden, og John
Kilbride (12 år) på sydsiden. Ville Brady virkelig ændre, hvad
der ser ud til at være et tydeligt og meningsfuldt mønster?
Hvor mange gange kan eftersøgningsmandskaberne have været
en hårsbredde fra Keiths lig ... uden at opdage det?
Hindley døde af bronkitis den 16. november 2002 på West
Suffolk Hospital. Hun blev 60 år. Tabloidaviserne fik deres
længe ventede belønning: Brady havde bestemt sig for ikke
at vise samarbejdsvilje, hvis Bennett-familien eller sagens
efterforskere bad om nye oplysninger, og han gik så langt som
til at skrive til Winnie Johnson og forklare sit standpunkt.
Begrundelsen var politiets inkompetence. Men i 1987 slap han
ud fra Ashworth Hospital i Liverpool for tage en tur på heden.
Nu virkede drabsmanden usikker på området. Han blev
tydeligvis forvirret af det, der tidligere havde været hans kære
dødsrige. Eller førte han bare myndighederne rundt i manegen
for sin egen syge fornøjelses skyld? For Keiths familie var det
endnu en tabt chance og en forlængelse af lidelserne. Som svar
på nyheden om at eftersøgningen blev afsluttet i 2009, sagde
Winnie følgende til BBC: - Jeg ønsker, at Keith skal blive
fundet, før der sker noget med mig. Jeg vil så gerne give han en
anstændig begravelse.
Politiportrætter taget af Brady og Hindley under retssagen
mod dem ved Chester Assizes i 1966 figurerer stadig på
forsiden afutallige bøger og blade. De hårde, fladt belyste
sort-hvide-billeder indfanger de to udtryksløse blikke hos
A HINDLEY
XX
PÅ SPORET AF MORDERNE
MÆRKELIGE SAMMENTRÆF OG FOTOGRAFIER LØSTE SAGEN.
I efterkrigstiden blev teknologi mere
tilgængelig for almindelige mennesker. Ian
Brady brugte kameraer, videoudstyr og
.45-pistoler. Som for mange seriemordere
skulle disse optagelser blive dystre souvenirs,
som Brady og Hindley kunne bruge til at
genopleve deres forbrydelser.
Hindley kunne beskrive gravstederne
som “markeret med fotografier og ikke
gravsten”. Når det var tid til at dræbe, eller
lige efter en hændelse, som Brady kaldte
det, blev der indkøbt .45-pistoler for at
markere begivenheden. Efter drabet på
Pauline Reade udvalgte Brady Ken Thorne
and His Orchestras hitsang Theme from
The Legion’s Last Patrol til at markere
anledningen. 2. juledag 1964, et par timer
før de dræbte Lesley Ann Downey, gav
Brady Hindley Sandie Shaws single Girl
Don’t Come.
Brady havde høje tanker om sig selv, og
han var udspekuleret, men parret efterlod
alligevel en del belastende bevismateriale.
En dag, hvor politiinspektør Ian Fairley
gennemsøgte en bevispose fra Wardle Brook
Avenue 16, fandt han en notesbog, hvor
der mellem småtegninger stod en liste over
filmstjerner. Fairley blev rystet, da han så, at
John Kilbride stod blandt berømthederne.
Politiet fandt også en kvittering for en
24-timers billeje fra Warren’s Autos fra den
dag, hvor Kilbride blev bortført. Men det
mest overbevisende spor, før de fandt den
frygtelige optagelse af Lesley Ann Downey
(et lydbånd, hvis indhold skar i hjertet på selv
de mest hærdede politifolk), var billeder taget
med Bradys kameraer. Politiet havde følelsen
af, at billederne var knyttet til forsvindingerne
og førte til Saddleworth Moor. Hvorfor
havde Brady taget landskabsbilleder, hvor
fokus var mere på jorden
end på
udsigten? Hvorfor var der
et billede af Hindley og
hunden, der sad på knæ
og kiggede på jorden?
Med godt, gammeldags
detektivarbejde skulle
en grusom række af
begivenheder
begynde at folde
sig ud.
VENSTRE Lesley Ann Downey
var ti år gammel, da hun blev
bundet, kneblet og dræbt. Dette
billede blev taget af Myra Hindley og Ian Brady.
UNDER Dette billede af Hindley
blev taget af Brady i 1960’erne
på Saddleworth Moor, hvor de
begravede deres ofre.
43
SERIEMORDERE
DØDENS PARK
HER BLEV LIGENE FUNDET - MEN ÉT MANGLER
Nogle få dage efter drabet på Edward Evans
igangsatte politiet en omfattende eftersøgning
på Saddleworth Moor med udgangspunkt i
Wood Head. Den 17. og 21. oktober blev ligene
af Lesley Ann Downey og John Kilbride fundet.
Politiet i Greater Manchester genåbnede
sagen og iværksatte periodevise eftersøgninger
i 1986 og 1987 i håb om også at finde Keith
Bennett og Pauline Reades lig. Drabsfolkene
samarbejdede og gennemførte flere
kontroversielle udflugter til Saddleworth. I
1987, efter 100 dages eftersøgning, blev Pauline
Reades lig fundet. Operation Maida var en
eftersøgning, hvor både satellitteknologi og de
nyeste kriminaltekniske metoder
blev taget i brug. Målet var at finde Keith
Bennetts jordiske rester. Det lykkedes ikke, men
i september 2018 gik eftersøgningen atter i
gang, ifølge engelske aviser.
PAAULINE READE, 16
De bortførte hende under påskud af, at Myra Hindley
havde brug for hjælp til at finde en tabt handske.
Pauline blev voldtaget og dræbt af et knivstik i halsen
om aftenen den 12. juli 1963. Hendes lig blev fundet
1. juli 1987 cirka 150 meter fra vejen A635, med
krooppen lagt på venstre side, knæene op mod brystet
og ansigtet vendt mod jorden
BROADSTONE HILL
HOLLIN BROWN KNOLL
SADDLEWORTH MOOR
UPPERMILL
GREENFIELD
RESERVOIR
A635
YEOMAN HEY
RESERVOIR
GREENFIELD
LEESLEY ANN DOWNEY, 10
Huun blev dræbt ved kvælning 2. juledag 1964 i Wardle Brook
Avenue. Fundet den 17. oktober 1965 cirka 60 meter fra A635 i
enn dyb grav af sammensunket jord. Hun blev fundet på grund
aff en knogle, der stak op af jorden. Kroppen var placeret som
Pauline
a
Reades. Mandskabet fandt liget, da de havde gravet
en grøft ved siden af findestedet, så vandet blev drænet væk
fraa jorden. Da de fjernede det øverste jordlag, kom liget til
syne.
y
DOVE STONE
RESERVOIR
MIDDLE EDGE MOSS
JOHN KILBRIDE, 12
Dee tilbød ham et lift hjem, men tog ham med på en omvej
unnder påskud af at skulle lede efter en handske, de havde
mistet. Kilbride blev voldtaget og dræbt 23. november 1963,
kvvalt med en snor og derefter stukket med kniv. Hans lig blev
fuundet 21. oktober 1965 cirka 20 cm under jorden. Liget lå
med ansigtet nedad, cirka 350 meter fra Lesley Ann Downeys
ligg. Kilbride kunne identificeres ud fra tøj, tænder, hår og
knogler.
n
IAN BRADY & MYRA HINDLEY
EDWARD EVANS, 17
Dræbt den 6. oktober 1965 med en økse i
dagligstuen på Wardle Brook Avenue 16.
Fundet af overbetjent Bob Talbot i et værelse
på bagsiden. Evans var pakket ind i et
tæppe og gemt under en stabel bøger.
WESSENDEN HEAD
LAYBY
KEITH BENNETT, 12
Bortført under påskud af at de
havde brug for hjælp med at flytte
nogle kasser. Voldtaget og dræbt
16. juni 1964, kvalt med en snor på
Saddleworth Moor. Ligets placering
er ukendt, men måske ligger det her
i området?
WESSENDEN HEAD MOOR
Saddleworth Moor er en del af Peak District
nationalpark i Nordengland, ikke så langt fra
Manchester.
WO
ORT MOOR
SADDLEWORTH
MANCHESTER
to personer, vi mistænker for at mangle enhver menneskelig
egenskab. Disse to billeder, som gerne placeres ved siden
af hinanden i medierne for at skabe maksimal virkning, er
ondskabens ikoner.
Bradys og Hindleys forbrydelser fandt sted i en periode, hvor
der var et udstrakt mediefokus på Nordvest-England. Anerkendte
engelske New Wave-film blev hovedsageligt indspillet i byer og
landsbyer nordpå og lod publikum verden over stifte bekendtskab
med tidligere ukendte dialekter. Filmskaberne skildrede livet i
den engelske arbejderklasse. I 1960 begyndte udsendelsen af den
monumentale sæbeopera Coronation Street – en serie der stadig
ses i dag. Med sine rækkehuse, brolagte gader og det sørgmodige
musikalske hovedtema baseret på Lancashire Blues af komponisten
Eric Spear, som styrkede de ikoniske kulturassociationer til
Nordvest-England. Det var i den samme godt sammensvejsede
verden af fabrikker, dansesteder, alkoholikere og lokale biografer, at
Brady og Hindley voksede op.
Ian Brady kom til verden på en fødeklinik i Rottenrow Street
i Glasgow 2. januar 1938 som Ian Duncan Stewart. Drengen
blev opdraget af en plejefamilie, da moren, en ugift servitrice
ved navn Patricia Stewart, valgte at bortadoptere ham. Familien
Stewart var en solid arbejderklassefamilie i den rigtige ende af
samfundsstigen. Unge Ian var plaget af raserianfald, men var
dygtig og bestod optagelsesprøven til Shawlands Academy.
Efterhånden blev hans oprørsånd og mobning alligevel
efterhånden ondskabsfuld. Han kaldte skolen alt lige fra Big
Lassie til Dracula. I en periode havde han en forkærlighed for at
torturere dyr, og han begyndte snart at begå indbrud. Han endte
i en ungdomsinstitution og kom senere i fængsel. Han flyttede
sydpå til Manchester og blev genforenet med sin biologiske
mor, som på det tidspunkt var blevet gift med en mand ved
navn Patrick Brady, og det siges, at Ian forsøgte at være et
pragteksemplar af en søn og et anstændigt samfundsmedlem.
Han prøvede at lægge sin skruppelløse fortid bag sig. Det varede
ikke længe, og han kom snart i vanskeligheder på grund af
forskellige lovovertrædelser.
Myra Hindley blev født i 1942 og voksede op i Gortonområdet øst for Manchesters centrum, hvor uddannelsen
i livets hårde skole var lige så udbredt som den i
klasselokalet. På denne tid var området det rene slum.
Folk blev forflyttet til boliger andre steder i byen
eller til nybyggede boligkomplekser lige uden for
kommunegrænsen.
Da de to mødtes på Millward’s Merchandising,
faldt Hindley pladask for Brady. Men de
begyndte ikke at gå ud med hinanden før et
år senere, for Brady optrådte længe reserveret
over for hende. Hun var besat af ham og
skrev dagbog om sine romantiske kvaler.
Da han endelig inviterede hende ud,
gik de i biografen. Hindley hævder, at
de så Nicholas Rays King of Kings (1961),
hvilket var et interessant valg med tanke på Bradys
stærke ateisme. Andre mener, de så Judgement at Nuremberg –
en titel der passer bedre til Bradys dunkle nazibesættelse.
De blev uadskillelige. Hun fik kælenavnet Hessie – efter
Hitlers næstkommanderende, Rudolf Hess – og hun kaldte ham
for Neddie efter en karakter i The Goon Show.
45
SERIEMORDERE
VENSTRE Hindley og Brady poserer
på et selvportræt fra 1960’erne på
Saddleworth Moor, hvor de begravede deres ofre.
MIDT Fra 1. januar 1965, hvor en
politimand graver videre på stedet,
hvor Lesley Ann Downeys lig blev
fundet. Man fandt ikke flere spor på
dette sted.
HØJRE En læskærm sættes op for at
forhindre nysgerrige blikke, mens
udgravningsarbejdet foregår den
21. oktober 1965. Lig nummer
to blev opdaget på dette sted, og
Hindley og Brady blev tiltalt for
drabet.
Med tiden fremelskede de hinandens sans for at begå forbrydelser.
Andre seriemordere og voldtægtsforbrydere kan prale med langt
højere drabstal, men det, der fangede verdens opmærksomhed, da
forbrydelserne blev opdaget, var, at en ung kvinde havde medvirket.
Hindley var kun 23 år, da hun blev anholdt og tiltalt. En skør
Lancashire-pige med platinblond hår blev pludselig berygtet og
er siden blevet et symbol på menneskelig ondskab. Hindley har i
de senere år fremstillet sig selv som et offer for Bradys ondskab,
men hun spillede en afgørende rolle i kidnapningerne. Hun blev
angiveligt seksuelt ophidset af, hvordan drabene bragte hende
tættere på Brady, selv om hun benægtede, at hun tændte seksuelt
på gerningerne. Hindley kørte bilen, fordi Brady ikke kunne
køre. I samarbejde med Brady udvalgte hun sårbare børn, de
kunne henvende sig til. Hendes venlige og udadvendte væremåde
passede på det, psykologer og skribenter har betegnet som en
narcissistisk personlighedsforstyrrelse uden empati. Hun var ekspert
i manipulation og forklædte sig med sort paryk og skindjakke, så
hun ikke blev genkendt i området, hvor hun i sin tid havde boet.
Hindley har måske nok senere protesteret mod sit rygte og
udtryk anger, men hun var årsagen til, at sagen fangede publikums
opmærksomhed og vrede i første omgang. Når forældre advarer
deres børn mod at tale med fremmede, er det altid mænd, de
OMRÅDET MED UDSIGT OVER GREENFIELDRESERVATET, HVOR TRE LIG BLEV FUNDET,
HAVDE EN SPECIEL TILTRÆKNING PÅ BRADY.
46
advarer imod. Hindley modbeviste, at kvinder ikke kan være
med til at bortføre og dræbe børn. Hun mindede ikke om en
snerpet gammel børnehjemsbestyrer og virkede heller ikke som en
tvivlsom, forskruet type, man burde holde sig væk fra. Myra var en
almindelig og naturlige pige, og det var disse egenskaber, der gjorde
det muligt for hende at komme i kontakt med børn og skabe tillid.
Grusom historik
Indtil midten af 1960-tallet var Saddleworth Moor bare et
almindelige smukt udflugtsmål for søndagsture og picnics. Den
grusomme historik har siden bidt sig fast. Den er præget ind i
kulturen og lokalhistorien i det moderne Manchester og omegn.
Mindst tre af de fem ofre blev bortført, voldtaget og dræbt (enten
med kniv eller kvalt med snor) og begravet ved A635. Lesley
Ann Downey, det yngste offer på bare 10 år, blev dræbt hjemme
hos Brady og Hindley 2. juledag 1964. Parret planlagde at slippe
af med liget allerede samme aften, men et kraftigt snevejr gav
vanskelige køreforhold, og de kunne blive afsløret, hvis de blev
udsat for et biluheld på vejen. I stedet pakkede de Lesley Ann
ind i et lagen sammen med det tøj, hun havde på ved bortførelsen
(rosa cardigan, blå jakke og ternet nederdel) fra Silcocks Wonder
Fair. Hun blev begravet på Saddleworth næste dag.
Nogle kilometer øst for Manchester rammer Penninernes
sydlige bjergkam nationalparken Peak District. Den beskrives
som Englands Rygrad, et storslået landskab med bølgende bakker,
græsmarker og imponerende sandstensformationer flækket af
smuk, lilla lyng, der skærer Nordengland over på midten og skiller
Lancashire fra grevskabets gamle ærkefjende Yorkshire. Med
1000 kvadratkilometer robust skønhed og afsideshed er dette syn
langt fra de banale klicheforestillinger om det industrialiserede
IAN BRADY
XXXXX& MYRA
XXXXXHINDLEY
XX XXXXX
VIDNETS AFSLØRING
DAVID SMITH BEFANDT SIG PÅ DET FORKERTE
STED PÅ DET FORKERTE TIDSPUNKT.
Den 17-årige David Smiths ulyksalige indblanding i det sidste
drab kan tolkes som en advarsel om faren ved at prøve at gøre
det rette. Han befandt sig i dagligstuen på Wardle Brook Avenue
16, da Brady myrdede Edward Evans med 14 øksehug i hovedet
og på overkroppen. Han var også med til at gøre gerningsstedet
rent. Men derefter gjorde han noget, som Brady og Hindley ikke
havde kunnet forestille sig. Efter han var gået hjem og var brudt
sammen over for sin kone Maureen, Hindleys lillesøster, gik
de to direkte til politiet. Smith, som var sikker på, at Brady og
Hindley kunne dukke op hvert øjeblik, tog en skruetrækker og en
køkkenkniv med sig på politistationen. Det, han fortalte politiet,
virkede usandsynligt. Sådan noget sker ikke her på disse kanter, lo
de. Men det gjorde det.
Brady havde på et tidspunkt bestemt sig for at tage sig af
drengen, som han troede bar det samme mørke i sig som han
selv. At Smith var til stede under drabet var en prøve. Han var
utvivlsomt en slyngel og et udskud, og Brady troede, at han også
havde det med at dræbe og slippe af med ofrene. Da forbryderne
Nordengland. Det er et sparsomt befolket område med spredte
gårde, og i klart vejr kan du på Saddleworth Moor se helt til
Cheshire Plain og de idylliske grønne enge.
Området med udsigt over Greenfield-reservatet, hvor ligene
blev fundet, havde en speciel tiltrækning på Brady. Med inspiration
fra den tyske filosof Friedrich Nietzsche og den fordrejede
nazistiske fortolkning af ham, forestillede Brady sig, at han var et
overmenneske, som så ned på andre fra sin høje tinde. Brady så sig
selv som en moderne udgave af Caspar David Friedrichs maleri
Vandrer over tågehavet (1818). I The Gates Of Janus opsummerede
Brady naturlandskabernes påvirkning af fantasien sådan:
- Når du står over for et hav eller en hede, eller når du står på
et bjerg, kan du næsten høre noget ukendt og usynligt omkring dig.
Du ved, at det er der ... du føler kraften stige op i dig, når du bliver
en modtager. Han brugte den slags mystiske sludder og vrøvl til at
camouflere sine sadistiske seksuelle lyster.
Historisk hørte Saddleworth til Yorkshire frem til 1974,
hvor grænseændringer gjorde det til en del af Oldham og
dermed en del af det ydre Stormanchester. Det betyder, at fire af
forbrydelserne begyndte i Stormanchester eller Cheshire, men
endte i Yorkshire. Da efterforskningen blev iværksat, førte dette
til dårlig kommunikation mellem de forskellige politidistrikter,
som trådte hinanden over tæerne. Til sidst var det Cheshire
Politi, under ledelse af politiinspektør Arthur Benfield, der tog
kontrollen. Det skyldes, at drabet på den 17-årige Edward Evans,
der fandt sted 6. oktober 1965 på Wardle Brook Avenue 16 –
hvor Brady, Hindley og hendes bedstemor boede – formelt set
hørte til hans distrikt.
endelig blev pågrebet og sigtet for drabet på Edward Evans,
skyldte de begge skylden på Smith. Nogle efterforskere troede, at
Smith var lige så skyldig som Brady og Hindley, så de lagde pres
på ham i forhørslokalet for at prøve at knække ham.
Efterforsker Joe Mounsey i Ashton-Under-Lyne så ham
som det, han var – en ung fyr, som pludselig blev kastet ud
i en verden, han ikke forstod. Smith var en bandit, men han
var ingen drabsmand, og han havde hjulpet til med at rengøre
gerningsstedet af ren velvillighed. Smith blev hovedvidne i sagen
ved Chester Assizes, men han blev ikke hyldet som nogen helt,
han blev tværtimod udsat for publikums had. Folk i Manchester
og resten af landet kunne ikke fatte, at Smith og Maureen havde
været fuldstændig blinde over for deres familiemedlemmers
gerninger. Som venner var de vel meget sammen? Var Brady og
Smith ikke svogere? Havde de ikke alle sammen været på picnic
på heden og skudt efter dåser med revolver og pistol? (Hindley
havde en Smith & Wesson .38 og en Webley .45, som hun havde
købt gennem sit medlemsskab
kab i Cheadle Rifle Club.)
Club )
Det tog flere årtier, men
Smiths rygte er blevet
renvasket. I dag kan han
betragtes som en mand, der
gjorde det rette, selv om han
resten af livet blev hjemsøgt
af den nat på Wardle Brook
Avenue. Han døde af kræft
i 2012, 64 år gammel.
Maureen døde allerede i
1980, 34 år gammel, af en
hjerneblødning. De blev
skilt i starten af 70’erne, da
deres fortid var en alt for
tung bagage at tage med i
etableringen af et nyt liv.
17 år gammel var David
Smith vidne til drabet
på Edward Evans.
47
SERIEMORDERE
Det perfekte drab?
At Keith Bennetts grav på Saddleworth Moor aldrig er blevet fundet,
betyder, at forbrydelsen stadig repræsenterer myten om det perfekte
drab. Da det amerikanske forlag Feral House udgav Bradys studie af
seriemordere med titlen The Gates Of Janus (2001), blev forlagets
direktør Adam Parfrey interviewet af BBC, hvor han sagde, at der er
mange forbrydere op gennem tiden, som har dræbt børn, og næsten
alle er glemt. Men ikke Ian Brady. Hvorfor? Bortset fra årtier med
sensationspræget tabloidjournalistik for at sælge aviser, er svaret
ganske sikkert Keith Bennett. Parfrey ser også en anden faktor som
den virkelige årsag til den vedvarende interesse, og den om Myra
Hindleys deltagelse.
For Ian Brady Brady døde den 15. maj 2017. Han havde sultestrejket
og var blevet tvangsmadet i 16 år. Sidst han viste sig uden for den
lukkede afdeling, der har været hans hjem siden 1985, var under
et retsmøde i 2012. Der forsøgte han at søge om løsladelse fra det
sikrede sygehus, så han på lovlig vis kunne sulte sig ihjel i fængslet.
En gang hævdede han, at han ville røbe Bennetts placering, hvis
retten garanterede ham retten til at tage sit eget liv. Men trods al
korrespondance med ofrenes familier og politifolk skriver han disse ord
i sin kontroversielle bog, der aldrig udkom i Storbritannien:
- Der er ingen intellektuel eller åndelig stimulans for en fængslet
seriemorder i at samarbejde på nogen måde.
DRØMTE OM FRIHEDEN
MYRA DØDE MED UDSIGTEN TIL LØSLADELSE
Myra Hindley tilbragte resten af sit liv i forskellige britiske
fængsler med drømmen om frihed. Tanken om frigivelse blev
ofre. Hun skrev en upubliceret selvbiografi, hvor hun erklærede, at
var blevet fuldstændig domineret af kæresten. Men hendes kølige
hendes eneste mulighed for frelse, måske ikke hos Gud, men
hos det engelske folk og ofrenes pårørende. I årenes løb kom
hun i mediernes søgelys, hver gang de fik færten af hendes
gøremål, som da hun tog en bachelor i humaniora i januar
1980. Der udtrykte hun anger og fik bevilget sporadiske ture til
Hampstead Heath som led i sit rehabiliteringsprogram og i sin
retslige kamp mod livstidsstraffen. Fra 1965 til sin død i 2002
har opinionen været overvældende giftig, og det er den stadig.
Hindley vandt faktisk medfølelse blandt intellektuelle
personer, der troede på fængselsreformer. Hun blev opmuntret
til at vende tilbage til den katolske kirke, og i januar 1970 gik
hun til messe for første gang siden teenageårene. Hun blev
venner med Frank Pakenhan, den syvende jarl af Longford
(1905-2001), og han blev en forkæmper for hendes arbejde for
prøveløsladelse, hvilket naturligvis vakte de pårørendes afsky. I
begyndelsen af denne tid skrev Hindley om deres fælles tro:
- Jeg ønsker, at jeg kan have fuldkommen tillid til Gud,
men jeg er bange for dette, for min tro er fyldt med tvivl og
rædsel for, hvorvidt jeg nogensinde kan blive god nok til at
opnå fuldkommen tilgivelse.
I årenes løb ændrede Hindley fortællingen om
begivenhederne, så hun simpelthen fremstod som et af Bradys
egoisme forstyrrede den nye fortælling. I breve klagede hun ofte
over, at Winnie Johnson og Ann West var irritationsmomenter,
som ikke ville give slip på deres had. I en optaget telefonsamtale
med journalisten Duncan Staff, som blev sendt i tv-dokumentaren
The Moors Murders Code (2004), vil hun stadig ikke se sandheden
om sin deltagelse i øjnene. - Jeg synes, det er meget svært at
snakke om Lesley Ann Downey. Jeg må være så kortfattet som
mulig. Det gør så ondt … tænk, at jeg kunne være så ondt et
røvhul.
Det siges, at Hindley først begyndte at hjælpe politiet
i eftersøgningen af Pauline Reade og Keith Bennett,
fordi hun troede, det ville hjælpe hende med at opnå
prøveløsladelse og rette opmærksomheden mod Brady.
I 1997 vandt hun en retslig høring, trods flere
justitsministres ihærdige indsats for at holde hende
indespærret. En meningsmåling udført for BBC samme
år viste, at publikum stadig ville have hende bag lås og
slå. Men da hun døde i 2002, så det faktisk ud til, at
de udsatte retslige høringer kunne have endt i hendes
favør.
Et portræt af Myra
Hindley, taget i
starten af 1970’erne.
48
IAN BRADY & MYRA HINDLEY
© Getty Images; REX Features; Alamy;
HVOR MANGE GANGE KAN EFTERSØGNINGSMANDSKABERNE HAVE VÆRET EN HÅRSBREDDE
FRA KEITHS LIG … OG OVERSET DET?
49
SERIEMORDERE
MØD KANNIBALEN FRA MILWAUKEE, SOM
MED SIT SYGE SIND DRÆBTE 18 MÆND OG SEELV BLEV MYRDET I FÆNGSLET.
DETTE VAR
KLASSISK
DAHMER. EN
FORSTYRRET
DRABSMAND,
SOM HAVDE
ET SYGELIGT
BEHOV FOR
AT LEGE MED
OFRENES
KROPPE
LÆNGE EFTER,
AT DE VAR
DØDE
atoen var 27. maj 1991, og indbyggerne i Milwaukee
fik et chok, da de så en forvirret dreng vandre rundt i
gaderne. Drengen var nøgen, han blødte, og han havde
brug for hjælp. Sandra Smith og hendes datter gik hen
til den ukendte dreng og spurgte, hvem han er. I det samme
dukkerr en spinkel og velklædt mand op som en trold af en æske
og end
der i slåskamp med de to kvinder om drengen. Manden
er Jeffrrey Dahmer, og drengen er den 14 år gamle Konerak
Sinthasomphone fra Laos, som havde haft den allerværste dag i
sit unge liv.
Dah
hmer havde mødt Konerak ved et lokalt busstoppested
sammee morgen. Først havde han lovet drengen penge for billeder
af hanss krop, derefter havde han truet ham til at følge med hjem i
hans leejlighed. Så bedøvede han drengen med stoffer og misbrugte
ham seeksuelt. Men det skulle blive endnu værre for den unge,
uskyldiige fyr. Dahmer borede et hul i hans hoved og hældte syre
ind i hovedskallen. Derefter bestemte ”Kannibalen fra Milwaukee”
sig for at fejre sin præstation ved at rende ned i den nærmeste
kiosk oog købe øl. Han fortjente en skål. På en eller anden måde
var dett lykkedes den forvirrede Konera at samle kræfter nok til at
forladee lejligheden og snuble ned på gaden i en omtumlet tilstand.
Da dreengen ikke var i stand til at gøre rede for noget, frygtede
Sandraa og datteren det værste og ringede til politiet. Da politiet
kom, trrak de på skuldrene og lavede endda grin med det. Endnu
et skævvt narkovrag, tænkte de. Dahmer, som altid var beskeden
i sin freemtræden, hævede, at drengen var hans kæreste. Politiet
lagde vvejen forbi Dahmers lejlighed, men kun fordi de to kvinder
insisterrede. De gennemsøgte lejligheden og fandt ikke noget galt,
bortse fra en svag, men afskyelig lugt. De lagde ikke noget i det
og forlod hurtigt lejligheden. En beslutning, der skulle vise sig at
blive skkæbnesvanger for Konerak.
POL
OLITIETS STORE FEJL
Jeffrey Dahmer i
retssalen i august
1991, hvor han
blev tiltalt for
otte overlagte
drab.
50
Da Daahmer og Konerak var tilbage i lejligheden igen, dræbte og
parterede han den unge dreng og beholdt hans hovedskal som
sin souvenir. Dette var klassisk Dahmer. En forstyrret drabsmand,
som haavde et sygeligt behov for at lege med ofrenes kroppe længe
efter, aat de var døde. Konerak var en yngre bror til en dreng,
Dahmer var dømt for at have forgrebet sig på flere år
tidligere. Det tragiske er, at hvis politiet havde foretaget
et baggrundstjek, ville de have fundet ud af, at han var
en prøveløsladt børnemishandler. Det værste er, at
den svage lugt, som kriblede i næseborene, kom
fra liget af Dahmers seneste offer, Tony Hughes,
som lå og rådnede i en skjult del af soveværelset.
Sandra Smith, kvinden der næsten reddede
Konerak, blev ved med at forhøre sig
hos politiet på stedet, men til ingen
nytte. I modsætning til politifolkene
tænkte hun, at den sløve mumlen
fra Koneraks mund faktisk var en
desperat bøn om hjælp. Alligevel
JEFFREY DAHMER
Et billede af Dahmer, som blev taget en
gang i 80’erne. Han var kendt for at slå
sig på flasken.
v politiet ikke have noget med
ville
d
disse husspektakler at gøre. Dahmer
skulle senere komme til at dræbe
fl
flere uskyldige mennesker, både i
Wisconsin og Illinois. En tragedie,
der altså kunne have været
afværget.
Døren til
Dahmers
lejlighed, hvor
r
der skete så
meget grusomt.
OVERFALD I CHICAGO
Senere på sommeren i 1991 flyttede Dahmer til Chicago. Byen
ved Michigansøen skulle blive hjemsted for nogle af de værste
handlinger, som monsteret fra Milwaukee udførte. Inden han
flyttede havde han finpudset ideen om, hvordan ofrene skulle
være: underdanige sex-zombier. Ved at bore hul i deres hoveder
og hælde syre derind opnåede han præcis dette. Både Curtis
Straughter, Errol Lindsey og Tony Hughes mødte deres skaber
med hjælp fra Jeffrey Dahmer mellem februar og juni 1991.
Dahmer ramte et tocifret dødstal, da han dræbte Straughter den
18. februar. Dahmer mødte ham uden for Marquette University,
og så gik det ellers slag i slag. Straughter, som kaldte sig ”Demetra”
havde afsluttet High School og meldt sig ind i den sociale gruppe
Gay Youth Milwaukee. Et perfekt offer for Dahmer. Uundgåeligt
nok fulgte endnu et grusomt drab, hvor Straughter blev kogt og
skoldet.
Errol Lindsey var næste mand i april. Han forsvandt, efter at
han smuttede en tur i kiosken. Men det værste var endnu ikke
sket. Anthony Hughes var i byen på Club 219 i centrum af
Milwaukee. Han var døvstum og fik en seddel, der overtalte ham
til at følge med til Dahmers lejlighed. Det var der, Dahmer gik
i gang med en af sine mest afskyelige handlinger indtil da. Han
lavede en bizar statue af Hughes’ jordiske rester, hvor det afskårne
hoved var anrettet på toppen af den lemlæstede krop.
Dahmer rejste tibage til Illinois den dag, der var Gay Pridefejring, og her mødte han den ambitiøse, mandlige model Matt
Turner i en busgarage. Efter at have snakket lidt lykkedes det
Dahmer at overtale Turner til at tage med til lejligheden i
Wisconsin. Løfter om hjælp med modelkarrieren og en gratis
tur med bussen blev for fristende for den intetanende Turner,
og før aftenen var omme, havde han mistet hovedet. Det lå i en
plasticpose i Dahmers fryser.
Nu så Dahmer Chicago som det perfekte jagtterræn for sine
syge handlinger, og han rejste tilbage den 4. juli. Han sad i en
lokal homobar, hvor han kom i snak med Jeremiah Weinberger.
Tragisk nok blev Weinberger tiltrukket af se
seriemorderen, og
Han virker
efter godkendelse fra en kammerat (”H
er ok”), tog han
51
SERIEMORDERE
Dahmer virker overraskende tilfreds
med sig selv, da han sidder i retssalen
i Milwaukee. Han var tiltalt for fire drab,
men det blev i alt til 12 ofre.
IINDSAT Dahmer på vej ind i retten, klar til at
modtage strafudmålingen på 15 på hinanden
følgende livstidsdomme.
med Dahmer til Milwaukee, præcis som Turner havde gjort det
en måned tidligere. Endnu engang betalte Dahmer for begge
på bussen, og alt virkede normalt for Weinberger, som tilbragte
natten med Dahmer i lejligheden, hvor så mange mænd var
omkommet før ham. Weinberger havde klaret sig gennem det
meste af natten, og om morgenen sagde han, at han ville tage af
sted. Dahmer tilbød ham en farveldrink, og det kunne virke, som
om han ville lade manden gå, men det var ikke tilfældet. På vej ud
af døren blev han kvalt og dræbt. Endnu en gang endte offerets
hoved i fryseren og var et af dem, der blev fundet, efter at Dahmer
anholdt og dømt.
Inden Oliver Lacy blev dræbt den 12. juli 1991, havde
Dahmer intensiveret sin drabsleg. Da han havde drukket Lacy
fuld og kvalt ham, elskede han bagefter med liget. Derefter skar
han offerets højre biceps ud, krydrede den med salt og peber og
spiste den. Resten af kropsdelene lagde han i fryseren sammen
med hovedet – angiveligt for at spise det senere. Han tog sig
endda godt for sig af skelettet. Drabet på Joseph Bradehoft ugen
efter var endnu værre. Denne gang beholdt Dahmer liget i flere
dage og havde det hos sig i sengen, indtil det var fuld af larver.
En morders ansigt - politiets
billeder spænder over et årti.
Billedet til venstre er fra
1982, hvor han blev anholdt for
blufærdighedskrænkelse.
52
JEFFREY DAHMER
SÅ
SNART DØREN
TIL DAHMERS
LEILIGHED
BLEV ÅBNET,
INDSÅ
EDWARDS, AT
HAN HAVDE
BEGÅET EN
GRUSOM FEJL.
DET SIDSTE OVERFALD
Tracy Edwards skulle blive den sidste mand, der oplevede Kannibalen
fra Milwaukees vrede. Flere år efter han stod ansigt til ansigt
med monsteret, fortalte Edward, hvordan han mødte Dahmer i
et indkøbscenter, hvor han blev spurgt: Har du lyst til at feste?.
Edwards måtte medgive, at Dahmer var en velkendt person i
området. Men ingen havde den fjerneste anelse om Dahmers
historie, og tilbuddet om en fest blev endnu mere fristende, da
han tilføjede: Nu finder vi nogen piger og tager ned til søen og
fester.
- Jeg har hundrede bob, sagde Dahmer. - Jeg kan købe øl.
Han var kommet med et tilbud, som den blanke Tracy ikke
kunne modstå. Han blev lokket ind i drabsmandens lejlighed med
et løfte om kontanter for nøgenbilleder, og Edwards accepterede
invitationen, som så mange andre før ham. Men så snart døren til
Dahmers lejlighed blev åbnet, indså Edwards, at han havde begået
en grusom fejl. Efter en kort kamp lykkedes det ham at undgå
håndjernene, som Dahmer forsøgte at give ham på. Desværre
blev han mødt med en slagterkniv, da han forsøgte at stikke af, og
Dahmer førte ham op på anden sal. På vejen op lagde han mærke
til ligene af tidligere ofre, der hang på væggen, og en stor tønde,
som lugtede forfærdeligt. Det var det berygtede kar med saltsyre,
som Dahmer ønskede at hælde ind i Edwards hovedskal.
Han skjønte at det var ute med ham dersom han ikke tok opp
kampen, og Edwards slo til Dahmer i ansiktet og sparket ham i
magen. Dahmer ble overrumplet av motstanden, han klarte ikke å
ta igjen. Han var helt maktesløs og kunne ikke hindre Edwards i
å rømme ut gjennom døra med håndjernene hengende fra det ene
håndleddet. Edwards fikk raskt stoppet en politibil, og han hadde
klart noe ingen hadde gjort før ham – han hadde unnsluppet
Kannibalen fra Milwaukee. Denne gangen reagerte politiet på
offerets rop om hjelp, og det ble enden på visa for Jeffrey Dahmer.
Jeffrey
Dahmers
barndomshjem
blev sat til
salg i 2014.
Hårdnakkede
rygter sagde,
at det
ironisk nok
skulle blive
en
vegetarrestaurant.
J
Jeffrey
Dahmer blev født i Milwaukee 21. maj 1960 og
ddræbte sit første offer som bare 18-årig. Han tog livet
aaf endnu 17 mænd, før han blev stoppet i 1992. Steven
icks, det første offer, var en blaffer, som Dahmer
ssamlede op på vej hjem fra high school. Dahmer drak
icks fuld, og da han forsøgte at gå sin vej, blev han
ddræbt af et slag i hovedet med en træningsmanual. For
aat skjule sine spor, parterede Dahmer liget og gravede det
ed i skoven bag huset.
Der gik ni år, før Dahmer dræbte igen. Efter en kort
eriode i militæret, var han alkoholiseret i mange år, før
han blev anholdt for at have onaneret foran to små børn.
I september 1987 tog han sit næste offer. Nu havde han
fået smag for at dræbe. To drab mere fulgte i 1988, og
i starten af 90’erne trappede han op. Det hele sluttede
den 22. juli 1992, da to politimænd fandt Tracy Edward
løbende panisk gennem gaderne med håndjern på. I
modsætning til episoden med Konerak anholdt politiet
Dahmer efter en ransagning af lejligheden, hvor de
opdagede de rædselsfulde drab.
Så fulgte en forvirrende retssag, hvor Dahmer først
tilstod og derefter erklærede sig ikke-skyldig. Det blev
fastslået, at han ikke var sindssyg, og han blev idømt 15
på hinanden følgende livstidsdomme (957 år i fængsel).
Livet bag murene var begivenhedsløst, han tilpassede
sig. Men en medfange, Christopher Scarver, slog ham
ihjel 28. november 1994.
© Alamy, Corbis, Getty
FÆNGSEL I 957 ÅR
53
SERIEMORDERE
I HOVEDET PÅ DEN
SATANISME, FAMILIE, VOLDTÆGT, DRAB OG JESUS: HVILKE KRÆFTER DREV RICHARD
RAMIREZ? HVORNÅR GIK HAN FRA AT VÆRE ET FORSTYRRET BARN TIL AT BLIVE EN
MENNESKEJÆGER OG SERIEMORDER?
H
vad er ondskab? Det kan virke som om, at ondskab er
personificeret med Ricardo ”Richard» Ramirez” , som er
dømt for drab på 13 mennesker og erklæret satanist. Til
trods for sin katolske opdragelse rejste han rundt og stjal, voldtog
og lemlæstede folk over hele USA.
Richard Ramirez’ liv var forudbestemt til at blive ekstremt. Han
var søn af Julian, en fattig mexicaner af bondeslægt, og Mercedes,
en amerikansk statsborger, der boede sammen med Julian i
Mexico i en periode. De boede i den mexicansk-amerikanske
grænseby El Paso, og lige fra starten blev den amerikanske drøm
om lykke, helbred, tryghed og fremgang viftet foran næsen på
Ramirez-familien i form af et krucifiks: Den, der tror, skal få sin
belønning. Desværre lå den amerikanske drøm lige præcis uden
for familiens rækkevidde.
Drømmen var afhængig af en velsignelse fra myndighederne,
det vil sige immigrationslovene i det fremgangsrige land. Så til
trods for intens tro udeblev belønningen. Det førte til en langvarig
frustration for Richards familie. De var prisgivet et system, som
forfulgte dem, når de prøvede at klatre op af den sociale rangstige.
Julian, Richards far, arbejdede ekstremt hårdt, men havde ingen
uddannelse. Hans kone kom fra bedre vilkår og forventede flere
privilegier. Hvor han først og fremmest satte sin lid til idealer om
tradition og ære, vendte hun sig til ”Jesu retfærdighed”. Jesus er
en allestedsnærværende skikkelse, selv i landet slumområder. Hvis
Julian fandt arbejde, som kunne brødføde familien på den anden
side af grænsen, greb immigrationspolitiet ind og ødelagde alle
planer. Men med en urokkelig tro på Jesus arbejdede forældrene
alligevel målbevidst mod at få bedre kår.
Som en grusom skæbnens ironi lå parrets hus i vindretningen
54
for de kraftige vinde fra Los Alamos i New Mexico. Det var der,
de amerikanske myndigheder testede atomvåben. Flere af deres
børn blev født med handicap som Kohler’s Disease – en sygdom
der påvirker knoglerne, så du ikke kan bevæge dig. Familien blev
anbragt i sygehussenge i de glohede somre. Til trods for stærke
familiebånd gennem sygdomsperioderne, var der mange gnidninger.
Og det forhindrede dem i at få succes.
Richard bestemte, delvis på grund af disse skelsættende
oplevelser, at hvad Herren ikke ville give ham, skulle han nok tage
på egen hånd.
Korsets tegn alene var ikke nok til at hjælpe en flok skrigende
unger, og Ramirez-familien baserede sig på velprøvede
familietraditioner, som nogen nok ville kalde forældede. Hvis
Richard eller nogen af hans søskende ikke opførte sig ordentligt,
fik de bank af Julian. Og det var ikke slag med flad hånd, men
prygl med bælte fra mand, som omstændighederne tvang til at
arbejde i fysisk krævende job.
Da faren fik job ved jernbanen, gav det ham en vis
status. Men han var adskilt fra sin familie, og det
gav problemer Han følte, at han kun ville få
sin retmæssige belønning, hvis børnene
gjorde ham stolt og ærede familienavnet.
Mercedes gjorde alt, hvad hun
kunne for at være en perfekt
og pligtopfyldende kone,
men familien blev alligevel
ikke begunstiget af ”den
amerikanske Gud”. Til
trods for hendes bønner,
RD RA
M
SAT AN BOR I OS ALLE. JEG ELS KER AT DRÆBE
MENNES KER . JEG ELS KER AT S E DEM DØ. JEG
SKØD DEM I HOVEDET, OG DE BUGT EDE OG VRED
SIG, OG SÅ HOLDT DE BARE OP. JEG SKAR DEM
MED KNIV OG SÅ, HVORD AN ANS IGTERNE BLEV
HELT HVIDE. JEG ELS KER ALT BLODET.
OVER
13 år gammel blev Ramirez
vidne til et drab, som
skulle vise sig at forme
hans unge sind.
OVER TIL HØJRE
Ramirez havde skumle
venner, da dette
familiebillede blev taget.
var ægtemanden ofte vred. Børnene lærte at være hurtige til bens
for at slippe væk, og Richard var mere end hurtig...
Richie, som han blev kaldt, var ikke som andre børn. Som
yngste dreng blev han nusset og pusset af sin ældre søster Ruth,
og i modsætning til sine ældre brødre var han ikke særlig oprørsk.
Han var en køn, hurtigtænkende gut, der ofte flygtede ind i sin
egen fantasiverden. Selv som baby vuggede han kroppen i takt til
musikken og drev sine barnepiger til vanvid med sin evindelige
mentale og fysiske aktivitet. Dette havde måske ikke været noget
problem, hvis det ikke var for de omstændigheder, Ramirezfamilien befandt sig i.
Da familien endelig fik visum, kunne de rejse til USA og leve
blandt andre fattige mexikanske indvandrere i et område, hvor
det flød over med narkotika. Derfor legede den glade Richie med
narkotika, før han fyldte 10, og efterlignede dermed sine ældre
brødre - til den strenge fars store vrede. Julian kunne godt lide
hårdt arbejde, hans muskuløse krop var glad for det, men han var
alligevel initiativløs derhjemme.
På arbejdet udførte han ikke altid de opgaver, han fik tildelt,
og han skræmte livet af familien, når han gentagne gange slog
sig selv i hovedet med en hammer, hvis det ikke lykkedes ham at
TROFÆERNE VAR BILLEDER AF AFHUGGEDE
HOVEDER FRA VIETNAMESISKE KVINDER, HAN
HAVDE MISBRUGT.
fikse ting i huset. Den fromme Mercedes søgte trøst hos Jesus,
men børnene stak af og krøb sammen i frygt.
Richard begyndte at sove på en kirkegård i området. Han
synes, der var mere fredeligt end derhjemme. Ja, han synes
endda, at de fantasimonstre, han så, var fascinerende i forhold
til den skræmmende mand derhjemme. Ingen forstod, at dette
sandsynligvis var indikation på en epilepsirelateret psykose,
hvilket senere skulle føre til en bitter bortvisning fra skolens
fodboldhold. Han troede, at disse syn enten var budbringere eller
budskaber; en guddommelig indgriben, et tegn på, at han var
udvalgt.
At få løn som fortjent for det hårde arbejde var ikke
almindeligt for mexicanske indvandrerfamilier, og mens børnene
prøvede at tilpasse sig det nye miljø, voksede en drøm frem om at
slippe for alt sliddet. Dermed havnede Richies ældre bror ofte i
problemer. Da han blev taget for at stjæle en bil, fik han bank af
den aggressive far, og børnene blev mere og mere forbitrede over
den brutale far og den undvigende mor. Richie begyndte også at
trække sig væk og forsvandt ind i sin egen verden – til morens
store glæde. Hun så det som et tegn på en livlig fantasi.
Richie havde brug for noget at sigte efter i livet. Desværre
havde skolens inspektør ry for at være lidt for interesseret i de
unge drenge, han underviste, og blandt dem var Richie. De ældre
drenge i området blev derimod forbilleder, som han ønskede
at være ligesom. De stjal biler, røvede og røg crack. Richies
ældre fætter Miguel, som blev kaldt Mike, var efter Richies fars
mening en ægte amerikansk helt. Han havde kæmpet i Guds
navn i Vietnam. Det, Mike kæmpede for nu, lignede mere Satan
RICHARD RAMIREZ
end Gud. Han blev intet mindre end Satans stikirenddreng. I
Vietnam havde han snydt døden ved at overleve bagholdsangreb,
men han havde også deltaget i aktiviteter som omfattede
dæmonisering af fjender og individets ret til at lykkes for enhver
pris.
Mike var en stærk, indflydelsesrig person med en intens
personlighed. Han tog Richie under sine vinger og underholdt
ham med historier om triumf, underbygget med trofæer fra hans
præstationer. Disse trofæer var dog ikke militære medaljer, men
billeder af afhuggede hoveder fra vietnamesiske kvinder, som han
havde misbrugt og derefter dræbt. Han viste også Richie, hvordan
det at passe på sig selv var et personligt sikkerhedsnet. Han havde
for eksempel en kiste med indskrumpede hoveder, han havde
samlet under krigen, som han hævdede, han havde sovet på for
sit eget velværes skyld. Sådanne historier, uhyggelige som der er,
var ikke enestående under Vietnamkrigen. Lignende uhyrligheder,
deriblandt smykker af menneskelige kropsdele, er i omløb den
dag i dag. At holde et bevis på døden i hænderne blev betragtet
som et magtsymbol. Og selv om folk nødigt snakker om dette,
blev det regnet som en forståelig bivirkning af krigen, især med
tanke på, at mennesket er tilbøjeligt til at dæmonisere det, vi ikke
forstår.
Richie var i begyndelsen af puberteten, og på grund af denne
fætter var det ikke så mærkeligt, at hans seksuelle udvikling blev
flettet sammen med forestillinger om sex og vold. Dette blev
yderligere forstærket, da Mike skød sin kone Jessie på klods
hold lige for øjnene af Richie, fordi hun havde gjort noget så
utilgiveligt som at stå på sit. Hun havde kritiseret ham, fordi han
var mere optaget af krigshistorierne end at begynde på en frisk.
Richie gjorde, som han fik besked på, og så gennem fingrene med
det. Det samme gjorde domstolen, som belønnede sin krigshelt
ved at sende ham til afsoning på et sygehus i stedet for fængsel.
Den unge Richie slap ikke episoden lige så let. Han
opsøgte gerningsstedet sammen med sin far for at hente nogle
pyntegenstande, den døde kvinde havde efterladt. Han var der, da
faren fandt det tomme patronhylster fra skuddet, og hans hoved
blev fyldt af et berusende syn af dette rum, hvor lugten af størknet
blod stadig hang i luften. Richie kom på mange måder aldrig ud
af dette rum igen.
Mike var på fri fod igen, han solgte narkotika og lærte
sin fætter, hvordan han kunne begå lydløse indbrud. At se
sit forbillede blive belønnet med en ny chance på grund af
oplevelserne bag trofæerne, fik den forvirrede Richie til at tænke
på, om Satan var en meget større velgører over for sine tilhængere
end Gud. Han læste Satans bibel og Satanic Rituals af Anton
LaVey og begyndte at skabe sin helt egen gren af satanismen.
Den ødelagte dreng begav sig ud på en vandring og havnede
i Los Angeles. Storebroren Reuben var flyttet dertil og havde
fundet ud af, at det var et sted, der bugnede af godbidder for en
tyv, der ikke ville afsløres. Richie blev tryllebundet, af byen, ikke
mindst den udfarende seksualitet, som var at se overalt.
Her var ingen katolske bønner, men prostituerede på hvert
gadehjørne. Han blev stamkunde i pornobutikkerne, hvor han
gik ombord i hård, sadomasochistisk porno, der lage vægt på
kvindens underdanighed. Vold og magt blev uigenkaldeligt præget
ind i hans psyke. Den uundgåelige optrapning til fysiske overgreb
OVER El Paso-Juarez, Ramirez hjemby,
ligger på grænsen mellem Mexico og USA.
57
kom først til udtryk gennem et overfald på en kvinde, han havde
overvåget på afstand. Det var starten på herredømmet for ”The
Night Stalker”.
Richie mente, at hvis Gud ikke ville give ham det, han syntes,
familien fortjente, ville han hellere danse med djævlen. Det er
ikke til at vide, om han havde samme konkrete forestillinger om
denne Satan, som moren havde om Jesus, eller om det hele mere
havde karakter af et livssyn, der kunne forklare hans groteske
vrangforestillinger, bifalde dyrkningen af heavy metal og forsvare
hans overlegenhed og sadisme. Uanset hvad, kom Richie frem til,
at han ville opnå ting gennem onde gerninger. Han fandt ud af, at
ondskabens skikke, som han opfattede dem, stemte bedre overens
med hans eget outrerede væsen.
Drabene begyndte den 27. juni 1984 og dannede efterhånden
et mønster. Sortklædt, skærmet af mørket og motorvejens
anonymitet, lurede han på fremmede og fik tilnavnet ”The Night
Stalker”. Han brød ind i ofrenes hjem, dræbte mændene og
misbrugte kvinderne og børnene seksuelt. Én gang smurte han
sataniske symboler på væggene og på et af ofrene.
Ramirez blev koblet til forbrydelserne delvist på grund af sin
overbevisning om, at Satan ville skjule ham for offentligheden,
delvist på grund af hans sko: Han blev afsløret af deres
sålaftryk. Derefter blev hans ansigt og signalement spredt i alle
massemedier, og der opstod en lynchstemning i befolkningen.
Ramirez blev dømt for drab på 13 personer, og hans optræden
i retten fangede hele nationens opmærksomhed.
Han fulgte i satanisten og den tidligere tivolimedarbejder
Anton LaVeys fodspor. Snart viste han sin såkaldte indre ondskab
ved at skrige til dommeren, smile slesk og vise et primitivt kors
frem, han havde tatoveret i håndfladen, og snart hævdede han,
at retssagen var en fejl. Han stod tiltalt for nogle af de mest
bestialske forbrydelser, det er muligt at begå, og alligevel elskede
han tydeligvis denne optræden foran pressen, som han brugte
til at fremhæve sin galante side. For han havde faktisk en galant
En fantomtegning af Ramirez blev sendt ud, men
det var et forbryderbillede fra politiet som til
sidst førte til pågribelsen den 30. august 1985.
DEN UUNDGÅELIGE OPTRAPNING TIL FYSISKE
OVERGREB KOM FØRST TIL UDTRYK GENNEM ET
OVERFALD PÅ EN KVINDE, HAN HAVDE
OVERVÅGET PÅ AFSTAND.
side. Dette var en mand, som trods alt slog op med en tidligere
kæreste i stedet for at tvinge hende til seksuel omgang, som hun
ikke ønskede. Det kan måske virke som et oplagt moralsk valg,
især for den moderne læser, men forestillingen om ægteskabelige
rettigheder og forventningen om seksuel aktivitet mellem
partnere, er stadig stærkt integreret i mange kultursamfund.
Journalisten Mike Watkiss’ interview med den
varetægtsfængslede Ramirez giver et interessant billede af
GIFT MED EN MORDER
I 1996 GIFTEDE EN FREELANCEJOURNALIST
SIG MED RICHARD RAMIREZ. HVORFOR
GIFTER NOGEN SIG MED EN DRABSMAND?
Lioy uden for San Quentin-fængslet: - Jeg
er henrykt og lykkelig i dag og meget,
meget stolt over at ... være hans kone.
Doreen Lioy var en helt normal kvinde, indtil hun faldt for
den glatbarberede og karismatiske Ramirez.
- Jeg så noget i hans øjne, noget der fængslede mig, udtalte
hun, da forbryderbilledet af ham blev vist i en reklamepause
i tv-serien Dallas. Dette er et fænomen, som behandles
i bogen Women Who Love Men Who Kill af Sheila
Isenberg. Ifølge hende begynder fængselsromancer ofte
med en fælles forhistorie med misbrug. Det fremkalder et
behov for intimitet. Den dømte kommer ofte i kontakt med
en kæreste i forbindelse med sagen, og ofte er kæresten
en vagt eller sygeplejerske i fængslet. Lioy var derimod en
Ramirez-groupie, og dem var der mange af. Hun så ham
på tv under retssagen og begyndte at udveksle breve med
ham. Den følelsesmæssige intensitet i situation får sammen
med den tvungne adskillelse fantasien til at blomstre. Det
holder forholdet ved lige, som de utrolige undertoner i Lioys
beskrivelse af Ramirez udtrykker det: For mig er han lige så
smuk indeni som udenpå.
RICHARD RAMIREZ
IN FÆTTER SKYDE SIN O .
. JEG
I I ET
1, SKETE D
« D JEGG V R 1,
OK. JEG VAR FORBI LEJLIG
IL
ET V AR KE TRAUMATIS K … N JE K
TER SAD I
S ENERE FOR AT HENTE NOGLE TING SAM MEN MED MIN FAR , D A MIN FÆT
TER SKUDDET. HUN
FÆNGS EL. S ENGEN VAR DÆKKET AF BLOD. DET VAR DER , HUN LAN DET ETF
MET, UHYGGEN,.
RUM
I
DEN
LHE
STI
...
…
ET
MEG
DET
VAR
G
TIDI
SAM
ET.
S
FJÆ
I
MM
NI
EN
FIK
(LANG PAUS E) …
VI MÅTTE ÅPNE VINDUET FOR Å LUF TE UT, OG DER VAR NOGET ... DET VAR …
DT HEN DE RIGTIG
DET VAR DØDEN! JEG HAVDE KEN DT HEN DE DENNE KVIN DEN. JEG HAV DE KEN
, SÅ HEN DES
GODT. JEG GIK IND I STUEN OG SÅ HEN DES TAS KE. JEG GENNEM SØGTE DEN
, JEG VAR I
ID OG TING. DET VAR EN MÆRKELIG FØLELS E. DET VAR ALLERFØRS TE G ANG
KONTAKT MED DØDEN, OG JEG HAR VÆRET HOOKED LIGE SIDEN.
59
SERIEMORDERE
OVER Ramirez var tiltalt for at have dræbt
en 65 år gammel mand. Her forlader han
retssalen for senere at komme tilbage til 16
nye drabstiltaler.
TIL HØJRE ”Almindelige, normale
mennesker tænker ikke som en seriemorder.
De har ingen anelse om, hvad der foregår i
hovedet på en drabsmand.”
60
mandens sande væsen. Det virker som om, at Ramirez fletter en
selvforherligende eksibisionisme i form af færdigudtænkte taler
sammen med sin fremstilling af filosofiske teorier om, hvorfor
han begik ugerningerne. Selvom han af og til erklærede, at han
ikke ville svare på spørgsmål om sin tro, ophøjede han sig straks
til ekspert på den tro med en sikker udtalelse: Jeg kan fortælle dig
et og andet om satanisme. Han fulgte op med en ny erklæring i
samme åndedrag: En satanist vedgår, at han er ond … Alle er jo
onde på en eller anden måde, ikke sandt? […] Ja, jeg er ond. Ikke
100 procent, men jeg er ond.
Det kan tyde på, at han mente, at ondskab ikke bare bestod i
at vælge at optræde amoralsk, at være amoralsk af væsen eller at
være grusom og amoralsk - han mente, at ondskab lå i evnen til
at vælge at trodse de moralske normer af og til. Da han implicit
hævder, at alle mennesker har en vis evne til at optræde amoralsk,
mente han antageligt, at han bare var mere ond end de fleste.
Det vil også forklare en af hans senere bemærkninger: Drab
er drab, uanset om det gøres for egen vindings eller bare for sjovs
skyld. Folk dræber sig frem til det demokrati, vi har i dag.
Her bruger han en sammenligning, som i praksis indebærer,
at hvis vi ser bort fra, hvordan drabene begås – hvor onde de
er – og kun ser på dødsfaldene, bliver drabshandlingen i sidste
instans amoralsk. Den bliver et middel til at opnå noget, som er
forståeligt, selv om det ikke nødvendigvis er prisværdigt.
Dette forklarer et andet udsagn fra Ramirez: Ondskab har altid
eksisteret. Den perfekte verden, de fleste stræber efter, vil aldrig
blive realiseret. Og det kommer til at blive værre endnu. Ganske
enkelt fordi, der altid vil blive begået ondskabsfulde handlinger,
mener han.
Forskellen på Ramirez filosofi og typiske retninger inden for
satanismen, ser vi i disse udtalelser fra ham: En satanist vedgår,
at han er ond, og Vi får mod til at omdøbe vores onde træk til at
være de bedste egenskaber, vi har. Via henvisningen til det meget
kristne begreb dåb (vi må huske, at Richie Ramirez fik en streng
katolsk opdragelse), taler han om at gå ind for at være ond i
stedet for bare at undlade at vurdere, om adfærd er god eller ond.
De fleste grene af satanisme lægger vægt på, at den troende
skal kunne følge sine virkelige ønsker og gøre sig fri fra den
konventionelle morals lænker. Pointen er ikke at være ond, men at
leve stærkt og frit. Individet har ret til en egoistisk og selvoptaget
livsstil, men man skal respektere dem, som fortjener det. Ramirez
var lidt af hvert, men nogen ægte satanist var han ikke i begrebets
moderne forstand.
Han formede sine egne begreber om ondskab, så de forsvarede
den levemåde som faldt ham lettest ud fra de psykiske og fysiske
lidelser, han havde. At blive regnet for ond gav ham simpelthen
en vis anerkendelse, for ikke at sige berømmelse – en slags negativ
udgave af den amerikanske drøm, idealet han havde et forhold til,
men ikke kunne opnå.
Dermed kan man hævde, at han, i lighed med seriemordere
som Edmund Kemper, valgte at bruge sin intelligens til at udnytte
den lille smule magt, han havde, om ikke andet over for personen,
som lavede et syv minutters tv-interview med ham. Han ønskede
bestemt ikke blive betragtet som en hvem som helst, men som en
profet for sin egen mærkelige variant af satanismen og alt, hvad
den indebar.
RICHARD RAMIREZ
SATANISME ELLER
SENSATIONALISME?
MUSIKEREN, PROGRAMLEDEREN OG
SATANISTEN JOHNNY DOOM GIVER OS ET
INDBLIK I RAMIREZ OPSIGTSVÆKKENDE TRO.
Hvilke aspekter i Anton LaVeys tekster, tror du, har givet
genklang hos den unge Richard Ramirez?
Med en så traumatisk barndom vil jeg tro, at Ramirez har
fundet styrke og en slags forsvar for de mørke, sadistiske
tanker, han dyrkede i sin isolation, ved at dele grusomme
historier med sin fætter og ved at søge tilflugt i fantasier om
magt og kontrol.
DE MÅTTE FORHOLDE SIG TIL DEN HELLIGE
FADERS TAVSHED I STEDET FOR EN PÅLIDELIG
FADERSKIKKELSE. DERFOR OPBYGGEDE DE
DERES EGEN FORM FOR MORAL.
Richard Ramirez levede i en forvirrende vaklen mellem trods
mod en Gud, han følte sig afvist af, og ærbødighed over for
forestillingen om den amerikanske drøm, han troede, Gud ville
tildele dem, der fortjente det. Barndommens yngste år var en
liturgi af forældrenes håb og tro på, at deres hårde slid skulle
give udslag, men de oplevede det ene tilbageslag efter det andet
på grund af sygdom, nationalitet og baggrund. Richie og hans
søskende gjorde det så godt, som de kunne, men da de måtte
forholde sig til den hellige faders tavshed i stedet for en pålidelig
faderskikkelse, opbyggede de deres egen form for moral.
Richie har smeltet fortællinger om krigshelte sammen med
sine egne forstyrrede syn, hvilket har givet ham et billede af en
verden, hvor han kun kunne opnå fremgang ved at blive berygtet.
Resultatet blev The Night Stalker, en person der kun dansede
efter sin egen pibe.
Hvor stor en del af Ramirez ord og handlinger kan knyttes
direkte til satanisme?
Nogle af Ramirez ord og handlinger kan relateres til den
satanistiske bibel. Det vil sige forestillingen om, at mennesket
er hævet over godt og ondt – en tanke, der er hentet gos
Nietzsche. Det har nok hjulpet ham til at forsvare sin sadisme.
Men LaVey var optaget af at gøre sin form for satanisme
mere publikumsvenlig, så den kunne tiltale mere almindelige
mennesker. LaVey støttede hverken drab, sadisme eller
misbrug af kvinder og børn. Han kunne forstå det, men han
gjorde sig ikke til talsmand for det i noget af det, han skrev.
Hvis Ramirez fejltolkede teksterne, hvor tog han så fejl?
Det er umuligt at hævde, at han tog fejl i sin anvendelse af
det satanistiske tankegods, for selv om LaVey havde stillet
nogle personlige retningslinjer op for det, han regnede
som de satanistiske hovedregler, ville han på ingen måde
styre enkeltpersoner eller bestemme, hvordan de skulle
optræde. Det drejer sig om at tage personligt ansvar for sine
handlinger.
Det virker, som om Ramirez kan have været blandt
dem, som tror på en menneskelignende Satan. En konkret
djævleskikkelse, der passede på ham ... Det er altid et
tydeligt tegn på, at nogen er afsporet fra LaVeys lære. LaVey
troede ikke på Lucifer som et konkret væsen. Han var en
humanist, som mente, at menneskehedens mørke væsen ikke
burde fortrænges. Men han brugte vel bibelske begreber som
Lucifer i ritualer, så Ramirez kan have været blevet forvirret.
Godtager du Ramirez definition af sig selv som satanist?
Jeg ved ikke, om jeg vil kalde ham satanist, for LaVey var
imod at misbruge andre for at opnå sadistisk nydelse. I pagt
med sin tid lagde han vægt på personlig frigørelse og på,
at man ikke skulle lade sig udnytte af andre. Han mente
ikke, at man skulle angribe dem voldeligt; det ville han have
regnet som usatanistisk.
Jeg får indtryk af, at Ramirez brugte satanismen som et
forsvar for de sadistiske og barbariske tanker, han havde
bygget op i løbet af en ond barndom og en forstyrret
teenagetid. På den måde følte han, at de mere animalistiske
og postkristne idealer kunne forsvares ved hjælp af
satanismens symbolik.
© Corbis; REX Features; PA
Richard Ramirez døde af
kræft på Marin General
Hospital i Californien
fem år efter, at dette
billede blev taget i
San Quentin-fængslet.
61
SERIEMORDERE
RUSLANDS VÆRSTE
MASSEMORDER?
VAR DEN FARLIGE MAND FRA BITSEVSKIJPARKEN
VÆRRE END “SLAGTEREN FRA ROSTOV”? OG VAR
HAN RUSLANDS VÆRSTE DRABSMAND?
a Aleksander Pitjusjkin slog det sidste hammerslag,
vidste han, at hun var død. Han kendte følelsen
af rustfrit stål mod knust hovedskal godt han
var en mester inden for sit fag. Drab var blevet
hverdagskost, men ikke mindre fornøjeligt for ham af den
grund. Hun faldt til jorden efter det første slag, men det
var det andet og tredje, der beseglede hendes skæbne.
Han var omhyggelig med at angribe bagfra og passede
på, at hans tøj ikke blev ramt af blodsprøjt, der kunne
koble ham til drabet. Før han gik hjem gennem
Bitsevskijparken, (Bitsa Park på dansk) som han havde
gjort til sin egen personlige kirkegård, kilede han
en vodkaflaske ind i hendes knuste kranie, som han
plejede. På det tidspunkt havde han ingen anelse om,
at det var hans sidste mulighed for at gennemføre
sit bizarre ritual. I sit eget hoved var han en far, som
gav ofrene fødselshjælp til et nyt liv. Han kunne ikke
stoppe.
I en periode arbejdede Marina Moksaleva sammen
med morderen i et supermarked i området, og sagde
ja til at gå en tur med ham efter arbejde en dag. Der
var ingen grund til mistanke – han var altid så sød og
hyggelig over for hende, og hun trængte til lidt selskab.
Hun sagde til Aleksander, at hun havde lagt en besked
til sin søn om, hvor hun var gået hen og med hvem.
Alarmklokkerne ringede i hans hoved, men de var som
en svag hvisken i forhold til hans blodtørstige tanker.
Han ville og måtte dræbe, så Marina måtte dø.
Pitjusjkin levede tilsyneladende et relativt normalt
liv. Han havde et fast job og boede i en lille lejlighed
sammen med sin mor og søster. Men inderst inde drømte
han om at være anderledes. Han var ikke tilfreds med sit
liv og følte sig ofte ensom og uelsket. Han prøvede at møde
kvinder og havde længe ønsket sig en familie. Det skete aldrig.
Dybt inde havde han en voldsom aggression, og han kunne ikke
forhindre blodtørsten i at boble op til overfladen. Han dræbte,
fordi han kunne, og på grund af den tilfredsstillelse
og seksuelle udløsning, det gav ham.
Desværre for indbyggerne i
Morderen fr
Bitsevskijpa a
Aleksander rken,
fotograferet Pitjusjkin,
retssagen i under
2007.
62
ALEKSANDER PITJUSJKIN
Moskva havde han en medfødt gave. Det var hans evne til at
komme ind på livet af folk og få dem til at slappe af. Hvis han fik
chancen, slog han til uden at tøve. Han behøvede ingen grund til
at dræbe. Pitjusjkins ønske om at tage liv var stærkt, men han var
også desperat efter berømmelse.
Andrej Tsjikatilo, manden der blev kaldt ”Slagteren fra Rostov”,
dræbte 53 mennesker i Rostov mellem 1978 og 1990. Denne
mand havde voldtaget, dræbt og lemlæstet, ja endda spist sine
ofre til frokost. Ofrene havde været kvinder og børn. Og dét var
en mand, som Pitjusjkin beundrede. Han var besat af at slå hans
makabre ”rekord” på 53 drab. Inden Tsjikatilo blev henrettet for
sine forbrydelser i 1994, havde Pitjusjkin allerede myrdet sit første
offer. Han blev skræmt af en politiafhøring dengang og blev ikke
klar over sit fulde psykopatiske potentiale før syv år senere. Her
begyndte hans drabsorgier for alvor.
BITSEVSKIJPARKEN
Bitsevskijparken dækker over 22 km2 og er et stort, skovklædt
område med elve, træer og åbne marker i det sydlige Moskva.
Rundt om parken bor titusindvis af mennesker i forfaldne
lejlighedskomplekser, som strækker sig uendelig langt. Dette
område i Moskva er kendt som Tsjopa Mira, der kan oversættes
til ”verdens røvhul.”
Pitjusjkin kendte parken rigtig godt. Han var en dygtig
drabsmand og havde en imponerende god hukommelse. Parkens
mange gangstier, elve og kloakledninger sad præget som et kort
i hans hoved. Da han begyndte at dræbe oftere, udnyttede han
sine færdigheder til fulde og viste præcist, hvilke kloakledninger
der sjældent kom mennesker forbi. Så kunne han bruge god
tid på ofrene og lokke dem hen til en af kloakkerne, før han
pludselig angreb dem. Efterhånden som Pitjusjkin optrappede
sin drabsvirksomhed, blev han ekspert i drab og
h
hvordan man slap væk – han vidste at det næsten
ggaranteret ville holde ham på fri fod, hvis han
d
dumpede ligene i kloakken.
Efterforskerne er derfor ikke sikre på, hvorfor
h begyndte at efterlade ofrene i det fri. Der var
han
ingen grund til, at han skulle stoppe med at kaste
lligene i kloakken - den metode havde fungeret
ggodt og ville ganske sikkert fortsætte med det.
Teorien er, at han ville lade verden få nys om
drabene. Han ønskede at blive berømt, og derfor
måtte ligene selvfølgelig blive fundet.
Nu havde Pitjusjkin perfektioneret sin
drabsteknik og kunne fokusere på at undgå
SÅ
KUNNE HAN
BRUGE
GOD TID
PÅ OFRENE
OG LOKKE
DEM HEN
TIL EN AF
KLOAKKERNE,
FØR HAN
ANGREB
DEM
Andrej Tsjikatilo,
den berømte russiske
seriemorder, inspirerede
Pitjusjkin til at et 15
år langt drabsorgie.
Pitjusjkin sidder bag skudsikkert glas på anklagebænken
i byretten i Moskva den 29. oktober 2007, den dag
straffeudmålingen blev afsagt.
63
SERIEMORDERE
opmærksomhed. Der var altid en fare for at blive knyttet til
drabene, når ofrene blev fundet. Inden politiet fandt liget af den
31 år gamle Nikolaj Vorobjev, havde Pitjusjkin kunnet dræbe
uden af efterlade sig tekniske spor. Men dette drab blev lidt
anderledes.
Da Vorobjev fik det første hammerslag i hovedet, holdt han sig
oprejst og forsøgte at stikke af. Pitjusjkin tog jagten op og slog
ham igen og igen med hammeren, indtil han faldt om på jorden.
De to begyndte at slås og endte kun 30 meter fra en trafikeret
gade. Vorobjevs mod og beslutsomhed hjalp ikke meget, for
Pitjusjkin var nådesløs. Han slog og slog og slog, indtil offeret
krøb i fosterstilling og døde. Under retssagen afslørede Pitjusjkin,
at en del mennesker så denne hændelse, men den blev aldrig
meldt til politiet. Efter deres opfattelse kan det have lignet en
almindelig slåskamp. Pitjusjkin gik roligt fra gerningsstedet og
brugte omkring 40 minutter på at fjerne blodet fra sig selv og sit
tøj.
Den enorme efterforskningsstyrke arbejdede hårdt for at
finde denne morder, og der er forskellige forklaringer på, hvad
der førte til hans endelige pågribelse. Nogle påstår, at Marina
Moskaleva havde lagt navn og telefonnummer på Pitjusjkin til sin
søn, så han vidste, hvor hun var, og kunne kontakte ham
i nødstilfælde. Da moren ikke kom hjem og sønnen
ringede til ham, sagde Pitjusjkin, at han ikke havde
set hende i to måneder. Andre påstår, at der blev
Pitjusjkin var desperat
efter at blive
Ruslands mest berygtede
seriemorder.
Pitjusjkin elskede opmærksomheden fra
medierne og smilede endda flere gange under
retssagen.
64
fundet en metrobillet på Marina Moskalevas lig, og efter at have
set overvågningsvideoer identificerede politiet hendes ven som
Pitjusjkin. Uanset fornemmede Pitjusjkin, at enden var nær, så
han modsatte sig ikke anholdelse, da politiet bankede på døren
kort efter.
Skakmorderen
Under afhøringerne afslørede Pitjusjkin flere detaljer om
drabene – endda nogle, som efterforskerne havde overset. Han
nød det. Han var stolt over endelig at kunne fortælle alle,
hvor genial han var. Han elskede opmærksomheden, han fik
fra politiet, mens de gravede sig ind i hans sadistiske væsen.
Efterforskningslederen, Andrei Suprunenko, havde den lidet
misundelsesværdige opgave at gennemgå hver eneste detalje
i hvert enkelt drab med Pitjusjkin. Han opdagede hurtigt, at
hvis han lod som om, han var imponeret over drabsmanden,
kunne Pitjusjkin ikke dy sig for at afsløre hver eneste dystre
hemmelighed. Han havde skjult dem i så mange år. På det
tidspunkt, hvor drabsorgiet var på sit
højeste, havde Pitjusjkin
siddet og set
aftennyhederne
HAN VAR
STOLT OVER
AT VISE,
HVOR GENIAL
HAN VAR OG
ELSKEDE OPMÆRKSOMHEDEN,
POLITIET GAV
HAM, MENS
DE GRAVEDE
SIG IND I HANS
SADISTISKE
VÆSEN.
ALEKSANDER PITJUSJKIN
Gerningsstedet for næsten
alle Pitjusjkins drab.
Bitsevskijparken er en af
de største nationalparker
i Moskva.
Politiet var
lettet, da
Pitjusjkin
endelig
blev fanget,
men kunne
næsten ikke
tro omfanget
af hans
forbrydelser.
HVAD SKETE DER MED
PITJUSJKIN?
Aleksander Pitjusjkins drabsorgie varede i 15 år. I løbet af den
periode terroriserede han området omkring Bitsevskijparken i
Moskva og fangede verdens opmærksomhed. Mindst 48 mennesker
blev koldblodigt dræbt mellem 1992 og 2006, men det reelle antal
er sandsynligvis over 60.
Han begyndte med at dræbe en studiekammerat,
Mikhail Odijtsjuk, som han havde håbe ville deltage i hans
drabsekspeditioner. Da Pitjusjkin indså, at han ikke var interesseret,
blev kammeraten det første offer. Derefter gik der ni år, før
drabsorgiet gik i gang for alvor. Fra maj til juli 2001 dræbte
Pitjusjkin ni mennesker, og i løbet af de næste fem år dræbte han
38 mere. Han dræbte tilfældigt, ofrene spændte fra en ni-årig
dreng til midaldrene kvinder og ældre, hjemløse mænd. Efterhånden
ændrede han sin metode og begyndte at slå folk hårdt i hovedet og
kaste dem i kloakken, der gik gennem parken. Han begyndte også
at efterlade de lemlæstede lig i det fri så hele verden kunne se hans
bedrifter. Hans visitkort var at stikke forskellige genstande ind i
ofrenes knuste hovedskal. Typisk en vodkaflaske, men det kunne
også være små grene eller andre ting. Da politiet ham, troede
de, han stod bag 14 drab, men en dag kom han med en grufuld
tilståelse under en afhøring. Han fortalte, at han havde dræbt 61,
60 af dem i parken. Den chokerende afsløring kom fuldstændig bag
på efterforskerne - de fleste af drabene havde de ikke engang hørt
om. De efterforskede så mange drab, de kunne, og havde til sidst
beviser nok til at tiltale ham for 49 drab. Han blev kendt skyldig i
48 af dem og dømt til livsvarig fængsel – de første 15 år i isolation.
Han sidder i dag i et ukendt højsikkerhedsfængsel.
© Alamy, A.Savin, Corbis, Rex Features
sammen med sin mor og sin yngre søster. Da de sendte en
reportage om drabene i Bitsevskijparken, skal søsteren havde
udbrudt:
- Denne galning, han er fascinerende. Hvem er han?
Pitjusjkin måtte kæmpe med hver en fiber i kroppen for ikke
at fortælle hende, at hun sad lige ved siden af ham.
Pitjusjkin var ikke modvillig, når det gjaldt om at afsløre, hvor
mange mennesker han havde dræbt. Han bestemte sig bare for
at fortælle det under en afhøring en dag, og han gjorde det på en
næsten hverdagsagtig måde. Da han først havde fortalt, at han
havde dræbt 61 mennesker, havde politiet ikke andre muligheder
end at forsøge at finde ud af, hvem alle disse mennesker var – og
om Pitjusjkin overhovedet talte sandt. Et stort kriminalteknisk
hold blev sendt ud til hans lejlighed for at lede efter spor, og det,
de fandt, var forbløffende. Et skakbræt med et tal i hvert felt
tydede på, at han havde dræbt 61 mennesker, men det var ikke
bevis nok i sig selv. Politiet manglede at finde 45 lig for at kunne
sigte Pitjusjkin for hver enkelt forbrydelse. Det, at han havde
dumpet så mange af sine ofre i kloaksystemet, gjorde det umuligt
for politiet at finde spor – og lige så umuligt at finde ligene.
Kloaksystemet var flere km langt. Det betjente hele den
sydlige del af Moskva og var et enormt, indviklet netværk, som
det ville tage flere årtier at gennemsøge. Politiet gik så langt
som til at simulere, hvad der ville ske, når et lig blev dumpet
i kloakken - de kastede en dukke ned på samme måde, som
Pitjusjkin dumpede sine ofre. De fandt ud af, at den heftige
vandstrøm fuldstændig ødelagde dukken, og sandsynligvis blev
ofrene også fuldstændig skamferet i løbet af kort tid.
Mange gik ud fra, at Pitjusjkin slet og ret var gal, idet ingen
tilregnelige personer kan begå så grusomme handlinger. Men det
var slet ikke tilfældet. Alle psykiatere, der mødte og evaluerede
Pitjusjkin, var enige om, at han var mentalt ok. Sandheden var,
at han elskede at dræbe. Han havde ikke noget motiv - han var
bare en jæger, som elskede at jage. Han sagde endda til politiet,
at han ikke ville have stoppet, selvom skakbrættet var blevet fyldt
helt ud.
«Et liv uden at dræbe er som et liv uden at spise,» sagde han
selv.
65
- I 30 ÅR
SERIEMORDEREN, SOM BLEV KALDT BTK, TERRORISEREDE WICHITA I
KANSAS I EN LANG ÅRRÆKE. HAN SKREV TIL POLITIET OG MEDIERNE OG
DRILLEDE DEM MED DETALJER OM SINE UGERNINGER.
D
on Granger havde ansvaret for tipstelefonen på aviserne
The Wichita Eagle og Beacon. Det var oktober 1974, og byen
var rystet. Hele Otero-familien var blevet dræbt – bundet
og kvalt med persiennesnorer – i deres hjem den 15. januar.
Joseph, 38, Julie, 34, Josephine, 11 og Joseph II, 9 blev dræbt om
morgenen, efter at den ældste søn Charlie på 15 år var taget i
skole. Josephine var den sidste, der blev dræbt. - Hvad kommer
der til at ske med mig? spurgte hun manden, som var kommet
ind i huset den morgen. Han svarede: - Jo, min pige, du skal i
himmelen sammen med resten af din familie. Da Charlie gik
hjem fra skole i sne og sjap den dag, anede han intet om, hvilken
gru han ville møde, når han gik ind af døren.
En mand på et sindssygehospital havde netop tilstået
forbrydelsen og at han havde indbladet både broren og en anden
mand. Politiet troede, at de endelig havde fået et gennembrud
i sagen, som havde chokerende det søvnige Wichita. Et sted,
der mindede mere om en småby end en travl delstatshovedstad.
Alle tre mænd havde desværre en psykiatrisk forhistorie, så
politiet så hurtigt bort fra tilståelserne. Nu var det tilbage til start
igen. Naboerne havde set en mand køre ud af Otero-familiens
Et politibillede af Rader, som blev
taget efter anholdelsen. Ønskede
han hele tiden at blive taget?
indkørsel kl. 10.30 den dag, drabene blev begået.
Der var en person, som ikke så med blide øjne på, at andre
tog æren for drabene på Otero-familien. Han ringede derfor til
avisernes tipstelefon, og Don Granger svarede. Han gav Granger
titlen på en bog på biblioteket i Wichita, fortalte ham, hvor den
stod, og sagde, at der lå et brev inden i bogen.
En rystet Granger kontaktede politiet og gav dem
oplysningerne. Det var ikke en joke. Politiet fandt et brev inden i
en teknisk lærebog. Brevet var dårligt skrevet med mange stavefejl,
men det gjorde ikke indholdet mindre chokerende.
7 DRAB OG FLERE PÅ VEJ
- Jeg skriver dette brev til jer for skatteydernes skyld, og for at I
skal slippe for at spilde tiden. De tre mænd I har i jeres varetægt,
snakker bare for at få opmærksomhed for Otero-drabene. De ved
ingenting. Jeg gjorde det alene, og igen hjalp til ... Lad os få det på
det rene.
I brevet fortalte han videre om ofrene, hvor og hvordan ligene
var placeret i huset, også den stakkels Josephine, som blev fundet
hængende i et reb i kælderen (drabsmanden havde også onaneret
ud over hende, efter hun blev kvalt).
Brevet fortsatte: - Jeg ved ikke, hvornår dette uhyre kommer
ind i min hjerne, men det er kommet for at blive ... Det er et stort,
kompliceret spil, min ven uhyret spiller, når han pejler sig ind på
ofrene, følger dem, holder øje med dem, venter i mørket, venter,
venter ...
Det var også i dette brev, drabsmanden indførte kælenavnet
BTK for metoden, han gerne brugte: Binde. Torturere. Kvæle.
Derudover havde han flere forslag til, hvad de kunne kalde ham.
Han følte, han fortjente et kælenavn, nu hvor han havde påberåbt
sig syv drab:
- P.S. Hvad med et navn til mig, det er på tide: 7 drab
og mange flere på vej. Jeg kan godt lide disse. Hvad synes I?
HAN INDFØRTE KÆLENAVNET
BTK FOR METODEN, HAN GERNE
BRUGTE: BINDE. TORTURERE.
KVÆLE.
DENNIS RADER
gemt i en ingeniørI 1974 efterlod BTK et brev til politiet
håndbog på biblioteket i Wichita.
’BTK-Kvæleren’, ’Kvæleren fra Wichita’ , ’Den poetiske kvæler’,
‘Bondage-kvæleren’, ‘Psykoen’ , ‘Bødlen fra Wichita’ eller ‘BTK’.
Og han fortsatte:
- P.S. Da sexforbrydere ikke ændrer metode, eller er i stand til
det, vil jeg ikke ændre min. Kodeordene for mig bliver ... binde
dem, torturere dem, kvæle dem. BTK er i gang igen, tænker I.
Ordene vil være på det næste offer.
Brevet blev ikke offentliggjort. Politiet frygtede, at der ville
udbryde panik i byen. De arbejdede tæt sammen med en gruppe
psykologer for at finde frem til en profil på BTK. Drabsmanden
tændte på bondage. Han var en type, ingen lagde mærke til. En
ensom ulv, der lidt efter lidt opbyggede en fantasitilværelse, men
var intelligent nok til at lade være med at vise det, som en af de
retsmedicinske psykiatere udtalte.
Politiets strategi var diskret at indsætte en rubrikannonce i
avisen The Wichita Eagle i et forsøg på at nå frem til drabsmanden.
”BTK.
Der er hjælp at hente.
Ring 684-6321 før kl. 22.”
Annoncen stod i avisen fire gange fra den 24. oktober, men
uden held. Samarbejdet mellem avisen og politiet var vigtigt for
at få fanget BTK. Politiet havde brug for avisen for at kunne
”snakke” til BTK.
Da annoncen ikke gav udslag, skrev journalist Granger, der
havde taget imod telefonopkaldet fra BTK, en klumme, hvor han
opfordrede den mystiske morder til at ringe til nummeret, der
stod i annoncen. Han hørte ingenting.
Men BTK blev ved med at dræbe, selv om disse brikker i
puslespillet ikke faldt på plads før nogle år senere. Han kunne ikke
lade være med at skrive breve og håne politiet. Den psykologiske
profil af manden gik ud fra, at han var en type, som næppe blev
lagt mærke til, men det lod til at manden, der underskrev sig
BTK, ville lade politiet forstå, at det var ham, der bestemte.
SYG EFTER OPMÆRKSOMHED
I februar 1978 fik tv-stationen KAKE et brev med posten. Da
den postansvarlige så brevet og læste det urovækkende indhold,
skyndte han sig at vise det til nyhedsredaktionen.
- Hvor mange skal jeg dræbe, før jeg får mit navn i avisen eller
får lidt national opmærksomhed …?
67
PÅ ET HÆNGENDE HÅR
hun intet om
Mens Anna Williams hyggede sig til et bal, anede
enke kom
faren, der lurede hjemme hos hende. Den 63-årige
sent hjem, og det reddede hendes liv.
, lagde
Den 28. april 1979 brød BTK ind hos fru Williams
. Han havde
sig på lur og ventede på, at hun skulle komme hjem
mt sig for,
overvåget hende og hendes hjem i noget tid og beste
t gennem
at det var i aften, hun skulle dø. Han kom ind i huse
også havde
et kældervindue og afskar telefonlinjen, hvilket han
gav op
gjort hos de andre ofre. Han ventede i timevis, men
hjem,
og gik frustreret hjem kl. 22. Da Anne Williams kom
ville ringe
opdagede hun, at der havde været nogen. Og da hun
t fra naboen,
til politiet, var telefonen død. Hun ringede i stede
løkke af
og politiet kom og gennemsøgte huset. De fandt en
te BTK et
ståltråd i soveværelset. Nogle få måneder senere send
boende)
brev til adressen (Williams havde ikke turde at blive
den aften.
med et digt og et par strømpebukser, han havde taget
”
I digtet stod der: Ӂh, Anna, hvorfor kom du ikke?
BTKs hus, hvor han
levede et tilsyneladende
normalt i liv i stærk
kontrast
til sine
perverse og dødbringende handlinger.
Brevet beskrev et drab fra 8. december 1977 på en ung kvinde,
der hed Nancy Fox. Nancy blev fundet bundet og kvalt med en
snor i sin lejlighed. Og hvorfor blev hendes lig fundet? Politiet
fik en telefonopringning ... fra drabsmanden. Klokken 8.20 den
9. december havde en mand ringet til Wichita-politiet fra en
telefonboks: I finder en dræbt person i 843 South Pershing. Nancy
Fox.
Da det stod klart, at en seriemorder var på færde i byen,
gik politichef Richard LaMunyon ud med en tv-udtalelse til
indbyggerne i Wichita. Den ukendte mand hævede, at han havde
dræbt syv mennesker, og at han ikke havde tænkt sig at stoppe, så
politichefen beordrede flere politifolk på gaden og bad indbyggerne
om at være forsigtige. Lås jeres hjem, pas på hinanden og vær
opmærksom på mistænkelig aktivitet i nabolaget.
En af dem, der hørte politichefens udtalelse var sekretæren
på Wichita Eagle. Hun huskede et mærkeligt lille digt, som
en postsorterer havde åbnet - med en tekst til en annonce på
Valentinsdag. Hun havde lagt det i sin egen postbakke, da brevet
ikke havde nogen faktureringsadresse. Digtet var en omskrivning
af børnerimet Curly Locks og begyndte med ”Shirleylocks,
Shirleylocks, vil du blive min?”. Nu blev det offentliggjort, for da
politiet undersøgte digtet, var det tydeligt, at digtets ophavsmand
skrev om den 26-årige Shirley Vian, en mor til tre, der havde
oplevet meget modgang og blev dræbt den 17. marts 1977.
Drabsmanden havde banket på døren hjemme hos familien om
morgenen og var blevet lukket ind af Shirleys seks år gamle søn.
BTK lukkede de rædselsslagne børn inde på badeværelset, mens
han dræbte deres mor. Det lykkedes til sidst børnene at komme ud.
Da så de, at moren var død. Der var ingen spor efter manden, der
var blevet lukket ind. Moren blev fundet bundet på sengen, nøgen
og kvalt med en plasticpose.
Drabsmanden higede efter opmærksomhed. I et af brevene skrev
han endda dette: - Et lille afsnit i avisen ville have været nok. Han
hånede politiet. Var han ude efter at blive fanget? Manden erkendte
sit indre mørke. Han skrev, at en ”X-faktor” drev ham til at dræbe.
I brevet fra februar 1978 sammenlignede BTK sig med andre
drabsmænd, der havde sendt breve til politiet eller efterladt beskeder
på gerningsstederne: Jack the Ripper, Harvey Glatman, Son of Sam
og Hillside-kvæleren. - Det virker meningsløst, men vi kan ikke
gøre for det.
Hele situationen var uvant for Wichita-politiet. De prøvede at
holde det første brev hemmeligt og forhindre flere drab. Det virkede
ikke. Så var strategien at tale med borgerne, der også omfattede
drabsmanden. Han havde påpeget i det ene brev, at han var den del
af samfundet og levede et almindeligt liv.
For LaMunyon blev jagten på BTK en besættelse. - Det er
blevet en personlig sag, sagde LaMunyon til UPI-journalist Dan
Chiszar i en artikel i begyndelsen af 1978. Jeg er meget frustreret.
Det er det sidste, jeg tænker på, når jeg går i seng, og det første, jeg
tænker på, når jeg står op om morgenen.
En ny bølge af breve i 1979 satte en endnu mere intens
politiindsats i gang. En kvinde, som BTK havde forfulgt og bestemt,
at han ville dræbe, gik fri takket være et enormt held. BTK brød
ind hos hende og ventede, mens hun var ude med nogle venner.
Dennis Rader lytter til
en vitneforklaring under
straffeutmålingsdelen av
rettssaken.
Til sidst blev han træt af at vente og frustreret over, at han ikke
kunne gennemføre sine drabsplaner. Men han lod kvinden vide, at
han havde været der. Et brev dukkede senere op på adressen med
et digt, en tegning samt tøj og smykker, han havde stjålet derfra.
Drabsmanden sendte også et brev til tv-stationen KAKE, som
sendte det uåbnet videre til politiet.
Politiet oprettede nu en tipstelefon for at forsøge at lokke BTK
frem. Der måtte da være nogen, der viste hvem denne galning
var? De sendte også optagelsen af BTKs telefonopkald efter
drabet på Nancy Fox til en professor, som var ekspert i elektronisk
forbedring af lydoptagelser, hvilket var ganske revolutionerende i
slutningen af 70’erne. Telefonoptagelsen blev udsendt på radio- og
tv-stationer i Wichita den 15. august 1979.
Politiet fik masser af henvendelser, men ingen konkrete spor.
Dette var sidste gang, politiet høre fra BTK i 25 år. BTKspøgelset svandt stille hen, og frem mod 90’erne blev han ikke
nævnt i pressen.
SKJULT IBLANDT OS
Hvad lavede BTK i alle disse år? Var han død? I fængsel for et
andet lovbrud? I en anden delstat?
Det, der var både mærkeligt og skræmmende, var, at BTK
eksisterede. Han befandt sig stadig i lokalsamfundet, hvor
han skjulte sig for øjnene af alle. Der gik langt tid imellem,
at monsteret dukkede op. BTK tog sig god tid. Han forfulgte
sine ofre forsigtigt, og nu var han sikker på sine langtrukne
torturmetoder.
Den 17. januar 2004 bragte The Wichita Eagle en artikel,
der markerede 30-års dagen for drabet på Otero-familien. To
dage senere modtog avisen et brev. Returadressen var til en Bill
Thomas Killman. Brevet indeholdt en fotokopi af kørekortet til
en lokal kvinde, der hed Vicky Wegerle. Den 28 år gamle hustru
og mor blev dræbt i 1986 – kvalt i sit hjem på samme måde som
de andre af BTKs ofre. Men drabet kunne ikke med sikkerhed
kobles til BTK, før brevet kom. Det indeholdt også billeder fra
gerningstedet, taget af drabsmanden.
Den dag, hun blev dræbt, var Vickys ægtemand Bill kørt hjem
i frokostpausen for at sige hej til hende og deres to år gamle søn,
og han mødte familiens bil på vejen. Det var ikke Vicky, der
kørte. Han gik ind i huset og fandt sin søn alene på gulvet. Han
råbte på sin kone og gik oven på, hvor han fandt hende død i
soveværelset.
Dette blev en ond påmindelse for byens borgere. BTK havde
skræmt mange, og efter så mange år var der stadig nysgerrighed
og frygt blandt indbyggerne. Var seriemorderen iblandt dem?
BTK var blevet en trussel igen. Folk tjekkede deres huse og
kiggede efter knuste vinduer, nogen sov med våben ved siden af
sengen, kvinderne købte peberspray. Faren til et af BTKs ofre,
Kathryn Bright, sagde, at han havde troet, at morderen var død
eller i fængsel. - Det er op til politiet at finde ham nu, sagde
Charles Bright til The Eagle i en artikel den 27. marts 2004.
Kathryn, 21, var blevet dræbt den 4. april 1974, kun nogle få
måneder efter Otero-famlien. Kathryns bror var også i huset –
hvilket var kommet bag på BTK – og den unge mand var blevet
skudt, men havde overlevet.
Det blev til flere breve de følgende måneder, og politiet
opmuntrede til kommunikationen.
Ken Landwehr, chefen for drabsafdelingen, gik forrest i forhold
til at appellere til BTKs behov for anerkendelse og hans åbenbare
ønske om at snakke, for ikke at sige brillere. Og det skulle vise sig
at blive BTKs skæbne.
DRABSMANDEN
BLEV LUKKET
IND AF SHIRLEYS
SEKS ÅR
GAMLE SØN.
BTK LUKKEDE
DE RÆDSELSSLAGNE BØRN
INDE PÅ BADEVÆRELSET, MENS
HAN DRÆBTE
DERES MOR.
DRABET PÅ NANCY FOX
Udskrift fra retssagen mod Dennis Rader med detaljeret beskrivelse af drabet på
Nancy
Fox
DOMMEREN: Og kom hun hjem, så?
RADER: Ja, det gjorde hun.
DOMMEREN: Hvad skete der?
RADER: Jeg konfronterede hende. Jeg fortalte, at jeg var en – at jeg havde
et problem,
et seksuelt problem – at jeg var nødt til at binde hende fast og have sex med
henne. Hun
blev meget oprørt. Vi snakkede lidt og hun tog en cigaret. Men vi røg, gennem
søgte jeg
hendes taske og tjekkede nogle ting. Ok, sagde hun til sidst, lad os få det overstå
et, så jeg
kan ringe til politiet. Jeg sagde Ok, og hun sagde: må jeg gå på toilettet? Jeg
sagde Ja. Hun
gik på toilettet og kom … jeg sagde til hende, at når hun kom ud, skulle hun
være nøgen.
Da hun kom ud, gav jeg hende håndjern på, og ... æh ...
DOMMEREN: Gav du hende håndjern på? Havde du et par håndjern med?
RADER: Ja, det havde jeg.
DOMMEREN: Hvad skete der så?
RADER: Jo, jeg gav hende håndjern på og fik hende til at lægge sig på sengen
. Jeg bandt
hendes fødder. Jeg havde også klædt mig af til en vis grad. Og så lagde jeg
mig oven på
hende og bøjede mig over, jeg tog ... er ikke sikker på, om hendes fødder var
bundet eller
ej. Men jeg tog i hvert fald ... Jeg tror, jeg havde et bælte. Jeg tog bæltet, og
så kvalte jeg
hende med det.
Efterforsker Sam Houston i Wichita viser
en maske under Dennis Raders retssag.
Den blev fundet ved Delores Davis lig.
ENDEN FOR BTK
Rader sendte en gåde til KAKE. Han gemte en pakke til politiet
i Murdock Park i Wichita. Den indeholdt Nancy Fox kørekort
og en barbielignende dukke, som skulle være en miniudgave af
det, han gjorde med ofrene – dukken var bundet på hænder og
fødder og havde en plasticpose over hovedet. I juni 2004 blev et
skriv klistret på et stopskilt med tape. Det skitserede indholdet
i en bog, der skulle hedde The BTK Story. Det første kapitel
skulle hedde ”En seriemorder bliver født”. Denne fyr havde det
største ego, og han ønskede at hans historie skulle blive hørt. Som
med sine forbrydelser lagde han meget omtanke og planlægning
i korrespondancen, selv om både hans sprog og retskrivning var
ubehjælpsom.
I januar 2005 brugte seriemorderen en morgenmadsæske
til at kommunikere med. Han lagde den bag på en pickup på
parkeringspladsen ved byggemarkedskæden Home Depot i
Wichita. Bilejerens kæreste troede bare, det var skrald og smed
æsken ud. BTK sendte et nyt brev til tv-stationen for at spørge,
hvad der skete med æsken.
Det lykkedes politiet at finde æsken i skraldespanden. Inden
i æsken fandt de nogle uhyggelige tekster om nogen af BTKs
planlagte drab. De indeholdt også et spørgsmål til politiet, hvilket
skulle vise sig at blive en af de mest afgørende beskeder mellem
politiet og BTK.
- Kan jeg kommunikere via en diskette uden at kunne spores
til en computer? Vær ærlig … BTK ville have, at politiet skulle
indrykke en annonce i The Wichita Eagle med svaret ”Rex, det
går godt”. Så ville BTK vide, at han trygt kunne bruge en diskette
til den videre kommunikation.
For en mand, der var så tålmodig og systematisk i sine drab,
virker det ganske dumt at skrive på en computer til politiet. BTK
satte en diskette i computeren i Christ Lutheran Church og skrev
sine dokumenter, som skulle sendes til politiet. BTK stolede på,
at han ikke efterlod nogle spor via disketten, naiv som han var.
Politiet må have gnedet sig i hænderne, da den sidste konvolut fra
drabsmanden kom.
Disketten afslørede et navn – Dennis – og navnet på de steder,
70
hvor den havde været i brug – Christ Lutheran Church og et
bibliotek. Der skulle blot en enkelt internetsøgning til for at finde
ud af, at der var en Dennis tilknyttet kirken - Dennis Rader var
leder for meningheden i Christ Lutheran Church. Men det var ikke
nok: Politiet måtte have konkrete beviser. Efterforskerne kunne ikke
opsøge Rader og bede om en DNA-prøve. For det første ville han
nægte, og for det andet ville han forstå, at han var mistænkt. Politiet
opdagede, at Raders datter havde været på sygehuset for at få taget
en celleprøve, og i al hast fik de anklagemyndigheden til at udstede
den ordre, de havde brug for, så man kunne overtage prøven og
sammenholde den med det uidentificerede DNA, som BTKs ofre
havde haft under neglene.
De hurtige resultater beviste familieskabet, og så fik politiet ok til
at anholde Rader.
ANHOLDELSEN
Da præst Michael Clark var på vej ud af kirken for at ordne
nogle ærinder den 25. februar 2005, kom en myndig herre i sort
frakke imod ham. Manden præsenterede sig som politiinspektør
og havde flere kollegaer med sig. Mændene bad om lov til
at tale med præsten indenfor og fortalte, at de havde en
ransagningskendelse. Hvorfor i alverden ville politiet ransage
kirken? Og nu fik Clark, som ifølge menigheden var en stillfærdig
Guds mand sit livs chok.
Politiet gennemsøgte kirken i forbindelse med BTK-drabene,
og de mente, at en mand ved navn Dennis Rader var den
hovedmistænkte.
Rader, en gift mand og far til to, på 60 år, blev anholdt samme
dag. Han arbejdede som funktionær i kommunen, var tidligere
spejderleder, tidligere alarmmontør og dybt engageret i kirken. I
politiet forhørslokale åbnede sluserne sig på vid gab, da han blev
konfronteret med diskette-beviset og DNA-matchet. I løbet af de
næste 30 forbløffende timer fortalte han indgående efterforskerne
om sit liv og sine ugerninger.
- Ved du, hvorfor du er her? spurgte en af efterforskerne.
- Jeg går ud fra, at det gælder BTK,» svarede Rader.
Efterforskeren: - Vil det overraske dig at høre, at faren til din
Raders første
fremstilling for
retten foregik via
videotransmission
fra fængslet.
Et brev, Rader
skrev fra cellen,
hvor han henviste
til beskeden om,
at Stephen King
havde brugt
BTKs drab som
inspiration til en
roman.
BTK VAR BLEVET EN TRUSSEL IGEN. FOLK TJEKKEDE DERES HUSE OG
KIGGEDE EFTER KNUSTE VINDUER, NOGLE SOV MED VÅBEN, OG
KVINDER KØBTE PEBERSPRAY.
datter, er BTK? Fortæl os, hvem du er.
Rader: - Jeg er BTK. Du har mig.
I et andet usædvanlig åbenhjertigt forhør med den Harvarduddannede retspsykiater Robert Mendoza (hyret af Raders
forsvar for at finde ud af, om han var mentalt stabil til at erklære
sig skyldig eller ikke-skyldig), forklarede Rader præcis, hvorfor
han begyndte at dræbe. Han kunne godt lide at lege regissør,
forklarede han. Han var en iagttager. Han var tilhænger af
rutiner og regler. Iagttagelserne var det mest interessante. At
skaffe sig overblik, planlægge, fiske efter ofre. Han havde sit eget
angrebsudstyr med plastikposer, reb, tape, kniv og pistol, som han
tog med for at gennemføre de uhyrlige gerninger.
- Iagttagerfasen er der, hvor du begynder at finde ud af mere
om dine ofre, de potentielle ofre, fortalte Rader til Mendoza. Jeg
gik på biblioteket, slog deres navn og adresse op, krydstjekkede,
ringede til dem et par gange og kørte forbi, når jeg kunne. Jeg
begyndte at opbygge en fantasi i hovedet. Når den aktuelle person
blev en fantasi, kunne jeg gennemgå sagen igen og igen. Jeg lå i
sengen om natten og tænkte på personen, på drabet og hvordan det
skulle ske. Det blev ligesom en film, fortsatte han.
- Jeg ville producere begivenheden, designe den og gennemføre
den, koste hvad det koste ville. Jeg tror faktisk, jeg er besat af
dæmoner. Jeg slog hovedet, da jeg var lille … noget har drevet
mig til at gøre dette. Normale mennesker gør ikke sådan …
Den 27. juni 2005, på retssagens første dag, erklærede Rader
sig skyldig i de 10 drab. Han sidder i dag fænglset i Kansas og
kan søge om prøveløsladelse i 2180, men må nok regne med at dø
bag murene inden da.
Raders advokat, Steve Osburn, snakkede om klientens sære træk.
Under de indledende retsmøder, hvor to Penthouse-blade blev vist
som eksempler på, hvad man havde fundet i Raders hjem, sprang
Rader op ad stolen og protesterede. Han havde ikke problemer
med ligene eller de andre billeder [af ofrene, bondage og tortur],
men han protesterede mod lovlig porno, bemærkede Osburn til
journalisten fra avisen Observer-Reporter.
Nyt mord?
Rader blev ved med at opsøge pressen og tilstod faktisk, at han
havde planlagt at dræbe igen og var begyndt at overvåge sit næste
offer. - Der var nok et til, sagde han i et telefoninterview med
en tv-station. Jeg tænkte virkelig på det, men jeg var begyndt at
komme op i årene, når det gjaldt tankevirksomheden, så det var
nok ikke blevet til noget. Det var nok mest et egotrip.
Inspektør Landwehr, som døde af kræft i 2014, 59 år gammel,
huskede, at han blev overrasket under den lange tilståelse, fordi
Rader blev mest oprørt over, at politiet havde løjet over for ham om
disketten. - Jeg prøvde at fange dig, sagde Landwehr til Rader.
- Men vi havde jo noget virkelig godt kørende, du og jeg
havde en forståelse, svarede Rader.
I retssalen erklærede Rader
sig skyldig i 10 mord. Han er
fængslet i Kansas og kan ansøge
om løsladelse i 2180, men så
længe lever han næppe. Han er
73 år i dag.
En af Raders
skitser - han
tegnede ofte
detaljerede billeder
af kvinder, som
var bundet eller
af torturudstyr.
Tak til Serial Killer
Culture for brug af
billeder af skitser og
breve i denne artikel.
www.serialkillerculture.
com
71
SERIEMORDERE
HER SLOG MORDEREN TIL
BTKS JAGTMARKER OG GRAVPLADSER. DEN DESPERATE TØRST EFTER OPMÆRKSOMHED
FIK HAM TIL AT KOMMUNIKERE MED POLITI OG MEDIER.
KATHRYN
A
BRIGHT
Denn 4. april 1974 blev
Kathryn Bright (21)
kn vstukket i sit hjem i E. 13th
St. 3217. Kathryns lillebror
bleev skudt, men overlevede.
VICKI WEGERLE
Denn 16. september 1986 blev
Vicki Wegerle (28) kvalt i sit
hjeem. Mistanken for drabet
faldt i første omgang på hendes
mand.
a
235
PARK
CITY
DENNIS RADERS
HUS
135
WICHITA
2
135
3
254
96
5
SHHIRLEY VIAN
54
© Alamy, Getty, Press Association, Adrian Mann
Denn 17. marts 1977 blev
Shirley Vian dræbt i S.
Hydraulic 1311, mens
hendes børn var låst inde
på badeværelset.
72
OTTERO-FAMILIEN
Denn 15. januar 1974 blev fire
medlemmer af Otero-familien –
forældrene Joseph og Julie og to af
deres børn på ni og 11 år – kvalt i N.
Edgemoor 803.
NAANCY FOX
Denn 8. december 1977
blev Nancy Fox (25)
kvaalt i sin bolig i S.
Pershing 843.
DENNIS RADER
USA
KANSAS
135
EN MASSEMORDERS
FORKLARINGER
Udskrift fra retssagen mod Dennis Rader med indgående beskrivelse af
drabet på familien Otero.
DOMMEREN: Ja, hvad gjorde du med Joseph Otero?
RADER: Joseph Otero?
DOOLORES DAVIS
DOMMEREN: Joseph Otero senior, hr. Otero, faren.
Denn 19. januar 1991 forsvinder
Dolores Davis fra sit hjem i N.
Hillside 6226. Liget bliver først
funndet næsten to uger senere, 16
kiloometer væk.
RADER: Jeg trak en plasticpose over hans hoved, og så nogle snorer,
som jeg strammede til ...
DOMMEREN: Dette var i soveværelset?
RADER: Ja, hr. dommer.
KECHI
DOMMEREN: Blev han kvalt af dette?
MARINE
A
HEDGE
RADER: Ikke med det samme. Nej, det gjorde han ikke.
Denn 27. april 1985 forsvinder
Marine Hedge (53) fra sit hjem i
Inddependence 6254. Man fandt
hendes lig otte dage senere lige ved
kryydset af 53rd North og Webb Road.
DOMMEREN: Hvad skete der?
RADER: Jo, derefter tog jeg fru Otero. Jeg havde ikke kvalt nogen
før, så jeg vidste ikke, hvor hårdt man skulle trykke, eller hvor langt
tid, det ville tage. Men ...
DOMMEREN: Var hun også bundet der?
RADER: Ja, begge var bundet på hænder og fødder.
DOMMEREN: Hvor var børnene?
VIGTIGE STEDER
1 – KAKE TV
De fik leveret en seddel med oplysninger
om drabet på Nancy Fox.
2 – KSAS TV
En diskette sendt til KSAS TV fører til, at
Rader endelig pågribes.
3 – WICHITA
FOLKEBIBLIOTEK
Rader gemte en seddel i en teknisk
lærebog på biblioteket, hvor han tog æren
for drabene på Otero-familien og afslørede
detaljer, som kun drabsmanden kunne
kende til.
4 – TINGHUSET I
SEDGWICK COUNTY
Rader blev idømt 30 gange livstidsstraf
efter at have tilstået sine forbrydelser i
retten.
5 – WICHITA EAGLE
Efter flere års tavshed modtog Wichita
Eagle et brev fra ”Bill Thomas Killman”
i 2004.
BTK TOK SIG GOD TID. HAN FORFULGTE
FORSIGTIGT OFRENE, OG NU VAR HAN SIKKER PÅ
SINE LANGTRUKNE TORTURMETODER.
RADER: Åh, Josephine lå på sengen og junior lå på gulvet hele
tiden.
DOMMEREN: Allerførst var det altså Joseph Otero. Du trak en
pose over hovedet på ham og strammede den. Og han døde ikke
straks. Kan du fortælle mig, hvad der skete med Joseph Otero?
RADER: Han drejede sig rigtig hurtigt, og jeg tror, han ligesom rev
et hul i posen, og jeg forstod, at han havde store problemer. Men
lige præcis der fik hele familien, æh ... de gik amok for mig, så jeg
handlede meget hurtigt.
DOMMEREN: Du handlede meget hurtigt. Hvad gjorde du?
RADER: Jo, altså, jeg kvalte fru Otero, og hun døde, eller besvimede.
Jeg troede, hun var død. Så kvalte jeg Josephine. Hun besvimede,
eller jeg troede, hun var død. Så gik jeg hen og trak en pose over
hovedet på junior. Og så, hvis jeg husker rigtigt, kom fru Otero til sig
selv igen. Hun vågnede, og ...
DOMMEREN: Lad mig spørge dig om Joseph Otero senior. Du
nævnte, at han havde revet et hul i posen. Hvad gjorde du med ham
der?
RADER: Jeg trak endnu en pose over ham. Enten det ... eller så var
det et tæppe eller en t-shirt, jeg lagde over hans hoved, og derefter
endnu en pose.
73
SERIEMORDERE
JAGTEN PÅ
EN KVÆLER
DET KRÆVEDE EN AF DE STØRSTE
POLITIEFTERFORSKNINGER
I NYERE TID AT FANGE
SERIEMORDEREN FRA SUFFOLK.
J
agten var i gang. To kvinder var fundet døde. Nogen
havde dræbt dem og sluppet af med ligene under mystiske
omstændigheder. Tre andre var savnet. Der var ikke
længere trygt i gaderne i Ipswich, og politiets opgave var at
finde gerningsmanden så hurtigt som muligt
Drabene og de forsvundne lig havde ét fællestræk: Alle
ofrene var prostituerede. Meget havde gået imod dem, de var
langt nede og deres uheldsvangre tilværelse blev afsluttet på en
vanærende og uværdig måde. Parallellerne til historiens mest
berygtede uidentificerede seriemorder var tydelige for alle. Men
denne gang skulle den skyldige ikke slippe fra det ustraffet.
Under kodenavnet ”Operation Sumac” knyttede politiet
drabene på den 19-årige Tania Nicol og den 25-årige Gemma
Adams sammen. De blev begge fundet under nogenlunde
samme omstændigheder, nøgne og efterladt i skovområder.
Under en pressekonference den 10. december 2006 valgte
efterforskere fra politiet i Suffolk, som ledede efterforskningen,
at advare kvinder mod at trække på gaden i Ipswich om natten.
Det var ikke sikkert, påpegede de, især med tanke på, at tre
kvinder stadig var savnede.
Det viste sig, at de tre allerede havde mødt deres triste
skæbne. Samme dag som pressekonferencen blev 29-årige
Annette Nicholls, som havde været savnet siden 5. december,
fundet død i nærheden af Levington. Samme dag forsvandt
den 24-årige mor til tre, Paula Clennell, for at blive fundet
død bare to dage senere, den 12. december. Liget lå i nærheden
af stedet, hvor Nicholls var blevet fundet. Siden blev liget af
Anneli Alderton, en anden 24-årig, som havde været savnet
siden 3. december, fundet i en korsfæstelseslignende stilling, der
mindede meget om den måde, Nicholls var blevet behandlet.
Med mediernes fulde søgelys rettet mod
Steve Wright:
Kvæleren fra
Suffolk, som
dræbte fem
kvinder.
Steve Wright, 48, en tidligere
gaffeltruckfører, som blev dømt
for drabene på fem prostituerede.
Ligene blev fundet omkring
Ipswich. Billedet er fra en
bryllupsvideo optaget i 2002.
74
STEVE WRIGHT
Politi og kriminalteknisk personale
undersøger Wrights
hus, efter at han blev
anholdt.
Huset, hvor Wright boede, da han
begik drabene, er siden blevet
lukket af.
politietefterforskningen fik sagen en dækning, som
Storbritannien ikke før havde set magen til. Antallet af
politifolk, der deltog i efterforskningen, var også rekordstort.
Sammen med politimester Alastair McWhirter blev
seniorefterforsker Dave Johnston hentet ind fra London, mens
kriminaloverinspektør Stewart Gull administrerede det daglige
efterforskningsarbejde. Budskabet var tydeligt: Dette var en sag,
der skulle opklares. Koste hvad det ville.
Og politiopbuddet stoppede ikke der. I løbet af
efterforskningen var flere end 850 politifolk fra hele
Storbritannien involveret på en eller anden måde. Den 18.
december havde politiet får over 10.000 telefontips i sagen, og
efterforskerne havde omhyggeligt gennemgået omkring 10.000
timers overvågningsmateriale i jagten på ledetråde.
Medierne spillede også en rolle i efterforskningen. BBC og
Sky Channel dækkede sagen døgnet rundt lige fra det første
drab, og de senere hændelser satte folks fantasi i sving. Der blev
lavet koblinger til Peter Sutcliffe, som blev kaldt The Yorkshire
Ripper, og folk foreslog en række navne til den ukendte
gerningsmand. Efterhånden var det ”Kvæleren fra Suffolk”, som
satte sig fast.
Der blev også udlovet belønninger for oplysninger.
Tipstelefoncentralen i Ipswich satte 25.000 pund på højkant for
oplysninger der førte til, at den skyldige blev fanget, og News
of the World udlovede 250.000 pund. Med så store dusører
kom der uundgåeligt mange ubrugelige
telefonopkald. Derfor måtte jurist Lord
Goldsmith sætte nogle retningslinjer op for
medierne for at begrænse dækningen, så der
ikke blev skabt forudindtagede holdninger
til sagen. Trods de mange ressourcer,
der blev sat ind for at opklare mordene,
vidste politiet stadig meget lidt om, hvem
drabsmanden var. De havde ikke engang
et spor at gå efter. Hvem han end var,
havde han skjult sine spor godt, men nettet
begyndte stramme.
Anholdelsen
Det første tegn på fremgang i sagen viste sig desværre at
være et blindt spor. Den 18. december blev det meldt ud, at
en 37-årig mand var anholdt i forbindelse med drabene i
nærheden af Felixstowe uden for Ipswich. Da han blev holdt
varetægtsfængslet i et ekstra døgn, var det nærliggende at tro, at
drabsmanden endelig var blevet fundet.
Så kom der et nyt gennembrud. Næste formiddag, den
19. december, blev en 48-årig fra Ipswich også anholdt som
drabsmistænkt. To dage senere blev det offentliggjort, at han
hed Steve Wright og var tidligere steward, lastbilschauffør og
DENNE
SAG SKULLE
OPKLARES.
KOSTE HVAD
DET VILLE.
75
SERIEMORDERE
:
bartender, som kørte gaffeltruck på natskift. Han havde besøgt
bordeller jævnligt gennem det meste af sit liv, og indicier
tydede på, at havde befundet sig i de aktuelle områder på de
tidspunkter, hvor drabene blev begået, hvilket satte ham under
mistanke.
I sig selv var det dog ikke nok til at fælde ham. Men selv
om han havde gjort sit bedste for at fjerne spor, der kunne
knytte ham til drabene, havde han ikke været grundig nok. Der
blev fundet spor af DNA fra ham på tre af kvinderne, mens
mikroskopiske fibre fra hans tøj og bil blev fundet på alle fem
ofre.
Og ikke nok med det. Takket være den
om
mhyggelige gennemsøgning af de utallige timer med
ovvervågningsoptagelser, blev det afsløret at Wrights Ford
M
Mondeo havde været i de aktuelle områder på vigtige
tidspunkter i forbindelse med alle mordene. Det tyder på, at
ight havde taget kvinderne med sig – sandsynligvis under
p
påskud af at ville betale for deres tjenester - før han kvalte
d
dem, tog tøjet af dem og efterlod ligene i skovområdet, hvor de
b
blev fundet.
Alligevel gjorde Wright alt, hvad han kunne, for at
modarbejde efterforskerne. Når de prøvede at udspørge ham,
var han ikke til nogen hjælp.
HERUNDER Øjeblikket, hvor
dommer Gross dømte Steve
Wright til livstid, februar 2008.
76
- Vi har fundet DNA fra dig på den sidste kvinde, som
forsvandt, og på en af de tidligere, sagde politiet til ham under
afhøringerne. Hos begge fandt vi DNA’en på de nøgne lig.
Hvordan kan det lade sig gøre?
Og Wrights svar? - Ingen kommentar.
Det skulle blive hans standardreplik under store dele af
efterforskningen. Hvad der end skete, ville de ikke få nogen
tilståelse fra ham.
Retssag og dom
Men det behøvede de heller ikke, viste det sig. Den 14.
januar 2008 – cirka to år efter drabene – kom Steve Wrights
sag for retten i Ipswich. Der stod han tiltalt for drabene på
Nicol, Adams, Alderton, Nicholls og Clenell. Under ledelse af
advokat Peter Wright så juryen en række videooptagelser, hvor
Wright kørte sin Mondeo gennem gaden, hvor kvinderne var
forsvundet. Andre kvinder, der havde hørt underlige bankelyde
fra bilen, blev indkaldt som vidner, og sporene af Wrights
DNA på ofrenes lig blev bragt fremhævet Det mest markante
bevis var, at tæppefibre fra bundmåtten i hans bil blev
fundet i Tania Nicols hår, selv om liget blev smidt i vandet.
TÆPPEFIBRE
FRA
BUNDMÅTTEN
I WRIGHTS BIL
VAR BLEVET
FUNDET I
NICOLS HÅR,
SELV OM LIGET
BLEV SMIDT I
VANDET.
STEVE WRIGHT
Politiet bevogter
mindestedet for Paula
Clennel på juryens
anmodning.
En tegning af Wright i retten i
Ipswich Crown Court i januar 2007.
Konklusionen var klar: her var for mange stærke indicier til,
at de kunne affejes som sammentræf.
I forsvarstalen hævede Wright ufatteligt nok, at det
hele var netop et sammentræf. Nu brød morderen omsider
tavsheden og udtalte sig om hændelserne. Han indrømmede,
at han havde haft sex med alle ofrene undtaget Nicholls, og
at han havde haft for vane at opsøge prostituerede hele livet.
Men han nægtede at have haft noget med drabene at gøre og
hævdede nærmest, at han havde været på det forkerte sted på
det forkerte tidspunkt. Det var en afsløret mands desperate
forsøg på at hævde sin uskyld, og ingen lod sig narre.
Desuden var der mange huller i hans forskellige udtalelser.
Da han oprindeligt blev stoppet af politiet midt om natten,
havde han sagt, at han ikke var klar over, at han befandt sig i
sex-gaden, og at han bare havde kørt omkring, fordi han ikke
kunne sove. Men det tog ikke lang tid at pille hans spind af
løgne fra hinanden.
Den 21. februar 2008, efter otte timers overvejelser og med
ofrenes pårørende til stede, blev Wright enstemmigt kendt
skyldig i alle fem drab og dømt til fængsel på livsstid – og
dengang var livsstid bogstaveligt ment. Uanset hvad der skete,
ville Wright aldrig slippe ud af fængsel.
Kendelsen fik en blandet modtagelse. Nogle af ofrenes
pårørende var tilfredse, men for andre var sårene for dybe
til, at de kunne læges. Når han havde vist så stor foragt for
andres tryghed, var det vel den eneste rimelige straf, at han
mistede sit eget liv? De fik det ikke, som de ønskede, men
sagen førte til, at debatten om dødsstraf blev taget op på ny i
Storbritannien. Steve Wright måtte sidde i fængsel resten af
sit liv, og retfærdigheden havde endelig sket fyldest.
BÅDE FAR OG
MASSEMORDER
Steven Gerald James Wright er seriemorderen med fem kvinders liv på
samvittigheden: Tania Nicol, Gemma Adams, Anneli Alderton, Annette Nicholls
og Paula Clennell. Han blev født 24. april 1958 i Erpingham i Norfolk og
havde en rodløs opvækst - familien flyttede både til Malta og Singapore,
mens faren var i militæret. Forældrene blev skilt og giftede sig begge igen.
Wright boede hos sin far. Efter skolen blev han kok i handelsflåden, hvorefter
han arbejde en periode som steward på Quenn Elizabeth II. I løbet af den tid
giftede han sig med Angela O’Donovan, som han fik en søn med, men ni år
senere blev de skilt.
Hans anden kone var Diana Cassell. De fik en datter, men ægteskabet
varede kun et år. I den periode arbejdede han som lastbilchauffør og
bartender, og senere blev han truckfører.
I 2004 flyttede han til Ipswich med sin kæreste Pamela. Det var her,
han begik drabene. Mellem oktober og december 2006 kidnappede han fem
prostituerede, kvalte dem og efterlod ligene, hvilket afstedkom en massiv
efterforskning.
Wright blev anholdt 19. december 2006, og 21. februar 2008 blev han
kendt skyldig i alle fem drab. Straffen blev livstidsfængsel uden mulighed
for løsladelse. Først ville han anke dommen, men ombestemte sig, og i dag
sidder han fængslet. Under hele sagen besvarede han alle anklager med
”ikke skyldig”, og den dag i dag har han stadig ikke erkendt sig skyldig.
© Rex Features
Juryen besøger
Coddock Mill,
hvor Tania Nicols
lig blev fundet.
77
SERIEMORDERE
SÅDAN BLEV HAN
THE RIPPER
PETER SUTCLIFFE MYRDEDE MINDST 13 KVINDER OG ER KENDT
SOM EN AF STORBRITANNIENS VÆRSTE SERIEMORDERE.
HAN FORFÆRDEDE SINE KOLLEGER MED SNAK OM NEKROFILI OG
HÆVDEDE, AT HAN HAVDE STJÅLET
FRA LIGENE, HAN BEGRAVEDE.
M
ellem 1975 og 1980 udsatte Peter Sutcliffe West Yorkshire
for en serie brutale drab og angreb på kvinder. Sutcliffe
blev født den 2. juni 1946 i den lille by Bingley i Yorkshire.
Han myrdede 13 kvinder og overfaldt syv andre. Journalisterne
kaldte ham Yorkshire Ripper på grund af den ekstreme brutalitet,
han udviste.
I Sutcliffes barndom var der ikke noget, der gav grund til at
tro, at han kunne komme til at begå sådanne forbrydelser senere
i livet. Han havde en forholdsvis almindelig opvækst, selv om der
godt nok var spændinger i hjemmet. Sutcliffes far havde mistanke
om, at moren var utro, og nogle mener, at dette kan have udløst
Sutcliffes dybe kvindehad. Men Sutcliffe selv var en stilfærdig
type, som ikke skilte sig ud på nogen måde.
Et mørkt sind
Da Sutcliffe blev voksen udviklede hans mørke sind besættelser
78
og foruroligende adfærd. Før han giftede sig med sin kone Sonia i
august 1974 – hans første kæreste – havde han en række forskellige
job.s Blandt anden var han graver. I den tid forfærdede han sine
kollegaer med snak om nekrofili. Han hævdede også, at han havde
stjålet fra ligene, han begravede. Naturligvis var kollegaerne nervøse
ved at have ham i nærheden.
I 1969 begik han sit første bekræftede overfald Sutcliffe påstod,
at en prostitueret havde snydt ham for penge, så han gik på jagt
efter hende sammen med sin kammerat Trevor Bridsall. Sutcliffe
fandt hende ikke, men angreb i stedet en anden kvinde med en
sten før han gik tilbage til Bridsalls varevogn og bad kammeraten
at køre væk. Nogen havde taget nummeret på varevognen, og
næste dag blev Sutcliffe afhørt af politiet. Han hævdede, at han
havde slået kvinden med de bare næver. Kvinden var prostitueret
og havde en kæreste, som sad fængslet for vold, og ville derfor
ikke anmelde episoden.
I juni 1975 tog Sutcliffe stort kørekort, og samme år fik han
PETER SUTCLIFFE
at vide, at Sonia ikke kunne få
f børn. I det ene viindue
d i førerh
huset
havde han et selvdyrkende, ildevarslende opslag:
”I denne bil sidder en mand med en latent genialitet, som ville
ryste nationen, hvis den blev sluppet fri, og genialitetens dynamiske
energi ville overmande alle omkring ham.”
Hvis vi erstatter ”latent genialitet” med ”ekstremt voldelige
tendenser” skulle senere hændelser vise, at han ikke tog helt fejl.
Sådan opstod The Ripper
Kort efter dette brød hans bølge af vold løs. Natten til 5. juli 1975
var Anna Rogulskyj på vej hjem til sin kæreste i Keighley efter
en fest. Men Sutcliffe ventede på hende. Han angreb hende med
en hammer, slog hende næsten ihjel, og stak hende flere gange
med kniv. Han blev forstyrret af en nabo, men det lykkedes ham
at overbevise vedkommende om, at alt var i orden, og flygtede
bagefter. Rogulskyj blev fundet og kørt til sygehuset i fuld fart.
Det lykk
kkedes
d lægerne at redd
dde hende,
dd
d men hun var skkad
det for
livet.
Olive Smelt blev hans tredje offer. Da hun fredag 15. august
1975 var ude for at få sig en drink, som hun gjorde hver aften,
blev hun uden varsel angrebet med hammer og kniv. Da Sutcliffe
havde slået hende bevidstløs, begyndte han at skamfere hende.
Han blev imidlertid forstyrret af en passerende bil og flygtede, før
han havde fuldført sit angreb.
Wilma McCann var en prostitueret fra Leeds og Sutcliffes
første bekræftede drab. I oktober 1975 angreb han hende med
sine yndlingsredskaber, kniv og hammer, og stak hende 15 gange.
Politiet forbandt ikke drabet med Sutcliffes tidligere angreb, trods
en storstilet efterforskning, der omfattede over 100 politifolk og
tusindvis af afhøringer. Sutcliffe var fri til at fortsætte sine angreb.
Og det gjorde han. Emily Jackson blev myrdet 20. januar 1976.
Sutcliffe slog hende med hammeren, stak hende 51 gange med
en skruetrækker, og trampede så hårdt på hendes ben, at han
OVER Peter Sutcliffe indgød frygt hos alle
kvindetyper med sin morderiske fremfærd,
og han blev ved med at dræbe på trods af,
at han blev afhørt af politiet ni gange.
79
SERIEMORDERE
satte fodspor. Den 9. maj 1976 overlevede Marcella Clayton et
angreb i Roundhay Park i Leeds, efter at hun havde sagt ja tak
til et lift hjem. Hun vidnede senere i straffesagen mod Sutcliffe.
Irene Richardson var ikke lige så heldig. Den 5. februar 1977 blev
hun også angrebet i Roundhay Park. Hun blev slået ihjel med
hammeren og maltrakteret med kniv. Ikke så længe efter, den 23.
april, blev Patricia Atkinson endnu et af Sutcliffes ofre. Hun blev
dræbt med hans sædvanlige brutalitet i sin lejlighed i Bradford.
Politiet finder liget af Josephine Whitaker, som også blev angrebet på Saville Park Moor i Halifax.
Seriemoder på fri fod
Jayne MacDonald myrdet af Sutcliffe den 26. juni, da hun kom
for sent til bussen og ikke fik fat i en taxa. Liget blev fundet i
en aktivitetspark for børn. Hun var en ekspedient på kun 16 år
og arbejdede ikke som prostitueret, så i pressens, politiets og de
fleste andres øjne var hun en almindelig, respektabel pige. Derfor
vakte dette drab mere medfølelse, end de andre havde gjort. Nu
begyndte borgerne og pressen at forlange, at noget blev gjort, og
politiet måtte indse, at en seriemorder var løs.
Pressen kastede sig talstærkt over sagen. Journalister sugede
ivrigt detaljer til dig, mens lederskribenterne lagde større og
større pres på politiet for at fange forbryderen, som nu blev kaldt
Yorkshire Ripper. Det er svært at sige, om mediepresset hjalp eller
hæmmede efterforskningen. Derimod er det desværre tydeligt, at
pressen svælgede i sagen. Voldsomme overskrifter udbasunerede
alle de uhyggelige detaljer. Jo mere tid, der gik uden at politiet
anholdt nogen, desto større blev presset fra journalisterne, og
dermed også fra politikerne og fra befolkningen.
Sutcliffes forbrydelser og ikke mindst pressedækningen fik en
frygtstemning til at brede sig i Nordengland. Der var måske ikke
så mange, som tog sig af forbrydelser mod prostituerede, men
det var slet ikke alle Sutcliffes ofre, der var prostituerede. De var
almindelige, respektable mennesker, som ved rent uheld blev udsat
for en seriemorder. Det medførte, at begrebet ”respektabel” fik en
central rolle, og det skabte bekymring i befolkningen: Hvis han
kan dræbe ordentlige, respektable kvinder, kan han måske også
finde på at myrde mig, tænke mange. Som tidligere journalist
Henry Matthews formulerede det: Før dette stadie var det
udelukkende prostituerede, der følte sig udsatte. Men efter Jayne
MacDonald fik folk en følelse af, at ingen kvinder kunne vide sig
sikre.
Frygtstemning
Som ringe i vandet skabte Sutcliffe frygt, der bredte sig ud
over geografiske og sociale skel. Folk var bange, de ville have
seriemorderen bag lås og slå. De lagde pres på politikerne og
politiet via medierne, som øgede presset uden at snakke for højt
om den kendsgerning, at forbrydere som Sutcliffe øgede seertal
og oplag. Pressen var måske ikke meget for at indrømme det, men
sensationsstof om seriemordere sælger aviser, blade og bøger og
trækker lyttere og seere til tv og radio.
- Der er ingenting, der slår blod, som det længe har heddet sig
i den amerikanske tv-branche. Uanset hvor afskyelige og forhadte
seriemordere er, fremmer de omsætningen. Jo værre forbrydelser
de begår, jo større bliver interessen.
Og Sutcliffe holdt medierne beskæftiget. Maureen Long
blev overfaldet i juli 1977. Hun overlevede, men det var kun
fordi, Sutcliffe blev forstyrret. Det varede ikke længe, før han var
ude efter et nyt drabsoffer, og det varede heller ikke længe, før
80
BORGERNE OG PRESSEN
BEGYNDTE AT FORLANGE, AT
NOGET BLEV GJORT, OG POLITIET MÅTTE INDSE, AT EN
SERIEMORDER VAR LØS.
han fandt ét. Den 1. oktober dræbte han Jean Jordan. Hendes
lig lå uopdaget i ti døgn, så Sutcliffe fik tid til at vende tilbage
fire dage efter og ransage liget på jagt efter en pengseddel, han
troede kunne spores tilbage til ham. Han fandt ikke pengesedlen,
men han maltrakterede liget, før han flyttede det til stedet, hvor
det blev fundet. Jean blev fundet af Bruce Jones, som den gang
arbejdede på et mejeri i nærheden, men senere blev skuespiller og
spillede Les Battersby i serien Coronation Street.
Politiet fandt pengesedlen i Jeans håndtaske og sporede den
til en bankfilial i området. Sutcliffes frygt havde været begrundet:
Det blev fastslået, at han var en af dem, som kunne have haft
sedlen, så sammen med 5.000 andre mænd blev han afhørt. Han
blev imidlertid ikke mistænkt for noget kriminelt.
Dette strejf af kontakt med lovens lange arm dæmpede ikke
Sutcliffes drabslys, og 14. december slog han til igen. Marilyn
Moore slap levende fra det brutale angreb og gav politiet et
signalement af voldsmanden. På gerningsstedet fandt politiet
desuden nogle dækaftryk, som passede med dem, de havde fundet
efter et tidligere angreb.
Den prostituerede Yvonne Pearson blev myrdet i Bradford i
begyndelsen af januar 1978, bare 21 år gammel. Liget lå gemt
PETER SUTCLIFFE
Peter Sutcliffe i sin lastbil på arbejdet.
Kollegerne havde ingen anelse om, at han
stod bag drabene på 13 kvinder.
under en forladt sofa og blev ikke fundet før i marts. Senere
samme måned fandt politiet et nyt lig, den prostituerede Helen
Rytka i Huddersfield. Helen Rytka lå uopdaget i tre døgn, efter
at Sutcliffe slog og skar hende ihjel.
På vildspor
The Yorkshire Rippers
hus i 1981.
Ud over liget af Yvonne Pearsom føjede marts 1978 et nyt
katastrofalt element til efterforskningen – den berygtede
fupmager Wearside Jack. John Humble, som han hed i
virkeligheden, blev i 2006 dømt til otte års fængsel for at have
forkludret politiets arbejde ved at sende politi og presse en række
breve, hvor han påstod at være The Yorkshire Ripper. Derudover
hånede han personligt efterforskningslederen, vicepolitimester
George Oldfield, med en to minutter lang lydoptagelse, der
blandt andet indeholdt disse ord:
- Jeg er Jack. Jeg ser, at du stadig ikke har fået fat i mig. Jeg
har stor respekt for dig, George, men herregud, du er lige så
langt fra at fange mig, som du var, da jeg begyndte for fire år
siden.
Humbles fup fik katastrofale konsekvenser. Betydelige
mængder penge, arbejdskraft og andre ressourcer blev
omdisponeret for at finde Wearside Jack, da Oldfield
betragtede ham som hovedmistænkt. Endnu værre var det, at
politiet frafaldt mistanken mod Sutcliffe, fordi hans stemme
ikke stemte overens med lydoptagelsen. Humbles indblanding
begyndte som en narrestreg, hævdede han senere. Men påfundet
gav Sutcliffe tid til at dræbe flere kvinder, mens politiet jagtede
Humbles fantasifoster.
Sutcliffe ventede på sit næste offer indtil den 16. maj. På
parkeringspladsen foran sygehuset i Manchester mødte han Vera
FUPMAGEREN
WEARSIDE JACK
Wearside Jack, som i virkeligheden hed John Humble, var en
stor sten i skoen i efterforskningen af Sutcliffes forbrydelser.
Humble indrømmede, at optagelsen, hvor han påstod, at han
var The Yorkshire Ripper og hånede Oldfield personligt for
ikke at have fanget ham, var begyndte som en narrestreg.
Han hævede, at han endda ringede til politiet mere end én
gang for at få dem til at forstå, at Wearside Jack bare var en
karakter, han havde opdigtet. Men da han først havde sat
lavinen i gang og fået politiet til at tro, at han kunne være
Yorkshire Ripper, lykkedes det ham ikke at overbevise dem
om det modsatte.
Desværre for Humble, politiet og Sutcliffes ofre fik den
såkaldte narrestreg alvorlige følger. Politiet, der var udsat for
et enormt pres fra befolkningen, medierne og politikerne for
at få fanget Ripper, afhørte 40.000 mistænkte og lancerede en
kampagne til en million pund. I mellemtiden gik Peter Sutcliffe
fri og kunne dræbe igen og igen, mens politiet jagtede en
mistænkt, der ikke eksisterede.
Det gik galt for Humble også. Længe efter at sagen var blevet
opklaret, og Sutcliffe var begyndt at afsone sin livstidsdom for
drabene, blev Humnle anholdt i forbindelse med en gennemgang
af gamle, uopklarede sager. En DNA-prøve, der blev taget af
ham i 1991, hvor han sad i detentionen, identificerede ham som
Wearside Jack. I 2006 blev han idømt otte års fængsel for at
have forkludret politiets arbejde. Da han ud over lydoptagelsen
til vicepolitimester Oldfield havde sendt en række breve til
medierne, gav dommeren ham en streng straf. Humble er
efterfølgende blevet løsladt. Efter løsladelsen har han fået
alkoholproblemer og har haft en række selvmordsforsøg.
Familiens hus har været udsat for hærværk flere gange på
grund af det, Humble er kendt for at have gjort. I praksis
ødelagde Humble både sit eget og andres
liv for altid.
John Humbles indblanding
i Yorkshire Ripper-sagen
forsinkede pågribelsen af
den rigtige forbryder.
81
SERIEMORDERE
Millward, som blev hans sidste offer i 1978. Der gik næsten et år,
før han begik flere drab, og i den mellemliggende periode døde
hans mor.
Men 4. april 1979 tog han fat igen. Den 19-årige
bankfunktionær Josephine Whitaker blev fundet død i Saville
Park Moor i Halifax. Den 1. september blev 20-årige Barbara
Leach, som studerede ved universitetet i Bradford, fundet død
i nærheden af hendes studiebolig. Hun blev hans sidste offer i
1979.
Nu fulgte endnu en pause på næste et år, før han dræbte
Marquerite Walls 20. august 1980. Walls var ualmindelig
”gammel” til at blive overfaldet af Sutcliffe - de fleste ofre var
unge, ikke midaldrende. Det næste overfald skete i oktober 1980,
og i årets sidste måneder gik han løs på folk gentagne gange uden
at det endte med mord.
Nettet strammes
Doktor Uphadya Bandara blev angrebet 24. september, men
overlevede heldigvis. Sutcliffe slog til igen 25. oktober, og
denne gang påførte han den studerende Mauren Lea alvorlige
skader, men hun døde ikke. Jaqueline Hill var 20 år gammel og
studerede ved universitetet i Leeds. Liget blev fundet i nærheden
af kollegiet Lupin ikke så langt fra universitetet. 16-årige Theresa
Sykes blev overfaldet i Huddersfield 5. november, og det var på et
hængende hår hun slap levende fra den brutale mishandling.
Theresa Sykes skulle vise sig at blive hans allersidste offer.
Sutcliffe blev anholdt den 2. januar 1981, men han sad i sin
bil i Sheffield. Sammen med ham var den prostituerede Olivia
Rievers, som ikke var klar over, at Sutcliffe sad klar med to knive,
en hammer, et reb og skumle drabsplaner. Han blev anholdt, da
en kontrol afslørede bilen falske nummerplader, hvilket antageligt
reddede Olivia Rievers liv. Under påskud af at skulle tisse, lykkedes
det Sutcliffe at gemme hammeren, rebet og en af knivene,
men politiet fandt det hele dagen efter. Sutcliffe blev kørt på
politistationen i Dewsbury til afhøring. Olivia Rievers havde været
yderst heldig.
Da Sutcliffe passede på det signalement, politiet havde på
Yorkshire Ripper, blev han rutinemæssigt afhørt om angrebene.
Nu var han blevet afhørt ni gange uden at blive sigtet, så han
forventede måske at blive sluppet fri igen. Det blev han ikke. Til
afhøringslederens overraskelse tilstod han den 4. januar 1981.
Politiet havde taget endnu en tur til stedet, hvor han blev anholdt,
og fandt kniven, rebet og hammeren, som Sutcliffe havde gemt.
Den anden kniv blev fundet gemt i cisternen på et toilet på
politistationen. Sutcliffe fornemmede, at han var afsløret, så han
aflagde en detaljeret tilståelse.
Den eneste antydning af anger viste han i forbindelse med
Jayne MacDonalds skæbne. Da han blev beskyldt for at have
dræbt Joan Harrison benægtede han det rasende. Ved hjælp af
DNA blev drabet senere knyttet til den dømte seksualforbryder
Christopher Smith, som døde i 2011. Men da hans detaljerede
tilståelser gjorde Sutcliffe til en af de værste seriemordere i
britisk kriminalhistorie, var dette uden betydning for sagen. Han
skulle stilles for retten, og hvis der ikke blev begået virkelig stoee
juridiske fejl, var der ingen tvivl om, at han kom til at sidde bag
lås og slå resten af livet.
Sutcliffe blev fremstillet for domstolen i Dewsbury 5. januar,
oprindelig sigtet for at have dræbt Jaqueline Hill og stjålet de
falske nummerplader, der blev fundet på hans bil. Retsmødet var
ikke mere end fem minutter, langt før han blev varetægtsfængslet.
Den 20. februar var tiltalen på 13 drab og syv drabsforsøg klar.
Ved domstolen i Leeds 14. april blev anklager og forsvarer
enige om, at han burde få sagen behandlet i et andet distrikt.
Offentlighedens had mod manden i Yorkshire kunne undergrave
mulighederne for en retfærdig behandling af sagen. Han blev
derfor overført til London, hvor sagen blev berammet til den 29.
april.
Han lystrede Gud
Før retssagen blev Sutcliffes mentale tilstand vurderet.
Strafferetslig utilregnelighed defineres anderledes end en
medicinsk diagnose. Det handler om, hvorvidt tiltalte forstår,
hvad han eller hun gør, og indser, at det er en forbrydelse. En
medicinsk diagnose af en sindslidelse behøver ikke nødvendigvis
at gøre tiltalte uegnet til at erklære sig skyldig eller ikke skyldig.
10
JO
OSEPHINE WHITAKER
19 år gamle Josephine Whitaker
blev dræbt i Halifax 4. april 1979.
Halifax var ikke Sutcliffes normale
jaggtmarker.
9
10
Vera Millward blev dræbt i
Manchester
a
den 16. maj 1978.
Millward var Sutcliffes første
draab i flere måneder, efter et
par mislykkede angreb.
MANCHESTER
6
9
JEEAN JORDAN
Jean Jordan blev dræbt
Je
i Manchester
M
i oktober
1977. Coronation Streetskuuespilleren Bruce Jones
opdagede liget.
HAN HÆVDEDE, AT STEMMER BEORDREDE HAM TIL
AT DRÆBE PROSTITUEREDE, OG AT STEMMERNE KOM
FRA GUD GENNEM EN POLSK ARBEJDERS GRAV.
82
HALIFAX
VERA
E MILLWARD
6
8
HELEN
E RYTKA
Liget af den 18 år gamle
Helen Rytka blev fundet i
Huddersfield den 31. januar
1978. Hun var en af the
Rippers senere drab.
PETER SUTCLIFFE
SUTCLIFFES DRABSOFRE
HER ER KVINDERNE, SOM VAR SÅ UHELDIGE AT KRYDSE THE YORKSHIRE RIPPERS VEJ.
4
PAATRICIA ATKINSON
7
1
YVONNE
V
PEARSON
Morr til to, Yvonne Pearson
blev dræbt i Bradford 21.
jannuar 1978. Sutcliffe var
speecielt brutalt ved ved
dette overfald.
Pattricia Atkinson blev dræbt
23. april 1977 i Bradford. Nu
varr Ripper rutineret og havde
fifinpudset teknikken.
Wilma McCann blev dræbt
i okktober 1975 og var
Suttcliffes første bekræftede
draab. Desværre skulle hun
ikkke blive den sidste.
2
LEEDS
PETER
SUTCLIFFES
HJEM
13 5
4
7
11
12
1
A1 (M)
2
EM
MILY JACKSON
Em
mily Jackson blev fundet
død i Leeds 20. januar
1976. Sutcliffe var for alvor
begyndt på sine seriemord.
3
BRADFORD
3
IRRENE RICHARDSON
Irenne Richardson blev dræbt
i Rooundhay Park i Leeds den
5. ffebruar 1977, lige ved
gerningsstedet for Sutcliffes
gruusomme overfald på Marcella.
Claaxton.
M62
WAKEFIELD
M62
5
8
M1
HUDDERSFIELD
11
WILMA MCCANN
JAAYNE MACDONALD
Deet var drabet på denn
166-årige Jayne MacDonald,
deer virkelig chokerede
beefolkningen.
BAARBARA LEACH
Barbara Leach blev dræbt i
Braadford 2. september 1979.
Suttcliffe var stadig langt fra at
blive fanget.
12
MAARGUERITA WALLS
Walls lig blev fundet i Leeds i august
19880. Hun var Sutcliffes næstsidste
draab, men det var langt fra hans sidste
oveerfald.
13
JACQUELINE
A
HILL
Jaccqueline Hill blev myrdet i Leeds 17.
novvember 1980. Hun var den sidste, som
blev dræbt af Yorkshire Ripper,men han
overfaldt flere kvinder, før han endelig blev
arrresteret i januar 1981.
83
SERIEMORDERE
OVERFALDET I FÆNGSLET
Sutcliffes tid bag lås og slå har ikke været problemfri. Efter
domfældelsen blev han sendt til Parkhurst-fængslet. 10. januar
1983 flåede James Costello Sutcliffes ansigt i stykker med en
knust kaffekop og påførte ham flere skader
I henhold til den britiske lov om mental sundhed blev
Sutcliffe forflyttet til Broadmoor til psykiatrisk behandling i
1984. Her blev han angrebet af en medpatient, Paul Watson,
som forsøgte at kvæle ham med en telefonledning. Watson
blev stoppet af Kenneth Erskine, også kendt som Stockwellkvæleren, og Jamie Devitt.
Den 10. marts 1997 angreb en anden patient, Ian Kay,
Sutcliffe med en kuglepen og beskadigede begge hans øjne
alvorligt. Kay indrømmede senere, at han havde tænkt sig
at dræbe Sutcliffe. Han blev dømt til livsvarig ophold på en
lukket afdeling.
Den 22. december 2007 blev Sutcliffe angrebet endnu en
gang. Medpatient Patrick Sureda stak ham i ansigtet med
en bordkniv i et forsøg på at gøre ham blind på det raske
øje. Sureda blev stoppet, og Sutcliffe slap med et par skader i
ansigtet. Sutcliffe må nok leve i frygt for nye angreb.
Et parlamentsmedlem, som repræsenterede et af Sutcliffes
ofre, rettede i marts 2010 et spørgsmål til Storbritanniens
daværende udenrigsminister, Jack Straw, om hvorvidt Sutcliffe
nogensinde ville blive løsladt. Straw gjorde klart rede for sin
indstilling: Alt det materiale, jeg har set i denne sag, og det
er ikke så lidt, fortæller efter min mening, at manden under
ingen omstændighed skal løslades.
I første omgang erklærede Sutcliffe sig ikke skyldig i 13
forsætlige drab, men skyldig i uagtsom drab på grundlag af
”reduceret tilregnelighed.” Han hævdede, at han lystrede Guds
vilje, at stemmer beordrede ham til at myrde prostituerede, og at
stemmerne kom fra Gud via en afdød polsk arbejders grav. Han
erklærede sig også skyldig i syv drabsforsøg. I første omgang var
anklageren villig til at godtage påstanden, men dommeren var
mere skeptisk.
Dommer Boreham lod sig orientere af flere psykiatere i
forhold til Sutcliffes angivelige paranoide skizofreni, hvorefter
han drøftede spørgsmålet i to timer med den britiske rigsadvokat,
Sir Michael Havers. Efter frokost fulgte endnu 40 minutters
drøftelser, som endte med, at dommer Boreham afviste Sutcliffes
påstand og afsagde en kendelse om en nævningesag mod Sutcliffe
med start 5. maj 1981.
Retssagen blev naturligvis et mediecirkus. Seriemordere
er heldigvis sjældne i Storbritannien, og en så berygtet tiltalt
skærpede mediernes appetit. Da retssagen mod ham begyndte,
varede den i to hele uger. Den berømte Retssal 1 ved retten i
London var propfyldt hver dag.
Sutcliffes forsvarer var James Chadwin, som var ”kongelig
advokat” og kendt for fremragende resultater. Ledende anklager
var rigsadvokat Sir Michael Havers. Det er ualmindeligt at en
rigsadvokat personligt fører en sag. At det alligevel skete i denne
sag viser, at myndighederne anså Sutcliffes forbrydelser som
ekstraordinære. Til alt held opstår sager som denne ikke særlig
ofte.
Med det stærke bevismateriale, forklaringer fra overlevende
84
KVINDERNE, JEG DRÆBTE, VAR BARE MØG –
NOGLE PROSTITUEREDE SVIN, SOM FORURENEDE
GADERNE. JEG RYDDEDE BARE OP.
vidner og Sutcliffes egen tilståelse var selve retssagen nærmest en
formalitet. Kendelsen var praktisk talt givet på forhånd. Efter to
uger med vidneforklaringer, skulle juryen blot bruge mindre end
seks timers betænkningstid, før den afsagde kendelsen.
Der var ingen tvivl om, at Sutcliffe havde begået forbrydelserne.
Juryen drøftede nok Sutcliffes tilregnelighed i lige så høj grad
som de diskuterede selve skyldsspørgsmålet. De rådførte sig kort
med dommer Boreham og fortalte, at de ikke kunne komme
frem til en enstemmig kendelse. Dommeren besluttede, at et
flertal på 10-2 ville være acceptabelt. 47 minutter efter afgav de
kendelsen: skyldig i alle tiltalepunkter. Så manglede kun dommer
Borehams domsafsigelse. Oveni den obligatoriske livstidsstraf for
13 drab og syv drabsforsøg tillagde han en minimumstid på 30
år, før Sutcliffe overhovedet kunne ansøge om prøveløsladelse,
men Boreham håbede, at han aldrig ville slippe ud. Han beskrev
Sutcliffe sådan:
- En usædvanlig farlig mand. Når jeg siger livsvarig, udtrykker
jeg håb om, at det vil betyde netop dette.
Han roste politiet for at have fanget Sutcliffe, men havde også
et par ord til Wearside Jack:
- Efterforskningen blev ført på vildspor af en kynisk, næsten
umenneskelig fupmager. Jeg håber, at han en dag bliver afsløret.
PETER SUTCLIFFE
Etter domsafsigelsen blev Sutcliffe sendt til Parkhurst, et kategori
A-fængsel på Isle of Wight, hvor særligt farlige forbrydere placeres.
Sutcliffe delte sit nye hjem med nogle af de værste forbrydere,
Storbritannien har opfostret, blandt andre Ian Brady og giftseriemorderen Graham Young. Men han blev der ikke længe. I
1983 blev han overfaldet af sin medfange James Costello, men slap
levende fra det. Han blev forflyttet til Broadmoor Hospital i 1984,
da hans skizofreni blev værre. Broadmoor, et af Storbritanniens mest
berygtede psykiatriske hospitaler, har huset mange farlige forbrydere.
Blandt de tidligere beboere er gangsterne Mad Frankie Fraser og
Ronnie Kray, Stockwell-kvæleren Kenneth Erskine og mange andre.
Sutcliffe er blevet angrebet af andre fanger en række gange, og har
fået mere og mere alvorlige helbredsproblemer.
Sutcliffe har ankede livstidsdommen og begærede udmåling
af en minimumsstraf. Ankedomstolen og Højesteret har afvist
hans begæringer og anker på grundlag de psykiatriske rapporter,
antallet af ofre og forbrydelsernes brutalitet. Dommer Mitting
havde denne kommentar i 2010:
- Disse drab var et felttog, som terroriserede befolkningen i
store dele af Yorkshire i flere år. Den eneste mulige forklaring,
ifølge juryens kendelse, var vrede, had og besættelse. Bortset
fra uhyrlige terrorhandlinger er det svært at forestille sig
omstændigheder, hvor én mand kan kræve så mange ofre.
Sutcliffe har aldrig angret det, han har gjort. En bestemt
bemærkning viste hans holdning tydeligere end noget andet:
- Kvinderne, jeg dræbte, var bare møg – prostituerede svin,
der forurenede gaderne. Jeg ryddede bare op.
Der er ingen tvivl om, at Yorkshire Ripper-sagen har påført stor
sorg hos mange, men ét vigtigt fremskridt har den også ført med
sig. Før computertiden var det et lammende problem for politiet,
at alt skulle ned på papir. Som følge af vanskelighederne, man
havde under Ripper-sagen, som var en af de største menneskejagter
i britisk kriminalhistorie, blev politiet udstyret med deres egen
database for større efterforskninger. Med den kunne de tjekke
bevismateriale meget hurtigere end tidligere, hvor efterforskerne
måtte gennemgå tusindvis af kartotekskort og mapper for bare
at sammenholde én enkelt oplysning med en anden. Efter
Ripper-sagen kunne politiet over hele Storbritannien bekæmpe
kriminaliteten med et elektronisk våben, der hedder Home Office
Large Major Enquiry System eller simpelthen HOLMES.
Yorkshire Ripper-sagen er stadig interessant i dag. Der er
udkommet en bog, som hævder at politiets uduelighed gav
Sutcliffe mulighed for at begå flere drab, end han oprindeligt blev
dømt for. For nylig har den undersøgende journalist Tim Tate,
sammen med Chris Clark, som tidligere gjorde tjeneste i politiets
efterretningstjeneste, udgivet bogen Yorkshire Ripper: The Secret
Murders. Her kom de med detaljerede anklager om, at Sutcliffe
begik mange flere forbrydelser, og om en mørklægning på højt
plan. De hævder, at Sutcliffe dræbte i andre distrikter end West
Yorkshire, og at politiet ved meget mere, end de vil indrømme,
men er bange for yderligere kritik. Tate og Clark lister en række
personer, de mener, er dømt for forbrydelser, Sutcliffe har begået.
Stephen Downing blev fejlagtigt dømt og afsonede 27 år
for et drab, Sutcliffe kan have begået. Anthony Steel afsonede
25 år for at have dræbt Carol Wilkinson i Bradford i 1977.
Andrew Evans afsonede 25 år for at have dræbt Judith Roberts
i Tamworth i 1972. Både Downing, Steel og Evans havde
indlæringsvanskeligheder eller mentale problemer, der gjorde
dem mere sårbare over for presset fra efterforskerne. Tilsammen
afsonede de 77 år, før dommene blev ophævet.
Det er ikke afklaret, om Sutcliffes forbrydelser var værre end
først antaget, eller om politiet har forsøgt at redde sit omdømme
ved at skjule andre påståede Ripper-forbrydelser. Men der hersker
ingen tvivl om, at Sutcliffes forbrydelser var frygtindgydende, og
at Downing, Evans og Steel blev udsat for stor uretfærdighed.
VENSTRE Dette billede viser Sutcliffes
kone Sonia, da hun forlader retten i
London, efter at hendes ægtemand har
modtaget sin dom.
MIDTEN Dewsbury Magistrates Court fik
den tvivlsomme ære at behandle Sutcliffes
første varetægtssag i 1981. Politiet måtte
holde tilhørerne tilbage.
HØJRE Sutcliffe føres væk fra retssalen i
januar 1981.
© Getty, Corbis, Rex Features, Adrian Mann
Ved vejs ende
85
SERIEMORDERE
ET LIV MED NEDGRAVEDE
HEMMELIGHEDER
SERIEMORDER OG VOLDTÆGTSMAND
PETER TOBIN FIK TRE LIVSTIDSDOMME EFTER AT HAVE UDSAT
GLASGOW FOR ET 115 ÅR LANGT
RÆDSELSREGIME.
ngelika Kluk var en 26-årig studerende fra Skoczów
i Polen. I sommeren 2006 besøgte hun Skotland for
andet år i træk og boede i annekseet til St. Patricks
Church i centrum af Glasgow. Plaanen var at arbejde
som rengøringshjælp i kirken og spare pengge op til studierne i
skandinavisk på Universitet i Gdansk. Det havde været en helt
almindelig sommer for Angelika, lige ind
dtil hun forsvandt
den 24. september. Senere samme uge fandt politiet
hendes livløse krop under gulvet i kirken. Kirkegængerne
havde intetanende gået til messe ovver Angelika i fem
dage.
BEGYNDELSEN PÅÅ ENDDEN
Det, der endte med Angelikas død, var bygget på
en løgn, en løgn, som var begyn
ndt fire måneder
tidligere. Da hun var ude en afteen i maj, mødte
Angelika en ukendt mand, en hjemløs, der søgte lys
rundt omkring i Glasgow. Han præsenterede sig som
Pat McLaughlin. De gik til St. Patricks, en kirke, hvor Pat
kunne søge arbejde. Efter en snak med Fad
der Gerard Nugent
fik han jobbet som kirkens altmuligmand. De
D var enige om, at
stedet kunne trænge til lidt oprydning.
I løbet af de fire måneder hos St. Patrickks lærte Pat de andre
ansatte godt at kende – især Angelika. Han
n kaldte hende sin
”lille elev”, og hun hjalp til med nogle af haans arbejdsopgaver.
En dag – den 24. september for at være nøjagtig – malede
de kirkens lagerrum. Det var et job for to. De
D blev set flere
gange i løbet af dagen, hvor de malede og lo og lavede sjov med
hinanden. Men det var også den dag, Angeelika blev væk. Og
Pat McLaughlin aldrig tilbage til St. Patricks. Hans rigtige navn
var Peter Tobin, og Angelika Kluk var hanss sidste offer.
Efter en kort, men intens kamp stak Tob
bin sit offer og
bandt hende. Derefter knuste han hendes h
hovedskal med et
bordben og voldtog hende. Det er ikke heltt klart, om Angelika
var i live, da det sidste skete, men tekniske beviser
b
kan tyde
på, at hun stadig trak vejret, da Tobin smed hende ned i et
tomt rum under kirkens skriftestol og gemte
g
hende under
gulvbrædderne. Hun blev fundet fem
m dage senere.
Tobin blev anholdt i London ikke længe efter, og
han blev idømt livstidsfængsel forr voldtægt og drab på
Angelika Kluk, med minimum 221 års afsoningstid.
Han blev sendt til
H
Peter Tobin føres
statsffængslet i Edinburgh,
ind i retten, hvor
r
hvor han stadig sidder.
han blev dømt for
drabet på 15-årige
Vicky Hamilton.
86
PETER TOBIN
Tobins ofre: Vicky
Hamilton, Angelika Kluk
og Dinah McNicol.
Lad os gå tilbage til den nat i maj, hvor Tobin og Angelika
mødtes for første gang. Han havde opgivet falsk navn – Pat
McLaughlin – for at undgå at vække mistanke. Han stod
nemlig på listen over voldelige sexforbrydere efter en hændelse
i august 1993. Mens han var i sin lejlighed i Leigh Park i den
lille by Havant i England, fik han besøg af uanmeldte gæster
- to 14-årige piger kom for at besøge en af Tobins naboer.
Da naboen ikke var hjemme, lokkede Tobin pigerne ind i
lejligheden og overfaldt dem. Han holdt dem i skak med en
kniv, mens han forsøgte at drikke dem fulde i cider og vodka.
Han forgreb sig seksuelt på pigerne, før han stak den ene med
en kniv. Hans yngste søn var til stede og så det hele.
I stedet for at slippe dem fri skruede han op for gashanerne
i huset, og lod dem ligge tilbage for at dø. Heldigvis overlevede
begge piger, og Tobin blev tvunget på flugt for at undgå at
blive anholdt. Han gemte sig under falsk navn i Coventry
hos en sekt, der kalder sig The Jesus Fellowship, men politiet
fandt ham i Brighton kort efter. Tobin erklærede sig skyldig i
Winchester Crown Court og blev idømt 14 års fængsel. Han
blev løsladt ti år senere og tog tilbage til Skotland. Dette var
imidlertid ikke starten på hans voldelige adfærd. Han dræbte to
andre piger længe før det, men havde undgået at blive afsløret i
næsten 15 år.
50 Irvine Drive i Margate, hvor ligene
af Vicky Hamilton og Dinah McNicol
blev fundet.
87
SERIEMORDERE
SÅDAN BEGYNDTE DET HELE
Tobin dræbte sit første offer – den 15 år gamle Vicky
Hamilton fra Redding – i februar 1991. Forældrene var midt
i en separation, og Vicky havde problemer med at tackle
dette. Hun skrev et brev til sin ældre søster, Sharon Brown, og
spurgte, om hun kunne være hos hende i Livingston en nat,
bare for at komme væk fra stresset i Reddin. Sharon var glad
for forslaget, og søstrene snakkede, drak vin, gik ud og dansede
og hyggede sig sammen. De tog afsked næste dag, hvor Vicky
skulle tage bussen hjem til deres forældre. Men hun kom
aldrig hjem. Et sted mellem søsterens og forældrenes hus skete
der noget, men kun Tobin kender alle detaljerne. Ingen ved,
hvad der blev af Vicky, der forsvandt. Moren, der var oprørt
efter datterens forsvinden, døde i 1993, og fik aldrig at vide,
hvordan Vickys historie endte. Den 27. juli 2007 kom politiet
i Edinburgh med en overraskende erklæring. De hævdede,
at de havde anholdt og sigtet en mand i forbindelse med
sagen, og at der var sendt en rapport til statsadvokaten. De
offentliggjorde dog ikke, hvem manden var.
Som et resultat af efterforskningen blev der sendt et
kriminalteknisk team til et hus i Sourthsea i Hampshire i
oktober samme år. I dette hus antog politiet, at Peter Tobin
havde boet lige efter, at han forlod Bathgate, og efter at Vicky
forsvandt. Sporet førte dem til 50 Irvine Drive i Margate, hvor
Tobin boede i 1991. Her fandt de liget af Vicky Hamilton
begravet i haven.
Selv om ugerningen fandt sted længe før retssagen,
hobede beviserne mod Tobin sig hurtigt op. De bestod af
øjenvidneforklaringer om Tobins mistænkelige opførsel,
vidner der knuste hans alibi og tekniske beviser med DNA
og fingeraftryk, der blev fundet i huset i Margate, på Vicky
Hamiltons taske og på plastdugen, han havde pakket hende
ind i. Efter en belastende, månedslang retssag blev han til sidst
dømt for drab den 2. december 2008 ved appeldomstolen i
Dundee.
MYSTERIET OPKLARES
Inden da have historien fået et mærkeligt og sygt twist,
da endnu et lig blev fundet i haven på Irvin Drive den 16.
november 2007. Det var den 18-årige Dinah McNicol, en
studerende fra Tillingham i Essex. Ligesom Vicky var Dinah
forsvundet allerede i 1991. Hun blev sidst set i live det år
den 5. august, hvor hun blaffede hjem fra en musikfestival i
Hampshire sammen med en ven. Han blev sat af ved afkørsel
8 på motorvejen M25. Hun blev siddende i bilen sammen
med chaufføren, og ingen havde set hende siden.
Efter Dinahs forsvinden begyndte nogen regelmæssigt at
hæve 250 pund fra hendes opsparingskonto via små banker
i Hampshire og Sussex. Hun havde hele tiden planlagt at
spare penge op til rejser eller måske til videreuddannelse, og
det var derfor, hendes venner og familie syntes, det var så
mistænkeligt. Essex-politiet genåbnede Dinahs sag sent i 2007
på grund af nye spor, og det førte dem til liget.
Tobin blev stillet for retten i 2009. Forsvaret havde ingen
beviser at lægge frem, og juryen kendte ham skyldig efter
88
mindre end et kvarters rådslagning. Tobin fik sin tredje
livstidsdom med en anbefaling fra dommeren om, at livstid
faktisk burde betyde livstid.
Efter hans sidste fængsling iværksatte britisk politi
Operation Anagram, en grundigere undersøgelse af Tobins
liv. Selv om kun tre af hans drab er bevist, er han også
mistænkt for at have medvirket i endnu 13 uopklarede drab.
Derudover skal Tobin have pralet i fængslet med i alt 48
ofre. Operationen blev indstillet i 2011 uden resultater. Selv
efter sin sidste dom lykkedes det Tobin at skabe overskrifter.
Denne gang med en ændring: Nu er det ham, der er offeret.
Voldtægtsmænd og barnemordere er ikke populære i fængslet.
I juli 2015 blev han offer for et brutalt overfald, da hans
medfange Sean Moynihan skar ham med en kniv, han havde
lavet af et barberblad og et håndtag. Tobin blev alvorligt
skadet, han måtte have lægehjælp og blev vansiret for livet.
Moynihan, der afsoner en livstidsdom, angreb Tobin i hans
celle midt om natten. Tobin vågnede ved, at angriberen stod
over ham og snittede hans ansigt op med noget skarpt. Han
udløste alarmen i cellen og blev fundet med en 20 cm lang
flænge ned langs højre side af ansigtet.
- Jeg kommer aldrig ud, sagde Moynihan til
fængselsbetjentene i Edinburgh. I månedsvis er jeg blevet
irriteret over Tobins holdning til det, han har gjort, og han vil
ikke sige, hvor de andre ofres lig er gemt.
HAN
FORGREB
SIG
SEKSUELT
PÅ PIGERNE,
FØR HAN
STAK EN AF
DEM MED EN
KNIV. HANS
LILLE SØN SÅ
DET HELE.
TIL HØJRE Politiet gravede efter flere
lig i haven ved Tobins hus i Brighton i
2010, men fandt ingenting.
PETER TOBIN
VAR HAN BIBEL-JOHN?
”Bibel-John” fik sit navn af Evening Times-journalisten John Quinn, og
var en drabsmand med tre unge kvinders liv på samvittigheden. Man
antager, at han tog livet af kvinderne i 1968-69 efter at have mødt dem
på dansestedet Barrowland i Glasgow. Hans identitet er stadig ukendt,
men Bibel-John brugte de samme metoder som Tobin, der dengang
boede i Glasgow.
Både Patricia Docker, Jemima McDonald og Helen Puttock havde
været på Barrowland aftenen før de døde i 1968 og 1969. Først næsten
40 år senere, efter Tobins domsfældelse i 2007, så professor David
Wilson forbindelser, der fik ham til at tro, at Tobin og Bibel-John er
samme person.
Både Docker, McDonald og Puttock blev voldtaget og kvalt, før de
blev dræbt, og alle Tobins tre ekskoner havde anmeldt, at de blev
voldtaget, slået og forsøgt kvalt.. Tobin ligner også den fantomtegning,
der findes af Bibel-John. Den blev tegnet efter en beskrivelse fra Helens
søster, Jean.
Bibel-John fik tilnavnet, fordi han citerede Biblen, da han var
sammen med Helen og Jean, og man ved, at Tobin er stærkt troende
katolik. Alle Bibel-Johns tre ofre havde menstruation, da de blev dræbt,
og en af Tobins ekskoner har hævdet, at han blev motiveret til vold af
menstruation.
Jagten på Bibel-John blev afsluttet i 2010, efter at Jean, det eneste
overlevende vidne, som mødte Bibel-John, døde. Det er ikke sandsynligt
med et DNA-match, så vi får nok aldrig at vide, om Tobin er Bibel-John.
Politiet leder efter lig i en dam ikke
langt fra Tobins tidligere hus i
Bathgate.
© Alamy, Corbis, Getty, Rex Features, Le Deluge
Tobin føres væk fra
retssalen, efter at han
blev dømt til minimum
21 års fængsel for
drabet på Angelika Kluk.
89
SERIEMORDERE
90
ANDREJ TSJIKATILO
MAVESPRÆTTEREN
FRA ROSTOV
EN GIFTIG BLANDING AF VANDTÆTTE ALIBIER OG PRIMITIV
KRIMINALTEKNOLOGI GJORDE DET MULIGT FOR ANDREJ TSJIKATILO AT
BLIVE RUSLANDS SYGESTE SERIEMORDER.
D
er gik 13 år, før en af verdens sygeste seriemordere
blev stillet for retten. Da han gik op af trappen til sit
jernbur, brød det fyldte retslokale ud i skrig og gråd.
Nogen styrtede mod ham og skreg ”Lad os få fat i ham”, og
retsbetjentene måtte trække dem tilbage på deres pladser med
magt. Tiltaltes blik flakkede skræmt rundt i lokalet, og han hev
efter vejret. Han tænkte, at hvis staten ikke dræbte ham, ville
disse mennesker gøre det. Det tog to dage for dommeren at læse
tiltalen op, og da tiltalte endelig fik ordet, forklarede han, at et
liv i seksuel frustration til sidst havde drevet ham til drab.
Retssagen varede i seks måneder. Under forhandlingerne
mumlede han lavt eller lagde hovedet bagover i forrykt latter. Da
han blev tilbudt at forklare sig i retten, sprang han op og trak
bukserne ned for at vise sin impotens til hele forsamlingen.
- Se på denne unyttige ting, sagde han. Hvad tror I, jeg kan
bruge den til»
Han virkede gal. Om han virkelig var det, var et åbent
spørgsmål. Men dommeren havde truffet sin beslutning om
Andrej Tsjikatilo længe før, retssagen overhovedet begyndte.
Manden var mentalt tilregnelig, og han var en koldblodig
drabsmand. Den 15. oktober 1992 kendtes han skyldig i fem
overfald og 52 drab. Efter at have læst domspræmisserne op,
formulerede dommeren sig sådan:
- I betragtning af de uhyrlige forbrydelser, han begik, har
retten intet anden valg end at idømme ham den eneste straf,
han fortjener. Jeg dømmer ham derfor til døden.
To år senere blev Tsjikatilo ført gennem en mørk korridor
i fængslet i Rostov og ind i en adskilt celle, hvor han blev
91
SERIEMORDERE
henrettet med et enkelt skud bag højre øre. Han havde omsider
fået sin straf. Men for de mange personer, han brutalt havde
myrdet – for ikke at tale om deres familier – betød det intet.
Lokket med slik
En råkold aften i december 1978 i den lille kulmineby Sjaktij i
det sydlige Rusland var den ni-årige skolepige Jelena Zakotnova
på vej hjem. En mand stoppede og snakkede med hende. Han
var venlig med gråsprængt hår og store briller, og han bar
på en indkøbspose. Han spurgte, om hun ville smage noget
tyggegummi, han havde specialimporteret fra Amerika. Hun var
ivrig efter at prøve det fristende, eksotiske slik, så hun sagde ja tak.
Manden tog hende i hånden og førte hende til et forfaldent
skur lige ved Grusjveka-floden. Straks de kom ind af døren,
skubbede han hende ned på gulvet og rev tøjet af hende. For at
forhindre hende i at skrige, klemte han underarmen mod hendes
hals, indtil hun lå helt stille. Øjnene var stadig åbne, så han lagde
et bind over dem, før han forsøgte at have sex med pigen. Da han
ikke kunne få rejsning, begyndte han at skamfere hendes kønsdele
med fingrene, og Jelena kom til sig selv. Han tog en kniv frem
fra indkøbsposen og skar tre flænger over maven på hende, og
dermed fik han udløsning. Det var sådan, at Tsjikatilo opdagede,
at ekstrem vold var den eneste måde, han kunne få orgasme på.
Det var det skelsættende øjeblik for manden, som fik tilnavnet
”Mavesprætteren fra Rostov”.
Da Tsjikatilo endelig var blevet tilfredsstillet efter 42 års
impotens, bar han pigens livløse, blodige lig ned til floden og
kastede det i isvandet. Da det blev opdaget, mens det flød ned af
floden dagen efter, stod en dame frem og fortalte, at hun havde set
en lille pige snakke med en lang, midaldrende mand med briller og
sort frakke. Der blev tegnet en skitse af vedkommende, og Tsjikatilo
blev afhørt, men konen gav ham et alibi. I stedet anholdt politiet
Aleksander Kravtsjenko, en tidligere voldtægtsdømt mand fra
området. I strid med vidnets signalement var Kravtsjenko kun 25 år
gammel. Men efter et brutalt forhør tilstod han forbrydelsen under
tvang og blev henrettet.
Rystet over næsten at være blevet fanget lykkedes det Tsjikatilo
at modstå sine drifter de næste tre år. Man han slap aldrig
minderne om drabet på Jelena og den nydelse, han oplevede, da
kniven skar hende op.
En aften i september 1981, hvor han ventede på bussen uden
for biblioteket i Rostov, mødte han Larisa Tkatsjenko. Den
17-årige pjækkede fra sin kostskole og var mere seksuelt erfaren
end Tsjikatilos forrige offer, så hun gik med til et møde. Han
tog hende med ind i en skov i nærheden, hvor han begyndte at
flå tøjet af hende. Da hun gik i panik og prøvede at stoppe ham,
skubbede han hende ned på jorden og proppede jord i munden
på hende. Så kvalte han hende. Til sidst bed han brystvorten af
hende og fik udløsning ud over liget.
Larisas død indledte et nyt og uhyggeligt kapitel i Tsjikatilos
maniske jagt på ofre. Den var også starten på et drabsorgie. Han
begyndte at pejle sig ind på unge, der var stukket af hjemmefra,
blev venner med dem ved busstoppesteder og jernbanestationer
før han lokkede dem ud i skove i nærheden, hvor han prøvede
at voldtage dem. Når han ikke kunne få rejsning, begyndte han
at bruge kniven som redskab i stedet. Derefter åd han ofte deres
kønsorganer og skar tungespidsen og næsen af dem. Næsten alle
ofrene fik stukket øjnene ud. Mellem 1982 og 1983 blev der fundet
endnu 15 lig med disse umiskendelige skamferinger. Det blev snart
klart, at en seriemorder var på færde.
92
Fatal fejl
Viktor Burakov, specialist i kriminalteknisk analyse, blev sat
på sagen. På grund af forbrydelsernes ufattelige brutalitet
koncentrerede han eftersøgningen om mentalt forstyrrede. Det
førte til en anholdelse af den 19-årige Jurij Kalenik, som havde
boet på et hjem for psykisk udviklingshæmmede børn det meste
af sit liv. Efter nogen dages afhøring tilstod han syv af disse drab,
men Burakov fornemmede, at tilståelsen var falsk. Han fik sin
tvivl bekræftet, da endnu et maltrakteret kvindelig dukkede op.
Dette offer var blevet dræbt tre døgn tidligere, mens Kalenik
havde siddet varetægtsfængslet. En anden beboer på institutionen
blev anholdt, men flere lig dukkede op. Endelig fandt politiet
sit første pålidelige spor, nemlig sæd i endetarmen på et af de
mandlige ofre. Nu havde de biologiske spor af drabsmanden.
I slutningen af 1984 havde politiet og anklagemyndigheden
knyttet 24 drab til Mavesprætteren fra Rostov. Den sovjetiske
justitsminister satte endda ekstra efterforskere på sagen, så den
totale styrke var oppe på 200 mand. En politibetjent opdagede
en midaldrende mand, der snakkede med en ung pige ved et
busstoppested, og bestemte sig for at afhøre ham. Da Tsjikatilo
forklarede, at han var pensioneret lærer og simpelthen savnede
at tale med unge mennesker, lod politimanden ham gå. Lidt
senere så han Tsjikatilo bestille oralsex hos en prostitueret og
OVER Tsjikatilo lokkede sine ofre ind i
skovområder ved jernbanestationer. Han
begik sit første drab, mens han arbejdede
på denne skole (øverst) i Sjakhty i det
sydøstlige Rusland.
HØJRE Den psykopatiske morders sande
ansigt blev afsløret i retten. Tsjikatilo
skreg, fablede, lo og viftede endda med
sin penis.
NÅR HAN IKKE KUNNE FÅ REJSNING,
BEGYNDTE HAN AT BRUGE KNIVEN SOM
REDSKAB I STEDET.
ANDREJ TSJIKATILO
»NÅR JEG BRUGTE KNIVEN, GAV DET MIG PSYKISK
LETTELSE. JEG TÆNKER, AT JEG MÅ ØDELÆGGES.
JEG VAR EN FEJL FRA NATURENS SIDE.«
93
SERIEMORDERE
HØJRE For Rusland var denne sag bogstavelig talt uden sidestykke. Da Tsjikatilo blev
stillet for retten, blev der sat et bur op til ham.
NEDERST Tsjikatilo blev stillet for retten i april 1992 for 53 drab (og blev dømt for 52
af dem) samt fem seksuelle overgreb. Da ofrenes pårørende for første gang stod over for
galningen, brød de ud i gråd.
NEDERST TIL HØJRE Retsmøderne blev gennemført ved byretten i Rostov under ledelse
af dommer Leonid Akhobzjanov som brugte to dage på bare at læse tiltalerne mod
Tsjikatilo op.
anholdt ham. Da hans attachetaske blev undersøgt, viste den sig
at indeholde en dåse vaseline, en lang køkkenkniv, lidt reb og
et beskidt håndklæde. Politimanden var sikker på, at han havde
fanget drabsmanden, men da svarene på prøven kom, stemte de
ikke overens.
I 1988 blev der stukket en kæp i hjulet på efterforskningen.
Ny forskning viste, at en blodtype, der blev bestemt ud fra
en sædprøve, ikke nødvendigvis var den rigtige. Burakov blev
fortvivlet. Nu var antallet af dræbte kommet op over 40, og
mange års hårdt arbejde løb ud i sandet. Han havde brug for en
ny taktik. I 1990 fik han ideen om at gøre overvågningen synlig
på visse steder for at lede drabsmanden hen, hvor civilklædte
betjente var placeret. Det var på et af disse steder, at en mand
blev set på vej ud af en skov den 6. november. Han havde blod
på kinden, en rift i fingeren og smågrene på frakkeryggen. En
politimand noterede hans navn og skrev en rapport.
Tilståelse gennem medfølelse
Da efterforskningschef Issa Kostojev læste denne rapport, løb det
ham koldt ned af ryggen. Han genkendte navnet fra en tidligere
rapport om en mand, der havde udvist utugtig adfærd ved et
busstoppested i Rostov. Kostojev gav øjeblikkeligt ordre om, at
Tsjikatilo skulle arresteres. Den 20. november blev han hentet ind
til afhøring.
Tsjikatilo blev placeret i et lokale sammen med en af politiets
mest rutinerede afhøringsledere, men vedkommende fik ikke
nogen tilståelse frem ved hjælp af almindelige teknikker. I stedet
valgte Kostojev at tage sagen i egen hånd. Han forsøgte at lokke
en tilståelse frem ved hjælp af løfter om at få Tsjikatilo kendt
mentalt utilregnelig. Men Tsjikatilo fastholdt, at han var uskyldig.
Ni dage gik, og Kostojev begyndte at blive fortvivlet. Den 10. dag
ville loven kræve, at han løslod den mistænkte - det virkede til, at
drabsmanden ville slippe fra ham igen. I et sidste desperat forsøg
på at opklare sagen, blev psykiater Aleksander Bukhanovskij
sat ind for at afhøre Tsjikatilo. I stedet for de brutale og ofte
fejlslagne forhørsmetoder, som havde fået så mange uskyldige til
at tilstå, brugte Bukhanovskij medfølelse som redskab.
Da han fortalte Tsjikatilos om hans sindsforstyrrelse og
forklarede, hvad den skyldtes, slog Tsjikatilos benægtelse revner.
Han begyndte at skælve. Til sidst brød han sammen i et anfald af
gråd, vedgik forbrydelserne, han var mistænkt for, og indvilligede i
at afgive en formel tilståelse. Han huskede indgående de 36 drab,
som Kostojev stillede op, og han indrømmede 20 andre, men kun
53 kunne bekræftes.
I alt blev han kendt skyldig i at have dræbt 52 piger, drenge og
kvinder. Han kunne endelig få sin dom, men hele nationen blev
oprørt over at høre om de mislykkede forsøg på at fange ham
tidligere.
94
HANS ATTACHETASKE VISTE SIG AT
INDEHOLDE EN DÅSE VASELINE, EN LANG
KØKKENKNIV, LIDT REB OG ET BESKIDT
HÅNDKLÆDE.
ANDREJ TSJIKATILO
HÅRD OPVÆKST I
STALIN-TIDEN
ANDREJ TSJIKATILO BLEV FØDT UNDER
HÅRDE KÅR, OG ALLEREDE I EN UNG ALDER
LÆRTE HAN, HVAD SKAM VIL SIGE. KAN
DISSE OPLEVELSER HAVE GJORT HAM TIL
DEN, HAN BLEV?
Andrej Romanovitsj Tsjikatilo blev født 16. oktober 1936 i
Jablotsjoje i Ukraine. Han voksede op i den mørke skygge af
Stalins kollektivisering af landbruget, der førte til omfattende
hungersnød. Ud over de hårde ydre forhold led Tsjikatilo af
en lidelse, som gav kronisk sengevædning, hvilket hans mor
ofte skældte ham ud for. Som voksen blev han impotent, men
giftede sig med en kvinde efter aftale om at undfange børn
ved at Tsjikatilo puttede sæd ind i hende med fingrene.
I 1970 tog han eksamen i russisk litteratur ved universitetet
i Rostov og begyndte en karriere som lærer. Han begyndte
at misbruge eleverne seksuelt, og han dræbte ni-årige
Jelena Zakotnova i 1978, hviket viste sig at være seksuelt
stimulerende. I 1981 blev han fyret efter flere klager om
overgreb mod børn og begyndte i stedet som funktionær på
en fabrik. Dette job krævede jævnligt rejser over store dele
af Sovjetunionen, hvilket gjorde det muligt at begå en række
drab uden at mistanken faldt på ham.
Som så mange russere
havde Tsjikatilo en hård
barndom under Stalins
regime, hvor gårde blev
tvunget til at afgive
land og afgrøder til
staten. Han troede, hans
bror var blevet fanget og
spist af naboerne.
95
SERIEMORDERE
RÆDSLERNES
HUS OG HAVE
DA POLITIET BEGYNDTE AT GRAVE I EN MISTÆNKT BARNEMORDERS
FORTID, FANDT DE NOGET, SOM CHOKEREDE HELE VERDEN.
Et tilsyneladende
lykkeligt og
normalt par,
bortset fra
at dette par
torturerede,
dræbte og
begravede
mennesker.
96
et var en grå, sur dag i Gloucester, og bortset fra
en lille sammenstimlen af journalister og politi ved
indgangsdøren virkede 25 Cromwell Street som en
helt normal bolig. Næsten ude af syne fra gaden, i den
smalle have på bagsiden af rækkehuset, foregik dog nogle langt
fra normale ting. Her arbejdede politifolk i gule kedeldragter
forsigtigt med at grave en mængde uhyggelige ting frem - de
afslørede noget, alle frygtede, men ingen havde lyst til at tro på.
Mens regnen silede ned, og udgravningen langsomt blev
forvandlet til et mudderbad, dukkede der noget op, som var helt
anderledes end sølet, det lå i. Det mindede om en menneskeknogle.
Stanken af råddent kød fyldte lufte og blandede sig med sejt, sort
slam, der løb ud af et ødelagt kloakrør. Det lod til, at en kvalmende
og frygtindgydende hemmelighed omsider kom frem i lyset – og
desværre var dette kun begyndelsen.
Tanken, om at entreprenør Fred West skulle have begravet sin
datter Heather under terrassen, havde i første gang virket som en
usmagelig spøg. Men spøgen var tydeligvis den brutale
virkelighed. Det værste var alligevel, at den kun
udgjorde toppen af isbjerget, for dette mareridt
stak meget dybere. I tiden fra den første
belægningssten blev brækket op den 24.
februar 1994 og frem til, at det berygtede
Gloucesterhus til sidst blev jævnet med
jorden, kom det endelig for dagen,
hvilken mageløs perversitet, grusomhed
og umenneskelighed, der havde rådet i
huset.
Lige efter at politiet kom, ringede
FRED & ROSE WEST
en panikslagen Rosemary West til sin mand, der arbejdede på en
byggeplads 20 minutter væk. - Du må komme hjem med det
samme, sagde hun hektisk. De vil grave haven op for at lede efter
Heather.
Han kom først hjem fire timer senere, langt ud på aftenen,
hvor politiet var godt i gang med udgravningen i hans have. West
skulle senere hævde, at han var besvimet i vejkanten på grund af
dampe fra malingspandene i bilen. Denne tvivlsomme historie
fik mange til at spekulere på, om han i virkeligheden havde
tilintetgjort belastende bevismateriale, der befandt sig i bilen, eller
i værste fald skilt sig af med resterne af endnu et offer.
På vejen hjem til Cromwell Street stak Fred ind forbi
politistationen for at sige, at han og Rose ikke anede, hvad der var
blevet af Heather. - Mange piger forsvinder ... De tager et andet
navn og prostituerer sig. Han hævdede, at datteren var lesbisk og
stofmisbruger.
Senere, da han kom hjem, gentog han, at eftersøgningen i
haven var spild af tid. -I finder ikke noget! sagde han med foragt
til efterforskerne og forsikrede dem om, at han ville sagsøge
politiet for at have raseret hans kære ejendom. Rosemary havde
sagt det samme, som Fred sagde til politiet – at de ikke anede,
hvor datteren var, og at hun var en håbløs stofmisbruger. Hele den
aften sad parret og snakkede sammen, og senere skulle det vise
sig, at de nok havde indgået en pagt om, at Fred skulle påtage sig
al skylden for drabet på Heather.
Sandheden graves frem
Næste dag blev Fred ført til politistationen, hvor han
overraskende nok tilstod og fortalte, hvordan han havde kvalt
datteren, før han skar liget i tre stykker for lettere at kunne
begrave det. Efterforskerne gravede videre i haven, og her gjorde
Det er en møjsommelige
proces at sikre
beviser. Man må ikke
overse noget.
de en rystende opdagelse. Professor Bernard Knight, en højt
anset patolog, var kaldt til gerningsstedet for at hjælpe politiet
med at identificere eventuelle ligrester, de frygtede at kunne finde
der. Den første menneskeknogle, de trak op af det rådne slam,
blev overladt til ham til analyse. Heldigvis havde professoren
ikke meget lugtesans tilbage, så han var ikke så plaget at den
overvældende stank, der ellers fik mange af kollegaerne til at
bruge maske. Han fastslog hurtigt, at fundet var dele af lårbenet
til en ung pige. Men efterhånden som flere knogler blev gravet
frem, vurderede han, at der var tale om mere end én pige.
- Med mindre denne pige havde tre ben, må der være mere
end ét lig her, bemærkede han.
HAN
HAVDE KVALT
DATTEREN,
FØR HAN
SKAR
LIGET I TRE
STYKKER.
Cromwell Street 25 lige før huset
blev revet ned.
SERIEMORDERE
Afhøringerne
Fred sugede hårdt på en cigaret og blev fjern i blikket, som om
han gennemgik ordene i hovedet igen og igen. ... rester af tre
lig» Under politiafhøringerne havde han ændret sin historie flere
gange: Han havde dræbt op til 30 kvinder i alt, han havde ikke
dræbt nogen, og dette var en fejltagelse, det var et uheld, og han
ville snart slippe ud igen, han havde dræbt Heather, men Rose
vidste ikke noget. Det var som om, han var usikker på, hvilken
version af virkeligheden, han foretrak, eller endda hvilken version,
der var den sande. Men én ting var sikker: Han overholdt pagten,
Rose havde absolut intet med drabene at gøre.
Fred gik med til at tage ud til haven og udpege, hvor de to
andre lig lå begravet – resterne af Shirley Robinsom og Alison
Chambers. Begge var teenagere. Begge var ofre for Freds
perverse seksuelle interesse. Begge blev tortureret og dræbt på 25
Cromwell Street.
Efterhånden som tiden gik, og haven uden for ægteparret Wests
skrækkabinet røbede flere frygtindgydende hemmeligheder, blev
det svært at tro, at Rose ikke var indblandet i drabene, og endnu
sværere at tro på, at hun ikke vidste, hvad der var sket. Et af ligene,
som blev fundet, var blevet halshugget. Et andet havde rester af et
læderbælte spændt rundt om kraniet - chokerende levn fra en eller
anden syg sexleg.
Politiet vidste, at Rose var prostitueret. Så sent som året før
var hun sluppet med en advarsel efter at have forgrebet sig på en
teenager fra byen. Hun og Fred havde bortført pigen, voldtaget
hende og truet hende med at dræbe hende, hvis hun sagde noget.
Sagen blev henlagt, fordi to centrale vidner ikke ville afgive
forklaring. Dette var bare de sidste af flere foruroligende tegn på,
at ægteparret i nummer 25 skjulte noget.
Mødet med ondskaben
Både i optakten til udgravningen og i efterspillet havde to kvinder
meget af æren for, at parret endelig blev stillet for retten. Den
første, kriminalbetjent Hazel Savage, efterforskede sagen mod
West meget ihærdigt lige fra starten. To år tidligere havde hun
afhørt West-børnene, som havde fortalt om den forfærdelige
fysiske og psykiske mishandling, de havde været udsat for – især
Anna Marie, som var blevet voldtaget af sin far gang på gang
i flere år, men hjælp fra moren. Savage var mest optaget af den
forsvundne datter Heather. Så efter at have samlet bevismateriale
mod Fred i flere måneder, lykkedes det hende endelig i februar
1994 at overbevise sine overordnede om, at det var nødvendigt at
grave haven op.
Da Fred West havde tilstået drabene på de tre piger, ville han
ikke svare på, om der var flere lig skjult på ejendommen - selvom
han tidligere havde indrømmet at have dræbt op til 30. Da
han ikke ville samarbejde med politiet, blev det Janet Leach, en
frivillig, der normalt bistod mindreårige i politiets varetægt, der
måtte lirke oplysninger ud af West.
Til sidst snakkede Fred. Han tegnede et uhyggeligt kort over
kælderen med anmærkning af, hvor seks andre lig befandt sig
- resultatet af over 20 år med tortur, voldtægt og drab var gemt
under huset. Fred sagde desuden til Leach, at hans kone ikke kun
vidste
d alt
l om
m drabene, men at hun havde deltaget aktivt, og at
98
DA DE
GRUSOMME
HEMMELIGHEDER
I HAVEN VED
WESTS HUS BLEV
AFSLØRET, VAR DET
SVÆRT AT TRO PÅ,
AT ROSE IKKE VAR
INDBLANDET.
Kælderen på Cromwell
Street 25, hvor Fred og
Rose gemte flere lig.
To retsmedicinere står midt i den
udgravede have på Cromwell
Street 25.
FRED & ROSE WEST
EN DJÆVELSK
ALLIANCE
Fred og Rose giftede sig i juni 1972. Da havde de allerede
myrdet tre personer: Ann McFall, Rena Costello og Charmaine
West. I løbet af 70’erne bortførte, voldtog, torturerede og
dræbte parret en række kvinder. Mange af dem blev de
først venner med, før de lokkede dem hjem til sig. Desuden
misbrugte parret jævnligt deres datter Anna Marie, da hun
var bare otte år. I 1979 myrdede Fred datteren Heather, som
dengang var 16 år, ved at kvæle hende. Derefter parterede
han liget i badekarret og begravede det i haven. Både han og
Rose sagde til alle, at Heather var stukket af, og liget blev
ikke opdaget før i 1994 - sammen med otte andre ofre. De tre
tidligere ofre lå begravet andre stedet i Gloucester-området,
og Fred West pralede af, at der fandtes mange flere, som ikke
var blevet fundet. Han tog eventuelle hemmeligheder med sig
i graven første nytårsdag 1995, da han hængte sig, mens han
sad varetægtsfængslet.
Rose fastholdt sin uskyld gennem hele retssagen,
men hun blev kendt skyldig i 10 drab og idømt 10 gange
livstidsfængsel. I dag er hun 64 år og har opgivet at ansøge
om benådning.
Politiet tager bevismateriale med sig fra
huset i Cromwell Street.
© Alamy, Corbis, Rex Features
h
hun endda var eneansvarlig for at have slået datteren Charmaine
ih
hjel, mens han afsonede en dom i 1971. Denne betroelse skulle
p
plage Janet Leach helt frem til retssagen mod Rose West, hvor
R
Rose faldt om efter at have afgivet sin forklaring og måtte på
ssygehuset.
Fra den første sten blev brækket op den 24. februar 1994 blev
h
hver mursten og hver planke i ægteparrets hus revet løs for at
aafdække de rædsler, der skjulte sig bag dem. Efterhånden viste
det sig, at haven kun var indledningen til historien om Fred og
Roses sadistiske livsstil. Flere spor af frihedsberøvelse dukkede
op - kraniet fra et af ofrene viste sig, at være helt pakket ind
i tape, bortset fra et lille åndehul til næseborene. Hvert lig
fortalte sin egen tragiske historie og gav endelig vished for
pårørende over hele landet.
Efter at Storbritannien og resten af verden havde fulgt
med i en ubehagelig blanding af forbløffelse og afsky, mens
25 Cromwell Street gav slip på sine hemmeligheder, blev
bygningen til sidst revet ned i 1996. Tilbage lå en gribende
åbning i gadebilledet, som om huset aldrig havde eksisteret.
99
SERIEMORDERE
GREEN RIVER-MORDEREN GARY RIDGWAY ER DØMT FOR 48 DRAB, MEN
MÅSKE HAR HAN MANGE FLERE PÅ SAMVITTIGHEDEN - HELT OP TIL 70.
100
Y
ar L n Rid
d ay har det
e k e d
dtt med g v.
a dee n helller ikke som barn
n. år more
moren
e
h m, faa
erede han, når hun vaa
e mi r e.
Efterhånden som
m han blev ældre, for m
e han, at det blevv
regnet som forkert. Men han kunne ik e e være, for han nød
berøringen. Hvad der skulle have været en naturlig følelse blev
til skam,, ogg han hadede hende. Han ønskede at dræbe hende for
det.
Mange oplever svære ting i barndommen, men ikke alle
pådrager sig mentale problemer på samme måde som Ridgway.
Han havde en unaturlig måde at forholde sig til sociale
spilleregler på. Efter hans opfattelse var mænd seksuelle, kvinder
var udyr, og han burde kunne få sex efter sine egne kriterier, når
han ville. Som seriemordekspert Jack Levin har påpeget, ligger
seriemordernes problem ikke i barndommen, men i hvordan de
bliver som voksne, når verden ikke lever op til deres forventninger.
Garys første tid
Ridgway blev født i Salt Lake City i 1949 som den anden af tre
sønner. Ifølge enkelte beretninger var han en populær dreng og
burde blive populær som mand. Naboer som Brenda Robinson
omtalte ham som et enestående menneske i alle sammenhænge.
Han havde et omgængeligt væsen og var ofte at finde på det
nærmeste diskotek. En tidligere skoleveninde fniser lillepigeagtigt
i dokumentarer, når hun den dag i dag snakker om, hvor forelsket
hun var i ham. Hun husker den kække dreng med de tindrende
øjne og de charmerende smilehuller, som dukkede op, når han lo
– ikke seriemorderen. En tendens, der er så stærk, at hun trækker
overbærende på skuldrene af en episode, hvor han tissede på
hendes brors ben, fordi han følte sig krænket. Hendes holdning
er, at drenge er drenge, og hun føler ikke ubehag over den socialt
uacceptable opførsel fra den senere drabsmand.
En lille smule frækhed og frejdighed blev opfattet som en
del af Garys mystik, underfundighed og charme. Dengang
var der ingen, der vidste, at han også hyggede sig med mindre
charmerende sysler som at stifte brande, stikke en dreng og
kvæle en kat. Problemet var, at Garys normer og forventninger til
kvinder ikke stemte overens med resten af verdens.
Mens han stadig var plaget af de uacceptable følelser for sin
mor, gjorde faren ondt værre. Han var buschauffør og kørte en
rute langs det berygtede område, der kaldes The Strip, som senere
skulle blive Garys jagtmarker. Hver dag kørte faren gennem
området og navigerede blandt sexarbejderne, der tjente til livets
ophold ved at betjene kunder - mænd der ønskede sex – og
dermed sværtede sit eget gode navn og rygte. Faren tudede sin
søn ørerne fulde med sine egne opfattelser, og til sidst tænkte
Gary, at det var forkert for en kvinde at have seksuelle lyster,
særligt hvis det førte til nogen som helst ulemper for mænd.
Men den frejdige Gary manglede ikke kvinder selv, og da han
blev færdig med skolen, giftede han sig med Claudia Kraig i en
idyllisk lille kirke med hvidt tårn. Kort efter kom han i flåden.
Lange, hårde nætter væk fra sit hjem fik Gary til at benytte sig af
prostituerede han mødte på sine togter, og sådan fik han gonoré.
Ridgway fælder en tåre,
mens han læser sin erklæring op i retten i 2003,
hvor han siger undskyld
for sine forbrydelser.
VENSTRE Gary Ridgway fik 48 livstidsdomme uden mulighed for prøveløsladelse. I
2015 blev han overført til et fængsel i Colorado efter at være blevet vurderet som en
risiko for de ansatte, men efter protester fra personaog ofrenes familier blev han sendt
tilbage til Washington.
101
SERIEMORDERE
SÅÅ TOG GARY FLØJLSHANDSKERNE AF OG SØGTE HÆVN
GENNEM DRAB ... FOR AT
HÆVNE SIG PÅ SIN EKS.
Han gav kvinderne skylden for, at hans omflakkende appetit var
gået ud over hans ædlere dele og blev skilt fra sin kone, da han
kom hjem og opdagede, at hun også havde søgt fysisk kontakt
uden for ægteskabet.
Han begyndte at betragte alle kvinder som horer, en holdning
han havde arvet fra sin far. Efter Garys opfattelse eksisterede
kvinder kun for at blive nydt. Hans syn på sin egen manddom var
så håbløst fordrejet, at han kun følte han kunne være en mand,
hvis hans partner ville nøjes med at være det, han betragtede
hende som.
Dette blev meget tydeligt, da Ridgway giftede sig med sin
anden kone, Marica, kort efter skilsmissen. Han var ikke knust af
hjertesorg, men optaget af at skaffe sig en kvinde, der var villig til
at løbe pendulfart mellem køkkenet og soveværelset, og dresserede
hende til at gøre præcis, hvad han ønskede. Som skuespiller
Patricia Eakes udtrykte det: [Marcia] dækkede hans behov. Hun
var meget underdanig i begyndelsen. Hun lavede mad til ham.
Hun tilbød seksuel aktivitet, når han ønskede det.
Blandt de seksuelle krumspring var affærer i det fri, omgivet
af naturens levende pragt. En strålende sol skinnede på dem over
rødmende skyer og klukkende bække. En gemmeleg, der dækkede
behov, han senere ville tilfredsstille gennem sadisme.
I 1975 fødte Marcia et barn, der havde større behov for hendes
krop end den brutale far. Gary fik indre sextid med sin kone, der
tidligere havde betjent ham, når som helst og hvor som helst.
Han reagerede på en meget umoden måde og erstattede forspillet
med at snige sig ind på hende bagfra og tage kvælertag. Seksuel
dominans som denne kan være acceptabel, hvis begge parter er
med på legen, men Marcia forstod, at hans opførsel var sadistisk
mishandling, så hun forlod ham og anmodede om skilsmisse. Så
tog Gary fløjlshandskerne af og søgte hævn gennem drab. I alle de
år, der fulgte, hævdede han, at hans handlinger var en realisering af
behovet for at hævne sig på sin eks om og om igen.
Han begyndte at køre langsomt ned ad The Strip på jagt efter
sexarbejdere. Han overtalte dem til at sætte sig ind i bilen, kørte
dem ud til øde steder og dræbte dem – ofte ved at kvæle dem
bagfra. Derefter skilte han sig af med liget, før han angreb sit
næste offer.
Gary havde valgt at se sig selv som så svag, at der kun var én
både han kunne forbedre sin selvrespekt på, og det var at vende
tilbage med jævne mellemrum og have sex med ligene. Kun ved
at føre sit lem ind i de stadig mere nedbrudte og frastødende lig
kunne han føle sig som et rigtigt mandfolk. Skuespiller Patricia
Eakes har nævnt, at han opfattede dette som en smule romantisk:
- Det var et møde, en kønsakt han slap for at betale for. Et
møde med noget, han ganske enkelt betragtede som «skrald» –
det var det, han kaldte sine ofre.
Samfundets ofre
Gary havde ret i én ting: De var ofre. Kvinderne han samlede op
var sexarbejderne fra The Strip. De arbejdede ikke i sexindustrien
102
HJÆLPENDE HÅND FRA EN
ANDEN SERIEMORDER..
Da politiet ikke kom nogen veje i Gary Ridgway-sagen,
dukkede Theodore Ted Bundy op. Bundy var en kæk,
drenget jurastuderende og politisk rådgiver dømt for
kidnapning, voldtægt, drab og nekrofili. Som mange andre
seriemordere prøvede han gerne at hævde sig på grundlag
af forbrydelserne, han havde begået, så han skrev til Green
River-operationsstyrken og tilbød sin eksperthjælp med at
finde drabsmanden, som han kaldte Elvermanden. Denne
romantiske og mystiske betegnelse tyder på, at noget af det
vigtigste for ham var at komme i mediernes søgelys. Bundy
havde møder med Robert D. Keppel, som profilerede
seriemordere. Den erfarne seriemorders indsigt blev
sammenholdt med de oplysninger, som operationsgruppen
havde at holde sig til, og dette materiale blev senere
offentliggjort i bogen Ted Bundy and the Hunt for the
Green River Killer. Der står, hvordan den psykologiske
profilering blev baseret på at opbygge et forhold til de
mistænke for at forstå deres tankemåde. Der står også om
den overraskelse, Keppel følte, da Bundy begyndte at tilstå
sine egne forbrydelser for første gang i håb om at blive
sammenlignet med Ridgway, som blev meget kendt.
Hvor meget Bundy
faktisk bidrog til
efterforskningen var
lige så tvivlsomt
som hans motiver.
GARY RIDGWAY
VENSTRE Året er 1987, og King County-politiet har en væg dækket med portrætter af ofre
for én enkelt seriemorder. Ligene fra Ridgways mest aktive drabsperiode, 1982-84, blev stadig
fundet langt ind i 1990’erne.
som escortpiger eller entertainere for fornøjelsens eller
berømmelsens skyld. De arbejdede kun for at tjene penge. Mange
var stukket af hjemmefra, andre var havnet i vanskeligheder på
grund af uheld eller stofafhængighed, og enkelte af dem havde
familie at forsørge. Det var kvinder, som prøvede at overleve, og
som ikke følte, at der fandtes andre muligheder for dem.
Som så mange andre seriemordere før ham, mente Gary, at
dette var de letteste ofre, han kunne finde, for de havde færre
venner og familiemedlemmer, som kunne skabe storm i medierne.
Det var sværere for lovens håndhævere at spore disse kvinder,
for da de var lovbrydere selv, havde de holdt sig under radaren,
indtil det var for sent. Kvinderne skjulte sig aktivt for politiet, som
prøvede at fange drabsmanden, og det gjorde de simpelthen for at
kunne blive ved med at tjene til livets ophold. Kvinderne var mere
bange for at miste deres levebrød end for at støde på én farlig
person blandt de mange tusind mænd, der passerede gennem
byens gader hver nat.
Efterhånden som flere lig dukkede op, gik politiet i aktion.
De oprettede
Green River Task Force,, en operationsstyrke
p
p
y
på 50 mand med egen tipstelefon. Ifølge Dave Reichert fra
operationsstyrken havde de mellem 12.000 og 15.000 mistænkte
og de afhørte faktisk Ridgway, da et vidne havde set en
prostitueret sætte sig ind i hans bil, før hun forsvandt.
George Johnston ved Washington State Patrols centrale
kriminaltekniske laboratorium fortæller, at teknikere også
finkæmmede gerningsstederne på jagt efter løse hår, fragmenter,
glas, tekstilrester, alt der kunne føre dem til gerningsmanden. Men
det eneste, de havde at gå efter, var sædprøver fra nogle af ligene og
visheden om, at drabsmanden var unormal. For normale mennesker
ville næppe have lagt sten i ofrenes kønsorganer, som om de lagde
glaskugler på plads i posen.
Problemet var, at personen som begik disse forbrydelser var en
ubestemmelig type. Ridgway er ekstremt almindelig af udseende,
og de udnyttede han til at undgå at blive fanget. Han benyttede
forskellige varevogne, når han strejfede rundt i gaderne, og han
fortalte gerne om sin lille søn, for at kvinderne skulle føle sig
trygge. Gary bestod endda en løgndetektortest, fordi detektoren
registrerer fysiske indikationer på psykisk ubehag, og dem viste
han ingen af. Han nød sine sejre.
Menneskejagt i medierne
I modsætning til Ridgway var politiet sunde og raske mænd
og kvinder, og de kæmpede for at forstå gerningsmandens
tankegang. Men de endte med at drage nytte af, at den arrogante
og forfængelige seriemorder Ted Bundy blandede sig. Han
kom luskende ind i rampelyset igen for at hænge i skørterne på
Ridgway.
Noget af problemet for politiet var, at det ikke krævede noget
geni at narre de amerikanske medier og en befolkning, der var
VENSTRE Efterforskerne leder efter rester af et af Green River-morderens ofre. Størstedelen
af Ridgways drab skete i starten af 1980’erne, en turbulent periode i hans ægteskab, da de
ustoppelige kødelige lyster ikke blev tilfredsstillet.
103
SERIEMORDERE
DE BETALTE PRISEN FOR
EN GAL MANDS VÆRK
SEX, DRAB, NEKROFILI: DET GARY MANGLEDE I SIT
ÆGTESKAB, TOG HAN FRA GREEN RIVER-OFRENE.
4
6
2
3
WENDY COFFIELD
GISELE LOVVORN
DEBRA BONNER
Alder: 16
Fundet 15. juli 1982
Alder: 17
Fundet 25. sep. 1982
Alder: 23
Fundet 12. aug. 1982
7
8
9
MARCIA CHAPMAN
CYNTHIA HINDS
OPAL MILLS
TERRY MILLIGAN
MARY MEEHAN
DEBRA ESTES
Alder: 31
Fundet 15. aug. 1982
Alder: 17
Fundet 15. aug. 1982
Alder: 16
Fundet 15. aug. 1982
Alder: 16
Fundet 1. apr. 1984
Alder: 18
Fundet 13. nov. 1983
Alder: 15
Fundet 30. maj 1988
10
11
12
13
14
15
LINDA RULE
DENISE BUSH
SHAWNDA SUMMERS
SHIRLEY SHERRILL
COLLEEN BROCKMAN
ALMA SMITH
Alder: 16
Fundet 31. jan. 1983
Alder: 22
Fundet 12. juni 1985
Alder: 17
Fundet 11. aug. 1983
Alder: 18
Fundet 14. juni 1985
Alder: 15
Fundet 26. maj 1984
Alder: 18
Fundet 2. apr. 1984
16
17
18
19
20
21
DELORES WILLIAMS
GAIL MATTHEWS
ANDREA CHILDERS
SANDRA GABBERT
KIMI-KAI
KIMI
KAI PITSOR
MARIE MALVAR
Alder: 17
Fundet 31. marts 1984
Alder: 24
Fundet 18. sep. 1983
Alder: 19
Fundet 11. okt. 1989
Alder: 17
Fundet 1. apr. 1984
Alder: 16
Fundet 15. dec. 1983
Alder: 18
Fundet 29. sep. 2003
22
23
24
25
26
27
CAROL CHRISTENSEN
MARTINA AUTHORLEE
CHERYL WIMS
YVONNE ANTOSH
CARRIE ROIS
CONSTANCE NAON
Alder: 21
Fundet 8. maj 1983
Alder: 18
Fundet 14. nov. 1984
Alder: 18
Fundet 22. marts 1984
Alder: 19
Fundet 15. okt. 1983
Alder: 15
Fundet 10. mars 1985
Alder: 21
Fundet 27. okt. 1983
28
104
5
1
29
30
31
32
33
KELLY WARE
TINA THOMPSON
APRIL BUTTRAM
DEBBIE ABERNATHY
TRACY WINSTON
MAUREEN FEENEY
Alder: 22
Fundet 29. okt. 1983
Alder: 22
Fundet 20. apr. 1984
Alder: 17
Fundet 30. aug. 2003
Alder: 26
Fundet 31. marts 1984
Alder: 19
Fundet 27. mars 1986
Alder: 19
Fundet 2. maj 1986
GARY RIDGWAY
34
35
36
37
38
39
MARY BELLO
PAMMY AVENT
DELISE PLAGER
KIMBERLY NELSON
LISA YATES
MARY WEST
Alder: 25
Fundet 12. okt. 1984
Alder: 16
Fundet 16. aug. 2003
Alder: 22
Fundet 14. feb .1984
Alder: 26
Fundet 14. juni 1986
Alder: 26
Fundet 13. marts 1984
Alder: 16
Fundet 8. sep. 1985
40
41
42
43
44
CINDY SMITH
PATRICIA BARCZAK
ROBERTA HAYES
MARTA REEVES
Alder: 17
Fundet 27. juni 1987
Alder: 19
Fundet 1993
Alder: 21
Fundet 12. sep. 1991
Alder: 37
Fundet sep. 1990
46
47
45
PATRICIA YELLOWROBE UIDENTIFICERET
Alder: 38
HVID KVINDE
Fundet 6. aug. 1998
Alder: 12-17
Fundet marts 1984
48
10
4
44
UIDENTIFICERET
SORT KVINDE
UIDENTIFICERET
KVINDE
UIDENTIFICERET
HVID KVINDE
Alder: 18-27
Ikke fundet
Alder: 20-30
Fundet aug. 2003
Alder: 14-18
Fundet jan. 1986
39
3 29
36 38
3
7
37
3 23
3 31
35 43
3
25
1
12
24
8 18
8
27
28
2
32
1
7
3
4
5
6
5
15
16
6
1 26
21
40
20
13
41
11
9
14
RIDGWAY UDTALTE, AT
ANTALLET AF KVINDER, HAN
HAR DRÆBT, KAN HAVE VÆRET
MEGET, MEGET HØJERE –
MÅSKE NÆRMERE 70 OFRE.
105
E
ØVERST Ridgway læner sig tilbage
under afhøring hos sherif David Reichert
i King County. Efter 400 timer tilstod han
48 drab.
OVER Som led i sine forhandlinger om
livstidsfængsel i stedet for dødsdom fører
Ridgway efterforskerne til de steder, hvor
han efterlod nogle af ofrene.
MIDTEN, OVER Ridgway sidder
alene, flankeret af væbnede vagter under
retssagen. Én gang bliver han afbrudt af
råbende pårørende til et af ofrene.
OVER TIL HØJRE Green River-morderen
kommer til Højesteret i King County for
at underskrive tilståelsen. Med denne
handling er han officielt den mest ”produktive” seriemorder i USAs historie.
106
grebet af panik og tørstede efter nyheder om drabene i deres
hjemby. Pressen rapporterede om hvert nyt ligs placering, og da
Gary var kendt som en af stamkunderne langs The Strip, blev
han gentagne gange kaldt ind til afhøring. Han vidste, at han var
under opsyn. Politiet kunne ud fra hans benzinregninger se, at han
kørte meget længere, end det var logisk for ham, men de kunne
ikke bevise noget. Han blev genkendt ved fotokonfrontationer,
men det beviste ikke andet, end at han havde været til stede
i området. Hans bolig og bil blev ransaget, men politiet fandt
ikke spor af andet end en ganske almindelig arbejdende mands
tilværelse. Det, de havde på ham, var kun indicier, det knyttede
ham ikke direkte til andre lovbrud end at betale for sex. Det førte
ikke til andet, end at Ridgway måtte finde en anden måde at
operere på. Han ændrede taktik.
Ridgway begyndte at tage kvinderne med hjem, hvor han
uforstyrret dræbte dem i sit eget soveværelset, før han vaskede
sengetøjet og skilte sig af med det for ikke at efterlade spor.
Derefter kørte han ligene længere og længere væk for at kunne
vende tilbage til dem i længere tid. Han flyttede endda nogle af
dem.
Selv om det lykkedes ham at føre et nogenlunde normalt liv,
og selv om han giftede sig med sin tredje kone, Judith Lynch,
i 1988, begyndte folk at blive mistænksomme. Nu havde han
forladt fra marinen og havde arbejdet i flere år som lakerer og
udstillingsansvarlig på fabrikken med Kenworth lastbiler.
Kollegaer som Art Murphy huskede, at Ridgway var blevet
afhørt om forbrydelserne i 80’erne. Og Ridgway havde ikke gjort
nok for at berolige folk i den forbindelse, så han blev kendt som
Green River Gary. Enkelte blev ved med at se ham som den
populære fyr, han havde været i sin ungdom, mens andre, som
for eksempel Art Murpht, erklærede, at han var en anden slags
person, et menneske, som det var bedst at holde sig væk fra.
De sidstnævnte havde ret. Selv mennesker, han ikke ønskede
at gøre noget ondt, blev påvirket af hans syge sind, bl.a. tog han
ofrenes smykker med på arbejde. Han arrangerede desuden store
garagesalg, hvor han falbød kvindernes ting til folk i sin egen
gade, og nysgerrigheden lokkede dem frem. Der var ingen, der
undrede sig over, at denne midaldrende familiefar havde så mange
kvindeting til salg.
Efterhånden blev Gary Ridgways drab mindre hyppige, og da
der ikke dukkede nye spor op, blev operationsstyrken opløst. Til
sidst var der kun Tom Jensen tilbage.
Fanget takket være DNA
Green River-morderen blev til sidst afsløret af mikroskopiske
molekylestrenge takket være en teknologi, som nogen af verdens
skarpeste hoveder havde udviklet. I al stilhed havde forskere
arbejdet i retssamfundets tjeneste i mange år. I 2001, 19 år efter
det første drab, gav Marcia Chapmans lig nogle sekreter, der
kunne undersøges og sammenholdes med Ridgways DNA.
Derefter testede teknikerne resterne af et tidligere offer, der hed
Y
SLAP FOR
DØDSSTRAF
Gary Ridgway blev i første omgang dømt for 48 overlagte
mord under særdeles skærpende omstændigheder, men
han har udtalt, at antallet af kvinder, han har dræbt, kan
have været meget højere – måske i størrelsesordenen af 70
ofre. Politiet mistænkte ham for at have dræbt yderligere
14 kvinder, men da der ikke er nok bevismateriale til at
underbygge mistanken, er han ikke blevet tiltalt for disse drab.
Den oprindelige strafudmåling var fængsel på livsstid, mod
at han skulle hjælpe politiet i efterforskningen, der stadig var
i gang. Hjælpen fra Ridgway har ikke været til nævneværdig
nytte, hverken i forhold til at opklare gamle sager eller til
at føre ofrenes lig tilbage til de pårørende. Sådan har det
været med tilsvarende hjælp fra andre seriemordere som
for eksempel Myra Hindley. Ridgway var med politiet ude
i marken for at finde flere lig, men de fandt ikke et eneste
spor. Måske skyldes det ganske enkelt glemsomhed fra hans
side, da han havde dræbt så mange. Men det kan også være
- som The Seattle Post - at Ridgway førte politiet ud på
en håbløs eftersøgning, enten fordi han ikke kunne huske,
hvor han havde gemt ofrene, eller fordi han havde opdigtet
sin egen indblanding i sagerne. Det kan i så fald have været
et ønske om at få opmærksomhed og blive endnu mere
berømt for forbrydelserne. Men det kan også have været et
forsøg på at styrke sin status som en fange med behov for
beskyttelse og særbehandling. Politi og anklagemyndighed
kan kun håbe, at Ridgway en skønne dag vælger at afsløre
andre hemmeligheder, han måtte sidde inde med. Ridgway
er fængslet i Washington Statsfængsel i Walla Walla,
Washington.
JO MERE HUN TRYGLEDE, BAD OG SKREG,
DESTO BEDRE HAVDE HAN DET.
JACK LEVINE, EKSPERT I SERIEMORDERE
Ridgway til at åbne sit eget hjerte, selv om det kun var for en
stakket stund. Han rejste sig og gav dette svar:
- Jeg er ked af, at jeg har dræbt disse damer, sagde han. De
havde hele livet foran sig. Jeg er ked af, at jeg har påført så mange
familier så meget ondt.
Det, at han anerkendte kvinderne som damer og gjorde ham en
smule menneskelig i dette korte, følsomme øjeblik. Han tog ansvar
for de foragtelige forbrydelser, han havde begået, og gav samtidig
et glimt af håb om, at forsoning er mulig selv i de vanskeligste
situationer.
I dag er Gary Ridgway dømt for drab på 49 kvinder. . Ridgway
deltager stadig i efterforskningen for at få andre sager opklaret.
Hans handlinger er ikke resultatet af en svær barndom eller af
lav intelligens, som medierne har beskrevet. De var resultatet af
de valg, han traf. Han valgte at godtage doktrinen om, at mænd
som ham havde rettigheder, mens kvinder ikke havde det. Det
valg skyldtes ikke politik, det skyldtes, at det ikke lykkedes ham at
blive voksen og indse, at det simpelthen ikke forholder sig sådan.
© Adrian Mann; Corbis; REX Features; Getty Images; Alamy
Carol Ann Christensen, og så havde de ham. Gary Ridgways
DNA afslørede ham. Spillet var ude, og Gary blev anholdt den
30. november 2001.
Først benægtede han alt. Naboerne var chokerede, men
familien støttede ham. De regnede med, at det var en fejl, og at
den arbejdsomme far ville vise sig at være uskyldig. Men den
virkelige Ridgway var fej lige til det sidste, så han lavede en
handel med politiet og anklagemyndigheden. Han erklærede sig
skyldig i 48 drab og gik med til at føre politiet til de steder, hvor
han havde efterladt ligene, så de kunne blive begravet. Betingelsen
var, at han skulle slippe for dødsstraf.
Da sagen kom for retten, stod han med ret ryg og erklærede
sig skyldig i henhold til alle tiltalepunkterne efterhånden som de
blev læst op. Han blev dømt den 18. december 2003.
Den dato, lige før jul, er vigtig. Trods tragedierne var det en
lettelse for ofrenes familier, at sagen var slut. Men det var også en
tilgivelsens tid, og det var i den forbindelse, at en gammel mand
med langt, hvidt skæg og farvestrålende seler stod frem i retten
for at sige nogle ord til den forvoksede knægt, der havde dræbt
hans datter, Linda. Manden hed Robert Rule, og dette var hans
budskab:
- Mr. Ridgway, der er folk her, som hader dig. Jeg for min del
er ikke iblandt dem. Du har gjort det vanskeligt for mig at leve
op til det, jeg tror på, det vil sige det, som Gud beder os om at
, idgway.
g y
at til
er til
Da Rule talte om sin tro på Gud, talte han fra hjertet. Det fik
107
SERIEMORDERE
STUDENTER-
EN LANG RÆDSELSNAT BLEV
SKÆBNESVANGER FOR EN AF DE
VÆRSTE SERIEMORDERE I USA.
D
et var de 30. december 1977. Folk over hele verden
så frem til at fejre nytår og få en chance til at starte
forfra, sætte sig nye mål i livet og opleve nye ting. På
mange måder var Theodore ”Ted” Bundy som alle andre
feststemte mennesker den aften – opløftet og nervøs ved tanken
om, hvad fremtiden havde at byde på, fuld af planer om at rejse
og møde nye mennesker. Men på ét punkt skilte han sig ud:
I stedet for at skåle på Times Square eller feste sammen med
sine venner begyndte Bundys nytårsplaner med at bryde ud af
fængslet i Glennwood Springs i Colorado.
Han var dømt for kidnapningsforsøg og vold mod Carol
DaRonch i Utah i 1974 og ventede på retssagen for drabet på
Caryn Campell i 1975. Fængslet havde derfor været Bundys
hjem i seks måneder. Og der havde han ikke ligget på den
lade side. Han var hurtigt begyndt at planlægge sin flugt,
og han havde sørget for at få mest muligt at vide om fængslet
og fangevogternes rutiner af sine medfanger. Desuden havde
han sørget for at blive kendt for at arbejde med at forberede
sit forsvar til langt ud på natten for så at sove lidt længere
om morgenen. Men det allervigtigste var, at han havde
fundet et svagt punkt i cellen, så han kunne undersøge
fængslet ubemærket. Men en indsmuglet sav skar Bundy sig
tålmodigt gennem svejsefugerne omkring en ventilåbning på 30
x 30 cm i taget på cellen. Sådan fik han adgang til kryberummet
ovenpå, og derfra kunne han komme ud i resten af bygningen.
Efter flere måneders forberedelser og retssagen berammet til 9.
januar var tiden inde til at føre planerne ud i livet.
Han fordelte nogle bøger strategisk under tæppet for at narre
fangevogterne til at tro, at han sov, når de gik deres morgenrunde,
og rustet med 500 dollars i indsmuglede sedler pressede Bundy
sig gennem ventilåbningen og krøb frem til direktørens lejlighed.
Han havde heldet med sig, for direktøren og hans kone var
ude den aften, så han kunne gå ind i deres lejlighed, stjæle tøj
fra direktørens skab og gå ud gennem yderdøren. Natten før
nytårsaften 1977 var Bundy på fri fod.
TIDEN VAR INDE TIL AT FØRE
PLANEN UD I LIVET.
Bundy var selvsikker,
kæk og karismatisk,
egenskaber han udnyttede,
når han lokkede sine
ofre i døden.
108
TED BUNDY
Køretur
Da alarmen omsider gik i fængslet, havde Bundy allerede kørt,
blaffet og taget et fly fra Colorado til Chicago. Derefter tog han
toget til Ann Arbor, og til sidst kørte han en stjålet bil sydpå
til Tallahassee i Florida. En by, der skulle blive gerningssted for
de berygtede, blodige og dristige drab, som førte til, at Bundy
gik over i historien som en af Amerikas mest frygtindgydende
seriemordere.
Mens menneskejagten blev optrappet i Colorado, fandt Bundy
et sted at bo i nærheden af Florida State University. Han lejede
et værelse under falsk navn og indså, at hvis han ville holde
sig på fri fod, måtte han undgå at vække opmærksomhed på
nogen som helst måde. Han bestemte sig for at være en lovlydig
mønsterborger. Men det viste sig hurtigt at blive en udfordring
at leve uden job og med meget få penge, så det varede ikke
længe, før han var i gang med stjålne kreditkort og småtyverier
for at skaffe penge til at leve for. Bundy gled efterhånden ind
i en stille og anonym tilværelse. Om dagen holdt han til på
universitetsområdet, hvor han overværede forelæsninger og spiste
i kantinen. Om aftenen sad han på sit værelse og så på et stjålet
tv. Men selv om uhyret i hans indre holdt sig i ro for en stund,
kunne det ikke ligge i dvale i al evighed.
Nedslagtning på kollegiet
Chi Omega var et hjem for kvindelige studerende i West
Jefferton Street få hundrede meter fra Bundys hybel. De
studerende på universitetet i nærheden delte værelse to og to,
og et andet sted i huset boede kollegiets husholderske, ”Mom”
Crenshaw. I de kølige morgentimer søndag den 15. januar 1978
kom en af pigerne, Nita Neary, hjem efter en aften med sin
Drabsvåben
kæreste. Der var lys i nogle af lamperne på første sal, så Nita
hentet fra Bundys
Volkswagen-boble
gik fra værelse til værelse og slukkede dem. Pludselig hørte hun
16. august 1975.
løbende skridt på anden sal. Da Nita gik ud i gangen igen, så hun
en mand, der forlod huset iført en mørkk strikkehue og
med en slags træhammer i hånden.
Bundy dragede nytte
Hun frygtede, at det ikke bare var
af sin erfaring som
en nattegæst, der havde besøgt en
jurastuderende, da han
forsvarede sig selv i
af de andre piger, men hun vidste
retten.
ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre, så
hun vækkede sin værelseskammerat,
Nancy Dowdy. De to piger tjekkede
om dørene på første sal var låst, før
de bestemte sig for at vække Mom
og fortælle om manden. På vej til
husholderskens værelse så de, at en
af de andre studerende i huset, Karen
Chandler, kom ud fra sit værelse og
vaklede hen ad gangen, mens hun
tog sig til hovedet. Da piger ville
se efter, om der var noget i vejen
med hende, opdagede de til deres
overraskelse, at hovedet var smurt ind
i blod.
109
Tandtekniske beviser blev brugt i
retten til at knytte Bundy til de grumme
bidemærker, som blev fundet ved
obduktionen af Lisa Levy.
INDENI Ted Bundy blev dømt til
henrettelse i den elektriske stol, hvilket
fandt sted i 1989 med en jublende
menneskemængde udenfor.
Mens Nancy hjalp Karen, vækkede Nita husholdersken, før
hun undersøgte Karens værelse. Karens værelseskammerat, Kathy
Kleiner, sad oprejst i sengen, vildt oprørt, og tog sig til hovedet,
mens blodet piblede ud af hende. Pigerne var blevet angrebet,
mens de sov. De tilkaldte politiet.
Det kan virke utroligt, at en mand kunne snige sig ind i huset
og angribe to piger, mens de andre sov uforstyrret på deres
værelser i nærheden, men det virkelige omfang af hans grusomme
handlinger var endnu ikke afsløret.
Først da politiet kom til stedet, afhørte beboerne og tjekkede
værelserne et efter et, viste det sig, at Karen og Kathy ikke var
de eneste ofre den nat. Først blev Lisa Levy fundet. Hun lå med
dynen trukket op over skuldrene og så ud, som om hun sov,
men nærmere undersøgelser bragte den forfærdelige sandhed
for dagen: Lisa reagerede ikke på, at folk råbte og rystede hende,
og der var en blodplet på sengetøjet. Der blev øjeblikkeligt
ringet efter en ambulance, men hun havde ingen puls, en
hævelse rundt om kæben kunne tyde på kvælning, og hun havde
grumme bidemærker på højre bryst, hvor brystvorten næsten
110
var bidt af. Ambulancemandskabet
arbejdede hurtigt, de var klar over,
at de havde tiden imod sig, da de
forsøgte at genoplive pigen. De gav
hende adrenalin i håb om at få gang i
hjertet, og de stak et rør ned gennem
hendes hals. Hun blev kørt væk for fuld
udrykning, men det var for sent. Lisa
blev erklæret død, da hun ankom til
sygehuset.
Til sidst, mens pigerne i huset
samlede sig i en choktilstand, blev det
opdaget af Magaret Bowman heller ikke
var kommet ud fra sit værelse. Politiet
undersøgte hendes soveværelse og fik de
værste anelser bekræftet. Margaret lå på
maven i sengen, med blod i håret og på
puden. Kraniet var slået ind, og i håret
havde hun barkrester fra den primitive
TED BUNDY
Pågribelsen af en morder
Bundy tog dog endnu et offer - den 12-årige Kimberly Leach,
som den 9. februar 1978 blev bortført fra Lake City High
School, voldtaget, dræbt og smidt i Suwannee River State Park,
hvor liget blev fundet næste to måneder senere. Men heldigvis
nærmede Bundys rædselsregime sig sin slutning. Politiet havde
ikke koblet hans tidligere forbrydelser i Utah og Colorado til
drabene i Florida, og det var faktisk en almindelig patruljerende
betjent, David Lee, der gjorde en ende på Bundys aktiviteter.
Han havde stoppet en orange VW for mistænkelig kørsel natten
til 15. februar, en måned efter Chi Omega-drabene. Da Bundy
blev kommanderet ud af den stjålne bil, gjorde han først, som
han fik besked på. Men pludselig angreb han Lee og forsøgte
at stikke af, men i slagsmålet lykkedes det Lee af give ham
håndjern på. -Jeg ville ønske, du havde dræbt mig, sukkede
Bundy, da de kørte til politistationen. Lee havde pågrebet en af
USA´s mest eftersøgte mænd.
Bundys blodige spil var ovre.
eneste, der stod
st tilbage, var
ovre Det eneste
at tælle de liv, han brutalt havde taget.
I skoledagene
var Bundy
stille og
genert. Hans
berygtede
naturlige
charme
udviklede sig
ikke før sent
i teenageårene.
Bundys optræden i retten grænsede til
galskab, men intet kunne hindre ham i at
blive sendt i den elektriske stol.
DØMT TIL DØDEN
Ch i Omega-drabene blev måske de mest kendte af Bundys
forbrydelser, men i virkeligheden udgjorde de kun en brøkdel at de
voldshandlinger, han begik. Bundy var mistænkt for at have været
indblandet i bortførelser, angreb, voldtægter og drab, som ramte
over 30 unge kvinder over hele USA. Det virkelig omfang bliver
måske aldrig klarlagt – Bundy tilstod 36 drab, men antydede,
at der kan have været flere. Selv om han var blandt FBIs mest
eftersøgte forbrydere, kunne han holde sig på fri fod så længe,
fordi forbrydelserne var spredt over et stort geografisk område.
Kommunikationen mellem de forskellige politimyndigheder
var dårlig, så efterforskerne så sjældent længere end til
voldshandlingerne i deres eget distrikt. Dermed opdagede de ikke
det større mønster. I mange tilfælde var hans flugt og tidligere
forbrydelser helt ukendte i de stater, han bevægede sig igennem.
Det var bidemærkerne på Lisa Levy, som blev det fældende
bevis. Hans tandaftryk blev sammenholdt med mærkerne på liget,
og dermed kunne juryen være sikker på, at dette var manden bag
grusomhederne, der fandt sted den kolde januarnat i 1978. Bundy
blev ved med at hævde sin uskyld – også efter han blev dømt til
døden for drabene på Levy og Bowman. En tredje dødsdom fulgte i
februar 1980, denne gang for drabet på Kimberly Leach, og Bundy
blev til sidst henrettet i den elektriske stol 24. januar 1989, mens
2.000 personer jublede uden for fængselsmurene.
© Corbis, Getty
KRANIET VAR
SLÅET IND,
OG I HÅRET
HAVDE HUN
BARKRESTER
FRA DEN
PRIMITIVE
HAMMER.
SOM OM DET
IKKE VAR
NOK, VAR
HUN OGSÅ
BLEVET
KVALT. HUN
HAVDE EN
NYLONSTRØMPE
SNURRET
RUNDT OM
HALSEN.
hammer. Som om det ikke var nok, var hun også blevet kvalt.
Hun havde en nylonstrømpe rundt om halsen.
Volden, der havde fundet sted i huset den nat, var chokerende,
men næsten lige så chokerende var den tidsperiode, det var sket
indenfor. En af de andre piger havde snakket med Margaret kl.
02.35, og Nita var kommet hjem præcis tids nok til at se den
mystiske mand forlade huset kl. 03.00. Det lod til, at to piger var
blevet dræbt og to andre alvorlig såret i løbet af en halv time.
Men for Bundy var nattens aktiviteter slet ikke ovre. Hans
blodtørst var endnu ikke slukket. Mens antallet af blinkende
politivogne omkring studieboligen voksede, og billedet af, hvad
der var foregået, blev stykket sammen, gik Bundy til et andet
hus nogle hundrede meter væk. Der brød han ind gennem et
kældervindue og angreb den studerende Cheryl Thomas brutalt,
mens hun lå i sengen. Skriget fra angrebet vækkede naboerne,
som ringede til Cheryls telefon. Det skræmte Bundy og fik
ham til at flygte ud i nattemørket. Takket være naboerne skulle
Cheryl, den blodige nats femte offer, blive en af de få heldige,
som er sluppet levende fra Bundy.
111
SERIEMORDERE
UDYRET FRA
BASTILLEN
GUY GEORGES TERRORISEREDE
EDE PARIS I MANGE
ÅR, BLEV LØSLADT GANG PÅ GANG OG FORTSATTE
DRÆBE HVORDAN
MED AT DRÆBE.
HVORD KUNNE DET SKE?
et er en råko
old vinteraften i Paris, den 24. januar 1991. Guy
Georges, en
n forstyrret 28-årig mand med megen vold mod
kvinder på samvittigheden,
s
sidder på en café i Montparnasse
og nyder en
n øl. Området er valgt med omhu; - denne side af
Seinen er et trendy område,
o
hvor mange studerende holder til. Mange
unge, smukke kvindeer går forbi vinduet, hvor han sidder denne aften.
En sød lille blondinee med raske trin fanger Guys blik, og noget, der er
svært at definere, rørrer sig inden i ham. Det er ikke noget seksuelt, selv
om han synes, hun eer tiltrækkende. Guy lægger to franc i baren og går
ud for at følge efter hende. Han tager hånden om på ryggen og løfter
forsigtigt på rygsækk
ken: vægten af indholdet er betryggende.
Skridtene bliver hurtigere,
h
da de kommer til Rue Delambre. Guy
går ud fra, at det er her,
h kvindens lejlighed ligger. Hun finder sine
nøgler frem, og idet hun låser døren op, griber han chancen. Han tager
hurtigt et langt skrid
dt for at komme op på siden af hende og griber
fat i hendes overarm
m samtidig med, at han viser bladet på en foldekniv
med bøgetræskaft. Derefter
D
er det en enkel sag for den atletiske mand
at tvinge sig ind i lejligheden og brutalt voldtage hende.
Bagefter, mens haan betagter Pascale Escarfail som forbløder, tænker
Guy en smule overvvældet på det, han har gjort. Mens han roder
hendes skabe igen
nnem for værdier, tænker han på det irriterende
spark fra kvinden, han netop havde bundet og voldtaget - han
mener, at sparket var grunden til, at han havde bundet hende fast
til sengen, før han skar struben over på hende. Selv om det er første
gang, han har dræb
bt nogen, indser han bagefter, at han hele tiden
havde tænkt sig at tage livet af hende. Guy tømmer den ølflaske, han
har taget fra Pascalles køleskab, og tager en bid af æblet, han har taget
fra hendes frugtskåål. Hun kunne ikke stoppe ham, og nu er hans
appetit tilfredsstilleet.
EN DRABSMAND BLIVER TIL
Uekte Guy var barn af forældre med forskellig etnisk oprindelse,
konservativ fransk familie. Hans biologiske
født ind i en ærkek
ptere ham, men plejeforældrene sendte ham
mor ville bortadop
efterhånden tilbage til børnehjemmet. Ingen ville have drengen.
Systemet svigtede Guy, og senere skulle det også svigte hans
0’erne blev voldtægt og knivstikkeri af unge
ofre. I starten af 80
kvinder Guys arbejjdsmetode ”modus operandi”, som det hedder
på fagsprog.
Utroligt nok skulle der tre
mislykkede forsøg, plus en
dræbt ung kvinde i februar
1984 til, før han blev buret
inde i længere tid. Mod
slutningen af den 10 år lange
112
Politibilledet
af Guy Georges.
Hans drabsorgie
kunne have været
stoppet længe før,
han endelig blev
arresteret.
GUY GEORGES
To politimænd tvang Georges i jorden
uden for metrostationen Place Blanch.
Han gjorde ikke modstand.
afsoning fik han prøveløsladelse fra fængslet i dagtimerne. Det
var belønning for god opførsel, og betingelsen var, at han kom
tilbage om aftenen. En enkel psykologisk kortlægning ville have
afsløret, at vi havde med en vaskeægte psykopat at gøre. Det
eneste, han tænkte på, var at fortsætte med sine blodige angreb.
En aften stak han selvfølgelig af, og Pascale Escarfails død var
en direkte konsekvens af det. En uge senere kom Guy tilbage til
fængslet og fik en advarsel, men ingen lagde to og to sammen.
Det var kritisabelt, og det førte til seks nye voldtægter og drab ud
over utallige andre voldelige forbrydelser gennem fire år, før han
endelig blev anholdt igen.
Efter at have afsonet resten af sin dom i fængslet i Caen
blev han løsladt og kunne fortsætte sine overfald. Hans to
næste ofre blev dræbt på samme måde – i deres egne biler i
parkeringskældre. Til sidst så Paris-politiet et mønster, men det
lykkedes dem ikke at koble hændelserne til drabet på Pascale
Escarfail. Ved næste voldtægt og drab efterlod han spor af
sæd, som gav politiet DNA-bevis. Guy havde altid kondomer
i rygsækken sammen med den gaffatape, han plejede at binde
ofrene med. Det er uforklarligt, men denne aften brugte han ikke
kondom. Begyndte han at blive uforsigtig, eller ville han måske
gerne fanges?
Ironisk nok modarbejdede fransk lov efterforskningen. Retten
havde forskrifter for brug af DNA-bevis i fældende domme,
men det blev anset som brud på menneskerettighederne, hvis
INDENI Magali Sirotti var en af de
sidste kvinder, som blev dræbt, og
tragisk nok kunne dette drab have
været forhindret.
politiet brugte DNA fra ét lovbrud til at koble en mistænkt til
et andet. Der fandtes ingen national DNA-database, som man
havde i Storbritannien og USA, så der var ingen metode til at
sammenholde spor fra flere gerningssteder. Derudover var der
to efterforskningsteams, som arbejdede uafhængigt af hinanden
med, hvad de troede var to forskellige overfaldsmænd - én,
der dræbte i lejligheder og én, der dræbte i parkeringskældre.
Derudover fortalte Anne Gautier, mor til et af Guy Georges
ofre, at politiet ikke bare undlod at tale med datterens naboer,
før der var gået to år, hun fik også at vide, at seriemordene var
en WASP-sag. Det er en tidligere brugt fællesbetegnelse for
”hvid anglosaksisk protestant”, underforstået med en privilegeret
baggrund. Der kan derfor have været en forudindtaget holdning,
der gjorde, at politiet ikke koblede
Guy Georges til mordene, selv om han
ved mindst tre anledninger i løbet af
efterforskningen blev anholdt for vold mod
kvinder. Efterforskningen havde brug for
nogen med magt til at skære igennem alt
bureaukratiet – og det blev den velansete
dommer Gilbert Thiel.
Thiel blev koblet på for at klargøre
sagsdokumenterne om drabene i
lejlighederne.
nterne skulle hjælpe
j p til en
Sagdokumenterne
DER FANDTES
INGEN
METODER TIL
AT SAMMENHOLDE SPOR
FRA FLERE
GERNINGSSTEDER.
Udyret fulgte efter
de fleste af ofrene
og tvang sig ind
i deres hjem.
113
SERIEMORDERE
SE
anholdelse, men en række tilfælde af sjusk og fejl førte til, at
drabsmanden stadig ikke var fanget. Guy Georges afsonede en
30 måneder lang straf for tyveri, da Thiels efterforskere endelig
vendte opmærksomheden mod fanger med vold mod kvinder
på straffeattesten. Alligevel lykkedes det på utrolig vis George
at slippe udenom – igen. I mellemtiden fandt efterforskerne af
parkeringshusdrabene frem til Georges’ voldelige straffeattest,
afhørte ham i fængslet og tog DNA-prøver for at sammenligne
med en blodplet i en af bilerne. Der var intet match, og de
havde som nævnt ikke lov til at sammenligne med DNA’en fra
lejlighedsdrabene – hvilket ellers ville have koblet ham til dem.
Tilstod alle drab
I slutningen af 1997, i kølvandet på prinsesse Dianas død, blev
endnu to kvinder voldtaget og dræbt i deres hjem. Paris var
dødsensangst for sine kvinder, og dommer Thiel tog en usædvanlig
beslutning. Han gav ordre om, at alle regionale laboratorier skulle
dele deres genetiske data – og ét laboratorium fik et præcist match.
De kendte nu gerningsmandens DNA-profil - og de havde haft
Guy Georges’ DNA-profil i deres registre i over tre år. Men
det langsommelige bureaukrati var skyld i, at to kvinder døde
unødvendigt.
Retssagen mod udyret fra Bastillen må have været ren tortur
for ofrenes familier. Da han blev stillet over for de enorme
Her er Guy Georges i et besat hus i Paris.
Det var en kendt sag, at han opholdt sig
sammen med andre besættere.
114
mængder af beviser i mod sig, tilstod han til sidst to af
drabene under en politiafhøring. En tilståelse, han trak
tilbage den første dag i retten. Han hævdede, at han var
uskyldig. Guy så på beviserne fra gerningsstederne uden at
fortrække en mine, hvilket Ghislain Benady, mor til et af
ofrene, blev rasende over. Hun forlangte at få lov til at tale
direkte til Guy i retten, og spurgte, om han elskede sin mor.
- Ja, svarede Georges.
- Det må gøre meget ondt.
Men der kom ingen undskyldning, og han viste ikke
tegn på anger.
I den anden uge af retssagen blev det tydeligt, at
anklagemyndigheden havde fældende beviser mod Guy
Georges. Da brød han endelig sammen i vidneskranken
og tilstod alle syv drab. Før strafudmålingen bad han
familierne om tilgivelse og antydede endda, at han ville
tage sit eget liv, at han ville ”påføre sig selv en dom”. Men
det var bare et snedigt kneb for at få en mildere dom – det
var ingen oprigtighed at spore hos denne drabsmand, som
psykologen havde beskrevet som en narcissistisk psykopat.
Dommeren idømte seriemorderen Frankrigs strengeste
straf – livstidsfængsel med mulighed for prøveløsladelse
efter 22 år.
DET KAN HAVE
VÆRET EN
FORUDINDTAGET
HOLDNING,
DER GJORDE,
AT DE IKKE
KOBLEDE HAM
TIL MORDENE,
SELV OM HAN
VED MINDST TRE
ANLEDNINGER
BLEV ANHOLDT
FOR VOLD MOD
KVINDER.
GUY GEORGES
VEJEN TIL MORD
Guy fremstod ikke som det udyr,
alle forventede - i retten virkede han
både ydmyg og karismatisk.
© Corbis, Rex Features
Offeret Elisabeth
Ortega slap
væk med livet
i behold, men
fantomtegningen
lignede ikke
Guy Georges ret
meget.
Han var en forstyrret ung mand med et udyr, der vågnede inden
i ham. Guy Georges begyndte sin rejse mod seriemordene med
mildere vold mod kvinder og udviklede sine egne metoder. Han
prøvede at kvæle begge sine plejesøstre på 14 og 16, før han
angreb to andre kvinder og stak den ene i ansigtet med en kniv.
Derefter blev det kun værre. Hans næste angreb var i 1981. Kun 19
år gammel voldtog og stak han sin nabo i et besat hus i Paris, men
hun overlevede.
Dette mønster med voldtægt og knivstikkeri blev senere
identificeret som hans visitkort. Utroligt nok fik han kun fem
måneder i fængsel for sit næste grove overfald, der endnu
engang næsten dræbte en kvinde. Til sidst, da næste voldtægt og
drabsforsøg gik galt, blev dommen strengere. Nu blev han buret
inde i 10 år, men det stoppede ikke overfaldene.
Han blev prøveløsladt på grund af god opførsel og dræbte
sit første offer. Ingen mistænkte ham. Seks mord fulgte efter
Pascale Escarfails i 1991: Catherine Rocher (1994), Elsa Benady
(1994), Agnes Nijkamp (1994), Helene Frinking (1995), Magali
Sirotti (1997) og Estelle Magd (1997). Nu fik politiet endelig
mulighed for at sammenkoble drabene i lejlighederne og drabene
i parkeringskældrene, hvilket førte til, at Georges blev anholdt
den 26. marts 1998. Han blev idømt fængsel på livstid med 22 år
uden mulighed for prøveløsladelse. Men hverken dommeren eller
politichefen mener, at George kan rehabiliteres. Udyret fra Bastillen
er for farlig til nogensinde at blive løsladt.
115
SERIEMORDERE
GIFT MED EN SEXSLAVE-MORDER
HUN FIK SAT SIN Æ
ÆGTEMAND I
DØDSCELLEN, MEN VAR CHARLENE
WILLIAMS HANS MEEDSAMMENSVORNE,
ELLER VAR HUN SELLV ET OFFER?
a Charlene Williams mødte Geraald Gallego første gang
på en blind date i 1977, havde hu
un ingen anelse om, at
den charmerende mand snart ville drage hende ind i et
drabsorgie for at opfylde sine sekksuelle fantasier.
Mellem 1978 og 1980 tog parret livet af ti personer og et ufødt
barn. De blev kaldt ”sexslave-morderne”. Charlene lokkede ofrene
ind i en varevogn, hvor Gallego ventede med et våben. De blev
så bundet, voldtaget gentagne gange og fført til et afsidesliggende
sted, hvor de blev slået, kvalt eller skudt – og efterladt.
Da Charlene og Gerald til sidst blev anholdt,
a
indgik Charlene
en aftale med efterforskerne efter flere måneder
m
med afhøringer.
I bytte mod en kortere straf vidnede hun
n mod sin ægtemand
og tegnede et billede af en voldelig, dom
minerende mand, der
mishandlede og truede hende til at være med i hans planer. Han
blev dømt til døden, og hun blev idømt 16 år og otte måneders
fængsel.
Spørgsmålet er, om hun virkelig var en
n modvillig medskyldig?
Og hvordan kunne hun elske og blive ho
os sådan et monster?
DEN PERFEKTE GENTLEMAN
Efter det første møde beskrev Charlene Gerald som en hyggelig,
velklædt fyr. Hun sagde, at han fik hen
nde til at føle sig speciel,
og han sendte hende endda 12 langstilkede roser den næste
dag med et kort, hvor der stod: Til en
e meget skøn pige.
Parret fandt umiddelbart tonen, oog efter seks uger flyttede
de sammen. Men Gerald viste snartt sit sande ansigt. Ifølge
sin egen vidneforklaring blev hun tvu
unget til at give ham
hele sin løn fra supermarkedet, hvvor hun arbejdede, og
han bestemte, hvilket noget tøj, hun skulle gå med, og
hvordan hun skulle sætte sit hår.
Før de mødtes havde Gerald været gift med
fem forskellige kvind
der, og han havde været
anholdt 23 gange for tyveri, voldtægt,
incest og biltyverri. Han var født og
opvokset med kriminalitet:
k
Moren var
prostitueret, ogg faren blev senere den
første, der døde i det nye gaskammer
i Mississippii efter at have dræbt to
politimænd
d.
Charlen
ne kom derimod fra en
Politibilleder
af Gerald og
Charlene Gallego.
116
Charlene vidnede
mod ægtemanden,
men sagde i retten
at kærligheden var
blevet til frygt.
GERALD & CHARLENE GALLEGO
privilegeret baggrund i den øvre middelklasse. Hun var en kvik
pige, der spillede violin og havde en IQ på 160. Det var først på
sin videregående uddannelse, hun begyndte at eksperimentere
med sex og stoffer. Snart var hun også blevet skilt fra en
heroinmisbruger.
Ifølge Charlene vidste hun ikke noget om Geralds fortid, og
til trods for hans Jekyll og Hyde-personlighed syntes hun, at han
var interessant. I starten havde de et godt sexliv, men snart kunne
hun ikke længere tilfredsstille ham, og han begyndte at mishandle
og nedværdige hende. Alligevel blev hun hos ham. Da hun under
retssagen blev spurgt om, hvorfor hun ikke forlod ham, svarede
hun: - Jeg ville ikke være alene. Jeg ville frem for alt gøre ham
tilfreds. Som hans underdanige kone gjorde Charlene alt for den
mand, hun elskede, men hvor langt var hun egentlig villig til at
gå?
FANTASIEN BLIVER VIRKELIGHED
Under retssagen beskrev Gerald Gallego sin kone som
stofmisbruger med lesbiske sidespring. Charlene syntes, at hans
fantasier var ”mørke og spændende” i begyndelsen, men gjorde
det hende til morder? Den 10. september 1978 blev hans fantasi
virkelighed. Ifølge Charlene sagde han, at han ville have hende til
at finde ham en sexslave, og sådan startede det. Hun var gravid på
det tidspunkt, og lokkede teenagerne Rhonda Scheffler og Kippi
Vaught ind i deres varevogn ved et indkøbscenter ved at tilbyde
dem marihuana. Med en pistol mod hovedet blev de bundet.
Rhonda
Scheffler og
Kippi Vaught
var de første
ofre, der
blev lokket
ind i parrets
varevogn,
voldtaget og
dræbt.
Efter ægtemandens
anvisning kørte
Charlene nu til
et afsidesliggende
sted, hvor han tog
pigerne ud af bilen
og voldtog dem.
- Stil ikke nogen
spørsmål, så slipper
jeg for at lyve, sagde
han til Charlene, da han kom tilbage.
Deres forhold havde fået en ny dimension. Pigerne blev kørt
til et andet sted næste dag, hvor de blev slået i hovedet med et
dækjern og skudt ihjel.
MEDSAMMENSVOREN
Efter det første overfald blev Charlene tvunget til at få en abort,
og Geralds datter fra et tidligere ægteskab anmeldte ham for
STIL IKKE
NOGEN
SPØRGSMÅL,
SÅ SLIPPER
JEG FOR AT
LYVE
Gerald Gallego og en højgravid Charlene
mødtes i en kautionshøring 15. januar
1981.
117
SERIEMORDERE
sodomi og mishandling. Alligevel giftede Charlene sig med
Gerard Gallego den 30. september, og de flyttede til Houston for
at slippe væk fra sigtelserne mod ham.
Det andet overfald fandt sted i juni 1979. Endnu engang
overtalte Charlene to teenagere til at gå med hen til bilen ved at
tilbyde dem penge for at dele flyveblade ud. Brenda Lynne Judd
og Sandra Colley blev derefter bundet og voldtaget i bilen, før de
blev slået ihjel med en spade og lagt i dybe grave.
I september 1979 flyttede parret til Sacramento som Mr. og
Mrs. Feil. Gerard begyndte som bartender og havde en elskerinde,
men da forholdet sluttede, blev han frustreret, hvilket fik hans
mørke side frem igen. Endnu en gang begyndte han at lede efter
perfekte sexslaver, og et tredje venindepar blev hans næste ofre –
Stacey Redican og Karen Chipman Twiggs.
I maj 1980 var Charlene gravid igen, og i juni giftede de sig
for anden gang. Men drabene fortsatte med mordet på en gravid
blaffer, og derefter en mor til to. Linda Aguilar blev samlet op
på vejen og voldtaget. Hun blev slået i hovedet med en sten og
kvalt. Virginia Mochel blev bortført, da hun forlod fra baren, hvor
ægteparret havde drukket. Hun blev også voldtaget og kvalt.
Charlene og Gerald havde et meget turbulent forhold.
Charlene flyttede ud, da Gerald blev mere og mere voldelig, men
var snart tilbage hos ham igen. Da han den 2. november 1980
sagde, at han ”fik den der følelse”, vidste hun godt, hvad der var
Gerald Gallego venter på sin dom i
retten 11. april 1989. Han blev kendt
skyldig og dømt til døden.
118
i gære.
Dette overfald skulle blive deres sidste. Gerald var
blevet uforsigtig og tog flere chancer. Denne gang
valgte han at holde våbenet mod hovedet på ofrene ude
på gaden og tvinge dem ind i bilen, mens en af deres
venner så på. Craig Miller blev skudt i hovedet, og Mary
Beth Sowers blev voldtaget og derefter skudt, men dette
dårligt gennemførte overfald blev parrets skæbne, Vidnet
havde noteret registreringsnummeret på bilen, som
stod i Charlenes navn, så politiet dukkede op hjemme
hos hende, men det lykkedes hende at undgå mistanke.
Parret flygtede, men da de bad Charlenes mor om at
overføre penge til dem, informerede hun politiet om, hvor
de var. De blev anholdt i Omaha den 17. november 1980.
Selv om Gallego hårdnakket hævdede, at Charlene
var med til drabene, har hun fastholdt, at hun aldrig var
positiv over for hans planer. Hun mente, at han var gal,
men ”du siger ikke nej til Gerry”. Hun følte sig styret af
frygt og trusler om, at han ville dræbe hendes familie og
forgribe sig på dem. Hun troede, at han ville finde hende,
hvis hun stak af. Han truede hende med kommentarer
som ”hold på kærligheden, og du beholder livet”, for
derefter at sige, at han elskede hende, at han altid ville
beskytte hende, og at hun aldrig behøvede at dræbe nogen,
GERALD & CHARLENE GALLEGO
FØDT TIL AT BLIVE
DRABSMAND
Det siges ofte, at vold avler vold, og i Gerald Gallegos tilfælde er
dette ordsprog absolut sandt. Gerald mødte aldrig sin far, Gerald
Gallego senior, men han fik alligevel en vis indvirkning på ham.
Gallego junior kom fra en lang række af forbrydere og fulgte i
deres fodspor. Da han blev født i 1946, sad faren i San Quentinfængslet. Gallego senior blev til sidst prøveløsladt, men brød
betingelserne ved at begå kriminalitet – og røg tilbage i fængsel.
Under næste prøveløsladelse flygtede han fra Californien og endte i
Mississippi. Ved to anledninger dræbte han en politimand. Han blev
pågrebet, varetægtsfængslet og dømt til døden for drabene. Ni år
efter sønnens fødsel blev han den første, som døde i Mississippis
gaskammer. Gallegos mor havde også en kriminel baggrund. Flere
i Lorraine Gallegos familie var børnemishandlere og drabsmænd,
og hun var selv prostitueret. Som barn i Sacramento i 50’erne
løb Gallego ofte ærinder for forskellige alfonser. Man antager, at
Lorraine og hendes kærester bankede Gallego, da han var barn.
Ufatteligt nok havde Gallego allerede en straffeattest som seksårig,
han var blevet sigtet for indbrud og sexforbrydelser. Seks år senere
blev han sat under tilsyn, og senere blev han sigtet for overgreb på
en seksårig pige. I 1959 mistede moren forældremyndigheden over
Gallego, og han blev placeret på en drengeskole. At tage drengen ud
af hjemmet hjalp ikke spor på hans kriminelle tilbøjeligheder, og det
varede ikke længe, før han blev anholdt for væbnet røveri sammen
med sin halvbror, David Hunt. Gerard Gallego døde af cancer i 2002,
mens han ventede på henrettelsen.
Craig Miller og Mary
Beth Sowers skulle
blive de sidte ofre, som
sexslave-morderne dræbte,
før de blev anholdt.
HAN
KUNNE TRUE
HENDE MED
FORKASTET KÆRLIGHED
KOMMENTARER Da Charlene Williams blev interviewet i 2013, sagde hun, at hun
stolt over at have sendt den ”syge djævel” til dødsgangen. Hun
SOM ”HOLD PÅ var
sad 17 år bag lås og slå og fødte endda et barn i fængslet, men
at hun er fanget af fortiden: - Jeg ser fortiden hver dag …
KÆRLIGHEDEN, siger
Det er grusomme, grusomme minder. I dag lever hun under et
OG DU
nyt navn. Det gør stadig ondt på hende at tage det rigtige navn i
sin mund. Hun laver meget velgørenhedsarbejde og siger, at hun
BEHOLDER
tog bladet fra munden, fordi hun ville hjælpe andre kvinder, som
været udsat for overgreb.
LIVET”, FOR harAlligevel
hersker der stadig en vis tvivl om, hvorvidt Charlene
DEREFTER AT Williams taler sandt. Selv om Gallegos forsvar slog fejl, læste han
op i retten, hvor hun havde skrevet, at hun elskede ham,
SIGE, AT HAN etogbrev
at hun altid havde elsket ham, selv om hun ikke vidste, om
burde gøre det, og selv om ingen kunne lide det. Brevet var
ELSKEDE HENDE hun
skrevet et år efter, at de blev anholdt og kaster en vis tvivl over
… HAN VILLE hendes forklaring. Charlene var 22 år, da det første drab fandt
sted, og 57 år, da hun talte med pressen. Hun sagde, at hun aldrig
BESKYTTE
havde oplevet at være voksen i frihed. Vi vil aldrig få at vide, om
hun medvirkede frivilligt, men hun siger, hun vil gøre hvad som
HENDE.
det godt igen. I dag bbor hun i Sacramento blandt
helst for at gøre d
Gerald Albert Gallego senior
dræbte to politifolk, og blev sendt i
gaskammeret for sine forbrydelser.
© Alamy, Corbis, Rex Features
hvis hun ikke ville. Hun elskede ham - hun ville være ”pigen
med hjertet, som virkelig elskede ham, som ville gøre hvad som
helst for ham”, men hun sagde også, at det var en kærlighed, som
blev til frygt.
un engang terrorisered
de mennesker, hu
de livet for.
119
SERIEMORDERE
MONSTERET
CHARLES MANSONS PSYKEDELISKE COCKTAIL AF STOFFER, MANIPULATION OG DOMMEDAGSPROFETIER
FORVANDLEDE EN GRUPPE BEATNIKS TIL EN DRABSSEKT.
120
MANSON-FAMILIEN
a Charles Manson døde i Corcoran State Prison i
Californien i 2017 - i en alder af 83 år - markerede det
den endelige afslutning på historien om ”familien” og
ygg g massemorder skabte.
den dødskult,, som denne uhyggelige
Han stod i 1969 i spidsen for nogle af de mest bestialske drab
i USAs historie - drab, som chokerede hele verden. Han
beordrede bl.a. mordene på Roman Polanskis gravide kone
Sharon Tate og tre andre i 1969. Manson overbeviste sine
beundrere, der fortrinsvis var unge middelklasse-kvinder, om,
at han var reinkarnationen af Jesus. Han ville skyde skylden
for mange problemer på den sorte befolkning og på den
måde begynde en racekrig. Selv om Manson ikke selv dræbte
nogen, blev han og kvinderne i 1971 dømt til døden. Retssagen
var helt ejendommelig, idet de tiltalte kvinder skabte fuore i
retssalen ved bl.a. at synge. Dødsdommene blev siden ændret
til livstidsdomme, da dødsstraf blev forbudt.I alt fik Manson
ni livstidsdomme. 12 gange prøvede at blive prøveløsladt uden
resultat. Men hvem var han - denne mand med så stor magt
over andre? Det tidligere familiemedlem, Catherine ”Gypsy”
Share, sagde, at når han talte ”blev han, hvad du havde
behov for, at han skulle være.”
Han kunne ”være meget omsorgsfuld, kunne arbejde med
din utilstrækkelighed, dine behov, hjælpe dig med at blive
fri for angsten, sagde hun. - Charlie talte til den, han talte
med, på en måde, som fik vedkommende til at tro på ham.
”Alt, vi siger, er ... giv fred en chance!”
John Lennon og Yoko Ono, Give Peace A Chance.
CHARLIE
SIGER:
HVAD DU
GØR, ER
OP TIL
DIG.
CHARLIE
SIGER:
ALT ER
KÆRLIGHED.
SELV FORVIRRING ER
KÆRLIGHED
I EN ELLER
ANDEN FORM.
Hvis han talte til hippier, talte han på én måde, hvis han talte
til motorcykelfyre, talte han på en anden måde. Han kunne
spejle det, han lokkede frem, uanset hvad det var … hvad end
det var, han vidste, de ville være enige i.
Et verden i opbrud
1960’erne var starten på et årti med forandring ledet af
den nye generation. Folk forsøgte at slå ned på dem, og
det gav genklang over hele USA. Hun og andre som hende
havde imidlertid bestemt sig for at ”give freden en chance”
og satte kursen mod hippie-subkulturens epicenter. Dr.
Martin Luther Kings drømme havde berørt masserne, og
borgerrettighedsloven af 1964 og stemmeretsloven af 1965
gav folk medbestemmelse uanset farve, tro, køn og etnisk
oprindelse.
Mange var begyndt at finde nye måder at løse problemerne
på ved at engagere sig i samfundsdebatten, snakke sig
gennem problemerne og sværge at forbyde ”bomben”.
Kvinde, mand, søn og datter var i forandring. I stedet for at
følge i fædrenes fodspor, opdagede folk magten til at ændre
tingenes tilstand. Løstsiddende tøj gav flower power-salighed
og fyldte voksne med barnets idealisme, godt hjulpet på vej af
p-pillen, som for nylig var blevet frigivet, og lovgivning, der
gav kvinder magt over deres egen situation. Derudover havde
rumkapløbet taget fart, og alle vidste, at om ikke så længe
ville mennesket erobre månen.
Centeret for denne bevægelse var Haight, Californien.
I mange år skulle solen skinne på dem, der ønskede at
realisere sig selv, hvad enten det var i filmindustrien eller i
Barker Ranch (venstre) og Spahn
Ranch (højre) var Familien Mansons
isolerede skjulesteder.
121
SERIEMORDERE
OVER Efterforskerne fjerner Tates
krop fra huset. Selv de erfarne
efterforskere sagde, det var det
mest grusomme gerningssted, de
nogensinde havde set.
OVER TIL HØJRE Den store blodplet
foran sofaen viser, hvor Tates krop
forblødte efter de 16 knivstik,
Susan Atkins og Charles Tex Watson
havde påført hende. Tate blev kun
26 år.
ligestillingsbevægelsen, og ingen ønskede det mere end en
gruppe unge på jagt efter eventyr.
Charlies venner var et tværsnit af USA. Nogle af dem
kom fra en stabil og endda religiøs baggrund, mens andre
begyndte tidligt med småkriminalitet. I deres fællesskab
betød baggrunden ikke noget, og det kunne ses på hvem
de var, som f.eks. idrætsstjernen Charles Tex Watson, den
erotiske danser Susan Atkins, unge fraskilte Linda Kasabian,
forsikringskvinden Patricia Krenwinkel, dansedronningen
Leslie van Houten og skuespilleren Robert Beausoleil.
Deres tidligere liv og problemforældre var væk, og det var
tydeligt for alle: De var en familie. Resten er en blanding af
fakta og gisninger, da brødrene og søstrene har forskellige
historier om, hvad der skete i løbet af de forvirrende dage på
stoffer sammen med kammeraterne.
Leslie van Houten var sådan en søster. Hun havde i et
interview slået fast, at hun var en meget kreativ pige. Hun
ville være lærer og forlod sit middelklassehjem for at finde
nogen at elske og holde fast ved og kalde sine egne. Charlie
var, i den frie kærligheds tidsalder, villig til at dele sig selv
med hende. Mellem sig og sammen med resten af familien
“Realms of bliss, realms of light, some are born to
sweet delight”. The Doors, A Ship Of Fools
skabte de magi. De blev nomader, rejste fra sted til sted,
havde sex (når Charlie bad dem om det), fik venner og tog
CHARLIE SIGER:
DE VIRKELIG STÆRKE HAR IKKE BEHOV FOR
AT BEVISE DET OVER FOR FUPMAGERNE.
122
rigelige mængder af LSD. De blev fortalt, at hele ideen var
at lade tiden forsvinde. ”Tiden fandtes ikke – vi levede alle
her og nu.” Selv når hun kigger tilbage, antyder Leslies sprog,
at Manson overbeviste dem om, at hvis de bare gav sig selv
lov, kunne de få adgang til en magt, der kunne kontrollere
universet. De kunne vælge at manipulere selve tiden, mens
resten af verden var underlagt virkelighedens vilkår og dens
verdslige problemer.
Leslie fortalte, at hele ideen med deres såkaldte magiske,
mystiske tur var, at ”vi for hver dag skulle få mere ud af os
selv. Hver dag var Halloween”. Lidt efter lidt, ved at have
en positiv indstilling (Charlie var blevet oplært i positiv
tænkning ... et eller andet sted) og ved at lade sig selv se
ting fra andre perspektiver, kunne de blive anderledes. Ved
at vove at spille de forskellige roller, som Charlie gav dem i
små sjove drama-workshops, kunne de komme ud af deres
gamle, ensformige liv og få mere ud af deres nye. De kunne
være sigøjnere, pirater, hvad de end ønskede. Det virkede
tillokkende.
Charlies undervisning begyndte at ændre sig. Efter at
have opmuntret dem til at give slip på deres personlige
hæmninger, begyndte han at holde prædikener. Han fik dem
til at opføre korsfæstelsen af Jesus Kristus i en rus. Han
snakkede om en nært forstående racekrig og fortalte dem at
de måtte dø for at blive genfødt og herske over verden.
Sex,drugsogrock‘n’ roll
Forenet af Mansons glødende undervisning ville familien
ud og kæmpe. Manson havde trods alt en smag af
stjernestatussens himmelske virkelighed. Efter at hans piger
havde haft et tilfældigt møde med sangeren Dennis Wilson
fra The Beach Boys, var Charlie kommet godt overens med
ham. Charlie ventede bare på, at tidspunktet, hvor han ville
vide, at verden var klar til ham, skulle komme, selvom han
blev mere end bare lidt irriteret over at skulle vente.
Tegnet kom til Charlie gennem kulturen i sig selv: Beatles-
MANSON-FAMILIEN
CHARLIE SIGER: JEG LYVER IKKE.
MORDERE PÅ
“SYRE”
SÅDAN FORMEDE LSD OG MANIPULATION
MANSONS FØLGERE
”Tried to run, tried to hide, break on through to the
other side.” The Doors, Break On Through To The Other Side.
albummet Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
The Beatles havde forvandlet sig fra sunde, velklædte
unge fyre til psykedeliske superstjerner, og de viste deres
magi på pladecoveret. Det inkluderede Aleister Crowley,
udødeliggjort som ”Den ondeste mand i verden”. Den
Cambridge-uddannede Crowley var en ceremoniel magiker–
en okkultist. Han etablerede sin egen religion, Thelema,
baseret på at virkeliggøre sin sande vilje gennem fest,
dramatiske ritualer, tankearbejde og sex.
Hans uddannelse gjorde det svært at afvise ham
som en fantast, og hans ideer passede med den
kulturelle revurdering af verden. Han blev afbilledet
på pladeomslaget sammen med psykoanalytikeren Carl
Jung og selveste Albert Einstein – et geni, der er delvist
berømt for et foto, hvor han rækker tunge. Beskeden til
Manson var tydelig: Du kan bruge sex, stoffer og rock n’
roll til at blive en af de kulturelt udvalgte og blive husket.
Mens Crowley ønskede, at hans tilhængere skulle følge
deres egne ønsker, var det tanken om at tilbyde venskab
og morskab i bytte for loyalitet, der lod til at appellere til
Manson.
CHARLIE SIGER:
VI SKAL VÆRE OPRØRERE
FOR ALTID.
OVER Retsmediciner i
Los Angeles, Thomas
Noguchi, tager notater,
mens hans assistenter løfter
lagenet, som dækker et
af ofrene. Noguchi indså
hurtigt, at dette ikke var et
narkorelateret attentat, som
nogle havde mistænkt.
Psykoaktive stoffer blev hyppigt brugt i militære
eksperimenter i 1950’ernes USA og kan, over tid,
nedbryde hæmninger. Det kan være nyttigt, hvis du
ønsker at manipulere nogen, lige som Charlie gjorde
med sine følgere. Han skar deres gamle liv væk og
opbyggede nye liv med sig selv i centrum.
Som dr. Linda Dubrow-Marshall har udtalt: - Charles
Manson var en særlig effektiv sektleder, da han var i
stand til at manipulere menneskers adfærd uden at være
til stede under de grufulde handlinger, han beordrede.
Via langvarig brug af hallucinerende stoffer, og ved
at skabe en mentalitet af ”os (familien) mod dem” (de
smukke mennesker i Hollywood), skabte han en følelse
af overlegenhed og et formål i gruppen, og svækkede
samtidig følgernes evne til at træffe uafhængige og
rationelle beslutninger.
De samfundsmæssige regler blev irelevante, hvilket
tillod dem at udtrykke raseri over for de identificerede
fjender og undertrykke frygten for verdens mulige
undergang, som var blevet dem forkyndt. Manson
håndplukkede særlige mennesker til at udføre sin plan,
hvilket fik dem til at føle sig specielle og tættere på
messiasfiguren.
Elaine Edmunds, tidligere rådgivende psykiater,
forklarer, hvordan familien kan have oplevet deres fælles
narkorus:
1. DYB KONTAKT
En følelse af tilknytning og at være en del
af et hele, både med hinanden og med
omgivelserne.
NØGLEN TIL
2. FARVE OG LYS
KONTRODULBR..OW.-MARSHALL,
IFØLGE DR. LINDA
OLOGI
FORELÆSER I ANVENDT PSYK
VED UNIVERSITY OF SALFORD:
messiasfigur
Lederen er almægtig, en
r alle andre – et
Gruppen er højt hævet ove
d dem”.
polariseret syn på ”os mo
gælder ikke
Normale samfundsregler
and
Ændret bevidsthedstilst
g og evne til at
Mangel på kritisk tænknin
tninger
træffe uafhængige beslu
følelser,
Manipulering af stærke
gt
som raseri og fry
Visuelle effekter, som forstærker farve og lys.
Billeder kan se ud til at glimre.
3. FORSTÆRKET LYD
Lydeffekter kan blandt andet være
forstærkede ekko, fuglesang eller andre lyde
i omgivelserne.
4. TIDEN STÅR STILLE
En følelse af at tid og rum ophæves. Tiden
kan synes at standse eller være uendelig.
5. I GOD BEHOLD
Det kan have været en følelse af at være
sammen på et beskyttet sted.
123
SERIEMORDERE
OVER Drabenes chokerende natur
fik panikken til at brede sig i Los
Angeles. En avis rapporterede, at
“rædselsslagne Hollywood-beboere
stormede i går ud for at købe våben
for at beskytte sig selv.”
OVER TIL HØJRE Instruktør Roman
Polanski sidder på den blodige
gårdsplads uden for sit hus efter
Manson-familiens drab på hans
kone Sharon Tate og flere venner.
På døren er der skrevet SVIN.
Charlies Beatlesgennembrud
Manson følte, at han fik sit endelige gennembrud fra The
Beatles selv. De udgav The White Album, som indeholdt
sangen Helter Skelter. Manson betragtede tilsyneladende
hittet som en skjult kode, der blev afsløret kun for ham, og
som gav ham mulighed for at gøre de ugerninger, han mente
var begået af samfundet, gode igen. Metoden var at fjerne
gerningsmændene.
Han knyttede albummet og bandet generelt til en del af
Biblen, for han havde gået i kirke, da han var ung. De var
specifikt vers 1-4 af kapitel 9 i Johannesevangeliet, som nogle
mener varsler Guds søns anden ankomst. Charlie var enig.
Græshopper skulle sprede sig over landet, idet en stjerne faldt
til jorden, og en afgrund ville åbne sig og tilbyde en tryg havn
for de trofaste.
Charlie tænkte ret bogstaveligt. Han tolkede Beatles som
græshopperne og antog, at afgrunden ville være på en af den
nomadiske families skjulesteder. Ved samtidig at anspore til
en racekrig ville han vise dem vejen til armageddon. De skulle
give plads til en ny jord, efter at den første var uddød.
Ifølge Pat instruerede Charlie hende, Linda og Susan i at
tag hen til filminstruktør Roman Polanskis og hans gravide
kone Sharon Tates hjem sammen med Tex og gøre alt, hvad
Tex sagde. De klatrede ind gennem vinduerne og slog ned på
deres bytte. De slagtede dem med skud, slag og 102 knivstik,
hvoraf nogle af dem blev påført, efter at ofrene var døde.
CHARLIE SIGER:
DER ER KUN ÉT MENNESKE, DU BØR VÆRE
BANGE FOR, OG DET ER DIG SELV.
124
Næste nat, hvor Leslie også tog med, fulgte de deres leder
til LaBiancas hjem og knivstak det ældre par til døde med 67
knivstik, før de lod knive og gafler blive i deres kroppe.
De skulle rapportere tilbage til Charlie, som ikke selv
deltog aktivt. Til sidst havde de skrevet de symbolske
beskeder ”død over svinene”, ”opstå” og selvsagt ”helter
skelter” på væggene og på et køleskab for at kickstarte
verdens undergang.
I Pat Krenwinkels kaotiske erindringer kan man læse: Vi
… vi var bare, vi var så fulde og sådan, det er bare … ok, ok,
sådan må det være, jeg mener, du bliver mere og … og mere
som … en robot, som på en eller anden måde … dette må …
kom igen!
Men intet skete. Ikke andet end at Los Angeles blev
lammet af frygt. Kendisser forlod skræmte byen, agerede
helte ved at holde vagt i gaderne eller skyllede deres
stoffer ud i toilettet, da der gik rygter om, at drabene var
narkotikarelaterede. Familien Manson fortsatte som før, stjal
biler og andet, indtil Susan blev taget ... og sladrede.
Charlie og de andre blev sigtet for drabene i 1969. Manson
måtte sigtes ved hjælp af indicier og love mod aftaler om
at begå forbrydelse, fordi han havde holdt sig væk fra det
beskidte arbejde. Han havde endda koreograferet retssagen.
Han bad familien om at lave en scene, der ville afbryde
retsforhandlingerne.
Pat husker: Charlie sagde ”Jeg vil have, at I hver især rejser
jer og rækker armene op i nogle tåbelige symboler. I skal
rejse jer op og råbe. Hver dag var på den måde orkesteret ...
af Manson. Han troede, at alt, hvad vi gjorde, var at lave et
billede, som ville gå ud i universet og på en eller anden måde
ændre det ... han ville dreje det efter sin vilje.
De gjorde, som de fik besked på. De sang, snakkede og
flirtede med journalisterne. Pigerne, der var mistænkte,
fulgte i Charlies fodspor og fik tatoveret hagekors i
panden som symbol på deres afvisning af samfundet. Selv
forsvarsadvokaten efterlignende Mansons prædikenagtige,
bombastiske måde at tale på. Han udtalte, at Manson havde
CHARLIE SIGER:
ALT, JEG GØR, ER, AT JEG GÅR PÅ LINJE MED DIG.
FAMILIENS SKÆBNE
MANSON-FAMILIEN
MANSON-TILHÆNGERNES UGERNINGER…
OG TIDEN, DER FULGTE
t
e
l
s
g
n
æ
f
FRI
Til trods for, at han ikke løftede en
ÅVOMZJTM^5IV[WV[QO\M\NWZLZIJ
i henhold til Californiens lov mod
IN\ITMZWUI\JMOsNWZJZaLMT[MZ.
FRI
f æ ngs l e t
LINDA KASABIAN
STEVE “CLEM” GROGAN
PATRICIA KRENWINKEL
Som den eneste fornuftige stemme var
Linda anklagerens vigtigste vidne i retssagen, da hun var til stede på gerningsstederne, men ikke deltog i selve drabene.
Hun havde moralske betænkeligheder
ved hændelserne og saboterede familiens
tredje forsøg på drab. Linda lever i dag et
relativt stille liv.
Clem Grogan var med i bilen under Tateog LaBianca-drabene, men deltog ikke.
Han blev dog senere sigtet for drabet på
Donald Shorty Shea. Grogan blev løsladt
i 1985 og er det eneste medlem af familien, som blev dømt for drab, men i dag er
løsladt fra fængsel.
Krenwinkel løb efter og knivstak Abigail
Folger under Tate-drabene. Hun var også
indblandet i LaBianca-drabene, hvor hun
stak LaBianca med køkkenredskaber.
Hun var familiemedlemmet, der skrev
Helter Skelter-slagordene på væggene.
Hun har opført sig eksemplarisk i
fængslet.
f æ ngs l e t
DØD
f æ ngs l e t
FRI
LESLIE VAN HOUTEN
SUSAN ATKINS
BOBBY BEAUSOLEIL
LYNETTE SQUEAKY FROMME
Van Houten blev kun dømt for deltagelse i
planlægning af og selve drabene på Leno
og Rosemary LaBianca. Hun knivstak
Rosemary LaBianca gentagne gange, efter
at kvinden allerede var død. Hun blev
dømt til døden, en dom som senere blev
omgjort til fængsel på livstid, og hun blev
nægtet prøveløsladelse flere gange.
Atkins kørte bilen ved LaBianca-drabene.
Under vidneudsagnene i retten fremgik
det, hvordan hun skal have stukket Jay
Sebring og Sharon Tate. Familien blev
fanget, da hun pralede af sin deltagelse
i ugerningerne til cellekammerater efter
at være blevet anholdt for en tidligere
forbrydelse. Atkins døde af kræft i 2009.
Beausoleil dræbte Manson-forbindelsen
Gary Hinman forud for Tate- og
LaBianca- drabene. Susan Atkins blev
senere anholdt i forbindelse med denne
hændelse, fordi hun havde været med på
turen. Beausoleil soner en livstidsdom for
overlagt drab, men er stadig aktiv musiker
og artist.
Selv om hun ikke var indblandet i Tate/
LaBianca-drabene, blev hun dømt
for attentatforsøg på præsident Ford i
Sacramento i 1975. Da statsadvokaten
beskrev henne som fuld af had og vold,
kastede hun et æble efter ham. Fromme
blev prøveløsladt i 2009 efter at have
afsonet 34 år af en livstidsdom.
FRI
DØD
f æ ngs l e t
FRI
CHARLES TEX WATSON
PAUL WATKINS
MARY BRUNNER
CATHERINE “GYPSY” SHARE
Tex skød Steven Parent, som var gæst
hos Tate. Han var lederen af Tate- og
LaBianca-ekspeditionerne og bandt
ofrene fast. Han skal have skudt Jay
Sebring og knivstukket Abigail Folger.
Watson er nyfrelst kristen og driver nu
sin egen online præstegerning. Han blev
nægtet prøveløsladelse i 2016.
Watkins stak af fra Manson før drabene,
bekymret for sit stigende vanvid. Han
opretholdt forbindelse med familien indtil
1970, hvor de fandt ud af, at han havde
snakket med politiet. Lige efter blev han
skadet i en mystisk brand, som fik ham
til at vidne mod familien. Han døde af
leukæmi i 1990.
Brunner var indblandet i Gary Hinmandrabet måneden før Tate/LaBiancadrabene. Hun fk immunitet i bytte mod
at vidne, men løj for at beskytte Manson.
I 1971 blev hun anholdt sammen med
Share og andre for væbnet røveri. Efter
sin prøveløsladelse forsvandt hun fra
offentlighedens lys.
Selv om hun ikke var indblandet i Tate/
LaBianca-drabene, prøvede Share to
gange at vildede retten. Én gang ved at
lyve og derefter ved at give en hamburger
med LSD til en af anklagerens vidner.
I 1971 blev Share anholdt for væbnet
røveri. Hun er nu fri og kristen, og udtaler
sig negativt om sekter.
125
SERIEMORDERE
håbet, at de hvide mænd ville vende sig mod den sorte mand,
hvis de troede, at den sorte mand havde begået de syv drab.
Advokatens brug af ”sort mand” i ental gav forbindelsen. Så
stærk var Mansons indflydelse, at selv da søster Pat lugtede
lunten, vidste hun, at hun ikke kunne vende tilbage.
Hun mindes: Og pludselig bad Charlie hver og en af os
om at lyve hver dag om et eller andet. Åh, sig dette, sig det …
Men jeg gjorde … det ikke. Det var som: Lyver du? En gud,
der lyver?
Alligevel var hans følgere så forgabte i deres CharlieKristus, at de føjede sig. Da Charlie blev dømt til døden for
sine forbrydelser, barberede familien håret af i sorg – inklusiv
pigerne, der havde fået præcis samme skæbne som Charlie.
Mansons skuespiller Vincent Bugliosi mindes det øjeblik,
hvor dommene blev afsagt: - Jeg så væk fra Manson, og hans
familie skælvede. Her er en mand, som altid snakkede om
skønheden ved døden. Han fortalte altid alle, at døden var en
smuk ting, og når vi dræber disse mennesker, vil vi gøre dem
en tjeneste, og de vil ikke indse det, men ... han kæmpede
virkelig hårdt for sit eget liv, så det var bare rent hykleri fra
hans side.
den virkelige Charlie
Manson var ikke messias - han havde været en meget
trist dreng. Under retssagen blev detaljerne om hans liv
offentliggjort. Charlie havde kunnet snakke til sin advokat og
“You really got me, you really got me, you really got me”.
The Kinks, You Really Got Me.
5IV[WV sZ OIUUMT.ZI
\QLTQO\ Q \MMVIOMsZMVMPI^LM
PIV ^¥ZM\ Xs SIV\ UML
TW^MV WO ^IZ JTM^M\ [MVL\NZI
institution til institution.
126
offer på samme måde. På det tidspunkt, hvor han etablerede
sin familie, havde han tilbragt halvdelen af sit liv i fængsel og
på ungdomsinstitutioner. Den karismatiske leder var født af
en 16-årig bevæbnet røver kaldt Kathleen, som havde solgt
ham for prisen på en tønde øl. Gennem hele hans barndom
havde hun parkeret ham af hos slægtninge og bekendte.
Teenageren Charlie begik småkriminalitet, før han havnede
i fængsel, men han elskede atmosfæren bag murene. Ikke
på grund af brutaliteten, men institutionen som sådan. Den
påtvungne struktur gav ham en sikkerhed, der fik ham til at
føle, at han havde kontrol, at han var tryg. Fænglset var den
surrogatforælder, den nu voksne Charlie aldrig havde haft. Da
det blev tid til løsladelse, skal han have tigget om lov til blive
bag fængslets mure. Han var den lille dreng, som aldrig rigtig
blev voksen. Han ønskede at gemme sig for verden, men hvis
han ikke kunne det, bestemte han sig for at slippe helvede
løs ved at opbygge den familie, han aldrig havde haft. På den
måde var det naturligt, at den var alt andet end perfekt.
Mansons mediekarriere
I 1972 omgjorde højesteret hans dødsstraf til fængsel på
livstid. Efter dette er nogle fra familien blevet løsladt. Nogle
forsvandt bare, en (Lynette Fromme) forsøgte sig med et
attentat på en præsident, en anden (Susan Atkins) døde,
og mange er stadig spærret inde. Der er lavet flere film om
familien, lige fra biograffilm til dokumentarer og én med
interviews med Charlie, hvor han enten raser over angiveligt
upassende spørgsmål eller prøver at charmere med sin
karakteristiske grove humor. Han forblev en selvmodsigelse.
Han er en massemorder, der faktisk aldrig dræbte nogen, en
international kendis og en kritiker af systemet, som tryglede
OVER Med håret klippet af i protest
kommer Leslie van Houten, Patricia
Krenwinkel og Susan Atkins til
deres strafudmåling.
UNDER Familien Manson i
1970’erne. Selv efter at deres
leder blev spærret inde, fortsatte
medlemmerne med at adlyde ham.
befaling.
CHARLIE SIGER:
UANSET HVAD DER SKAL TIL FOR AT OVERLEVE,
ER DET DET, JEG SKAL GØRE.
Manson fotograferet i
2014 under afsoning af sin
livstidsdom i California State
Prison, Corcoran.
“I’m weaker than a man should be/I can’t help myself”.
Four Tops, I Can’t Help Myself.
Men det gør det.
Der var engang en ung mand, en søn af en omflakkende
mor, der iagttog sit spejlbillede i Californiens brænding. Han
var fornøjet med billedet og så styrke og fasthed i det. Dette
var kvaliteter, han følte, at han kunne have for sig selv, og
han blev besat af, at andre skulle se det samme i ham, som
han havde set i vandet. Charlie Manson, faldt – som guden
Narkissos, der forelskede sig i sit eget spejlbillede - sammen.
Vi står tilbage med billedet af to Charlier: Én der aldrig
rigtig troede på sin egen kult, men ønskede berømmelse for
at dække over sin egen utilstrækkelighed, og nu er tvunget
til at genspejle sine påstande for at opretholde berømmelsen,
og én mand, som fangede sig selv i sit eget billede. I 2013 blev
han forlovet med Afton Elaine Burton (kendt som Star), men
brød forlovelsen, da han troede, at den charmerende kvinde
ville balsamere sin elskede og vise ham frem mod betaling
efter hans død. Dødssekt-forkæmperen ville trods alt have sin
værdighed i behold.
Men værdighed er ikke hans arv. Nyhederne om
hændelserne blev ofte rapporteret på en hånlig måde. New
York Post beskrev det som en plan, der var for vanvittig – selv
for Manson. Han er blevet Charlie ved navn og natur, én, som
det meste af verden husker som en karikatur af et monster,
en galning af en idiot, som ville knytte næven mod verden i
stedet for at erobre den.
Manson døde den 19. november 2017, gråhåret, med
hagekorset tatoveret i panden og et trodsigt blik uden
anger. Hans magt reflekteres i et billede af Burton og hans
tidligere kommende brud, med friske ar på hovedet. Det
viser det eneste, der er tilbage af familien: Der vil altid
være mennesker, som tiltrækkes af myten om den maniske
musiker og morder. Og der vil altid findes mennesker, som
kan overtales til at begå forfærdelige drab under pres fra en
karismatisk galning.
© Getty Images; Alamy; REX Features; Corbis
om at få lov til forblive i dets greb. Han er siden forblevet et
kult-ikon.
Tiden har ændret familien. Mens ord og handlinger kan
virke falske, er der stadig en vis fascination af medieindslag,
hvor familien ikke bare fremlægger sin sag, men også
genoplever de hede og forvirrede Manson-dage. Nogle, som
Lynette, lader til at se tiden med familien i et skræmmende
rosa skær. Lynette beskriver disse somre med en positiv
vinkel, der står i stærk kontrast til det, der skete, og fortæller
gribende, hvordan Charlies tanker fængslede hende. Det
er værd at lægge mærke til, at hun gentagne gange under
interviewene kigger mod venstre – en biologisk funktion,
der viser, at hun faktisk husker og virkelig genoplever sine
erfaringer og tilsyneladende nyder det.
Men ikke alle er enige. Leslie van Houten er ét eksempel.
Med et ansigt fuld af rynker, der vidner om hendes indre
kriger, ser Leslie nu den kontrol, som Charlie havde, som et
resultat af hendes egen rene godtroenhed – ikke som et eller
andet mesterværk. Hun husker:
- Jeg kunne kigge på ham og føle, at jeg var total uden
kontrol.
Dette er lige før, hun bemærker, at hun ofte ikke så, at
han faktisk tog ”syre” selv, men at han hjernevaskede resten
af familien med den. At han også bluffede for at opmuntre
dem til at dø i sig selv, som hun husker det, var en metode
til at frigøre dem fra indflydelse fra verden udenfor. Nu ser
hun, at det faktisk gjorde Charlie i stand til at erstatte deres
egne idealer med sine. Det er på samme måde påfaldende, at
Pat Krenwinkels løftede hænder og pinefulde grimasse viser,
hvor ukomfortabel og vred minderne om episoderne gjorde
hende.
- Jo ældre jeg bliver, desto sværere er det, sagde hun. Hver
dag er der nogen, som bliver skudt, nogen som bliver stukket,
nogen som bliver slået. Jeg har levet i det hele livet. Det giver
mig ikke rynker i panden.
CHARLIE SIGER:
HA, HA, HA.
HVAD NU?
CHARLIE SIGER:
SKAL DU GØRE NOGET, SÅ GØR DET GODT. OG
ETTERLAD DIG LIDT TROLDDOM.
MANSON-FAMILIEN
E
I
L
R
CHA ER:
SIG M.
KO
127
SERIEMORDERE
DE STOLEDE PÅ LÆGEN:
DOKTOR DØD
SLOG OVER 200
PATIENTER IHJEL
128
DR HAROLD SHIPMAN
EN PRAKTISERENDE LÆGE, SOM
PATIENTERNE VAR GLADE FOR. EN STØTTE I
LOKALSAMFUNDET, MEN OGSÅ EN KOLDBLODIG
MORDER, SOM IKKE TØVEDE MED AT DRÆBE
OVER 200 MENNESKER.
D
a det blev kendt, at den britiske praktiserende læge dr.
Harold Shipmans forbrydelser var så omfattende, at
dødstallene løb op i flere hundrede, bredte chokket sig
gennem hele nationen og resten af verden. Hvordan kunne det
være muligt at denne læge, der dræbte sine egne patienter, havde
kunnet blive ved så længe? Der var ikke tale om en håndfuld ofre
over en relativ kort periode - han havde taget livet af mennesker
gennem næsten et kvart århundrede.
Spørgsmål som disse popper op, og svarene kan vi finde i det, der
til tider lignede absurd bureaukrati, mangel på kommunikation
i sundhedsvæsenet, sjusket politiarbejde og en stærk tillid til
lægeløftet. Vi har en dyb rodfæstet tro på, at lægen ved bedst.
Hele systemet fungerede i denne psykopatiske morders favør, og i
2000, da Harold Shipman endelig blev fængslet for sine grufulde
ugerninger, fik han den tvivlsomme ære at være den første læge
i Storbritanniens historie, som blev kendt skyldig i at dræbe sine
patienter.
Han havde bestemt over liv og død siden 1970’erne, men det
var først i 1998, at Shipman blev anholdt og hans rædselsregime
endelig blev stoppet. Han var stridslysten og meget lidt
samarbejdsvillig, og han stod fast på sin uskyld. På det tidspunkt
rådede der en optimistisk tro på nye tider i Storbritannien, efter
at Labour havde vundet en overlegen valgsejr i 1997. Tony Blairs
regering forsøgte blandt andet at rydde op i et sundhedsvæsen,
som var forfaldet gennem mange år. Men Shipmans bijob som
massemorder var en spand koldt vand i hovedet, og frygten bredte
sig i befolkningen.
Briterne har altid haft stor respekt for autoriteter. At være
kritisk over for dem, der sidder på magten, regnes som yderst
respektløst. Men det var netop den indstilling, der gav Shipman
fuld frihed til at gøre det, han gjorde. I flere
årtier udførte han sine morderiske
handlinger, uden at der
blev gjort noget for
at stoppe ham.
Flere havde
UNDER TIL HØYRE Dette forældede
billede af Shipman blev distribueret af
pressen.
UNDER Dr. Harold Shipmans livsfarlige
lægekontor lå på 21 Market Street i Hyde.
129
SERIEMORDERE
OVER Familierne blev chokeret, da de
fandt ud af, at deres forældre var blevet
ofre for Shipmans onde gerninger.
OVER TIL HØJRE Fru Shipman nåede
aldrig at acceptere sin ægtemands
dødelige handlinger.
mistanke om, at noget var forfærdeligt galt, og de lagde mærke
til de usædvanligt høje dødstal blandt hans ældre patienter, men
den venlige og omsorgsfulde doktor Shipman skadede da ikke
nogen med vilje? De, der kendte ham – eller troede, de kendte
ham – beskrev ham som den bedste læge i Hyde. Det virker naivt
i bagklogskabens lys. Da sandheden kom frem, og lægen blev
fængslet for at have dræbt 15 patienter, var der mange, der ikke
kunne forstå, at en mediciner kunne være så morderisk og ond.
En mediciner, der havde aflagt det ældgamle lægeløfte. Det totale
svigt i tilliden til lægen er kernen i Shipman-historien. Det er et
mareridt, som alle der har søgt lægehjælp, frygter.
JOHN BODKIN ADAMS: MORDER ELLER
MISFORSTÅET?
Shipman er selvsagt ikke den første læge, der har leget Gud og
dræbt mennesker, så sagen mangler ikke præcedens. Læger har før
været anklaget for drab, men i modsætning til Shipman er de ofte
blevet frikendt på alle punkter. Flere af de tidligere retssager blev
behandlet som smertelindring på grænsen til barmhjertighedsdrab,
- aktiv dødshjælp - ikke overlagt mord. Em undtagelse er en
meget omtalt sag i England med John Bodkin Adams. Her er
FRAVIGELSEN AF DEN HELLIGE TILLID
MELLEM LÆGE OG PATIENT ER KERNEN I
SHIPMAN-HISTORIEN.
130
der flere opsigtsvækkende ligheder: Flere hundrede ofre, griskhed
som muligt motiv, forfalskning af recepter og det flere årtier lange
drabsorgie. Det er faktisk direkte uhyggeligt. Historiker Pamela
Collins, som fik adgang til John Bodkin Adams sagsmappe og
politiefterforskningen, frygtede, at han faktisk havde overgået
Shipman Det endelige antal vil aldrig blive kendt.
John Bodkin Adams var oprindeligt fra Nordirland, men
arbejdede som læge i England. Det var i de første år efter
oprettelsen af det nationale sundhedsvæsen, NHS, som havde
konstante problemer med at få bevillinger. Hvis juryen dømte
lægen for drab, kunne det knække tilliden til sundhedsvæsenet og
i værste fald føre til nedlæggelse. Adams var desuden en hoven
type med gode forbindelser i datidens politiske elite. Shipman
kunne kun drømme om sådanne forbindelser til overklassen. Men
drabssagen mod Adams og han fordelagtige politiske forbindelser
førte til konspirationsteorier: Hans drabshandlinger blev mørkelagt
af højtstående politikere, som var bange for, at NHS ville bryde
sammen, hvis en læge blev dømt for drab på sine patienter.
Sagen fik meget opmærksomhed i medier over hele verden, og
spørgsmålet er, om Shipman blev inspireret af Adams historie.
Doktor Adams blev født i 1899 i Randalstown i County
Antrim, og præcis som Shipman blev han beskrevet som en
ensom ulv og en ganske middelmådig studerende, som dumpede
optagelsesprøverne og kun lige klarede sig gennem lægestudiet.
Han blev tiltalt for drab på 163 af sine ældre patienter, og mange
af disse havde indskrevet ham som hovedarving i deres testamente.
Dette var meget mistænksomt, da han blev betragtet som en
DR. HAROLD SHIPMAN
DRAB PÅ
RECEPT
Heroin, diacetylmorfin, er halvsyntetisk stof fremstillet
af morfin og med smertestillende og euforiserende
virkning. Det indføres med sprøjte, typisk på et
sted med meget fedtvæv som en arm, eller gives
intravenøst. Læger og sygeplejerske skal kun give
dette middel ved uudholdelige smerter. Det er
stærkt afhængighedsskabende, og det kan forårsage
vejrtrækningsproblemer og føre til døden, hvis
dosisen er høj. 30 mg er nok til at dræbe en person,
der ikke tidligere har fået stoffet. Det giver først
vejrtrækningsproblemer efterfulgt af bevidstløshed
og død. Der er forekommet utilsigtede dødsfald ved
fejlagtig brug, men Shipman var en seriemorder, der
dræbte sine patienter med koldblodigt overlæg.
Som praktiserende læge havde Harold Shipman let
adgang til stoffet. Det blev regnet ud, at han i perioden
1993-98 anskaffede sig i alt 24.000 mg på lovlig vis.
Derudover forfalskede han recepter og gemte mængder
til sine skumle forehavender. Det var en mild og
stilfærdig drabsmetode. Shipman skulle bare udnytte
patienternes solide tillid og roligt bede dem om at
rulle ærmet op, så han kunne give dem sin dødelige
indsprøjtning.
dygtig læge, lige som Shipman blev det nogle år senere. Da
Edith Alice Worrell døde i 1950, arvede Adams en Rolls Royce,
penge og dyrt bestik, til trods for, at fru Worrell havde en tydelig
klausul i sit testamente om, at lægen ikke skulle have noget. Seks
år senere blev Adams patient Gertryde Hullett erklæret død, og
embedslægen forlangte en obduktion. Da retsmediciner Francis
Camps ankom, var Gertrude Hullett stadig i live. Camps blev
så chokeret, at han beskyldte Adams for ekstrem inkompetence
og begyndte at undre sig over, om det foregik noget tvivlsomt.
Gertrude Hullet døde til sidst. Adams påstod, at dødsårsagen
var en hjerneblødning, men Camps var ikke så sikker. Han kom
frem til, at hun var blevet forgiftet. Endnu en gang arvede Adams
forskellige ting i henhold til testamentet – blandt andet endnu en
Rolls Royce til sin samling.
Nu begyndte politiet at interessere sig for det, som Adams
havde gang i. Snak og rygter voksede langsomt, men sikkert i den
lille by Eastbourne, indtil de ikke længere kunne ignoreres. Adams
forsvarsargument var, at han ikke gjorde andet end at lindre
dødsyge menneskers lidelser. Var det mord eller barmhjertighed?
Hvis det sidste var tilfældet, hvorfor blev han så ofte tilgodeset i de
dødssyge patienters testamente? Hvorfor virkede ofrene så betaget
af deres læge? Adams blev stillet for retten i marts 1957, og den
14. april, efter 45 minutters betænkningstid, blev han kendt ”ikke
skyldig”. Han blev dog kendt skyldig i at have forfalsket recepter,
idømt en bøde på 2.000 pund og frataget sin lægeautorisation. I
1961 genoptog han sin praksis. Adams døde i 1983.
Hvis Shipman var inspireret af Adams, var han da så arrogant
at tro, at normerne fra 50’erne – hvor kontroversielle sager blev
dt
dysset ned for at undgå at skabe splid – også gjald
i den moderne tidsalder? Troede han, at han også
ville blive frikendt og for syns skyld få en bøde,
hvorefter han kunne fortsætte med at praktisere?
Det vil vi aldrig få svar på. Shipman har aldrig
vedgået sig sine fejl eller sagt noget om det
liv, han førte, eller de ugerninger, han blev
dømt for.
Shipmans
foretrukne
drabsvåben:
En kanyle
fyldt med en
dødelig dosis
morfin.
UNGDOMSTID, LÆGESTUDIER
OG DE FØRSTE TEGN PÅ
PROBLEMER
Harold Frederick Shipman blev født den 14.
januar 1946. Han voksede op i boligområdet
Bestwood nord for den historiske by Nottingham
og var nummer to ud af fire børn i en almindelig
arbejderklassefamilie. Faren Harold kørte lastbil, og
o
moren Vera gik hjemme med børnene.
I de første år efter 2. Verdenskrig, hvor nationen
skulle på fode igen, ønskede Labour-regeringen att
gøre sundhedsvæsenet offentligt. Nu skulle folket
endelig få noget tilbage efter alt, hvad det havde
det
været igennem – og stadig gennemgik – i kølvand
på krigen. I 1946, det år Shipman blev født, blev loven
l
om et offentligt sundhedsvæsen, NHS, vedtaget i England
og Wales. Det ville have været melodramatisk at ssige,
131
SERIEMORDERE
at Shipman var sundhedsvæsenets antikrist, men ingen anden
mediciner i det britiske sundhedsvæsens 70-årige historie har
i den grad rystet organisationen i sin grundvold, blotlagt de
bureaukratiske svagheder og afsløret hvor langsomt staten
reagerede på tegn, der viste, at der var en djævel løs i systemet. Når
Shipmans lange række af udåder sammenlignes med andre britiske
sundhedspersoner, som har begået drab (som barnemorderen og
sygeplejersken Beverly Allitt), er det tydeligt hvilket gigantisk
omfang hans virksomhed havde. Shipmans drabsvirksomhed
varede i næsten 25 år, og listen over ofre gør ham til en af de
farligste seriemordere, verden har været så uheldig at opleve.
Shipman – Fred blandt familie og venner – har skabt
mange spekulationer om, hvorfor han gjorde det. Medier,
hobbypsykologer og autoriserede psykiatere har peget på
forholdet til moren som et tydeligt tegn på Freds kølige
indstilling til samfundet og starten på den kriminelle løbebane.
Moren Vera opfostrede ham til at føle sig socialt og intellektuelt
overlegen, hvilket må have irriteret mange, da han havde en
arbejderklassebaggrund, boede i et af de kommunalt anlagte
områder, der har lav status i England, og desuden var temmelig
middelmådig i skolen. Den unge Harold var morens øjesten, og
deres nære forhold var ikke åbenbart for andre. Men Shipman
havde søskende, som også måtte forholde sig til en dominerende
mor, og ingen af dem blev berygtede galninge. Så hvor meget
forklarer det egentlig?
Da han var 17 år, gennemgik han en rystende oplevelse, som
alle børn frygter: Han mistede sin mor. Vera fik lungekræft og
døde den 21. juni 1963. Man har spekuleret meget i Shipmans
oplevelser som omsorgsperson for sin syge mor, især at han gav
hende morfininjektioner for at lindre hendes smerter. Da hans
kære mor var død, arbejdede Shipman hårdt for at komme ind
på medicinstudiet i Leeds og blev optaget, da han var 19. Han
studerede i fem år og fik eksamen i 1970 med en bachelorgrad i
kirurgi. Hans arrogance og selvsikkerhed var stærk og stødende,
men karaktererne var ikke gode. Han dumpede ved den første
optagelsesprøve, måtte tage den om og klarede kun med nød og
næppe at bestå eksamen og komme i gang med sin turnus ... og
med karrieren som seriemorder.
Hvornår begyndte Harold Shipman at jagte sårbare patienter?
Det første officielle offer dukker først op i 1975, da den 29-årige
Shipman praktiserede som læge i Todmorden i West Yorkshire.
Men stærke tegn tyder på, at han begyndte at dræbe allerede,
da han arbejdede som turnuskandidat på sygehuset i Pontefract
i 1970-71. I august 1971 blev han overordnet turnuslæge med
pædiatri, obstetrik og gynækologi som speciale.
Sandra Whitehead, en sygeplejerske der arbejdede på samme
sygehus som Shipmand i de fire år, han var der, kontaktede
undersøgelseskommissionen i Shipman-sagen, fordi hun huskede
en usædvanlig høj dødelighed i den periode. Dette var kun et år
efter, at han blev færdig med studierne, så Shipman har ikke tøvet
med at komme i gang.
Som vi ved fra Shipman-undersøgelsen var de fleste ofre
ældre kvinder i alderen 60-90, men ét af dem var en lille pige.
Susan Garfitt var en fireårig med spastisk lammelse. Pigen blev
indlagt på sygehuset med lungebetændelse den 11. oktober
1972, og moren, Ann Garfitt, husker en samtale, der gav hende
kuldegysninger. Shipman sagde til Garfitt, at datteren ikke kom
til at overleve, og at medicineringen kun ville forlænge hendes
lidelser. Garfitt husker samtalen som en appel om at være god
mod pigen. Og da hun kom tilbage efter at have taget en kop te,
kom en sygeplejerske og fortalte, at hendes datter var sovet ind. På
baggrund undersøgelsen og retssagen mod Shipmand spekulerede
PENGEGRISK TIL
DET SIDSTE......?
- Du vækkes af en telefon – Shipman har taget sit eget liv. Der må du tænke
dig lidt om: er det for tidligt at åbne en flaske? Justisminister David Blunketts
reaktion på nyheden om, at doktor Harold Shipman havde taget sit eget liv i
fængselscellen den 13. januar 2004 var respektløs, men forståelig. Blunketts første
glæde blev modereret af, at mange mennesker, især ofrenes pårørende, ville komm
til at lide endnu en gang. Nu ville de garanteret aldrig få de svar, de længe havde
krævet af den drabsdømte læge. Det gjaldt det store spørgsmål, som stadig vender
tilbage: Hvorfor?
Fængselsbetjentene opdagede, at Shipman havde hængt sig i sin celle kl.
6:20, og han blev erklæret død mindre end to timer senere, klokken 8:10. En
efterfølgende undersøgelse konkluderede, at de ansatte havde gjort alt, hvad
de kunne, og at dødsfaldet ikke kunne have været forhindret. Men med ham
forsvandt alt håb om, at den sure og lidet samarbejdsvillige morder skulle forklare
de grusomme handlinger, han havde begået gennem næsten et kvart århundrede.
Som altid ved den slags hændelser varierede mediernes reaktioner fra beherskede
kommentarer til udtalelser som David Blunketts.
Shipman var knap blevet kold på bordet i lighuset, før aviserne begyndte at
spekulere på, om han havde haft økonomiske bagtanker med selvmordet. Han
gennemførte det med samme bevidste omhu, som han havde lagt i de utallige
andre af sine drab. Aviserne fortalte, at hans kone Primrose ville få udbetalt cirka
100.000 pund og en årlig pension på 10.000 pund på grund af et smuthul i loven.
Sundhedsministeriet bekræftede, at fru Shipman havde ret til en engangssum som
nulevende ægtefælle til en tidligere sundhedsmedarbejder. Derudover havde hun
ret til enkepension. Selv i døden var det Shipman, der lo sidst.
132
DR HAROLD SHIPMAN
MÅSKE 250 DRÆBTE
Harold Shipmans ugerninger ramte folk som et jordskælv
og rystede det britiske sundhedsvæsen i sin grundvold. Med
tanke på drabsmandens virke - dødstal så høje som 250 og bureaukratiske svigt, som havde gjort det muligt for en
seriemorder at skjule sig bag en maske som højt værdsat medlem
af lokalsamfundet, måtte sagen nødvendigvis sættes under lup.
1. februar 2000 varslede sundhedsminister Alan Milburn en
lukket undersøgelse, og resultaterne ville blive offentliggjort, når
de var klar. Ofrenes familier pressede derimod Labour-regeringen
til at foretage en offentlig høring. De gik helt til højesteret.
Sundhedsminister Milburn gik med til at fremlægge sagen for
parlamentet, hvor der blev udstedt en undersøgelsesfuldmagt.
Offentligheden fik lov at følge med i sagsbehandlingen, der skulle
finde sted på rådhuset i Manchester.
Undersøgelsen blev ledet af Dame Janet Smith og skulle se
på fire hovedområder i Shipman-sagen: Hvor mange ofre var
der i virkeligheden, hvordan havde forskellige myndigheder
udredet dødsfaldene, hvor godt havde de klaret opgaven, og hvad
der kunne gøres for at forhindre, at der nogensinde skete noget
lignende.
I løbet af fire år offentliggjorde kommissionen seks rapporter
En tegner fangede øjeblikket, hvor Shipman blev kendt
skyldig. Han viste ingen anger, og med sit selvmord
frarøvede han de pårørende muligheden for at få at vide,
hvad der egentlig var sket med deres kære.
13. januar 2004:
nationen vågner
til nyheden om,
at Doktor Død
havde taget sit
eget liv.
hun på, om den korte samtale havde fået Shipman til at give
barnet en dødbringende dosis. Undersøgelsen anså det som meget
sandsynligt.
I 1974 så Shipman en jobannonce i et medicinsk tidsskrift og
fik arbejde ved Abraham Ormerod Medical Centre i den lille
by Todmorden. Kort tid efter blev han juniorpartner. Trods hans
dårlige studieresultater var kollegaerne imponerede over den unge
mand. De beundrede hans engagement og evne til at arbejde lange
dage, og de lagde mærke til hans popularitet hos patienterne. Det
var også på dette sygehus, at det kom frem, at han var afhængig
af det smertestillende narkotiske middel pethidin. Ufatteligt nok
havde Shipman ikke været sen til at misbruge lægemidlet, da han
opdagede, at han havde let tilgang til det. Men uforsigtigheden
blev også hans skæbne. I februar 1975 var både kontrolorganet for
lægemidler og West Yorkshire politidistrikts narkoafdeling klar
over misbruget. Shipman havde anskaffet sig usædvanlig store
mængder af det pågældende præparat. De afhørte farmaceuterne,
men fik bare at vide, at doktor Shipman var en super fyr og en
udmærket læge, og at der ikke foregik noget mistænkeligt.
I denne periode begyndte Shipman også at få nogle meget
pinlige episoder med hukommelsestab under konsultationer
og mærkelige anfald i nærvær af kollegaer og patienter. Var det
bivirkninger af de lægemidler, han misbrugte?
I september 1975 var det slut. Phetidinafhængigheden –
Shipman indrømmede at have taget mellem 600 og 700 mg
om dagen – blev endeligt afsløret, og han blev fyret. Efter en
rehabiliteringsperiode på et sygehus i Halifax, hvor han slap ud
af sin afhængighed, blev han udskrevet i december 1975. Den
13. februar 1976 måtte Shipman i retten i Halifax, tiltalt for
om Shipmans og sundhedsvæsenets handlinger. Konklusionerne
afslørede meget kritisable forhold hos etater, institutioner
og enkeltpersoner. Undersøgelsen blev afsluttet 24. marts
2005 og anbefalede en række gennemgribende ændringer i
forvaltningssystemer og arkiveringsrutiner.
receptforfalskning og ulovlig erhvervelse af lægemidler. Tre punkter
i tiltalen gjaldt køb af 10 ampuller med 100 mg phetidin gennem
svindel, tre gjaldt ulovlig besiddelse af phetidin og to gjaldt
receptforfalskning. Han kendte sig skyldig og blev idømt en bøde
på 600 pund.
DEN BEDSTE LÆGE I HYDE
Efter dette misbrug i begyndelsen af karrieren blev Shipman ansat
som praktiserende læge i Hyde, en forstad til Manchester. Byen vil
for altid havde en skamplet, efter at Ian Brady og Myra Hindley
dræbte Leslie Ann Downey og Edward Evans i deres hus på
Wardle Brook Avenue. I 1965 blev de to fremstillet for retten på
rådhuset i Hyde. I 1972 blev Hyde indlemmet i Stormanchester
og tilhørte ikke længere grevbskabet Cheshire. Indbyggerne
spekulerer nok på, hvad de har gjort for at fortjene den ondskab,
der hjemsøgte dem via tre af 1900-tallets mest ondskabsfulde
skikkelser.
Shipman fandt sig godt til rette i Hyde og arbejdede på
Donneybrook Medical Centre i 14 år. Endnu engang blev han
anset som et forbillede i lokalsamfundet, en ihærdig og tillidsfuld
læge. De ældre patienter satte især pris på, at han var villig til at
aflægge hjemmebesøg. Intet var for meget besvær, og han strakte
sig langt for at være venligheden selv.
Dengang vidste ingen, at han regelmæssigt dræbte mennesker
gennem hele perioden på Donneybrook, og i 1991 sagde han til
sine partnere på klinikken, at han ville stoppe hos dem og begynde
for sig selv. Dette gav ham mere eller mindre frit lejde til at
optrappe sin drabsvirksomhed.
133
SERIEMORDERE
Shipman føres inn i retten, hvor flere drapstiltaler venter. Han ble kjent
skyldig i 15 drap, men man antar at han tok mer enn 250 liv.
Under den senere retssag kom han med forskellige
oplysninger. Forholdet til de andre læger var blevet
dårligt, hævdede han. Til trods for Shipmans gode
tone og tilsyneladende omsorg for patienterne, kunne
de underordnede på klinikken af og til føle hans vrede.
Der var mange, der hævdede, at han var arrogant og
uforskammet over for dem.
Alligevel havde han ikke problemer med at bruge
computere og gemme patientjournaler elektronisk, da
han begyndte for sig selv. Han redigerede dem godt
nok uden at indse, at sådanne ændringer blev lagret på
harddisken. Fra januar 1993 arbejdede han alene og
åbnede endelig sit eget lægekontor på 21 Market Street.
Nu steg dødstallene til uhyggelige højder. I 1995 var det
29 ofre, i 1996 var det 30. I 1997 var det 37. I 1998, det
år han endelig blev stillet til ansvar for sine ugerninger,
var det 18. Grusomhederne stoppede i slutningen af juni,
134
hvor han lavede nogle grove fejlvurderinger, og nettet
af mistanker begyndte at snøre sig sammen. Drabet på
Kathleen Grundy gik for langt og skulle vise sig at blive
hans skæbne.
Kathleen Grundy var kraftigt bygget og havde et
udmærket helbred, selv i en alder af 81. Da den tidligere
borgmester - en velstående dame – pludselig døde
den 24. juni 1998, blev familien dybt rystet. Grundys
sørgende familie, især hendes datter Angela Woodruff,
fik endnu et chok, da det stod klart, at doktor Harold
Shipman var enearving til hendes formue på hele
386.000 pund. Angela Woodruff blev mistænksom
og gik ud fra, at testamentet var forfalsket. Da hun
sammenlignede testamentet med et andet fra 1986, var
spillet ude for Shipman.
Under retssagen kom det frem, at Shipman
havde forfalsket testamentet på en gammel Brother-
DR. HAROLD SHIPMAN
skrivemaskine, der blev fundet i hans besiddelse. Dele af
testamentet blev citeret i en artikel i The Guardian den 1.
februar 2000: ”Jeg efterlader alle mine ejendele, penge og hus
til min læge. Familien mangler ingenting, og jeg vil belønne
ham for den omsorg, han har vist mig og indbyggerne i
Hyde.” I retten sagde Angela Woodruff følgende: - Mor var
omhyggelig og velordnet. At hun skulle have underskrevet
et dokument, som var så sjusket skrevet, er helt meningsløst.
Underskriften virkede besynderlig.
På grund af hendes mistanke blev graven beordret
genåbnet, og man fandt store mængder morfin i kropsvævet.
Man begyndte hurtigt at ane, at der var sket noget
forfærdeligt, ikke mindst fordi Shipman havde opsøgt
Grundys hus for at tage en blodprøve, og han blev anholdt
den 7. september 1998. Drabene blev endelig stoppet, men
ingen kunne vide, at man foreløbig kun havde set toppen af
de grusomme isbjerg. Selv om sagen var opklaret, takket være
Angela Woodruffs detektivarbejde, var sundhedspersonalet
i området blevet mere og mere bekymret over, at antallet af
døde patienter fra Shipmans lægeklinik var steget tidligere
på året. I marts 1998, flere måneder før Grundy døde, havde
doktor Linda Reynolds ved Brooke lægekontor varslet
lighuset på stedet om sin mistanke. Klinikken, hvor hun
arbejde, havde 9.500 patienter, mens Shipman kun havde en
tredjedel. Alligevel havde han udfyldt 16 kremationsskemaer
inden for tre måneder. Hun syntes, det var mærkeligt.
Reynolds opsummering af mistanken var enkel: Enten
var Shipman en dårlig læge, eller også dræbte han sine
patienter. Hun turde ikke tage nogen chancer, så hun
kontaktede politiet. Efter en meget kort og ikke særlig grund
efterforskning kom politiet frem til, at der ikke foregik noget
forkert hos Shipman.
Harold Shipmans ugerninger rettede søgelyset på
systemsvigt og førte til store ændringer i registreringen af
dødsfald og brugen af lægemidler. Man ved stadig ikke,
hvorfor Shipman valgte at slå så mannge ihjel. Griskhed kan
have været en del af årsagen, men der må have ligget noget
dybere bag end bare simpelt begær. Shipman var en ekstrem
kontrolfreak. En psykiater, der studerede sagen, sagde i 2001
til BBC:
- Ved kun at dræbe ældre kvinder kunne doktor Shipman
opnå det, han var ude efter. Han gjorde det for at føle sig
bedre tilpas. Men selve drabshandlingen stod centralt for
ham, og det var vigtigt for ham at have fuld kontrol over
det, han gjorde. På sin vis kan han betragtes som nekrofil,
siden han havde behov for lig. Men han var ikke interesseret
i ofrene, efter at døden var indtrådt. Det var selve drabet –
dødsøjeblikket – som interesserede ham.
Shipman dræbte for det meste under hjemmebesøg, hvor
han forsigtigt gav dem en dødbringende dosis. Et par gange
dræbte han på klinikken. Så gik han ud for at ordne nogle
andre ting, vendte tilbage og meldte et uventet og tragisk
dødsfald. Han valgte syge mennesker for at gøre deres død
troværdig – en ondskab og en leg med livet, der er svær
at fatte. Rolig, sindig, veluddannet: han var en psykopat af
Englands fineste slags. Der er ingen tvivl om, at Harold
Shipmans uhyrlige gerninger bliver en varig belastning for
lægestanden.
HAN KAN BETRAGTES SOM NEKROFIL, DA
HAN HAVDE BEHOV FOR LIG. MEN DET VAR
SELVE DRABSHANDLINGEN SOM
INTERESSEREDE HAM.
135
GLÆD DIG TIL NÆSTE NUMMER AF
TRUE CRIME
sider
R
A
U
R
B
E
F
.
4
1
N
E
EN D
PÅ GAD
KAN KØBE HOS BILKA, FØTEX, KVICKLY, SUPERBRUGSEN, 7-ELEVEN SAMT UDVALGTE MENY OG TANKSTATIONER
Документ
Категория
Журналы и газеты
Просмотров
0
Размер файла
74 367 Кб
Теги
True Crime
1/--страниц
Пожаловаться на содержимое документа